Hedvig Wibeholm på 84 år var nødtvungent flyttet ned i nærheden af datteren på en idyllisk plet i det sydfynske øhav. Hun brød sig imidlertid ikke om at være der, og med stram mine begrundede hun det med, at øboerne jo ikke kom fra Klampenborg.
Hendes bilkørsel var ofte mere spændende, end hvad godt var. På trods af hårdnakkede rygter om at hendes kørekort var inddraget, forhindrede dette hende ikke i at køre bil, og hendes manglende stedsans gjorde, at man aldrig vidste, hvor hun befandt sig.
Gamle naboer fra Klampenborg havde meldt deres ankomst, og Hedvig følte sig opmuntret ved udsigten til, at der nu kom civiliserede mennesker på besøg, som hun udtrykte det.
Hedvig havde aldrig lagt skjul på, at det ikke interesserede hende at lave mad, men samtidig var det en kendt sag, at hun aldrig satte sit lys under en skæppe. I telefonen havde Hedvig proklameret, at hun ville beværte gæsterne med nogle af øens egnsretter. Disse egnsretter markerede et tilhørsforhold og var rige på traditioner. Hedvig satte alle sejl til og oplyste ydermere, at de ofte blev serveret ved højtiderne.
Inden samtalen sluttede, spurgte hun, om de ville være så elskværdige at medbringe en dåseåbner?
Da gæsterne et par dage senere dukkede op, var Hedvig imidlertid væk. Pist forsvundet i sin bil for at købe en flaske hvidvin i den lokale Brugs, som lå 200 meter fra boligen. Hun ville servere den afkølede drik som velkomst hilsen, men det festlige moment udeblev, da værten ikke var til stede, og gæsterne derfor var overladt til en frønnet havebænk i rosenbedet.
Inden man nåede at kontakte nærpoliti og Missing People kom Hedvig tilbage efter 2 timers fravær. Hun havde formået at køre forkert og var derfor cruiset rundt på det meste af øen, inden hun ved en tilfældighed fandt hjem.
Hvidvinen kom i glassene, og efter en stund rejste Hedvig sig og gik i køkkenet. Spændingen steg, mens gæsterne blev placeret i en fransk brokadesofa, der i tidernes morgen havde tilhørt en ritmester på et Sydsjællandsk gods.
Gæsterne blev budt til bords. Hedvig havde dækket op med hvid damaskdug, gyldne dækketallerkner hvorpå Flora Danica dominerede samt vævede servietter. Midt på bordet stod en suppeterrin, der var anvendt som blomsteropsats, og fyldte rødvinsglas med slebne kronhjorte stod på glasbakker. Alt blev smukt belyst af en pompøs krystallysekrone.
Første egnsret blev serveret, og gæsterne gjorde store øjne. På hver sin tallerken serverede hun 1 stk. kyllingebryst i butterdej fra Danpo. Her lå det i ensom majestæt oven på et par malede blade af en Liden Tvetand. Gæsterne lærte sig kunsten at indtage maden i små bidder for at strække middagen.
Næste og afsluttende egnsret bestod af en dåse syltede pærer med flødeskum. Det var her, der kom sving i den medbragte dåseåbner, og desserten blev serveret under tag-selv-temaet. Da dåsen gik på omgang, skævede gæsterne til hinanden, mens de forsøgte at bevare fatningen.
Nu kan man spørge sig selv, om øboernes stolte madtraditioner mon har fået tilført nye muligheder?