Palle kniber øjnene sammen for at kunne se navnene på postkassen. Jo, den er god nok, Julie og Robert Nielsen, Havregårdsvej nr. 67. Han læner sig frem og vurderer gårdspladsen, skal han parkere inde ved huset eller her ved vejen? Han kan vist godt tillade sig at køre helt ind, der er masser af plads. Hurtigt styrer han firmabilen ind ad indkørslen og løfter imponeret øjenbrynene ved synet af det store, hvidmalede hus foran ham. På trods af de store grantræer ved siden af huset, ligger der ikke mange nedfaldne nåle i gårdspladsen og blomsterbedene har snorlige kanter. Palle træder ud af bilen og sunder sig et øjeblik. Den skarpe sol stikker ham i øjnene og han holder hånden op for at skærme. Med lange skridt går han op ad den brede trappe og ringer på. Egetræsdøren er tung og stor, nærmest som porten til en fæstning. Den lukkes op af en høj, skjorteklædt mand med marineblåt slips og pressede bukser.
   "Hej og velkommen. Jeg er Robert, du må være maleren", siger han monotont og rækker hånden frem. Palle trykker den og nikker bekræftende.
   "Kom bare med." Robert lukker hoveddøren igen og går i retning af en lang, bred gang med store, guldindrammede malerier på begge sider. Palle kan ikke lade være med at kaste blikke på malerierne, der ikke ligefrem ser ud til at være fundet på et loppemarked eller i Kirkens Korshærs genbrugsforretning. Robert stopper op og smiler stolt.
   "Ja, jeg må indrømme, at jeg er lidt af en samler. Min kone siger, jeg bruger for mange penge på at opkøbe og opstøve malerier rundt omkring, men det er nu engang min store interesse." Palle nikker eftertænksomt. Han vil aldrig nogensinde få råd til bare ét af de kunstværker, som husets herre så nonchalant viser frem.

Sidst i rækken af malerier, hænger et stort fotografi, der forestiller Robert sammen med en kvinde. De sidder begge smilende på en hvid bænk med hver deres glas champagne i hånden.
   "Fra vores forlovelse," indskyder Robert.
   "Det er min kone, Julie." Han åbner en dør og træder ind i rummet.
   "Jamen, det her er så badeværelset. Håndværkerne blev færdige for nylig, og vi kan slet ikke vente med at tage vores nye badeværelse i brug. I flere uger har vi måttet bruge gæstebadeværelset, men det er kun halvt så stort som dette og desuden har det de grimmeste fliser. Egentlig burde det også renoveres." Palle kan ikke koncentrere sig om at følge med i Roberts talestrøm, han er fascineret af hver enkelt detalje i rummet. Brusenichen er ikke bare et primitivt forhæng, men den er muret op og belagt med helt små klinker i forskellige nuancer af blå. Håndvasken fylder lige så meget som to almindelige og har en dråbelignende form, mens skabene har gennemsigtige glasruder, der ikke bærer det mindste spor af fedtede fingre eller støvsamlinger.
   "Jeg har tilbragt omkring ti år på havet, størstedelen af dem som kaptajn, så derfor har vi valgt at holde badeværelsets tema i havets farver og former. Det var Julies ide." Stoltheden lyser ud af Roberts øjne, da han stryger fingrene hen over de flisebelagte vægge.
   "Loftet og den øverste meter af væggene her skal males i en mat cyanblå farve, men det ved du jo allerede fra vores samtale i telefonen. Jeg har nogle farvekort liggende, hvis du ikke kan huske nummeret på den farve, du skal bestille. For det sørger du da for, ikke? Du har vel nogen faste leverandører?" Palle nikker. Selvfølgelig sørger han for det, det er en del af hans job. Han bryder sig ikke om Roberts nedladende tone, det går ham på, at blive set ned på af denne storsnudede forhenværende kaptajn. Men han har lært at leve med det, gennem hele sit liv har han mærket samfundets sociale forskelle. Dog er Robert anderledes, tænker Palle, hans arrogance er ikke åbenlys, men gemt bag et slør af falsk venlighed og imødekommenhed.
   "Jeg formoder, du bare lige vil tage et hurtigt kig på det i dag, bestemme en pris og så komme igen en anden dag og male?" Robert ser spørgende på Palle, der ryster på hovedet.
   "Nej, jeg starter med at male i dag, jeg ringer til min leverandør, og så kommer han med malingen, så hurtigt, han har mulighed for det. Han har ikke så mange ordrer for tiden, og bor lige her i nærheden."
   "Herligt", udbryder Robert henrykt.
   "Nå, nu vil jeg lade dig se på sagerne i fred."

Palle river strimlen af malertape over og glatter tapen, så den følger skabets linjer. Han er godt i gang med at afdække badeværelset, så malingen ikke kommer andre vegne hen end på loftet og væggene. Han kan høre Robert rumstere, nu kommer han hen ad gangen, og iagttager Palle.
   "Jeg kører ind til byen nu, der ligger en husnøgle på køkkenbordet, hvis du får brug for den. Har du kontaktet din leverandør angående malingen?" Palle sender Robert et irriteret blik og fisker mobiltelefonen frem fra baglommen.
   "Jeg gør det nu.""Godt, godt. Vi ses i eftermiddag." Robert nikker kort og to minutter efter, hører Palle hoveddøren blive lukket og låst. Han taster et nummer på telefonen og ringer op:
   "Hallo, Jesper. Ja, det er mig, Palle. Det var angående den maling der..." Det skratter i den anden ende, forbindelsen er dårlig og Jespers stemme skærer ind i Palles ører. "Jeg er helt klar og kan være der om kvarter, faktisk sidder jeg allerede i bilen." Palle smiler for sig selv, og takker vennen. Han lægger på og går ud i gangen for at studere malerierne nærmere, mens han venter på malingen. Billederne har deres eget særpræg og Palle kan ikke lade være med at blive beundret. Hans øjne stopper ved forlovelsesbilledet af husets par, hvor kvinden nærmest griner ham op i ansigtet og stråler af lykke. Palle rynker brynene og går ud i køkkenet, hvor han sætter sig og udnytter ventetiden med at drikke halvdelen af kaffen i sin medbragte termokande.

Godt tyve minutter efter, står Palle i den store gårdsplads med to bøtter maling. Han takker taknemmeligt for den hurtige levering og bærer bøtterne indenfor, mens Jesper kører ud af gårdspladsen. Palle smiler ivrigt, og flår lågene af, lige så snart han har lukket hoveddøren og står midt på gangen. Et øjeblik står han og stirrer ned i den vinrøde maling, så tager han sin største malerpensel og fører den ned i den første bøtte, indtil penslen er helt dækket. Han fæstner grebet om skaftet og med sammenbidte læber, planter han penslen i midten af det første maleri. Den våde maling glider ned ad motivet og fortsætter på væggen. Palle dirrer af fryd og fortsætter med de næste malerier og langsomt forvandles gangen til noget, der ligner gerningsstedet fra en massakre. Han styrter ind i badeværelset, hvor han af al kraft sparker ind i glaslågerne, så de splintres og falder til jorden i tusind stykker. Vanviddet lyser ud af hans øjne, mens han hælder maling på den murede bruseniche og i den dråbeformede håndvask. Kun loftet og den øverste meter af væggen, rør han ikke. Palle stiller sig i dørkarmen og beundrer sit værk med et ansigt, der lyser af tilfredshed. Da han vender sig om, falder hans blik på forlovelsesbilledet og uden at tøve, flår han det ned fra væggen og hamrer det i jorden. Med en rasende bevægelse, tømmer han resten af malingen ud over fotografiet og trægulvet, og tørrer hænderne i bukserne. Han mangler kun én ting, så har han gjort, hvad han kom for.

"Nå, maleren må allerede være færdig, siden han er kørt", udbryder Robert, da han står ud af bilen sammen med sin kone.
   "Jeg glæder mig til at se det færdige badeværelse", smiler hun, og går op til hoveddøren, for at låse den op. Hun træder ind i entreen, mens Robert først tjekker postkassen. Han stopper brat op, da han hører Julie skrige hjerteskærende, og der lyder et bump. Han smider reklamerne på trappen, og løber ind med bange anelser. Julie ligger bevidstløs på gulvet med hånden i en sø af glas og rød maling. Robert mærker sit hjerte banke faretruende og han løfter skræmt blikket til væggen, hvor der står malet noget med store, røde bogstaver, lige oven over de ødelagte malerier:
   "Du kan ikke skjule dig. Du skulle aldrig have forladt mig, Julie!"