Det var endelig blevet den 27. juni, dagen som Emily havde talt ned til i efterhånden tre måneder. I dag skulle de afsted til Cypern, ned til varmen, stranden og hundrede procent afslapning - lige hvad hun havde allermest brug for, ovenpå et hårdt skoleår.
   Efter de havde tjekket ind og havde fået noget at spise og drikke, fandt både Emily, hendes mor og far deres pladser i flyet. De skulle sidde lige over vingen. Emily, var bestemt ikke tryg ved at flyve, hun hadede det faktisk. Hun havde så let ved at blive syg, både når de kørte langt, sejlede eller fløj.
   Flyveturen virkede rigtig lang, men det var det hele værd, da de landede og trådte ud i 35 graders varme. De gik direkte hen efter bagagen og så ud i den bus, der skulle køre dem til hotellet, undervejs fortalte hendes far alt om Cypern, han var meget berejst og vidst stort set alt om alle steder, eller det mente han i hvert fald selv, at han gjorde.
   Langt om længe nåede de frem til hotellet, det lå helt oppe på toppen af en bakke, så de kunne se det meste af byen. De tjekkede ind og blev fulgt op på deres værelse, det var en lille lejlighed, så Emily havde sit eget værelse og forældrene havde et stort soveværelse. Hotellet var delt op i små bygninger og fra Jessicas værelse var der udsigt lige over til en af de andre bygninger.
   Da de havde slappet lidt af i lejligheden, bestemte de sig for at lægge sig ned til poolen og nyde varmen og starten på deres ferie.
   Da Emily havde taget sin bikini på, gik de ned til poolen, der var flest unge - de fleste var vel mellem 13 og 18 år, det passede Emily fint, da hun så måske kunne komme i snak med nogen på hendes egen alder. De havde kun lige lagt deres håndklæder, inden Emily løb alt hvad hun kunne og lavede en ordentlig bombe ned i poolen. Da hun kom op til overfladen igen, kunne hun høre sin far sige:
   -"Emily, prøv lige at tænke på at der er andre gæster!"
   Hun vender sig om imod de pladser hvor de sad og lige der foran, sad en rigtig lækker solbrun dreng, han var blevet drivvåd af det plask hun lige havde lavet og det samme var den bog han var i gang med at læse.
   Emily havde lyst til at dykke ned under vandet og ikke komme op igen, hun var så flov.
   Hun indså, at hun nok blev nødt til at se ham i øjnene og sige undskyld, så hun skyndte dig at svømme helt hen til kanten. Hun kiggede ned i vandet og fik fremstammet et lille forsigtigt.
   -"Sorry..."
   Drengen grinede og kiggede ned på hende med et smil, da han sagde:
   -"Du kan godt tale dansk til mig - og det gør ikke noget, det var alligevel ikke særlig god..."
   -"Jeg hedder Frederik, hvad hedder du?" sagde han med et skævt smil og rakte hånden ud for at hjælpe hende op.
   -"Emily!" sagde hun i det hun ved hans hjælp trak sig op af poolen.
   -"Jeg skal nok betale for bogen" sagde hun undskyldende.
   -"Nej, det er lige meget, men du kan følge med mig op til baren og få noget at drikke?" sagde han muntert.
   -"Jeg... Jeg skal lige spørge om lov" fik hun fremstammet, hun kunne mærke hvordan det hele susede i maven. Hun nåede at sige "hvor er han sød" og hvor er han lækker" tusind gange på vej over til hendes forældre, der ikke havde ænset noget af episoden, da de begge lå med næsen i sky, for at få noget farve under den bagende sol.
   Da hun spurgte, så hendes forældre ikke specielt glade ud, men hun fik da lov;
   -"Vi er jo lige kommet Emily, men så længe du bliver her ved poolen, men vi skal altså også ud og have noget at spise.." lød det kommanderende fra faren.
   -"Ja ja" sagde hun hurtigt i det hun vendte sig om imod Frederik, der stod med begge arme i siden, solbrun og helt skinnende hud, han smilede skævt til hende,
   -"Nå? Skal vi gå?" sagde han og tog om hendes skuldre, mens de gik over imod baren.
   Sommerfuglene gik nu helt amok i Emily's mave.

Da de kommer over i baren, sætter Emily og Frederik sig på hver deres barstol, ved siden af hinanden. På et flot engelsk bestiller han en cola til dem hver.
   -"Er du lige kommet, for jeg syntes ikke jeg har set dig før?" spørger Frederik interesseret,
   -"Ja, vi er lige kommet for et par timer siden. Hvor længe har du været her?" svarer hun,
   -"I seks dage, vi skal hjem i morgen eftermiddag, desværre..." siger han lidt bedrøvet,
   -"Det er da træls" siger Emily og bliver lidt ked af det, "det er jo typisk når man lige har mødt en sød og flot fyr, som også virker interesseret i en" tænker hun for sig selv.
   Det næste stykke tid sidder de i baren og snakker, de snakker om alt fra skole til forældre og kæledyr - hun finder ud af, at han er 16 år og går i 1. g., men han virker ligeglad med, at hun kun skal til at i niende klasse.
   Da de har drukket deres tredje cola, bestemmer de sig for at hoppe i poolen, han kigger på hende og smiler;
   -"Kom Emily, nu skal vi give dem et ordentligt plask..." siger han i det han rækker hånden ud. Hun tager hans hånd og de løber hen imod poolen og med et spring laver de en ordentlig bombe, så det sprøjter ud til alle sider. Da de kommer op til overfladen griner de begge to, over alle de mennesker der ligger omkring poolen og ser surt ned på dem. Pludselig giver han hende et stort kram og siger:
   -"Hvor er du sød, jeg er glad for at nåede at komme inden jeg to hjem..."
   Det kildede i hendes mave og hun prøvede at få fremstammet noget smart, men det blev kun til et;
   -"I lige måde".
   I det samme kaldte hendes far på hende, de skulle ud og have noget at spise, hun skyndte sig at slippe Frederik og sagde:
   -"Jeg må hellere...", mere når hun ikke at sige inden Frederik afbryder hende,
   -"Det er i orden søde, skal du noget i aften?" siger han med et skævt smil,
   -"KOM SÅ EMILY!" lyder det bestemt fra faren.
   -"Jeg må gå nu, jeg håber vi ses igen..." siger hun med en bedrøvet stemme, han smiler til hende og siger;
   -"Det gør vi, bare rolig, det gør vi!" - han blinker til hende op smiler skævt.

På deres tur ned i byen for at finde noget at spise har faren bestemt sig for, at han vil vise dem rundt i hele byen, så han viser dem klostret, havnen og det lille fiskerleje, men Emily hører ikke ret meget efter, for det eneste hun kan tænke på er Frederik. Hun tænker på hvorfor han allerede skulle hjem, men specielt på hvordan han kunne være så sikker på, at de ville se hinanden igen, han skulle jo allerede hjem i morgen. Hun kunne hele tiden se hans blik for sig, som han sendte lige inden hun smuttede.
   De fandt endelig en restaurant, hvor de fik noget aftensmad, men selvom Emily allerhelst ville tilbage på hotellet til Frederik, var hendes forældre fast besluttet på at ødelægge det hele, de blev ved med at snakke og bestille flere irish coffees, det blev senere og senere. Først da klokken var halv elleve om aftenen, kom de tilbage på hotellet og bedrøvet og opgivende lagde Emily sig i seng, hun havde taget en bog med, som hun forsøgte at læse, men hun kunne slet ikke koncentrere sig, hun kunne ikke få Frederik ud af hovedet.
   Hun lagde bogen fra sig og inden længe kunne hun godt mærke trætheden overvælde hende, men ligesom hendes øjne for alvor begyndte at blive tunge, kunne hun høre noget skramle uden for. Hun slog det hen, men pludselig kunne hun høre noget ramme imod gardinerne, hun blev ret bange og trak den tynde dyne godt op omkring kroppen , idet hun men én hånd forsigtigt trak gardinet lidt til side, hun kiggede ned på stien neden under vinduet, der var ikke noget at se, men så kunne hun høre en eller anden sige noget, hun kiggede over på den lille bygning overfor, der var fuldstændig magen til den de selv boede i og derovre på den anden side, sad Frederik i vinduet og grinede.
   -"Hej" sagde han kækt, med en dæmpet stemme, så hun kun akkurat kunne høre hvad han sagde.
   -"Hej, hvad laver du?" sagde Emily overrasket og med glæde i stemmen.
   -"Her, kan du gribe?", inden Emily nåede at svare kastede han tom dåsecola over til hendes vindue, hun nåede kun lige at gribe den inden faldt ned på jorden nedenunder.
   -"Hvad skal jeg med den?" spurgte hun undrende.
   -"Kig ned i den søde", sagde han med et smil.
   Hun kiggede ned i dåsen og dernede lå en lille seddel, hun prøvede og fiske den op og med meget besvær fik hun endelig hevet sedlen ud. Hun foldede den ud og på sedlen stod der;
   Hej søde Emily, jeg lovede dig jo at vi skulle ses igen og jeg holder altid hvad jeg lover. Når du læser den seddel er jeg allerede gået ned, ned for at vente på dig, jeg står lige foran døren ind til jeres bygning, jeg har noget jeg skal vise dig... skynd dig! Kram Frederik"...
   Emily kiggede op og lagde brevet i lommen.
   Hun sad på kanten af sengen og spekulerede, skulle hun gøre det eller var det dumt, hun havde jo kun kendt ham i nogle timer, hvad ville hendes forældre sige. Med et sæt rejser hun sig op, trækker i et par jeans og en løs hvid top. Hun lister stille ud af hendes værelse, tager et af nøglekortene og lister op til døren til forældrenes soveværelse, lagde øret til døren og lyttede godt efter, hun kunne tydeligt høre hendes far snorke og det lød også til at moren sov, det havde nok hjulpet med alle de irish coffees de havde drukket. Hun listede videre hen til døren, åbnede den forsigtigt og gik ud, idet hun skulle til at lukke døren var hun lige ved at ombestemme sig, men hun bestemte sig for at gøre det, hun var jo en voksen pige snart, syntes hun.
   Hun listede sig videre ned ad trappen og ud af døren, men hun kunne ikke se nogen, men pludselig fik hun to hænder for øjnene,
   -"Kan du gætte hvem det er?" sagde han drillende
   -"Shh... Frederik, mine forældre ligger lige deroppe, deres vindue er åbent!", sagde hun nervøst
   -"Kom søde, jeg skal vise dig noget" hviskede han sødt til hende.
   -"Jeg ved ikke rigtig..." sagde Emily meget ubeslutsomt.
   -"Nu har du listet dig herned, så kan du ligeså godt følge med, vi kommer tilbage inden længe, det lover jeg" sagde han med et glimt i øjet.
   -"Okay, men det skal ikke vare ret længe..."
   Han tog hendes hånd og trak hende lige så stille afsted, ned igennem byen og jo længere væk fra hotellet de kom, jo mere nervøs blev Emily.
   -"Hvor skal vi hen Frederik?" sagde hun med en lidt bævrende stemme.
   -"Stol nu bare på mig Emily" sagde han fortrøstningsfuldt.
   Da de var nået ned omkring havnen, hvor Emily havde været tidligere i dag, bad Frederik hende om at lukke øjnene, han tog hende i hånden og holdt om hende med den anden, han fulgte hende stille og roligt og blev ved med at minde hende på at lukke øjnene og stole på ham, på et tidspunkt kan Emily mærke at der kommer sand i hendes klipklapper, han slap hendes hånd og bad hende om at åbne øjnene. Hun åbnede dem stille og så sagde han;
   Se, er det ikke smukt" idet han pegede op på månen der var helt unaturligt stor og meget lys, der var næsten helt lyst af måneskinnet. Hun sank en ordentlig klump.
   Kom" sagde han sødt, han tog igen hendes hånd, han gik ned imod vandkanten.
   I lang tid gik de langs vandet med hinanden i hånden, men lige pludselig stoppede Frederik op og sagde med et smil;
   -"Jeg har faktisk en overraskelse til..." sagde han og kiggede hende dybt i øjnene.
   -"Hvad?" sagde hun spændt
   -"Kan du se den stjerne der er lige der til højre for månen?" siger han drømmende og peger op imod månen.
   -"Ja?" siger hun spørgende.
   Det er kærlighedsstjernen - det siges, at hvis to forelskede kigger på stjernen og siger det samme, på samme tid, så kommer der det smukkeste stjerneskud..." forklarer han med et smil.
   -"Forelskede?" siger hun glad
   -"Ja... Vil du prøve?" siger han med et blink i øjet.
   -"Jamen, hvad skal vi sige?" spørger hun.
   -"Hvad med, jeg elsker dig?" siger han modigt.
   -"Okay" siger hun, mens hun kan mærke hvordan hendes kinder bliver rødere og rødere.
   -"Men man skal have lukkede øjne" siger han stille.
   Emily lukker øjnene og venter
   -"1, 2, 3 - nu!" siger Frederik
   -"Jeg elsker dig!" lyder det stille fra dem begge og med et samme Emily åbner øjnene, kan hun mærke Frederik kysse hende. Det er et langt kys og det hele kilder og summer inde i Emily, det er det bedste kys hun nogensinde har fået. Da kysset stopper, kigger Frederik hende i øjnene og siger:
   -"Nu fik vi ikke set stjerneskuddet" grinede han sødt og fortsatte
   -"Det virker desværre kun én gang, men ærlig talt vil jeg også tusind gange hellere have et kys af dig, end at se et stjerneskud", sagde han.
   -"Det vil jeg også" sagde hun forelsket...
   Pludselig kommer Emily i tanke om at hun er stukket af og flår sin telefon frem og kigger på klokken.
   -"Den er næsten et om natten" udbryder hun forfærdet
   -"Du lovede..." sagde hun med gråd i stemmen
   -"Jeg må hjem nu... lige nu...!" sagde hun, næsten bange.
   -"Jeg skal nok følge dig hjem nu" siger han forskrækket
   De skynder sig hjem, alt hvad de kan. Emily hjerte banker helt vildt da de kommer tilbage på hotellet, hun tør næsten ikke gå tilbage,
   -"Hvad nu hvis de har opdaget at jeg er væk, de slår mig ihjel!" siger hun forfærdet.
   -"Undskyld Emily, det er min skyld - jeg er ked af det!" siger Frederik undskyldende,
   -"Men det skal nok gå - det lover jeg!" beroliger han.
   Hun skynder sig ind i bygningen og op ad trappen, hun siger ikke engang farvel. Hun tager nøglekortet frem og låser stille døren op. Hun åbner døren lige så stille og stopper med et sæt da hun kan høre en lyd. Hun bevæger sig ikke i lidt tid, men tager endelig mod til sig og går ind og lukker døren bag sig. Der er mørkt inde i lejligheden, så hun håber at de stadig sover. Hun går stille forbi soveværelset, hvor hun til sin store lettelse kan høre at hendes far stadig snorker. Pludselig kan hun høre, ude fra toilettet, at der bliver trukket ud, hun løber for fuld fart ind på sit værelse og kaster sig under dynen. Ikke mange sekunder efter, kommer moren listende ind og kigger til hende,
   -"Sover du ikke skat?" hvisker moren
   -"Nej, jeg vågnede ved du var på toilettet" siger Emily nervøst, mens hun trækker dynen helt op over skuldrende så hun ikke opdager hun stadig har alt tøjet på.
   -"Nå, det må du undskylde" siger moren, i det samme træder hun på dåsen der ligger på gulvet, så hun er lige ved at falde.
   -"Emily, din klovn, hvornår lærer du at rydde op efter dig selv, kunne du ikke se at jeg havde brækket benet på vores første dag" siger hun bebrejdende.
   -"Undskyld! Mor, jeg vil altså gerne sove nu..." siger Emily utålmodigt, men stadig med en del nervøsitet i stemmen.
   -"Ja ja, jeg skal nok gå nu" siger moren mens hun kysser Emily i panden, hun går hen til skraldespanden og smider coladåsen ud inden hun til sidst ud af værelset.
   -"Godnat" siger Emily, idet moren lukker døren. Da moren er gået ud, skynder hun sig at tage tøjet af og lægger sig til at sove.

Næste morgen vågner Emily ved at hendes far sætter sig på sengen, og siger,
   -"Godmorgen sovetryne, skal du ikke op... Klokken er næsten tolv?" han rusker lidt i hendes skulder,
   -"Jo jo, jeg skal nok" siger hun, mens hun gnide søvnen ud af øjnene.
   -"Det lader til du har en lille beundrer hernede?" siger faren spørgende. Emily sætter sig op med et sæt,
   -"Hva... Hvad mener du?" spørger hun mens hendes hjerte begynder at banke.
   -"Du burde da vide det, den her er vel ikke kommet her af sig selv" siger han mistænksomt idet han trækker endnu en coladåse frem. Da Emily ser den, flår hun den ud af hånden på ham.
   -"Det skal du ikke blande dig i..." siger hun vredt.
   -"Nej nej... bare du kommer ud snart, så skal jeg nok blande mig udenom!" siger han lidt irriteret.
   Så snart faren har forladt værelset, begynder hun at fiske sedlen op ad den nye dåse, som Frederik åbenbart må have smidt ind ad vinduet i løbet af natten. Hun folder sedlen ud og på sedlen står der:
   Kære søde Emily, jeg håber virkelig ikke at jeg har givet dig problemer, jeg har så dårlig samvittighed, men på den anden side ville jeg heller ikke have undværet vores lille udflugt. Du skal bare vide, at det var det bedste kys nogensinde og at jeg hellere end gerne vil se dig igen... Du er noget helt specielt! Her er mit nummer, hvis du overhovedet vil snakke med mig igen... Kys fra din Frederik (forhåbentlig)".
   Hun læste brevet igennem ti gange og smilede mere og mere for hver gang. Til sidst skyndte hun sig at gemme nummeret på telefonen og hun lagde så sedlen ned i lommen, til den anden hun fik i går.
   Med et stort smil, gik hun ud til forældrene der sad på balkonen og nød det gode vejr, hun satte sige og spejdede ud over byen og stranden, som hun allerede nu elskede allermest ved Cypern.
   Hendes dagdrømme blev pludselig afbrudt af en høj piften, hun kiggede ned - og dernede stod Frederik, med sin kuffert og vinkede, hun vinkede igen med et stort smil - og med et lille blink og et sødt smil op til Emily, vendte han rundt og gik ud imod bussen, der skulle køre dem tilbage til lufthavnen.
   Moren og faren kiggede på Emily og sagde i kor;
   -"Hvaaa?"
   -"Det var Frederik" sagde hun med et kæmpe smil og lænede sig tilbage i stolen og nød solens varme stråler.