Hun sagde, at jeg skulle dø.
   Tsk.
   Som om.


* * *
   BIP BIP BIP BIP BIP BIIIIP!
   Vækkeurets insisterende brægen brød ind i hendes drøm, og det tog hende et øjeblik at opfange, at det ikke var de grønne kaniners brandalarm, men derimod den vågne verdens insisteren på hendes tilstedeværelse.
   Hun gav uret et slag, der var lidt hårdere end nødvendigt. Det var en fast, ubevidst rutine, og den kostede hende et vækkeur om året. Nu tænkte hun ikke over det længere.
   Denne morgen satte hun sig søvndrukkent op. T-shirten var faldet ned over hendes ene skulder, men hun var ligeglad. Bortset fra den trælse alarm var der ingen andre end hende i soveværelset. Hun strakte sig dovent og rejste sig. Gulvet var køligt under fodsålerne, og hun tog turen i et par hop. Badeværelset var selvfølgelig ikke varmere, men her kunne hun i det mindste stå stille og lade sin egen kropsvarme fusionere med nogle udvalgte kvadratcentimeter af gulvet.
   Det var ikke, før hun mødte sit eget blik i spejlet, at tanken ramte hende. Eller... 'ramte' er egentlig upræcist. Det var mere, at den kom snigende ad en omvej.
   Øv, jeg er træt.
   Jeg ser sguda også træt ud.
   Jeg plejede at kunne tage all-nighters for nogle år siden.
   Hvor er det deprimerende at blive ældre.
   Nåh ja, det er i morgen, jeg bliver femogtyve!
   Så er det...
   ...sidste chance.
   I dag.
   Og så var det, at kulden ramte hende. Den pludselige følelse af en kriblen ned langs ryggen - edderkopper i periferien af hendes sind.
   Det var sidste chance i dag.

Hvor havde Marie lydt ung, dengang... "Kom nu, kom nu, kom nuuuu!"
   Sanne grinede af sin venindes overivrighed. "Slap nu af, hun lukker først klokken tre! Se, det står lige der." Sanne pegede på et stort, lyserødt skilt med overskriften 'Madam Szechas kiromanti - åbent fra 10 til 15'. Rundt om navnet var et par stjerner påklistret - i bedste karnevalstil.
   Ved siden af dem trak Frederik på skuldrene. "Ved I hvad, piger, det her kan jeg godt leve uden."
   Sanne fnisede og greb hans arm. "Nej, vær nu med! Vi kan høre, om du får udgivet din bog!"
   "Det behøver jeg ikke en spåkone til," svarede Frederik småfornærmet. "Kom nu, jeg køber dig en is eller noget i stedet."
   "En is?" fnisede Sanne og boksede ham på skulderen. "Hvad er jeg, ti? Kom nu, det varer ikke så længe!"
   "Yes!!" Marie gjorde et lille hop. "Det bliver sjovt! Jeg vil først!"
   Marie snuppede Sannes hånd og trak hende med ind i det grimme, hvid-pink telt, der stod i sådan en absurd kontrast til de andre, mere farverige telte på pladsen.
   Og Frederik, som alligevel ikke ville efterlades alene, fulgte efter dem. Sanne kunne sværge, at hun hørte ham mumle, "Nej, men du opfører dig tiårigt...", men hun valgte at lade det ligge. Gnaven sarkasme var Frederiks varemærke.
   En time senere var der krigsmaling på hendes ansigt, mad i hendes mave og støvler på hendes fødder. Nøglerne havde vanligt gemt sig for hende, så da hun havde fundet dem under en næsten-men-ikke-helt vaskeklar t-shirt, var hun sent på den.
   "Shit," mumlede hun for sig selv, mens hun skyndte sig ud til bilen. Her smed hun sin taske fra sig på bagsædet og gjorde klar til at hakke speederen i bund, da en edderkop strøg over hendes tanker. Nej. Hun kunne ikke skynde sig. Ikke nok til at nå det, i hvert fald.
   Fem og tyve år. I morgen.
   Hun var nødt til at sidde stille et øjeblik. I nogle sekunder havde hun end ikke lyst til at starte bilen. Det var, som om nervøsiteten var kriblet ned i hendes hals, hvor det nu sad og bed. Lad nu være, Sanne. Det er bare tåbelig overtro. Statistisk set har verden haft hver eneste dag, siden jeg var sytten, til at slå mig ihjel. Fem et halvt år. Fem gange tre hundrede fem og tres dage. Plus en for skudåret. Der er jo ingen sandsynlighed for, at det skulle ske i dag. Teori modbevist og falsificeret.
   Hun tog en dyb indånding.
   Og satte bilen i gang.
   Det føltes, som om der var tjære under hjulene. Hver omdrejning tog sig tid nok til, at hun kunne mærke det. Ugh. Hvor var det en modbydelig måde at starte dagen på.
   Tag dig sammen! Ja. Tænd radioen, få tankerne væk.
   Bryan Adams skrålede et halvt minuts tid, hvorefter han blev afbrudt af en trafikmelding. Noget med vejarbejde på motorvejen. Normalt havde hun ignoreret det og taget turen alligevel - hun kørte hjemmefra hen ad formiddagen, så der var alligevel aldrig nogen på vejene. Men i dag... Hun tøvede et øjeblik. Vejarbejde - endnu et element af uforudsigelighed. Så tog hun landevejen i stedet. Pyt skidt, hun var alligevel forsinket, hvad gjorde nogle minutter mere?
   Godt, egentlig, at hun ikke havde noget større behov for at trodse sig selv.

Madam Szecha havde lydt forbløffende professionel. De havde alle tre forventet en gammel - muligvis polsk - kone i lyserødt slør og perler i håret. I virkeligheden havde hun ikke mere end en stram hestehale, og sløret var en hvid læderjakke. Hun lignede en revisor på vej til diskoteket.
   Marie var den første, der talte: "Hej!" smilede hun friskt. "Vi vil gerne spås!"
   "Så gerne," svarede Madam Szecha med et stift smil. "Følg med her." Hun slog et forhæng til side og afslørede et ekstra teltrum, som var noget mørkere end det pink- og stjernebeklædte fortelt. Marie fnisede en smule til Sanne og fulgte så med.
   Det var først, da forhænget gled på plads, at følelsen ramte Sanne. Det var mærkeligt. Næsten spirituelt. For et øjeblik føltes det, som om det pink forhæng fejede noget væk - og en dump uro fandt med ét vej til hendes mave. Hun tog Frederiks hånd.
   Og fik et diskret kys til gengæld.
   "Sanne!"
   Sanne standsede brat - og edderkoppen bed sig endegyldigt fast i halsen, idet hun vendte sig om mod tophatten. "Jeg... øh.... det... egentlig, så..."
   Tophatten var en høj, tynd mand med store øjne, som altid stirrede en anelse for stift på én. Sanne var helt overbevist om, at han kun havde fået sin chefstilling ved at stirre så meget på sine overordnede, at de til sidst forfremmede ham.
   "Jeg kunne ikke finde dig," sagde han. Og stirrede stift på hende. "Jeg har ringet. Hvor har du været?"
   "Jeg, øh..." Sanne var sig fuldt bevidst, at hun stadig stod iklædt jakke og taske. Det var ikke, fordi svaret var svært at gætte, men tophatten ville gerne se hende lide. Hun sank en klump. "Der var vejarbejde!" udbrød hun så. Sådan! "Jeg var nødt til at tage en omvej."
   Han stirrede - ikke helt tilfreds med, at hun havde en god undskyldning for at undslippe straf. "På motorvejen?"
   Hun nikkede.
   "Udmærket," svarede han, allerede lidt træt af samtalen. "Jeg vil gerne have dig derud igen. Til at dække en ulykke. Martin har detaljerne."
   Han vendte om og gik, inden hun fik lov at svare - og godt det samme. Havde han stirret på hende blot et sekund længere, havde han set det udtryk, der dukkede op. Den kulde, der med ét fløj ind på hendes ansigt.
   En ulykke.
   På motorvejen.
   Hvor Sanne på en hvilken som helst anden dag var kørt forbi.

"Jeg ved, hvem jeg skal giftes med!" fnisede Marie og greb Sannes arm. Sænkede så stemmen til en hvisken: "Bare rolig, det er ikke Frederik."
   Sanne kunne ikke lade være med at fnise.
   Et par øjeblikke senere sad Sanne på en blød pude i et mørkere rum i teltet. Madam Szecha lod forhænget falde ned bag dem og satte sig i skrædderstilling over for hende. "Hvad vil du vide?" spurgte hun.
   Uden Maries indflydelse kunne Sanne pludselig mærke, hvordan situationen egentlig var en anelse trykkende. Spændende, men trykkende. Hun sad her for at få spoilers til en historie, hun aldrig ville kunne lægge fra sig. Sanne tog en dyb indånding, som ikke nåede længere ned end de øverste ribben. Brr. Hun ville ønske, Frederik var her.
   "Bare... hvad du kan fortælle mig," svarede Sanne og tvang et smil frem. Madam Szecha så en del mildere ud på tomandshånd - måske fordi Sannes usikkerhed stod i så stærk kontrast til Maries barnagtige overstadighed.
   I hvert fald smilede Madam Szecha venligt. "Jamen, så gør vi det sådan. Ræk mig din hånd."
   Let tøvende rakte Sanne hånden frem. Følelsen, da Madam Szecha tog den, var iskold. Rygerfingre - var der ikke noget, der hed rygerfingre? Eller bare svagt blodomløb. Iskolde hænder.
   Så, Sanne. Stop det. Ingen grund til at analysere mindet til døde.
   Hun tog en dyb indånding, hvilket fik Martin til at skæve til hende. Han trak på skuldrene. "Ja, det er grimt, ikke?"
   "Jeg har set værre," svarede Sanne uden at lade sig mærke med den tidligere indånding. I stedet åbnede hun bildøren og trådte ud.
   Hun havde godt nok set værre, men det var stadig ikke kønt. Et par biler stod afskærmet bag orangegule plastikstrimler - den lille folkevogn krøllet helt sammen, den store lastvogn med bagdelen skrammet. Sanne sukkede og gav sig til at grave i sin taske, mens Martin gik over for at udspørge de to politifolk, der stod og talte med en tydeligt oprevet mand. Omkring dem luskede biler forbi. De fleste sagtnede farten for at kunne få et ordentligt kig på scenariet. Føj. Som om der ikke allerede var rigeligt frygt og ulykker at labbe i sig allerede.
   Martin var halvvejs tilbage, da det gik op for Sanne, at hun endnu ikke havde fundet sit kamera frem. Hendes hånd greb efter lynlåsen, men hun kunne ikke fange den. Det var lydene. Bilerne, der trillede forbi med den knasende susen, der fulgte med. Fem og tyve år. Instinktivt trådte hun et skridt tilbage mod sin egen bil. Kastede så et blik på den krøllede folkevogn. Ikke engang stålmonstret er sikkert. Igen prøvede hun at få tasken op, og denne gang lykkedes det hende næsten at flå lynlåsen helt af, før den gled fra hende.
   Rolig nu!
   Hun tog endnu en dyb indånding. Luften nåede ikke længere end de øverste ribben, men denne gang fik hun tasken op. Og havde sit kamera fremme omtrent samtidig med, at Martin kom tilbage.
   'Analysere mindet til døde'. Sikke et bizart ordvalg. For fanden, Sanne... Der er jo ikke noget at være bange for. Overtro, fup og svindel. Enhver kan bilde en syttenårig hvad som helst ind!
   Hvorfor kan jeg ikke lade være med at tænke på det?!

Frederik talte, idet Sanne trådte ud: "Hey! Der er et Scary House længere henne. Skal vi ikke...-"
   Han blev afbrudt af Marie, som kendte Sanne langt bedre, end han gjorde: "Er der noget galt?"
   "Nej... Nej, nej." Det var en gennemsigtig løgn, men Sanne havde bare brug for at købe tid. Roligt gav hun hundrede kroner til Madam Szecha. "Farvel," sagde hun bare. Hendes høflige side bød hende at tilføje et 'og tak', men hun kunne simpelthen ikke få ordene over sine læber.
   De tre unge forlod det pink, stjerneplettede telt og befandt sig snart ude blandt popconrgnaskende karnevalsbesøgende, der knap nok ænsede dem et blik - andet end for at undgå at støde ind i dem.
   "Okay." Martin så knap nok på hende, mens han hev sin notesblok frem. "Ikke den smukkeste nyhed i kommunen, men hey, det har været en død uge."
   'Død' uge. Ugh. Hvorfor kunne alle ikke bare lade være med at bruge den slags metaforer? Okay, nu er du tåbelig, Sanne. Hun rystede let på hovedet. "Hvad er der sket?"
   "En eller anden chauffør faldt i søvn foran rettet. Han vågnede op lige før et sving, og i stedet for at hive i rattet, så hakkede han speederen i bund. Det gik så ud over bilen bag ham." Martins fingre så næsten ud til at bevæge sig for ham, da han rakte ned i lommen og tog en pakke cigaretter frem. "Død på stedet. Bam."

"Guud nej, sagde hun det?! Du må jo være rædselsslagen!" Maries softice var stoppet halvvejs oppe mod munden. "Hvad vil du gøre?!"
   Sanne kiggede træt ned i sin egen sundae. "Det var jo bare for sjov, ikke?" Hun så op og sendte dem begge et smil. Forhåbentlig så det ægte ud. "Lad os tage hen i det der Scary House efter is, okay?"
   Ingen af dem havde dog lyst til at droppe emnet. Maries is hang stadig stille i luften, og Frederik lænede sig irriteret tilbage. "Det burde være ulovligt! Hvem pokker fortæller en teenager, at hun snart skal dø?"
   "Men hvad, hvis det passer?" prøvede Marie.
   "Så skal hun stadig holde sin kæft med det," mente Frederik. "Hvad er det også for noget bullshit? 'Din livslinje siger, at du er død, før du fylder femogtyve' - hvem tror på den slags mere?"
   "Frederik," skar Sanne igennem; lidt mere irriteret, end hun havde ment det. "Lad det ligge! Jeg vil gerne hen i Scary House, og så gider jeg ikke tænke på Madam Szecha eller dumme dødsprofetier mere! Okay?!"
   Både Frederik og Marie så en anelse forskrækket op over hendes udbrud. Så nikkede de begge.
   Sanne tog sine billeder, og Martin tog sine noter, og efter en lille halv times udflugt vendte de tilbage til redaktionen. Her satte Sanne sig til at redigere billederne - kontrasten op, forstyrrende gryn ned, lys og skygger... Hurtigt arbejde, alt for hjemmevant.
   Hun havde været så hurtig til at skyde samtalen ned. Hvor er det mærkværdigt, hvordan mennesker gør det, når de har mest brug for at tale. Over hende talte redaktionens ur sekunder i en fast, monoton tone. Tik, tik. Tik, tik. I virkeligheden ikke så langt fra den ennerverende hylen, hendes eget vækkeur gav hver morgen. Det var, som om lyden bare slog i takt med hendes egne tanker. Tik, tik.
   Hvordan havde hun nogensinde givet det så stor plads i sit liv?

"Hey, Sanne, hvor er den der bog om ædelstene, du har?"
   Sanne kiggede op over kanten på sin Stephen King. "Jeg har smidt den ud," informerede hun.
   "Men... Hvorfor?" Marie, som sad på hug foran Sannes bogreol, så næsten helt skuffet ud. "Det var den bedste bog, jeg har set om emnet!"
   "Det kan godt være, den stadig er i posen," svarede Sanne uden at adressere spørgsmålet overhovedet. "Kig i entreen. Hvis den er der, ligger den sammen med et par andre bøger. Og stuff."
   Marie havde allerede rejst sig og var på vej gennem den lille stue, da hun alligevel standsede halvvejs. Hun kiggede sig tilbage over skulderen. "Er det på grund af hende der Madam Seskachewa?"
   Måske. Måske ikke. Sanne trak på skuldrene.
   "Hey..." Marie vendte om og satte sig ned ved siden af hende på sofaen. "Tror du virkelig på det? At du vil dø, inden du bliver fem og tyve?"
   Det varede lidt tid, før Sanne svarede. På den tid var de kolde edderkopper allerede begyndt at dukke op, kriblende i hendes baghoved. "Jeg ved ikke..." svarede hun. Mest af alt for at købe sig tid. "På den ene side, så er der ikke bevis for noget, du ved? Der er ingen grund til at tro. Men..."
   "Men?"
   "På den anden side..." Igen trak Sanne på skuldrene. "Så er det en gammel videnskab. Jeg kan ikke lade være med at tænke..."
   "Hey." Sanne smilede og lagde en arm om hendes skuldre. "Bare husk... Hvad enten det er rigtigt eller ej - hav nogle kickass år de næste otte af slagsen, ikke?"
   "Heh... jo." Sanne tvang et smil frem. "Det må jeg gøre."
   Frygt for døden. En af de ældste og stærkeste drifter, dyret overhovedet har - mennesket inklusive. Sanne samlede fraværende en kuglepen op fra sit skrivebord og bed i den, mens hendes højre hånd lod markøren flyve over computerskærmen.
   Gad vide, hvad føreren af den lille personbil havde tænkt, da han bragede mod lastvognen? Mon Madam Szecha ville have forudset hans død for otte år siden? Eller var det blot et udtryk for, at nogen skulle dø denne mandag? Hvis ikke Sanne, så en tilfældigt bilist. Hvad betød det så, at Sanne havde taget en omvej? Havde hun snydt skæbnen - og var hun i så fald morder for at have bragt død til en anden - eller bare udskudt den?
   Det blå plastik gav efter for hendes tænder, og hun løsnede øjeblikkeligt sit bid. Ugh. Hvorfor kunne hun ikke lade være med at have så morbide tanker? Hvordan får man det ud af sit hoved? Hun sukkede dybt.

"Du besøgte hende?!"
   Sanne kunne mærke sine muskler ubevidst spændes. Klar til forsvar. "Nej, jeg prøvede. Jeg ville bare verificere..."
   "Du spildte halvtreds kroner på at komme ind i det karneval for at tale med en fupmager?" Frederik tog sig til panden. "Sommetider fatter jeg dig ikke, Sanne."
   Der var noget koldt i den følelse, der sneg sig ned i Sannes mave. Nej. Nej, han fattede det ikke. "Jeg ville bare spørge hende, om hun virkelig mente det alvorligt."
   "Selvfølgelig gjorde hun ikke det!" bed Frederik tilbage. "Hvad forventede du?"
   "Jeg ved det ikke," svarede hun - irriteret, men slet ikke så vredt, som hun følte det. "Og under alle omstændigheder, så var hun der ikke. Okay? Det er ligemeget."
   "Nej, det er ikke ligemeget," insisterende han. "Min kæreste opfører sig som en okkult tosse! Det er et år siden, og du taler stadig om det. Hvordan vil du have, at jeg skal have det med det?"
   Okkult tosse. Den kolde følelse greb pludselig fast. Iskolde rygerfingre, der snuppede hendes mave og gav den et hårdt pres. Han fattede intet.
   "Frederik..."
   Han sukkede dybt. "Undskyld. Jeg bliver bare... Slå det ud af hovedet, ikke? Det ville være så dumt, hvis du holdt dig selv tilbage, fordi du var bange, okay?"
   Han rakte ud, som om han ville give hende et knus. Hun rørte sig ikke. Trak bare på skuldrene. "Okay."
   På det tidspunkt var det allerede ved at være forbi mellem dem.
   En frustreret lyd undslap Sanne. "Louise!" Hun rejste sig og lukkede billedprogrammet ned i samme bevægelse. "Kan I klare jer uden mig i dag? Jeg har det ikke så godt."
   Sekretæren så op ovre fra sit skrivebord. "Øh..."
   "Bare for i dag. Jeg skal nok være på benene i morgen, det lover jeg."
   "Øh... Okay."
   "Tak, du er en skat!" Sanne pakkede hurtigt sine få ejendele sammen - mobil, kuglepen og en notesblok - og skyndte sig ud af redaktionen efter at have sagt farvel til Martin. Dørene hang over hende, som om de ville sluge hende, og det var, som om parkeringspladsen og alle dens biler kun lå på lur.
   Det er for vildt, det her. Sanne, du er kuk. Knald i låget. Få dig en psykolog. Ugh.

"Hvad blev der egentlig nogensinde af Marie? Hendes gamle nummer eksisterer ikke mere, kan jeg få det nye af dig?"
   "Åh, du har ikke hørt det? Det er helt åndssvagt."
   "Hvad?"
   "Altså... Først tog hun til numerolog, du ved. Her fik hun at vide, at hun skulle hedde... nej, gæt."
   "Øh... Pas."
   "Fiona. Hvad giver du mig?"
   "Haha, ligesom i Shrek!"
   "Nemlig! Men det er det mindste. For kort efter tog hun til et astrologikursus, og her mødte hun en kæreste, som bare var... kuk. Knald i låget. Han overbeviste hende om, at hun var en reinkarneret prinsesse eller sådan noget, og hun slugte det råt. Besluttede, at hendes gamle venner ikke var gode nok til Prinsesse Fiona, så hun afskar kontakten. Det sidste, jeg hørte, var, at hun var på vej ind i Wicca eller sådan noget."
   "Shit..."
   "Oh yeah. Hvis du spørger mig, så er det synd, at vi alternativt interesserede skal associeres med en kukpotte som hende."
   "Hey, ligemeget hvad, så er hun stadig min veninde. Tal pænt."
   "Tsk. Whatever you want."
   Denne gang var der ikke tjære under hjulene. Tværtimod fløj dækkene over asfalten. Forbandede bil... hvorfor havde hun ikke valgt én med bedre vejgreb?
   Tik, tik. Tik, tik. Lyden gav genlyd i hendes baghoved, hvilket var sært, eftersom bilens ur var digitalt. Hendes hjerte, måske.
   Tik, tik. Tik, tik. Tik, tik.

BIP BIP BIP BIP BIP BIIIIP!
   Vækkeurets insisterende brægen brød ind i hendes drøm, og hun satte sig op med et sæt. Ugh. Endnu en dag, kedsommelig, forudsigelig. Med kun én ting, der endnu ikke stod fuldstændig fast.
   Hun daskede til vækkeuret og satte sig op i sengen. Alene. Stadigvæk. En gang imellem savnede hun stadig selskab... men hvorfor gøre sig besværet?
   Sløvt trippede hun ud på badeværelset. Hoppede et par trin, før hun huskede, at det var ineffektivt til opvarmning. Et par sekunder senere var nogle udvalgte kvadratcentimeter varmet rigeligt op.
   "Godmorgen, Sanne," hilste hun sit spejl. "Velkommen til endnu en dag med fotografier af gamle damer, lokale bibliotekarer og børnefodboldhold. Velkommen til venner, der ikke ringer, og familie, der synes, at du er en tosse. Velkommen til den dag, hvor jeg måske... hvem ved? Ikke jeg! ... dør. Hey, selv hvis Szecha tog fejl, hvem kan så vide?" En latter steg op fra hendes hals. En træt lyd, der snart gled over i noget, der mere lød som hosten. "Godmorgen, Sanne." Et par løse hår ramte spejlet først. Så fulgte hendes pande. "Velkommen til dit liv."
   Var det ikke kernen? Selv uden en spåkone til at sparke én i solar plexus, hvem kan så vide? Hendes hænder knugede en anelse hårdere om rattet. Manden på motorvejen. Han var ikke blevet mere end tredive. Han havde ikke vidst det.
   Gjorde det så Sanne heldigere eller uheldigere end de fleste andre?
   Hun opfattede det knap nok, da hendes ene hånd skred. Det var sveden, men det var også alt, hun nåede at tænke, før metalkassen omkring hende pludselig drejede af. Opdagelsen sendte en skarp følelse igennem hende. De kolde edderkoppefingre, der pludselig greb hver eneste muskel i hendes krop og spændte dem fast. En sikkerhedssele, der forhindrede enhver bevægelse. En bump lyd, da bilen skred ud over vejkanten og satte direkte kurs mod den kunstige skov forude.
   Kunne hun stadig nå at dreje? Nej. Nej... Frygt. En af de ældste og stærkeste drifter, mennesket har. Forklarede det, hvorfor hun ikke drejede? Hendes ene hånd dinglede stadig i luften. Uvillig til at gribe efter rattet igen. Det var unødvendigt. Hun havde taget omvejen. Nu forulykkede hun alligevel. Det var det. Det var det, hun havde ventet på.
   Hvorfor havde hun så megen tid til at tænke?
   Dump. Dump. Græsknold efter græsknold. Hun hoppede i sit sæde, og den anden hånd mistede grebet. Et sekund. Måske to. Skramlen, dump, dump, dump.
   KRRAACSSCK!
   Motorhjelmen krøllede sammen som en våd kiks. Fart, stop, krash! Sanne fløj frem i sit sæde, selen greb hende halvvejs mod ruden og flåede i et ubarmhjertigt knus luften ud af hende. Sædet greb hende på tilbagevejen, og nakkestøtten gav hendes baghoved en syngende lussing. Lydene omkring hende. Knitrende, knasende metal. Lugten af olie. Et træ, der pludselig voksede direkte op fra den krøllede motorhjelm.
   Sanne var nødt til at blinke. Hendes krop gjorde ondt, hendes nakke især. En kold ilen af edderkopper fra nakken til rygsøjlen. Håret opskurerede hendes syn - tråde af spind og hår og engle, der dansede i luften.
   Så undslap lyden hende. En lavmælt hulken. Smerten, der prøvede at krible fra hendes nakke op gennem halsen og øjnene. Hendes ben. Okay, men tydeligt mast fast. Hendes nakke, ilende kold og varm. Brystet, som om livet havde givet hende et baseballbat mod maven.
   Først en enkelt tåre. Så flere. Hun løb tør for lyde, før hun løb tør for tårer. Som om hendes hals kun kunne producere et par hik, før den gav op. Hun måtte... Hun var nødt til.
   Hendes hænder famlede efter mobilen. Godt, godt. Hendes arme virkede endnu. Hvorfor virkede de endnu?! Det måtte være smerten. Overlevelsesinstinktet, der trods alt fandtes. Hvordan kunne. Det var ikke. Men hun.
   Så var det, det slog hende. Et strejf af varme. Hun standsede med mobilen i hånden. Det voksede underligt sløvt frem. Lyden fra hendes hals. Først et lille hik. Så et mere. Så et fnys. Og til sidst... en latter. En kold, tør latter, der steg i styrke, indtil varmen let berørte den. Ha ha ha, haha, ha ha haha!
   Sanne, din halvdøde tøs. Du er endelig knækket. Kuk-kuk, gakkelak, pip i låget. Haha!
   Hun klappede mobilen op og klikkede ind i telefonbogen. Det varede ikke mange sekunder, før hun havde valgt et nummer, og hun tøvede ikke, før hun trykkede det grønne telefonrør ind.
   Telefonen, derimod, trak det i langdrag. Dyyy. Dyyyy. Dyyyyy. Indtil...
   Klik. "Hallo?"
   "Hej!" Hendes stemme var halvt latter, halvt... halvt hvad? Normal? "Det er Sanne."
   Lang tøven i den anden ende. "Sanne?"
   "Heh, ja." Latteren gled over i et skævt smil. "Kan du ikke huske mig? Den 'okkulte tosse', som du kom sammen med i, hmm, halvandet år?"
   "Shit, Sanne! Øh..." Han lød, som hun huskede ham. En anelse drævende. Ingen grund til overdreven entusiasme eller, gud forbyde det, glæde. "Hvorfor har du mit nummer? Nej. Hvorfor ringer du?"
   "Jeg ville bare... høre, hvordan du har det."
   "Jeg har det fint."
   "Heh. Godt at høre."
   "Heh. Ja."
   Lang pause. Sanne, fordi hendes nakke sendte endnu et jag gennem hende, og hun for et sekund ikke rigtig kunne koncentrere sig.
   Så talte han igen: "Hey, er det ikke i denne måned, du har fødselsdag?" Hun kunne høre ham smile sit sarkastiske smil: "Godt at høre, at du alligevel ikke er død, heh."
   "Hehe... Ja."
   Endnu en pause. Igen var det ham, der afbrød den: "Var der... noget, du ville?"
   "Nej... Jo." Hun lænede sig lidt tilbage i sit bilsæde. "Jeg ville egentlig bare sige undskyld. Jeg... tror, jeg overreagerede lidt på Madam Szecha."
   Det tog et par sekunder. Så kunne hun høre, at han smilede: "Og det ringer du for at sige... syv år, efter vi slog op? Bare, sådan?"
   "Ja." Hun kunne ikke lade være med at smile skævt. "Du ved godt, jeg er en tosse. Lev med det."
   En tør latter i den anden side af telefonen. "Ha! Hvordan går dit liv så?"
   "Ah, ikke så slemt. Jeg er fotograf på en lokal sprøjte - no kidding, avisen hedder Sprøjten. Hvad med dig?"
   "Ingen problemer," svarede han. "Jeg havde et par sabbatår. Læser økonomi lige nu."
   "Cool."
   "Ja, der er penge i det, heh."
   "Heh." Hun tøvede et par øjeblikke, før hun igen smilede. "Så... Hvis du stadig bor i kommunen, vil du så...?"
   "Hvad, mødes?"
   "Hvis du vil?"
   En kort tøven. Hun kunne næsten forestille sig, hvordan han skævede til det nærmeste objekt i nærheden. "Okay. Klart. Fredag? Klokken fem? Caféen i Centret?"
   "Gerne," smilede hun. "Og, øh... Hvis det er okay, så vil jeg lægge på nu. Jeg er nødt til at ringe efter Falck."
   "Vent, Falck?"
   "Ja, jeg er, sådan... lidt forulykket."
   "Hvad?!"
   "Heh..."
   "Du er forulykket, og så ringer du til mig i stedet for Falck?!"
   "Nej, jeg ringer til Falck nu."
   "Du... jeg... Argh!"
   "Og det er ikke slemt. Jeg kørte bare af vejen."
   "Vent! Hvorfor kørte du af vejen?"
   Hun trak på skuldrene - sikker på, at stilhedens mening kunne transformeres gennem telefonen.
   Under alle omstændigheder forblev han stille meget længe. Til sidst sagde han skeptisk: "Så du havde et uheld... dagen før du blev fem og tyve? Er du..."
   "Nah, det var bare en selvopfyldende profeti." Hun kunne ikke lade være med at smile en anelse. "Vi ses fredag, Frederik."
   Han prøvede at få endnu et ord ind, men hun trykkede det røde telefonrør ind og lænede sig en anelse tilbage. For fanden, hvor gjorde det ondt nu.
   Men hey. Så længe der ikke kom en bjørn eller noget...
   Hendes fingre var kolde, da hun tastede 112 ind på mobilen. Krible-krable fingre. Men for én gangs skyld var hun ret sikker på, at kulden skyldtes chok, ikke frygt. Det var en fin forskel. Men dog en forskel.
   Nej, Frederik havde ikke fattet det mindste. Gad vide, om hun havde fattet meget mere.