I disse tider hvor frisører m.m. er lukket ned, så gav denne status tilsyneladende ekstra næring til min mands kraftige hår. Det groede med en hast, som ikke gjorde ham ære. Hvirvler og totter gik amok. Efterhånden forsvandt al lighed med en frisure, og det var her, han mente, at jeg kom ind i billedet.

Jeg har altid næret stor beundring for alle de dygtige frisører, som kan forvandle håbløst hår til at blive rene åbenbaringer. Selv ejer jeg ikke denne evne. Jeg er hverken den lykkelige ejer af frisørsaks eller hårtrimmer, og det nødvendige håndværk har jeg aldrig lært mig.

Min mand var dog nået til et desperat punkt, som drev ham helt derud, hvor jeg blev bedt om at klippe ham.
Jeg fandt husets bedste saks og en god kam, mens jeg sank et par gange inden jeg gik ombord i høstakken. Placeret foran spejlet kommanderede han: "Bare klip til!" og "Giv det en ordentlig omgang!"

Jeg gik forsigtigt til værks med tungen lige i munden. "Mere!" sagde han. "Der skal meget mere af!" og pegede på en tot, som var stukket helt af, takket være et ekstra tilskud af B-vitaminer hen over vinteren.

Jeg klippede forsigtigt, mens jeg forsøgte at reducere gloriens omfang. Egentlig blev jeg helt tilfreds med resultatet, men må nok erkende, at nakken var svær at klippe med en køkkensaks. "Bare gå til den!" opmuntrede han. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, og til sidst rakte jeg ham nakkespejlet.

Han blev helt stille. Kiggede længe. Drejede spejlet fra side til side og til sidst mumlede han sagte: "Det var ikke lige det, jeg havde håbet på."

Heldigvis har han en god kasket.