På en dejlig sommerdag for mere end 40 år siden, drog vi på togt til Magasin. Det lille optog bestod af tre 17-årige piger, hvoraf jeg var den ene.

I stueetagen var opstillet en omfattende ø, der udelukkende bestod af hatte i alle farver og faconer. Det var et Slaraffenland at afprøve. Fnisende arbejdede vi os igennem et anseeligt antal mere eller mindre heldige eksemplarer. Vi fandt et repræsentativt udvalg, der favnede bredt. Her var røde kasketter i rødt nappa, der var hot pga. Nancy Sinatra.

I den anden ende af skalaen lå i ensom majestæt en brun rædsel, der førte tankerne hen mod vores forhadte matematiklærerinde. I de fem år vi kæmpede os gennem timerne med hende, var hun dagligt iført beige bedrøvelighed og forlorne tænder. Der foran os lå tvillingen til hendes hovedbeklædning, der uanset vejr og vind red ovenpå knolden i nakken. En uklædelig brun filthat med nål boret igennem pullen. Hver morgen blev hatten stedt til hvile i lærerværelsets garderobe inden humørdræberen atter blev anrettet til hjemturen.

Mælkedrengekasketter lå side om side med alpehuer og imiterede leopardskindshatte.

Ud over den store fornøjelse vi havde af at iføre os rædslerne, var der ikke noget, som vakte den store interesse.

Men... Pludselig lå den der!
Et gigantisk hvidt møllehjul, der var overlæsset med plasticfrugter i repræsentativ mængde. Bortset fra en vandmelon i fuld størrelse, manglede her ikke noget.
Jeg iførte mig vanviddet. Hatten var for stor til mig, så jeg demonstrerede for mine begejstrede tilskuere, hvordan jeg kunne virre med hovedet, uden at hatten fulgte med. For at få bevægelse i frugtarrangementet vippede jeg den omfattende skygge op og ned. Kirsebær, ananas, blommer, pærer, æbler, bananer og jordbær ramlede mod hinanden som billardkugler, mens jeg underholdt selskabet med sangen "Jeg sætter min hat som jeg vil". Det hele blev garneret med et par kække dansetrin.

Det stoppede brat, da jeg mærkede en syl i skulderen. Overrasket vendte jeg mig om og stirrede ind i et par stålgrå øjne og en sammensnøret mund. Sylen viste sig at være en rødlakeret negl, der var filet omhyggeligt til og særdeles velegnet til formålet. Jeg registrerede, at der foran mig stod en midaldrende dame, som tilhørte klientellet nord for Hellerupvej. Jeg nåede at konstatere, at hun var et hoved højere end mig. Mager som en mynde og iført solid elegance og med hårlak-forankret frisure.

Med kølighed i stemmen der kunne lynfryse en mammut, sagde hun: "Må jeg bede om min hAt, tak!"

Forfjamsket flåede jeg morsomheden af hovedet og overrakte den til rette ejer. Hun monterede den med en højtidelig mine, hvorefter hun forsvandt i en sky af parfume, der fik os til at gispe efter vejret.
Jeg havde ikke været mig bevidst om, at hun blot midlertidigt havde parkeret sin medbragte frugtbod, mens hun prøvede sortimentet på øen.

Sidenhen er jeg blevet lidt mere varsom, når jeg bevæger mig ind i stormagasinernes hellige haller.