Han havde levet hele sit liv loyalt over for den mafia han nærmest var født ind i. Nu var han kommet i tvivl om det nu var det rigtige.
   Rummet var sort. I midten stod en stol der ikke var helt som alle andre stole. Denne stol var lavet af koldt metal med læderspænder på armlæn og stoleben, brugt til ofre for pengeafpresning og andre problemer. Han havde stået i dette rum tusinde gange før. Det føltes i hvert fald sådan. Altid havde det offer som var blevet stillet ham sat sig overens med hans krav til sidst. Det kunne tage minutter eller dage, men resultatet var altid det samme: Mafiaen fik deres penge og offeret fik lov til at gå. Denne gang havde alting været anderledes. Sådan havde han aldrig troet et offer kunne være. Men så igen - han havde aldrig før fundet ud af hvordan han var set fra sit offers blik. Det var det tredje offer på dagen. Den første havde været en bankmand som havde fucket op i et lån han havde taget. Fed mand, skallet, en taber. Det havde ikke været noget problem. I løbet af fem minutter havde den fede mand taget et forhøjet overtræk på sin allerede udslidte konto. Det eneste det havde kostet ham var han venstre tommelfinger. Den næste havde været lidt mere problematisk. En luder. Nej, en grim luder, der havde prøvet at komme ud af miljøet og misbruget havde lånt penge som hun ikke kunne betale tilbage. Hun havde nægtet i flere timer trods brækkede knogler og mistede fingerled at vende tilbage til sin gamle branche for at tjene pengene ind igen, men som alle andre havde hun til sidst givet op. Den tredje var den mærkelige. Han var en mand midt i 30'erne iført et gråt jakkesæt huskede han. Han havde arbejdet som spindoktor for en politiker, og fået ham til at sige at der skulle gøres en større indsats for at fjerne mafiaen. Det kunne man selvfølgelig ikke have, så man havde fanget manden bag ordene ind, så man kunne få skabt orden i tingene igen. Spindoktoren havde været mærkelig lige fra starten af. Han lukkede pænt døren efter sig og satte sig selv hen i stolen og kiggede på ham. Det var et blik uden frygt eller bange anelser. Han havde faktisk set helt venlig ud. Det havde selvfølgelig ikke hjulpet ham det mindste. Han startede med at rive neglene af ham bare for at få lidt orden på tingene, men det hjælp ikke. Skønt spindoktoren skreg af smerte ved hvert ryk der kom, så kiggede han efterfølgende på ham med det samme blik. Ingen frygt, kun venlighed og - medlidenhed? Han begyndte så at true med at brække håndled og ribben, ja endda skære hans ansigt i stykker hvis han ikke makkede ret, men spindoktoren havde blot svaret ham med et spørgsmål:
   "Har du aldrig drømt om andet end at se smerten i andre menneskers øjne?"
   Et flygtigt blik havde spillet fra hans indre øje. Et varmt hav fyldt af små øer. Han sad selv på den ene. Med palmetræer i baggrunden sammen med en lille træhytte og en sød sort kone. Han havde en fiskestang mellem hænderne og et fortrydelsesløst blik i øjnene mens han kastede snøren ud i det lave vand. Han rystede følelsen af sig. Han vidste han var nødt til at brække spindoktorens håndled nu. Han måtte være loyal. Mafiaen havde gjort alt for ham, og han måtte gøre alt for den. Han brækkede mandens håndled. Han skar hans næsebor op og trådte hans ene knæskal i stykker. Spindoktoren græd og skreg og hylede af smerte, men blev hele tiden ved med at sige: "Har du aldrig drømt om andet? Har du aldrig drømt om andet?" Og hele tiden så han de varme øer og den smukke strand for sig, og for hver gang han så den brækkede han endnu en knogle i spindoktorens krop. Han brækkede og knækkede og skar og råbte, men intet hjalp. Til sidst brød han grædende sammen på gulvet. "Hvorfor bliver du ved?! Hvorfor giver du ikke bare op som de andre? Hvorfor taler du bare om drømme og håb som du lige så godt som mig ved er umulige?!" Og spindoktoren smilede blot ned til ham fra sit blodtilsølede ansigt og spurgte: "Du ved vidst godt hvad du skal gøre nu ikke?"