Skolens tidligere pedel hed Primus Motor og var en ikke helt almindelig mand. Han var to meter høj, var superstærk og ordnede alting så elegant på byens skole med sine store, kærlige hænder. Skolen var den flotteste i hele kommunen. Primus og det store nøglebundt regerede i 50 år, hvorefter han sov stille ind i sin store seng 90 år gammel. En fin lille begravelse blev iværksat af skolelederen, kontordamerne og borgmesteren. Der blev helt stille, da han blev kørt væk. En yderst dygtig og rar afløser blev fundet, men skolen blev aldrig den samme uden Primus' store, kærlige hænder og skønne væsen. Men historierne om ham lever dog videre i bedste velgående. Historierne om en mand, der passede sit arbejde, passede sig selv og gik sine egne veje.
En af historierne handler om, at Primus Motor, der i sine unge dage, havde ikke mindre end 365 ens røde biler - store biler, vil I nok kunne forstå. Og ikke nok med det. Det var ham selv, der var drivkræften. Han satte simpelthen selv bilerne i stand og i gang og kørte af sted derudad. Helt uden benzin og al den slags. Bare derudad på vilje og med havregryn i musklerne. Ja, han kørte selvfølgelig ikke alle bilerne samtidig - selvom han dog havde en stor drøm om at gøre dette - Nej, han kørte en ny bil hver af årets dage. Det passede lige. Og hver dag efter arbejde den samme tur ned på Hovedgaden, ned af Dødningebakken, hen til stranden og hjem igen til en god portion havregryn.
I skal nok tro folk kiggede efter ham nede i den lille by. Misundelige blikke, forfærdede blikke, arrige og irriterende blikke. Alle kiggede faktisk - på hver deres måde. Og ikke nok med blikke. Alle tænkte også sit: Hvad havde den store mand dog gang i? Hvad bildte han sig ind? Komme her... Og så i sådan en bil... Den var rød og alt for ualmindelig... Og på Hovedgaden... Og hver dag... Og jeg ved ikke hvad... Og jeg skal komme efter dig. Alle mulige tanker. Og ikke nok med det. Folk sagde efterhånden også sit: "Den store idiot", "Hvad Søren, bilder han sig ind. Gå og lave uro og uorden i vores fine by", "Komme her og forpeste os alle sammen". "Ka du så se at trille hjem din ondsbolle". Det sagde de faktisk. Ondsbolle, hvad det så end betyder.
Og ikke nok med det. Folkene i byen gjorde også sit. Og flere og flere røg med på bølgen. Lod sig friste af hysteriet. De lagde tegnestifter ud på gaderne, de kylede maling efter bilerne, de samlede sig i såkaldte demonstrationer og skrev slogans og den slags: "Ned med alle hans grimme biler", stod der på et af dem. På et andet ku man læse: "Dumme Primus". De tog også deres egne biler og kørte dem med vilje ind i Primus Motors. Sådan rigtig radiobil-agtigt, hvis I forstår, hvad jeg mener. Bang, bang, sagde det. De gassede op, røgen stod ud af deres primitive primis motorer og hjulene hvinede. Selv de gamle damer gav den gas. Sikke han skulle have den dumme Primus. Sådan en klamhugger, hvad det end så var.
Hele byen sydede og boblede og stank af dæk, sved og benzin. Folk hostede og hakkede i al den røg. Men Primus skulle ha'. Det var sikkert.
Primus Motor forstod ikke et hak af det hele. Her kørte han fredeligt i sine biler. Han kørte dem selv, havde ingen osende benzinmotor. Her var det ham, der var motoren - primus motoren. Han mente ikke, at han gjorde nogen fortræd. Han var nærmest helt lydløs. Han var ildsjælen, drivkraften og igangsætteren. Men ondsbolle, bølle, dum og klamhugger, synes han nu ikke, at han var.
Hvorfor gjorde de alt dette imod ham? Hvorfor kiggede de sådan? Hvorfor tænkte de på den måde? Gjorde sådanne ting?
Han passede bare sine biler. Han vidste godt, at han ikke var helt almindelig. De fleste havde en til to biler. De fleste spiste andet end bare havregrød, og de fleste var ikke to meter høje. Men var han egentlig så ualmindelig, når det kom til stykket. Og hvem var det lige, der lavede al den uro og uorden i gaderne? Og hvem var det lige der nu forpestede os alle sammen.
Han havde vel sin gode ret til at køre rundt i sine biler. Det var vel ikke forbudt? Han var vel ikke til gene for nogen - bortset lige fra nu, hvor alle byens andre beboere lå og kørte ind i ham?
Sådan stod det på længe. Han spiste sin havregryn, kørte sine ture i sine 365 biler, fik smadret sine 365 biler, fik trillet dem hjem, hvor de så blev fikset igen, for derefter at blive ødelagt på ny. Man kan godt forstå Primus var godt og grundigt fortvivlet.
Men så var det, han kom i tanker om sine evner. Han var jo Primus Motor. Han kunne igangsætte. Han var ildsjælen og drivkraften. Hvis nogen kunne vende den dårlige stemning, var det da ham. Hvem ellers? De andre folk i byen havde kun en eller to biler. De havde kun dumme tanker og gjorde slemme ting. De virkede i hvert fald ikke som om, at de kunne udrette noget. Ikke lige nu, i hvert fald. De kunne måske læres op, men lige nu, mens krisen, var på det højeste, kunne de ikke andet end at sende dårlige blikke, tænke grimme tanker og gøre deres. Nu ville han tage sig en god nats søvn og drømme og føre sine drømme ud i virkeligheden.
Næste morgen var Primus ved godt mod. Han tog arbejdstøjet på, spiste sine havregryn og satte sig ud i den første bil af en lang række biler. Faktisk alle 365 biler. Han ville nu realisere sin gamle drøm om at køre alle bilerne samtidig. Oven i købet ville han lave en stor happening ud af det og måske gøre byens beboere glade igen. Han havde natten igennem udtænkt planerne, og nu var han klar. Det bliver en god dag, tænkte han.
Da han kørte rundt i svinget stod de første folk klar. De stod parate bag deres stakitter og gemmesteder. De gjorde som de plejede. Sendte blikke, tænkte deres og råbte det op, men så nåede de ikke mere. For da de så det store tog af biler rulle ind i gaderne, havde de nær tabt øjne og mund. Ja, og bøtten med maling velsagtens. De vidste simpelthen ikke, hvad de skulle tro, men det vidste Primus. Uden at blinke med øjnene satte han de måbbende medborgere ned i alle bilerne. En efter en. Et styks målløs beboer ned i et styks stor, rød bil. Han kørte forrest, og efter ham var der en lang perlesnor af store, røde biler med mere og mere medgørlige folk i.
Her kørte hele byen snart af sted i alle Primus' biler. 365 styks med mere og mere smilende mænd og kvinder fra byen i hver deres fine røde bil på en lang række. Selv børnene i byen blev taget væk fra deres skjul bag rækværket og ned i det varme, bløde sæde. Hold da ferie, et syn. Jamen, I skulle have set det. Da optoget nåede stranden ville jublen ingen ende tage. Selv tante Ofelia, som havde gået forrest i kampen mod Primus kunne efterhånden ikke lade være med at føle velbehag i det lune, bløde sæde og glæde ved at sidde i sådan en stor, dejlig, rød bil. Det skal dog lige siges, at vejret nu også var med den gode Primus.
Da han stoppede sin egen forreste bil, for at koble alle de andre biler af, tænkte han, at det nu havde været en dejlig dag. Hans drøm var gået i opfyldelse. Han havde kørt alle 365 biler samtidig. Han havde hele tiden troet på, at det ville lykkedes. Han tænkte også, at han havde været en god igangsætter og drivkraft. Her kørte han rundt med alle byens beboere på slæb kun med hans havregrynsmuskler. Snart skulle de selv lære at køre på den måde, men nu havde det været ham, der var gavmild. De havde behandlet ham dårligt, men han bar ikke nag. For at bære nag var en dårlig ting. Det måtte folkene da også kunne forstå.
Han blev nu så optaget af sine tanker, at han følte sig kaldet til at holde en lille tale. Det var nu ellers ikke noget, han særligt ofte gjorde, men lige nu havde han lyst til det.
Kære folk!
Jeg hedder Primus Motor. Jeg er stor, men ikke nogen stor taler. Jeg vil dog gerne lige sige et par ord inden, jeg tøffer hjemad. I dag har jeg været den store primus motor. Jeg har været iværksætter på dette lille projekt. Været gavmild og ikke båret nag. At bære nag er en grim ting. Misundelse er lige så grimt.
Man skal ikke lade sig løbe med af mængden. Man skal være sin egen. Gerne sammen med andre, men man skal ikke lade sig friste af hysteriet. Selv vende dårlige stemninger til gode. Tænk selv, gør selv, vær' dig selv. Man skal simpelthen være primus motor for sin egen bil - sit eget liv.
Og lige en sidste ting...
Primus Motor holdt, det man kalder en kunstpause. En lille pause hvor tilhørende og han selv føler hinanden an og tankerne galoperer. Folkene sad med flove, halvstramme smil og kiggede ned i rattet. Han selv så ned over alle sine mange flotte, store, røde biler, som nu var givet ud til beboerne i den lille by. Han var nu så stolt af sig selv. Alt det arbejde han havde lagt i de biler gik nu til noget godt. Det så ud til, at der igen ville blive fred og ro i den lille by, han gav sit budskab videre og måske ville han en dag få dobbelt løn tilbage.
365 er mange biler til en mand. Man bliver stærk af havregryn. En god nats søvn er primus motor for, at man kan drømme og føre ens drømme ud i virkeligheden.
Den kunne folkene i byen så gå også tænke lidt på.
Fra den dag blev Primus Motor byens stolthed og hædret af selveste borgmesteren. Dagens mand i skysovs hedder det vist. Han blev tilbudt arbejde som pedel og primus motor for byens skole, takkede ja og arbejde som sagt der de næste 50 år til stor glæde for hele byen.