Holms og Olsens interessante uoverensstemmelser startede længe før, at de overhovedet havde kendskab til hinandens eksistens.
Holm havde udset sig ejendommens bedste lejlighed, som var udbudt til salg. Det samme havde Olsen, der var en enlig dame med sine meningers mod.
Ægteparret Holm var blevet pensioneret med solide investeringer på banken, en god arv fra to hold velhavende forældre samt en tjenestemandspension, der hver måned varmede den fælles konto. Denne velstand hægede de nidkært over, og derfor gav de et købstilbud på lejligheden, som lå 25% under salgsprisen.
Sælger ville på ingen måde acceptere et sådan skambud, og uvidende om dette gav Olsen et tilbud, som lå langt tættere på udbudsprisen.
Da det kom Holms for ører, skyndte de sig at hæve deres tilbud, men det lå stadig under Olsens, og det endte med, at den skønne udsigtslejlighed blev solgt til Olsen.
Tage Holms i forvejen forhøjede blodtryk, fik et nøk opad på måleren. Med vantro måtte han indse, at han befandt sig i den slagne parts rolle. Noget som var ham ganske uvant. I arbejdslivet havde chefrollen givet ham næsten uindskrænket magt, og fyringsrunder hørte til nogle af hans livs festlige og meningsfyldte indslag, når medarbejdere blev kaldt ind på hans kontor og fyret på gråt papir. Til gengæld bidrog det også til, at meningsforskelle med overordnede førte til, at Holms stigende antal arbejdspladser fyldte godt på CV'et.
Tanken om at han nu ikke kom i betragtning til lejligheden gjorde ham derfor ikke blot utilpas, han var direkte fjendsk over for den sagesløse køber.
Få måneder senere kom en anden lejlighed til salg i samme opgang, og nu havde ægteparret Holm lært af fadæsen. De bød prisen, og flyttede på denne måde ind på etagen under Olsen.
Allerede under indflytningen gjorde Holm sig besværlig.
Sælger var kommet lidt bagud med de sidste ting, men da aftalen var kl. 13 til overtagelse, holdt Holm neden for med sit flyttelæs i to voluminøse lastbiler. Da pladsen foran ejendommen var trang, holdt begge parters flyttebiler i vejen for hinanden.
13.05 kiggede Holm utålmodigt på uret, og med nedadhængende mundvige lænede han sin omfangsrige krop let bagud og pustede sit korpus op, mens han med en tikkende finger på urskiven gjorde opmærksom på, at tiden var overskredet.
Sælger arbejdede som en svedig hest for at blive færdig, og kl. 13.20 kunne nøglen overdrages.
Holms effekter blev flyttet ind i lejligheden, og bilerne kørte i hver sin retning.
Efter to uger og en del brokkerier til sælger, gjorde ægteparret Holm op med sig selv, at gulvet skulle afslibes. Lejligheden skulle tømmes, og flytteseancen gentog sig, skønt tempoet nu var anderledes sindigt
I hoveddøren mødte Tage Holm for første gang Elna Olsen, og sagde: "Nåh! Er det dig, som har stjålet vores lejlighed?" Olsen kiggede forbløffet på hans lilla ansigt der var skåret over af munden med det bitre drag. Holm kunne dog kunsten at spille flere roller, og skiftede over i en mere jovial tone, mens han forklarede sagens sammenhæng.
Olsen nikkede indforstået, og samtalen blev afsluttet med anstrengte smil fra begge sider.
Ved diverse sammenkomster i boligforeningen undlod hr. og fru Holm ikke at fortælle samtlige beboere, hvordan de havde lagt billet ind på Olsens lejlighed, men da hun snuppede den for næsen af dem, måtte de nøjes med den nuværende.
Da Olsen måtte rejse bort af personlige årsager i nogen tid, forsøgte Holm at manipulere bestyrelsen ved at påpege muligheden for, at sætte Olsen ud af lejligheden, idet hun ikke boede der og dermed ikke opfyldte vedtægterne. Men udover nogle himmelvendte øjne fra bestyrelsesmedlemmerne, kom han ikke videre med det forsøg.
Efter nogle måneder skulle nye kræfter til i bestyrelsen. Tage Holm meldte sig omgående, og det samme gjorde Elna Olsen. Holm havde de spidseste albuer og fik hvervet som formand. Nu begyndte løjerne!
Ved hvert bestyrelsesmøde fik han indflettet, at Olsen havde stjålet hans lejlighed. I starten blev der smilet anstrengt, men efterhånden begyndte en vis mathed at indfinde sig. Til sidst udbad andre sig, at han indstillede skydningen. Elna Olsen vrissede, at han selv havde været ude om det pga. det skambud han havde givet.
Stemningen på møderne gik fra ondt til værre. Holm pustede sig op, og for hvert emne, som skulle tages op, var han pr. definition kontra. Olsen begyndte at tage bladet fra munden. Møderne endte næsten hver gang med, at Holm rejste sit omfangsrige korpus op før tid og truede med at gå, hvis han ikke fik sin vilje.
Mere fredselskende personer forsøgte at dæmpe ham ned, men efterhånden var luften på møderne fyldt med så megen skarntydesaft, at det ikke kunne fortsætte.
Bestyrelsen valgte at afsætte Holm, og indsætte Olsen som formand.
Holm nærede nu en voldsom afsky for Olsen, der tilmed var en kvinde som ejede magt såvel som agt.
Harmdirrende rejste han sig, og som slutreplik udgød han med skummende fråde om munden: "Ikke nok med at du stjal min lejlighed. Nu har du også stjålet min formandspost!"
Vinteren kom og efter nytår fejede årets første snestorm ind over landet. Tocifrede frostgrader lagde Danmark i dybfryseren. Bilerne var begravet i sne, som dækkede over det glaserede isslag, som var gået forud for snefaldet.
Parkeringspladsen blev fyldt med isskrabende beboere, der var iført alverdens mere eller mindre klædelige huer.
Mens østenvinden peb, skrabede Elna Olsen med stor flid på sine bilruder, hvilket gav både blå læber og jordbærfarvet næse. Tage Holm havde med fryd bemærket hendes trængsler neden for sine vinduer, imens han trykkede på mobiltelefonens app og pr. fjerndistance aktiverede varmeblæseren på sin spritnye el-bil. Mens Elna sled, drev isen ned af Holm ruder. Da bilen var køreklar sejlede Tage Holm ud ad hoveddøren og bekendtgjorde med en arrogance, som ikke er set magen siden Solkongens regeringstid, at det kun var nyttige idioter, der brugte tiden på at skrabe is af ruderne.
Herefter satte han sig ind i sin opvarmede bil og bakkede ud, mens baksensoren bippede med sin skingre tone og gjorde alle opmærksomme på hans eksistens. Han forsvandt og efterlod Elna i østenvinden.
Langt om længe lykkedes det hende at få bilen skrabet så meget fri for sne og is, at hun også var køreklar.
Få kilometer nede ad hovedvejen undrede hun sig over synet af Tage Holm, der stod i rabatten, mens bilen var parkeret vingeskudt på cykelstien.
Men sådan kan det gå, når batteriet er løbet tør for strøm!