Lillebror Victor på knap 5 år meddelte ved middagsbordet, at han havde fået en kæreste. Familien forsøgte at gå ind i bekendtgørelsen med passende interesse. Frieriet var kommet fra Sara midt i børnehavens spisepause. Hun havde spurgt ham, hvorefter han havde accepteret anmodningen og sindigt spist videre.

Senere på aftenen overhørte far følgende samtale mellem Victor og storesøster Ida på 7 år. Bag lukket dør blev han i enerum forhørt på hendes værelse og stillet det sprængfarlige spørgsmål: "Hvis du skal vælge, hvem kan du så bedst lide - mig eller Sara?"

Der var stille derinde, mens der tydeligvis blev tænkt tanker. Efter en rum tid kom han frem til konklusionen og sagde: "Sara!"

Svaret førte storesøster fra den forsmåede fase og over den følelsesmæssige bro, hvor jalousien fik overherredømmet. Hun forelagde ham den dramatiske og meget triste kendsgerning, at hun ville gå hjemmefra. Med patos i stemmen fastslog hun, og at han aldrig...! Aldrig! mere ville se hende igen, idet hun ville være væk næste morgen!

Hårdt presset ovenpå denne udmelding måtte han erkende, at kærlighed gør blind, og derfor skiftede han hest i vadestedet og sagde, at han alligevel bedst kunne lide Ida.

Men ak... Det var for sent! Hendes beslutning var taget og stod ikke til at ændre.

Næste morgen lå hun dog stadig i sin seng og sov med bamsen på hovedpuden, da lillebror vækkede hende.

Forholdet mellem Victor og Sara løb ud i sandet næste dag, da hun ikke måtte være med til at lege sørøver med ham og Lukas.

Det forlyder, at livet heldigvis går lystigt videre for alle parter!