Ved juletid hørte underboen en nat ved 3-tiden, hvordan Louis snublede over en hel nissefamilie, der var anbragt på gulvet. Et spjæt med hans kameluldstøffel fik den keramiske nissefamilie til at falde som dominobrikker. Da han havde vrøvl med vandværket og måtte frekventere toilettet flere gange hver nat, gik det til sidst galt for ham, da han undlod at tænde sengelampen.
Det kom der et højlydt skænderi ud af. Ord man ikke finder i højskolesangbogen, fløj ud af munden på Louis, og Edith truede omvendt med at ringe til sin søster upåagtet tidspunktet. Naboerne kunne høre, hvordan Edith kværnede som en vækkelsesprædikant, og Louis undlod ikke at give svar på tiltale.
Ægteparret Edith og Louis Trebbien boede på etagen under Irmgard von Elmhoff. De var flyttet fra en pragtvilla på adskillige m2 og et uanede antal nipsgenstande samt et flygel, som ingen kunne spille på. Da alderen var begyndt at trykke, måtte de nu henslæbe deres livs efterår i en 4-værelses lejlighed med altan på Strandvejen.
Edith klagede og jamrede over den smertelige erkendelse af, at skabspladsen var omvendt proportionel med ejendelene. Hendes stolthed var et spisestel, hvor der kunne dækkes op til 50 personer. Det var komplet med skylleskåle, bordkortholdere i porcelæn, cigaret- og askebægre ved hver kuvert, tandstikholdere, sennepskrukker, oliekande, saltkar, peberbøsser plus meget, meget mere.
Erkendelsen af at antallet af middagsgæster sjældent oversteg 3-4 stykker, var ikke til stede. Gæsterne blev altid beværtet med smørrebrød, som var bestilt udefra, og de monstrøse suppeterriner, lågfade m.m., så derfor aldrig dagens lys.
Forsigtige forslag om at sælge herlighederne, så pladsen kunne udnyttes bedre, var udelukket. På det punkt var Edith urokkelig.
Altanen var fyldt til randen med effekter, man skulle have gode overtalelsesevner for at afsætte på et kræmmermarked.
I depotrummet stod 5 havenisser og stirrede tomt ud i luften sammen med et kobbel rensdyr i størrelse knap 1:1, mens orange keramikgræskar i diverse størrelser skar ansigter på en hylde. Julepynten bredte sig over 7 jumbokasser på hjul, og påskepynten fyldte nogenlunde det samme. Ved højtiderne blev lejligheden fyldt til bristepunktet med pynt, der normalt havde bredt sig over 200 m2 bolig og 800 m2 have.
Klagesangen over temaet med den trange plads fortsatte ved hver given lejlighed. Skabene var udtamponerede i det trebbienske hjem. Gryderne var stablet efter babushkadukke metoden. Små gryder inde i større. Samme system styrede resten af hyldemeterene.
Møblerne i stuen bestod af to stk. elektriske flyder lænestole, der kunne køre synkront i ryg og sæde samt indbygget fodskammel. De fyldte det samme, som to kummefrysere. Lænestolene stod klemt inde mellem et sofabord med kakler og en vægreol. Sofaen kunne snildt rumme fire personer, og bevægede man sig gennem stuen, blev man ledt ad smalle gange mod spisestuen og følte sig som deltager i et Pac-man ostespil.
Dagen oprandt, hvor Irmgard von Elmhoffs lejlighed skulle tømmes, efter hun var vel anbragt på plejehjemmet.
Her var også effekter i mængde, og 2 kæmpekasser med porcelæn var på vej til genbrug. Dette fik Edith øje på. Hun skyndte sig at lægge billet ind på kasserne, der indeholdt et spisestel til 24 personer, samt et par tinfigurer af Den lille Havfrue og lidt julepynt.
Nu bliver det spændende at se, hvilken opfindsomhed ægteparret Trebbien vil lægge for dagen udi opbevaring af yderligere effekter. Måske et par paternoster hylder med liftautomatik, kan monteres under loftet?
Alle afventer i spænding på, hvordan natten vil forløbe, når Louis skal ud på sin nattevandring ad de smalle gange.