Frida bevæger sig tøvende og usikkert rundt på den store, fine skole med sin åbne skoletaske og slidte sko. Hun kan ikke huske, hvad hun egentlig lige skulle. Hun stopper op. Tænker sig om. Kører en hånd gennem det uglede hår, klør sig på maven, bider sig i underlæben, snurrer rundt og går så en anden vej. Da hun endnu engang stopper op, tænker sig om og snurrer rundt, falder alle hendes ting ud af tasken. De ligger ud over hele gangen sammen med de smattede makrelmadder fra madkassen. Hun ligger på alle fire og prøver at samle det hele sammen. Samle alle tankerne. Få styr på det hele. Ikke være så forbandet forvirrede og rundtossede.

Hun sætter sig op af væggen og stirrer ned af gangen. Laura kommer gående. Klassens søde pige. Hun svæver nærmest over gulvet, tænker Frida. Hendes hår er langt og gyldent, hendes tøj er så fint og elegant og hendes smil så selvsikkert og rart.
   Frida rejser sig op og prøver at få orden på sine ting. Da Laura kommer forbi, hilser hun på hende. Laura kigger på Frida, så på en makrelmad der har sneget sig op på Fridas sko og så tilbage på Frida.
   - Hej Frida, siger hun så. Har du styr på det?
   - Ja, ja, nej, øh, måske. Eller det tror jeg nok, ikke jeg har. Eller måske, får Frida fremstammet.
   - Ok, du siger bare til, hvis jeg kan hjælpe med noget ik'?
   - Øh, tak, jeg har næsten styr på det, mumler Frida.

Laura danser videre. Frida sparker den dumme makrelmad af foden, samler de sidste stumper op og trasker slukøret afsted.
   - Hvorfor får jeg de skide makrelmadder med i skole? snøfter hun. Hvorfor svarer jeg sådan, når folk taler til mig? De er jo egentlig altid søde ved mig. Især Laura. De driller ikke. De prøver bare at forstå mig. Så hvorfor er jeg dog så så rundtossede hele tiden? Så forvirrede?

Ak ja, man må sige, at det larmer og roder omkring Frida. Denne her pige med det store mørke, krøllede hår, slidte sko, den forvirrende usikkerhed og de evigt blinkende blå øjne. Det er Frida. Frida fra 4. klasse.

Ak, ak. Stakkels Frida. Det er ikke nemt at være så snotforvirrede. Hvad kan hun dog gøre? Hvad skal hun dog gøre?

Hun tænker på dem derhjemme. Men hvis hun skal være helt ærlig, er hele familien mindst lige så forvirrede, som hende selv. Der er rod og uro dagen lang. Det hænger ikke rigtigt sammen. Alle løber bare forvildet rundt imellem hinanden i huset og i haven. Hendes forældre kommer sjældent til arrangementer på skolen. Og hvis de endelig kommer, er det meget for sent, til det forkerte lokale eller på den forkerte dag.

Så hvorfor i himlens navn skulle Frida ikke være forvirrede? Og egentlig er der jo ikke noget galt i det? Det kan man vel godt leve med? Og hvis man ellers er sød og rar? Og med lidt charme? Fridas charme?

Problemet er bare, at skolen ligesom ikke rigtig kan rumme forvirrede typer som Frida. Der er ikke tid og plads til at være så forstyrrede, konfus, uklar og småbims. Det passer ikke rigtig ind. I skolen skal man være fokuserede, klar og tydelig. Ikke løbe forvildede rundt, fjumre og vrøvle.

Det er der i hvert fald nogle, der mener. Nogle kloge folk. De er ikke det mindste forvirrede. De har gået den lige vej. Har ikke ladet sig forstyrre af dit og dat. De kommer til tiden. Siger og gør de rigtige ting. Holder flot fokus og er præcis lige dér, hvor de skal være, lige præcist på det tidspunkt, de skal være lige dér. Det er simpelthen så flot og efter bogen. Intet flimmer.

De forstår overhovedet ikke typer som Frida. De tænker:
   Hvad i himlens navn tænker hende Frida dog på? Hvorfor kan hun ikke bare indordne sig og holde fokus? Det er et værre bøvl med hende. Ja, og hendes forældre. Herre Jemini! Sikke et rod. Sikke en masse larm. Ih, altså. Hvorfor skal Frida også lige være sådan? Og hvorfor skulle Fridas forældre absolut vælge den her fine, ordentlige og rolige skole? Jamen, altså. Hvad skal vi dog gøre? Det kan jo ikke blive ved. Bare man dog på en eller anden måde kunne komme af med Frida og hendes forældre. Men man kan vel ikke ligefrem smide barnet ud af skolen bare fordi, hun er forvirret? Det ville jo ikke se så godt ud. Slet ikke på denne her fine, ordentlige og rolige skole. Sådan tænker de faktisk. Især Skolelederen, bestyrelsesformanden, kontordamerne og lederen af skolepatruljen.

Så her står vores to modspillere ligesom med hvert deres problem. Og hvad skal de hver især egentlig gøre ved det? Hvad skal forfatteren gøre ved det? Problemet med Frida.

Jo, nu skal I høre. Som altid er der næsten altid en løsning på alle verdens problemer. Eller måske ikke ligefrem alle verdens. Måske snarere alle skolens problemer. Det er jo kloge folk, der arbejder der. Og endnu bedre... Det er jo kloge og dygtige børn, der går der. Og forfatteren... Ja, måske er han ikke ligefrem klog, men han har helt sikkert også nogle idéer til en løsning. Og måske er der overhovedet ikke noget problem? Måske finder Frida selv ud af det.

Lad os derfor nu komme rigtigt i gang med historien. Forvirrede Frida kalder nede fra skolens kælder, som hun på en eller anden måde igen er havnet i.
   Der er dog ingen, der hører hendes lille råb. Hun er åbenbart helt alene. Alle andre må have gået roligt til time.
   - Øv, altså, siger Frida for sig selv. Hvorfor ender jeg altid sådan her?
   - Alle må jo synes, at jeg er helt skør og mærkelig. Hvad tænker de ikke? Hvad tænker Laura ikke? De smiler pænt til mig og lader mig være. De vil gerne hjælpe lidt, men det er som om, at de samtidig er lidt bange for mig. De skal ikke rodes ind i noget.

Frida sukker. Det er faktisk lidt trist. Hun kan mærke, at det egentlig begynder at gå hende på. Hun er 10 år og er begyndt at forstå meget mere her i livet. Da hun var mindre, tænkte hun ikke så meget over det. Hun legede bare. Kom for sent og vrøvlede med et smil. Det levede alle fint med, syntes hun. Men nu er det ligesom lidt anderledes. Det er ikke sjovt mere. Hun kan ikke bare lege. Hun er en stor pige, som skal indordne sig og gå rigtigt i skole. Huske alt muligt. Komme til tiden. Sige de rigtige ting. Gøre de rigtige ting.
   - De rigtige ting, snøfter hun. Jeg gider fand'me ikke at gøre de rigtige ting. Det kan jeg jo slet ikke finde ud af. Det ligger ligesom ikke rigtig til mig, eller min familie for den sags skyld. Vi er nu engang, som vi er. Jeg har sgu'da lov til at være lidt småforvirrede og småbims. Det er jo ikke ulovligt.

Hun rejser sig op og går målbevidst et eller andet sted hen. Helt hvorhen ved hun ikke helt, men det er med faste og raske skridt.
   - Hvis bare jeg på en eller anden måde kunne styre det lidt, tænker hun. Eller se ud som om at jeg kan styre det. Måske har alle samme problemer og er også snotforvirrede, men har lært at styre det? Ordne det så det ser ud som om, at de har helt tjek på alle ting? Måske er det hele bare ét stort skuespil her i skolen? Alle er egentlig vildt rundtossede og konfuse, men har lært at styre det, så det ser ud til, at alt er i skønneste orden?

Hun stopper op. Hun krøller hår, klør sig på maven og begynder at snurre rundt. Snurre rundt og rundt og rundt. Tankerne flyver rundt i hovedet på hende, hun begynder at le og benene danser hen over gulvet, mens armene blafrer vildt og voldsomt.

Hun fortsætter sådan indtil, hun simpelthen ikke kan mere. Hun falder ned på gulvet, ligger fladt på ryggen med lukkede øjne og smiler.
   - Hvorfor er det lige præcis hende, der skal indordne sig alle de andre? funderer hun. Hvorfor skal alle have styr på det? Hvorfor har alle indordnede sig denne her skole?
   - Jeg er snotforvirret, men er det nu så dårligt, tænker hun. Måske er det ikke så tossede at være lidt rundtossede? Måske er det godt for en? I hvert fald en gang imellem.

Hun får verdens bedste ide, rejser sig op og finder uden tøven hen til hendes klasse, tager fat i Laura, løber med hende ned mod skolens kontor.
   Laura prøver at få vejret og ser temmelig forbløffede på Frida.
   - Hvad er det lige, du har gang i? spørger hun så skeptisk.
   - Du sagde, at du ville hjælpe mig. Det skal du nu. For nu skal du bare høre: Jeg har ikke styr på en skid, råber Frida nærmest. Jeg er vildt forvirrede og småbims. Det har jeg altid været. Jeg er vist bare sådan. Måske er vi alle sådan. Alle I andre er bare meget bedre til at skjule det. Styre det. Men er det så godt at have så meget styr på det hele hele tiden? Er det ikke nogen gange godt at blive lidt rundtossede og flyvsk? Bare give los og få sommerfugle i maven? Glemme alt om tid og sted? Bare være?
   - Øh, siger Laura så. Jeg tror ikke helt, jeg forstår. Og hvad laver jeg her sammen med dig foran skolens kontor? Hvad er det, jeg skal hjælpe dig med?

- Jo, ser du Laura, fortsætter Frida sin talestrøm. Inde bag den dør er det stik modsatte af mig. Folk med rigtig "styr på det". Derinde sidder skolelederen og kontordamerne, som alle bruger hver en time på at få styr på det. Ordne ting og sager. Oprette systemer, så man ikke bliver forvirret og i tvivl.

Frida snapper efter vejret. Hun er vildt forpustede, men der er så meget, der skal ud. Alle hendes tanker på en gang. Det giver fint mening i hendes eget hoved, men måske er det fuldstændig volapyk for Laura.
   - Kære Laura, siger hun så. Du er så pæn, sej og fokuserede. Jeg beundrer din rolige måde at være på. Du fjumrer aldrig. Du klarer dig godt her på skolen. Det kører for dig.
   - Hold da op, Frida, siger Laura så. Sikke noget vrøvl. Tror du ikke, at jeg også er pisse forvirrede? At jeg er i tvivl?
   Laura tager fat i Fridas hånd.
   - Vil du vide noget skørt Frida, siger hun så. Jeg beundrer faktisk nogle gange dig. Din livsglæde, dit vilde, krøllede hår og din måde at være på. Elsker at du roder og larmer, men alligevel charmer dig gennem dagene.
   Frida rødmer og giver helt spontant Laura et kram, mens en lille tåre triller ned af hendes kind.
   - Mener du det Laura, snøfter hun.
   - Ja, for pokker, siger Laura. Og nu forstår jeg pludselig alt det, du lige har sagt. Det gik lidt stærkt, men du har jo ret. Vi er alt for pæne og regelrette. Vi har alt for meget styr på det.
   - Hvad vil du gøre? Hvad skal vi gøre? spørger Laura så.
   - Jeg har som sagt en ide. Det er derfor, vi står her. Er du frisk på lidt sjov, smågriner Frida.
   - Helt klart, selvom jeg fornemmer ballade og uorden.
   Frida ser drilsk på Laura.
   - Godt, nu skal du bare høre. Lige før, inden jeg hentede dig, fór jeg endnu engang vild her på skolen. Jeg følte mig meget dum og ensom, men så var det, jeg besluttede, at det fand'me skulle være nej. Jeg rejste mig op, gik raskt af sted, stoppede op og begyndte så at snurre rundt. Vildt og voldsomt og i lang tid. Jeg blev så rundtossede, men også så glad. Det hele faldt ligesom på plads. Jeg tænkte, at det skulle alle egentlig prøve. Vi skal alle være rundtossede en gang imellem. Det er ikke mig, der er noget i vejen med. Alle er forvirrede på en eller anden måde. Alle er i tvivl. Derfor skal de også bare lære at give slip af og til. Lade sig forvirre og blive rundtossede.

Frida tager begge Lauras hænder og holder dem fast.
   - Derfor står vi nu her. Om lidt går vi to ind på skolelederens kontor, tager ham i hver vores hånd, løber med ham ud i skolegården og snurrer rundt sammen med ham, til vi ikke kan mere. Han vil elske det, siger Frida.

Laura smiler og ryster så på hovedet.
   - Du er skør Frida, men lad os da gøre det.

De to piger braser ind på kontoret, tager skolelederen med ud på gangen og fører ham med ned i skolegården.
   Han protesterer, men af en eller anden grund lader han sig trække med. Både han og kontordamerne er måske så forbløffede, at de bliver helt handlingslammede.

Da de alle tre står i en lille cirkel hånd i hånd i skolegården, begynder Frida at løbe rundt. De andre to følger med hende, selv om skolelederens ben har lidt svært ved at følge med.
   - Frida for fanden, hvad i hele hulen har du gang i? får han endelig fremstammet.
   - Det her er jo helt forrykt, råber han.
   - Følg nu bare med, siger Frida og blinker til Laura, som smiler og pænt og snurrer videre.
   - Vi har alle godt af at være lidt rundtossede en gang imellem kære skoleleder, råber Frida.
   - Jeg er snotforvirrede, og jeg vil vædde med, at de du inderst inde også er det. Og det skal vi ikke være kede af. Jeg tror, at det er længe siden, at du har været rigtig rundtossede og småbims. At du har glemt alt om tid og sted. At du er ude af dine systemer.

Skolelederen har fået mere gang i benene, men også sved på panden og en prikken for øjnene. Frida fortsætter:
   Ligesom jeg skal prøve at indordne mig og få styr på mine ting, skal I andre også en gang imellem prøve det modsatte. Det tror jeg egentlig er meget sundt.

De tres runddans bliver hurtigere og hurtigere, ingen af dem har overskud til at sige mere. Der er heller ikke mere at sige. De danser bare danser rundt og rundt. Hurtigere og hurtigere. Skolelederen, Laura og Frida i skøn stammedans. Helt rundtossede og skørt.
   Det kører voldsomt rundt i skolelederens hoved. Han er vildt svimmel, men på en eller anden måde føler han sig også helt let og fri. Helt konfus. Ude af kontrol. Snotforvirrede.

De sejler nu alle tre rundt og ler. De ler og svæver rundt og rundt. Til sidst ramler de sammen og falder ned på jorden med lukkede øjne og brede smil.
   - Hvor er jeg? Hvem er jeg? Hvor skal vi hen? siger skolelederen efter et stykke tid.
   De to piger kigger på hinanden og griner.
   - Ja, hr. Skoleleder, det er jo ikke altid lige til at vide. Men er det ikke også lige meget lige nu, siger Laura.
   - Der er næsten styr på det hele, siger Frida i et kæmpe smil og klapper skolelederen på skulderen.