Kapitel 1 - Tragedien i Winnipeg

"Nu stiller vi over til Christine Saunders, som reporterer live fra Winnipeg Lake på femårsdagen efter Winnipeg tragedien, som kostede Persson familiens fire liv. Kan man stadig mærke sorgen i luften Christine!?"

Et par sekunder gik før Christine fik spørgsmålet igennem hendes øresnegl.

"Det kan man helt sikkert. En tragedie som den, er ikke en man bare glemmer i et så lille og tæt samfund som Winnipeg. Til dem som ikke kan huske tragedien, involverede den Simon Persson, halvbror af familien, som på daværende tidspunkt var blevet frigivet fra det nærliggende psykiatriske hospital, da overlægen Robert Thorne mente, at han var i bedring. Efter ulykken påstod Robert Thorne, at skylden ikke lå på hans skuldre, da denne type tilbagefald ofte sker når patienter vender tilbage til den virkelige verden. Vi har igennem de sidste år, forsøgt at få flere oplysninger ud af Thorne, men hans umiddelbare opholdssted er ukendt. Rygterne siger at Simon Persson eftersigende skulle have lagt et besøg forbi Thornes lejlighed, som blev fundet gennemrodet og delvist ødelagt, for at tilbagebetale efter hans kommentarer, men om rygterne er sande; det vides ikke", kommenterede Christine med en selvsikker stemme, mens hun forsøgte ikke at virke overud positiv, når nu det drejede sig om sådan en forfærdelig ulykke. Det var svært, for hun vidste, at det var hendes smil der solgte hende journalistpladsen i første omgang.

"Men ville det ikke være umuligt for Simon Persson at gøre, da man fandt hans lig i en grotte ved søen samme aften?" Kunne han have besøgt Thorne tidligere? "spurgte nyhedsværten intenst.

"Simon blev set hænge ud foran familiens hus i op til to timer før drabene fandt sted, så derfor er den teori ikke mulig. Simon formodes også at have hængt sig selv lige efter drabene, så ja... alting er stadig i det uvisse. Politiet har dog opgivet sagen efter flere år uden spor, så det tyder ikke på, at vi nogensinde får sandheden til fulde", svarede Christine.

Nyhedsværten bladrede i hans papirark, før han igen stirrede målrettet ind i kameraet.

"Dagen er senere blevet kendt som Winnipeg mindedagen, og jeg kan forstå, at der er sket en mindre sensation i den lille by på denne dag?"

"Det må man sige. Selvom ingen i byen troede på det, er Lakehouse 17, huset mordene skete i, atter blevet solgt. Køberen er millionæren Emil Vargas, som blev bedre kendt da han solgte 95 % af sine aktier i medicinfirmaet WP - Wonder Pharmaceuticals. Han har tilsyneladende købt huset som sommerhus til hans søn Viktor, som skulle ankomme til indvielsen af huset senere i dag, som eftersigende skulle have modtaget noget af en opgradering", fortalte Christine.

"Hvad mener du med eftersigende? Står du ikke ved siden af huset Christine?"

"Jo men hele huset er dækket til af hvid plast, nærmest som ved en katastrofe-forsegling. Så vi må vente at se". Hun sluttede reportagen af med et stort smil, som hun senere hen fortrød. Anledningen virkede forkert.

"Vi siger tak til Christine for reportagen, og lover at vende tilbage til indvielsen af Lakehouse 17 senere på eftermiddagen. God dag".

---

Kapitel 2 - De fem organer

Viktor Vargas og hans fire venner steg ud af den sølvgrå Mercedes. Viktor kiggede begejstret på det overdækkede hus, og kunne næsten ikke vente med at komme indenfor, og få en bajer med hans venner. Han havde hørt alle historier der fandtes om huset, men var ikke skyggen af bange. Det var trods alt en person, og ikke huset som havde vendt sig imod familien. Bare beliggenheden kunne få enhver tvivl til at forsvinde. Lakehouse lå et fantastisk sted, tæt på et uforstyrret lille samfund, hvor han og venner kunne skeje ud, og tæt på søen, hvor de varme sommeraftener sikkert ville forløbe. Han kiggede rundt efter nogle søde piger, og fik øje på en enkelt der skilte sig ud fra mængden. Hun var 1,80 høj, lyshåret og havde et utroligt indbydende smil. Før han vidste af det, begyndte pigen at gå imod ham, og han følte allerede heldet omkredse ham. Han blinkede frækt til hende, men blev paf da hun pludselig trak en mikrofon frem og et skarpt lys blændede ham.

"Viktor Vargas tillykke med dit nye hus. Vi ved din far Emil har købt huset til dig, men frygter ingen af jer fortidens spøgelser? I er vel klar over hvad der skete i huset for fem år siden?" spurgte Christine nysgerrigt.

Viktor famlede efter ordene, og rakte en hånd op foran hans ansigt for at dække projektorlyset, som var rettet direkte mod hans pupiller.

"Øhm vi... Øhm... er klar over tragedien... øhm...meeen."

For fanden lyset er skarpt

"Det ligger i fortiden og vi har ingen fjender."

Han kunne begynde at se journalistens blå øjne igen.

"Er formålet med jeres besøg blot indvielsen af huset, eller ligger der mere bag"? Spurgte Christine, som ikke virkede til at opfatte Viktors ubehag.

"Som du selv sagde så har jeg fået huset af min far i studentergave, som den næste uge skal bruges sammen med vennerne. Du er meget velkommen hvis du skulle få lyst" spurgte Viktor med charmende stemme.

For første gang i lang tid manglede Christine ord, men hun hev sig selv væk fra overraskelsen, og formåede at lukke interviewet hvad man må kalde konsekvent af.

"Tilbage til dig Michael".

Hun fjernede øresneglen og gav mikrofonen til hendes assistent.

"Den så jeg ikke lige komme, må jeg indrømme" sagde hun mere lavmælt end normalt og grinte. Viktor så hans chance.

"Du var trods alt den pige der skilte sig mest ud". Han prøvede at virke så afslappet som overhoved muligt.

"Det er bare fordi, at de fire venner jeg har med alle er et par. Altså de er ikke alle fire sammen. Det ville være underligt. De er sammen to og to... du ved mand og dreng...altså...mand og kvinde. Du ved... er du med"?. Viktor kunne godt selv se, at det kunne være gået bedre.

Christine grinte. Han var fjollet. Det var sjældent hun mødte fyre på hendes egen alder, og især fyre der lå an på hende. Hun vidste godt selv at hun var pæn, men jobbet bragte hende vidt og bredt, og det var sjældent andet end pensionisters katte fanget i træer og 80-årige Lotte har vundet lotteriet nyheder. Denne rejse var første gang i lang tid, at hun rent faktisk var opstemt over en nyhed, hvilket også gjorde det sværere at rapportere, da nyheden var så tragisk som den nu engang var.

"Jeg kører til Thunder Bay i morgen formiddag. Men det kan da være jeg kigger forbi i aften, når nyhedsstormen lige har lagt sig lidt. Vi kan jo ikke have at folk begynder at snakke" sagde hun flirtende.

"Jeg tror det er for sent". Viktor lagde en hånd på hendes skulder, og sluttede sig til sine fire venner nede foran huset. De fire udvalgte venner var personer, som han havde kendt i mange år, og havde derfor igennem tiden fået øgenavne, som efterhånden blev brugt selv i hverdagstale. Hans ældste ven var Matt, som havde kendt igennem 9 år. Matt var bedre kendt som "hjernen", da hans almene viden langt oversteg andres. Derudover havde Viktor brugt Matt til at bestå sin studentereksamen, hvilket han nok ærligt talt ikke havde gjort ellers.

Matt's kæreste Julia var den næste der blev inviteret. Hun var den Viktor havde kendt i kortest tid, da de først begyndte at komme sammen for fire år siden, men Viktor var nu opdraget til, at man aldrig kun inviterede en. Det var simpelthen for uhøfligt. Julia var en typisk cheerleader type, som altid havde været populær i skolen. Hun var bedst af alt var kendt for en umenneskelig mængde naivitet. Jeg gentager det for at pointere. En umenneskelig mængde. Hun var dog altid positivt, og der var ingen tvivl om, at der ville være fred i verden hvis hun blev dens leder. Hun ville hvert fald stole på alle hendes generaler. Hendes IQ blev opvejet af Matts, og derfor passede øgenavnet "hjertet" også perfekt. Hjernen og hjertet fungerer bedst som en enhed, hvilket de også gjorde. Der var ikke en fest, som de ikke kunne komme ind til.

Den tredje gæst var Alejandro, som Viktor og Matt havde mødt på en udvekslingstur til Italien. Under hele turen klikkede de godt sammen, og de besluttede at skrive sammen lang tid efter. For fem år siden flyttede Alejandro så til USA, da han blev tilbud en modelkontrakt for det anerkendte modeblad Saturn Sports. Alejandro var blevet et velkendt ansigt, men havde aldrig nogensinde glemt sine venner, hvilket også viste sig i Winnipeg, hvor han på trods af et par autografer blev sammen med resten af truppen. På grund af hans veltrænede fysik og utrolige stamina, var Alejandro blevet kendt som "lungen". Prøv du at løbe fra en med det øgenavn - det er ikke sjovt.

Den sidste inviterede var Mira, en tidligere klassekammeret af Viktors. Viktor gav sig selv ros for at parre Alejandro og Mira sammen, da Alejandro ankom til USA. Sandheden var nok egentlig at Mira selv gjorde det mest arbejde. Hun holdte sig aldrig tilbage, og gav hurtigt udtryk for hendes fascination af Alejandro. Hvis man skulle udvælge Miras største kvalitet ville det nok være hendes snakketøj. Hun kunne simpelthen snakke sig ud af alt. Ordene "Hold Kæft" var ikke i hendes ordbog, hvilket også gjorde hendes øgenavn nemt at vælge. Kan du gætte det? "Struben". Gæt hvem der fik tolv i alle sine eksamener? Gættede du hjernen var det rigtigt. Gættede du Mira ligeså.

Viktors øgenavn var "tarmen". Kunne de have valgt et bedre? Dårlig mave til flere eksamener var tilsyneladende materiale nok til flere års drillerier. Åndsvagt.

Efter at have givet hånd til de nye naboer en kilometer længere nede ad gaden, blev indvielsen hurtigt overstået med en flaske champagne og et par billeder til de lokale aviser. Sikke et postyr blot for et ny købt hus, tænkte Viktor.

De fem organer, som de kaldte sig selv, bevægede sig ind i den store stue, mens Viktor fandt en øl til dem hver. Heldigvis stod der nogle på køl, hvilket i sin tid havde været et godt kald. Tak far. Et par timer senere da organerne var blevet småbedugget, opdagede Julia en avis som lå foldet sammen under stuebordet. Hun tog den op og begyndte at læse:

"Efter at have taget en master i psykologi på Firenze Medical, rejste Rupert Thorne til Winnipeg US, hvor han stiftede det psykiatriske hospital i udkanten, som huser over halvtreds pt. I 2013 blev Rupert skilt fra hans kone Vinnie, som arbejde på selvsamme hospital. Han udgav kort tid efter bogen "Et liv med fortrydelser" som aldrig blev et stort hit".

Julia holdte avis op, og viste et billede af Rupert sammen med hans kone.

"Er det Rupert? Seriøst?" spurgte Alejandro. Julia nikkede.

"Man skulle da tro at en mand i halvtredserne med en psykologi masters, havde bedre smag end at gå med øreringe" sagde Alejandro, og pegede på en sort firkantet ørering, som lignede en bille. De andre grinte.

"Typisk dig at kommentere på det Alejandro. Nu handler alting ikke omkring udseende vel"? Sagde Mira, som allerede var klar til en stor diskussion om nutidens mode og kutymer. Alejandro rystede blot på hovedet.

"Besøgte i Firenze under jeres udveksling?" spurgte Julia nysgerrigt. Både Viktor og Matt rystede på hovedet.

"Vent, boede du ikke i Firenze en periode?" spurgte Mira nysgerrigt hendes kæreste Alejandro om.

"Jo i et års tid da min far fik nyt job. Jeg har godt nok aldrig hørt om Firenze Medical. Men det var nok heller ikke så meget i min interesse dengang", grinte Alejandro og redte sit hår pænt tilbage i bedste charmørstil. Pigerne grinte.

"Det er godt lungen har så god stamina, med alle de bevægelser han bruger på det forbandende Italiano hår" sagde Viktor og satte sig godt tilbage i sofaen, hvorefter han smed benene op på bordet, tilsyneladende tilfreds med sin egen spydighed.

"Hellere at bruge tid på håret end tarmene" svarede han tilbage. "BUM". "NAKKET".

Vennerne var alle enige om at denne type jokes krævede flere øl, og besluttede at tænde for anlægget og sætte gang i festen for alvor.

Et par minutter senere bankede det på døren. Viktor åbnede og så Christine stå udenfor i regnen.

"Er jeg stadig velkommen"? Spurgte hun med et lystigt smil. Viktor gengældte.

"SELVFØLGELIG KOM INDENFOR. MUSIKKEN ER LIDT HØJ, SÅ JEG ANEDE IKKE DET REGNEDE" råbte Viktor højt.

"Du råber lidt" grinte Christine.

"GØR JEG?"

"JA DU GØR DET STADIG!" råbte hun tilbage.

"UNDSKYLD, KOM IND KOM IND. JEG KAN GODTNOK IKKE LOVE AT DU IKKE BLIVER VÅD MINDST EN GANG HERINDE I AFTEN OGSÅ, MEN NU SER VI" råbte Viktor perverst. De fleste var nok blevet skræmt over den direkte joke, men ikke Christine. Hun tog det ikke seriøst. Men det var fandme sjovt. Christine hængte jakken på og de sluttede sig til resten af selskabet.

---

Kapitel 3 - Når klokken slår 12

Efter et par timer med høj musik, alkohol i rigelige mængder og en hel del kys, besluttede Viktor og Christine at gå ud på den overdækkede terrasse for en privat stund. Matt var godt nok gået i kælderen for at finde en god flaske vin, som han satte stor pris på, mens hans kæreste Julia havde lagt sig til ro på ovenpå. Som så mange andre ting drak hun også med hjertet, og dette var ikke første gang, hun var gået under inden klokken tolv. Stuen var dog stadig optaget af Alejandro og Mira, som lå og nussede på sofaen. Indtil videre havde Viktor ikke formået at få meget i gang med Christine, men det håbede han ændrede sig nu. Han tog sin sweater af og puttede den omkring Christines arme, en beslutning hun gengældte med et kindkys. Nu begyndte det at ligne noget.

"Det er nogle dejlige venner du har. Man kan se, at de holder af dig" sagde hun roligt, mens hun varmede armene med hendes bløde hænder. Hun havde pæn hud. Viktors tanker tøffede afsted som et tog uden bremser.

"Ja de er skønne. Jeg ville ikke kunne undvære nogen af dem" sagde han glad.

Hanlagde armene rundt omkring hende, og kyssede hende på halsen.

"Jeg håber også, at jeg snart ser dig igen" sagde han sensuelt. "Du virker fantastisk".

Hendes kinder blev røde, og hun smålo. Hun trådte et skridt væk fra Viktor og vendte sig imod ham.

"Jeg kan ikke love noget med mit job, men jeg håber det da. Der er langt til Washington".

Han forstod hende udmærket. Han havde tidligere prøvet et langdistanceforhold, og vidste udmærket godt at der skulle noget helt exceptionelt til for at det holdte. Han kiggede ind i stuen, og så Alejandro og Mira rejse sig fra sofaen.

"Inden vi går ind, har jeg noget jeg gerne vil vise dig, hvis du ikke fryser for meget." Hun nikkede ivrigt. "Det er ovre i garagen, så du bliver nok lidt våd, men jeg lover dig, at det er regnen" klukkede Viktor. Christine gav ham et blødt klask på brystet før de løb derhen i regnen. Viktor åbnede døren til garagen, som vist var den eneste del af huset, der ikke var gjort noget ved. Selvom han aldrig havde været derinde før, havde hans far godt fortalt, at den var lidt snusket. Den lugtede af vådt træ, og Christine så lidt småbange ud, men han vidste det var det værd. Han gik hen til midten af lokalet, og trak et hvid lagen af hvad der viste sig at være en blå bil. Den skinnede så meget, at den lyste rummet helt op. Christine så uforstående på ham.

"Det er en Buick Skylark. Er den ikke fantastisk? Spurgte han ivrigt. Christine lo blot.

"Jer drenge og jeres biler". Viktor rystede på hovedet.

"Bare roligt, det var ikke det der skulle imponere dig." Han tændte bilen og pillede ved instrumentbrættet. Det gik op for Christine at han tændte musikken, og tonerne af Love me Tender ramte nu hendes hjerte.

"En mørk garage. Love me tender. En flot fyr. Tror endda jeg kan finde et stearinlys, så bliver det ikke mere romantisk gør det"? Sagde Viktor kækt, mens han satte sig om bag rattet. Christine trak på skuldrene.

"Årh det ve d jeg ikke. En romantisk middag inde i varmen lyder nu også meget godt". Hun satte sig ind i bilen, og lå hovedet langt tilbage i sædet. Det var nu afslappende. Hun kunne mærke Viktors hånd kravle op ad hendes ben, og hun var i tvivl om hvad hun skulle gøre. Skulle hun lade ham forsætte, eller ødelægge hans pæne forsøg. Hun lod normalt ikke fyre komme så tæt på hendes, på hvad man kunne kalde første date. Beslutningen blev dog truffet for hende. Der lød et højt skrig inde fra huset og lyden af smadret glas. De kiggede forskrækkede på hinanden, inden de fløj op af bilen.

"Kom" sagde Viktor og tog hende i hånden, mens de løb igennem den mørke have.

Da de kom indenfor, kunne de begge høre gråd fra ovenpå. Viktor kiggede på uret. Klokken var tolv. De spurtede op ad trapperne, og så Mira stå og kaste op foran soveværelsesdøren. Viktor skubbede hende forsigtig væk, og så Matt stå grædende med vin udover bukserne.

"Pyh jeg troede lige der var sket noget. Du skal da ikke græde over spildt mælk, eller vin i dette tilfælde" sagde Viktor og skubbede Matt til siden. Først der så han Julia som lå i sengen.

Blodet var overalt. På væggene, på gulvet, selv på kommoden. Han fik det skidt. Hans øjne slørede, og han satte sig på hug for at bevare bevidstheden. Han kunne høre Christines skrig bag ham, men det var som om, at hun var i en fjern afstand. Alt han kunne høre var regnen. Dryp. Dryp. Dryp. Han drejede langsomt sit hoved over mod sengen igen. I Julias hånd lå et organ. Blodet dryppede ned over hendes hånd, og ramte det tørre trægulv, som trak det til sig som en igle.

"Er det... er det...?"

Matt stod som forstenet.

"Det er hendes hjerte" råbte Mira, inden den kvalmende lyd af hendes store kæft kastede op igen.

Bag dem knirkede det pludseligt fra trappen, og vennerne frøs. Mira bange som hun var, stillede sig om bag Matt, og ventede på Viktor gik ud for at kigge, hvad det var. Han turde ikke. Han vidste ikke, om han kunne. Før han kunne nå og tage en beslutning, kom en skygge til syne i gangen. De resterende hjerter stoppede for et sekund. Det var. Alejandro. Han gik ind i lokalet med øjnene rettet fuldt imod hans mobil.

"Hvad fanden laver i heroppe, jeg troede det var bolletid i lilleby" sagde han kækt, inden han til sit chok så synet af Julias krop.

"WHAT. Er det seriøst?". Han stormede imod hende, og tog hendes puls. Først der så han hjertet i hendes hånd. Han trådte to skridt tilbage, og faldt over en trætaburet ind i kommoden. Blodet sad overalt på hans tøj.

"FÅ DET HER PIS AF MIG" råbte han i vild panik. Viktor kom ham til undsætning, og hev trøjen af ham.

"Hvor fanden har du været?"

"Jeg var ovre i bilen, jeg havde glemt min telefon inden vi gik ind. Hvem fanden har gjort her"? Råbte han vredt.

"Vi er også lige kommet" sagde Viktor i chok.

"Jeg fandt hende..." sagde Matt. Tårerne løb ned af hans kinder. "Jeg fandt en flaske vin til os i kælderen, en Bordeux Souperer 1945. Den vidste jeg... at hun kunne lide".

De kiggede alle på Mira, som var den eneste, der ikke havde tilkendegivet hendes position under mordet.

"Hvorfor stirrer i på mig? JEG KUNNE SGU DA ALDRIG FINDE PÅ, AT GØRE DET HER VED HENDE". Hun faldt lidt til ro. "Jeg gik ud i køkkenet og lavede en sandwich, i kan selv tjekke, den står derude endnu." sagde hun fortvivlet.

Christine trak vejret dybt. "Vi er vel enige om, at ingen af jer kunne finde på at gøre det her ved jeres bedste venner?" sagde hun lavmælt. Matt som den eneste havde regnet det ud.

"Det må det jo være. Hvem ellers vidste vi kaldte Julia for hjertet?".

Kapitel 4 - Assistance

De fire venner og Christine bevægede sig sammen ned i stuen. Da de kom dernede rettede alles blikke sig mod Matt, som oftest var den kølige beslutningstager. Han forsøgte at samle sine tanker.

"Jeg... jeg tror... jeg tror vi burde ringe efter hjælp. Siden du har din mobil Alejandro, så ring du efter politiet". Alejandro nikkede, og gik ud i køkkenet og ringede op. "Lad os blive sammen indtil politiet ankommer" sagde Matt nervøst, gispende efter ord. Viktor gik hurtigt over for at låse døren, og fik et mindre chok da han trådte på noget som knækkede. Han bukkede sig ned og samlede den lille sorte tingest op. Han studerede den nøje. Det var en ørering. Han rakte den op i luften, for at de andre bedre kunne se den.

"En af jeres?" spurgte han nænsomt. Pigerne rystede på hovedet. Mira rakte hånden ud og tog imod den. Hun tog den op imod lampen og drejede den 180 grader.

"Det ligner øreringen vi så på billedet af Thorne tidligere" sagde hun, hvorfor panikken stille voksede inden i hende.
   Hun synkede brat. Vennerne kiggede omkring i stuen. Vinduerne var intakte.

"Hvad nu hvis Thorne ikke blev dræbt af Simon Persson? Jeg mener... hans lig blev jo aldrig fundet?" konstaterede Matt. De andre var enige. "Men det giver ikke mening. Jeg mener... Persson begik selvmord. Hvorfor skulle Thorne have myrdet familien... og Julia?".

"Kan den ikke have lagt der i lang tid? Det kan være politiet missede den da de søgte huset efter mordet?" spurgte Viktor, desperat søgen efter en forklaring.

"Politiet glemmer fandme da ikke en ørering. De er sgu da ikke amatører. For det andet så jeg den ikke, da vi kom ind, og jeg blevet ellers at opdage sådan nogle små ting" sagde Mira bestemt. Drengene turde ikke diskutere.

Alejandro kom tilbage fra køkkenet, og meddelte at politiet var på vej. De besluttede sig sammen for at sætte sig i sofaen og vente. Regnen tog til. Et par minutter senere kom der torden med.

Det føltes som en evighed. Viktor kiggede på sit ur hvert andet minut. Tyve minutter var gået. På vej ind i byen havde de set politistationen, som kun lå et par kilometer væk. Den burde have været der nu.

"Hvad sagde de i telefonen Alejandro?" spurgte Viktor utålmodigt.

"At de ville sende en straks. Jeg kan ikke forstå det. I må gerne prøve og ringe igen hvis det er?" svarede han irriteret.

"Det virker bare underligt" svarede Viktor. Alejandro rakte ham telefon, men han rystede blot på hovedet. "Det er ikke dig jeg ikke tror på. Er bare rystet". Alejandro nikkede forstående.

Et lyn bragede ned fra himlen, og vennerne fløj alle sammen op fra sofaens behagelige puder. Alt blev mørkt.

"Det er fandme som i en gyserfilm" sagde Mira og tog sig til panden. "Hvor er sikring skabet?" Viktor havde svært ved at synke.

"Nede i vinkælderen". Hans stemme dirrede som en lille skolepiges. "Skal vi gå derned alle sammen?"

"Ja vi skal hvert fald ikke sidde her i mørket, det er fandme for uhyggeligt. Og jeg tør sgu ikke gå ned til naboerne hvis der løber en galning rundt et sted udenfor".

"Jeg skal ingen steder!" sagde Matt pludselig trodsende. "Nu har jeg endelig fået min puls ned. Gå i bare derned. Skulle der komme nogen, kan de bare slå sig løs. Julia er død alligevel". De andre nikkede forstående.

"Jeg bliver også. Nogen skal vel holde øje med om politiet kommer" sagde Alejandro roligt.

Viktor, Christine og Mira begyndte deres færd mod vinkælderen. De gik igennem køkkenet som lignede et skakbræt med dets hvide klinker i mørket, og dernæst balancerede de på den stejle trappe ned i mørket. Den eneste lyd de kunne høre var vanddråber som ramte jorden fra et utæt rør.

"Det her er fandme for uhyggeligt. Jeg går op til de andre" sagde Mira bestemt, og løb så hurtigt hun kunne op af trappen igen. Viktor og Christine fortrak ikke en mine. De forsatte ind i et mindre rum.

Viktor famlede rundt i mørket, og da han endelig troede han var ved vejs ende, ramte hans fod en blikspand, som skræmte Christine fra vid og sans. Han undskyldte og rodede videre i hjørnet.

"Fandt den" sagde han lavmælt. I samme sekund som han flippede sikring lød endnu et skrig. De kiggede alle på hinanden.

"Kom det oppefra huset?" hviskede Christine. Han nikkede. "Vi bliver nødt til at gå op og kigge. Der er ingen vej ud hernede fra". Hun havde ret. Ingen ønsker at være fanget i en mørk kælder uden udvej. Det skulle da lige være hjernen, for blot at løse opgaven.

Oppe i stuen lå både Matt og Alejandro og sov, mens Mira havde placeret sig selv midt på gulvet i fosterstilling. Viktor var lettet over, at alle vennerne var til stede.

"Hørte du ikke skriget for et par minutter siden?" spurgte Viktor? Mira rystede på hovedet.

"Jeg er først lige kommet for et minut siden. Jeg gik på toilet og besluttede mig for at låse mig inde der... men... vinden... det lyder fandme uhyggeligt når man er alene" svarede hun snerrende. Han hævede hænderne og bad hende om at falde til ro som de andre.

"Et kvarter kan virke som for evigt at holde sig vågen, hvis man er lige så psykisk udmattet som jeg" sagde Viktor forsigtigt og lagde et tæppe rundt om Matt. Alejandro åbne forsigtig øjnene.

"Du behøver vel ikke at råbe, Jesus christ".

"Der er nok en der er træt Alejandro?"

"Den her nat må gerne bare slutte nu. Jeg kan stadig ikke forstå at det forbandede politi ikke er dukket op endnu".

Viktor trak ned i persiennerne og kiggede opgivende ud i regnen. Haven var lettere oversvømmet, og efterhånden meget svært at krydse. Han kiggede ud på landevejen, og så til sin forbløffelse en politibil holde der. Sirenerne var slukket, og lyset ikke tændt. Han måtte lige være ankommet.

"Politiet er her nu. Jeg løber ud og briefer ham" fortalte Viktor ivrigt. De andre virkede lettede. På nær Alejandro som blot virkede mere træt og irriterende.

"Så skynd dig dog. Julia ligger sgu da stadig ovenpå" råbte han, mens Viktor løb ud i den tunge regn. De 400 meter derhen virkede ualmindelige lange selvom turen ikke tog mere end et minut. Da han nåede hen til bilen flåede han døren op, og greb fat i politibetjentens skulder.

"Det tog satme lang tid, vores veninde er blevet dræbt". Han rykkede flere gange i skulderen. Ingen respons. Han lænede sig ind imod ruden og tændte lyset. Til hans chok så han betjentens ansigt, og de meget tydelig blodudtræk ved øjnene og munden. Halsen havde tydelige tegn på slag, og havde flere blå mærker på sig. Han var død. Sikker kvalt. Viktor kiggede ind imod huset, og så alle fire var oppe. Der var kun tre muligheder: Matt, Alejandro eller Mira. Han var glad for at Christine var i fri. I det mindste var han ikke tiltrukket af mordere. Han fik gåsehud. Natten var lang.

---

Kapitel 5 - Familiemiddag med gæst

Regnen silede ned udenfor, og gæsten var gennemblødt da han kom ind gennem hoveddøren. Han hang sin grå hat på stumtjeneren, og hilste pænt på husets fire beboende.

"Her, tør dig med dette" svarede ejeren af huset. Gæsten takkede mange gange.

De satte sig sammen ned til middagsbordet. Gæsten kommenterede på det flotte hus, og fruen takkede og fortalte en kort anekdote om huset historie, og hvordan det havde fået sit navn. Den yngste pige bad bordbøn derefter, før de alle satte kniven i det møre kød. Stemningen i spisestuen var rigtig god, indtil gæstens sande motiver for besøget kom frem.

"Så hvad er formålet ved dette besøg Rupert? Er det i orden at jeg kalder dig Rupert for resten?".

"Ja selvfølgelig". Rupert tog servietten som lå til venstre for ham, og tørrede blidt det røde kødsaft af sine læber. I det mindste har manden bordskik tænkte husets herre Alexander Persson.

"Jeg er her vedgående din bror... Ehm halvbror Simon, som indtil for nyligt var indlagt på mine faciliteter". Thorne opdagede at han stadig sad med servietten i hånden, og begyndte langsomt at folde den pænt sammen.

"Selvom jeg er bange for at indrømme det, er jeg bange for at have lavet en fejl. Efter at have iagttaget Simon i det fri, er det til min overbevisning, at han på ny skal indlægges. Det virker til mig på, at jo mere klarhed Simon har fået på sin sygdom, des værre har han fået dem. Det er som om bare tanken om at være syg gør ham det. Jeg vil stadig gerne understrege at det er en mild form for skizofreni, og at jeg er sikker på, at vi i fælleskab kan finde en løsning, som gør det muligt for Simon at leve et forholdsvist normalt liv uden forhindringer". Thorpe bøjede hovedet en smule i skam, mens han forsøgte et smil for at måle stemningen i stuen. Alexander sænkede bestikket og skyllede ganen med et glas vin.

"Jeg forstår ikke hvordan det omhandler os? Vi har ikke haft kontakt med Simon i mange år" sagde Alexander.

"Det er jeg godt klar over, Simon fortalte godt at han ikke længere var velkommen i huset efter hans... ja den mindre episode med jeres datter Clarisse. Det forstår jeg også godt. Men siden i er hans tætteste nulevende familie skal jeg stadig bruge en underskrift". Thorpe fandt et papir frem fra hans mappe, imens han ihærdigt ledte efter en kuglepen.

"Jeg har en med Minnie Mouse" råbte Clarisse pludseligt i vilde sky, og stormede afsted mod hendes værelse.

"Ja... Minnie Mouse ville fungere" sagde Thorpe blidt og smilte.

"Der er en anden ting... som jeg også gerne vil diskutere, hvis det ikke er for meget forlangt". Alexander og hans kone lyttede efter.

"Ser i. Efter mine iagttagelser af Simon, har en del af Simons underforståelse også ideen af, at jeg skal iagttages af ham. For at være mere præcis sidder han faktisk i en bil uden foran hus i dette øjeblik. Politiet er blevet gjort opmærksomt på dette, men eftersom jeg selv har frigivet Simon, er det ude af deres magt før en officiel trussel er modtaget. Jeg ved godt at han ikke er tilladt i jeres hus, men måske en af jer kunne tage en snak med ham? Efter alt det med min kone. Ja. Jeg frygter hvad der kan ske". Thorpe kunne se på Alexanders ansigt med det samme, at hans forespørgsel blev et nej, men trak på smilebåndet i tilfælde af, at en barmhjertig begivenhed kunne forekomme. Alexander forblev dog mut. Han rystede blot tungt på hovedet og mumlede om "en andens kamp". Oppe fra trappen kunne han høre Clarisse komme bragende ned igen.

"Værsgo Herre. Det blev Peter Plys. Jeg kunne ikke finde Minnie" sagde hun ivrigt, som en hund der forventede en belønning.

"Tak Clarisse. Men jeg tror ikke vi får brug for den alligevel, den er ellers fin". Hanaede Clarisse følsomt på hånden og fandt en tier frem fra hans lomme og gav den til hende. "Der er for lidt betænksomme mennesker tilbage i denne verden" sagde han standhaftigt, hvorpå han skubbede stolen tilbage og rejste sig forsigtigt.

"Jeg vil trække mig tilbage for i aften, en ny dag venter trods alt i morgen. Mange tak for aftensmad Fru. Persson, det smagte til velbehag. Jeg håber du vil tænkte over mit forslag Alexander. Alexander trak på mundvigen.

"Nu skal jeg følge dig ud" sagde Fru. Persson høfligt, og rakte armen frem mod udgangen. Først nu opdagede Thorpe at hun stadig bar hendes forklæde. Hun måtte have haft travl med at færdiggøre aftensmaden. Han var ked af at skuffe dem.

I det sekund Fru. Persson ville åbne døren ud gav det et brag, og døren fløj hårdt ind i skulderen på Thorpe der fik et chok. Han trådte et skridt bagud, og så til sin forstrækkelse Simon stå i døren med en kniv. Han sagde intet. Han frøs. Da han endelig samlede mod sammen, i hvad der føltes som en evighed, kom Alexander ham i forkøbet.

"Du har ingenting at lave i det her hus Simon. Det ved du udmærket godt, og for guds skyld lig den kniv fra dig, du skræmmer børnene fra vid og sans". Simon reagerede ikke. Alexander gentog "Læg kniven Simon".

Thorpe stirrede på Simon, som også havde svært ved at tage øjnene fra ham, på trods af Alexanders tunge ord rettet imod ham. Thorpes ansigt skildrede både svigt og frygt. Han havde ondt af Simon.

"Simon. Kom tilbage til hospitalet så finder vi en løsning. Jeg er sikker på, at du ikke har det godt, og jeg har det heller ikke godt med situationen. Lad os nu finde ud..." Sætningen stoppede bravt. Thorpe kiggede ned i sin maveregion og så kniven Simon holdte dybt inde i sig. Blodet flød ud og hans hænder begyndte at ryste. Han forsøgte at ytre ordene hjælp, mens hans mund nægtede ham adgang. Hans ene knæ gav under, og han faldt hårdt ned på det glatte trægulv. Skrigene hjalp ham med at holde sig bevidst, men han vidste det ikke varede længe. Han sidste tanker blev rettet imod hans ekskone Vinnie. Havde han blot aldrig begået den fejl, var dette nok aldrig sket.

Fru. Persson var i chok, og blev ved med at skrige det samme spørgsmål til hendes mand "HVAD GØR VI ALEXANDER?"

På trods af at Simon ikke var velkommen i huset, havde Alexander ingen intention om at melde ham til politiet. Han var trods alt familie. Målbevidst som han var, kom der hurtigt en plan i hus.

"Simon hjælp mig med at bære liget ned til søen". Simon reagerede ikke. "SIMON. DET ER NU".

I nærmest trancetilstand gjorde Simon som befalet, og hjalp Alexander med at bære Ruperts lig end til søen. Herfra klarede Alexander resten, imens Simon målløs så til. Først bandt han en tung træstub fast til Ruperts ben for at holde ham nede, og dernæst bar han det dybt ud i søen, så langt som han selv kunne bunde. Han krydsede fingre for at det var nok. Der var trods alt ikke mange beboere i Winnipeg, så skulle liget blive fundet, ville mistanken helt sikkert rette sig til Lakehouse 17. Sveden løb ned af hans pande, mens han travede ind til den faste jord på ny.

"Pyh... så er det klaret Simon... Simon? SIMON? HVOR ER DU"? Simon var ingen steder at se. Alexander kunne mærke hvordan hans kropstemperatur var dalet kraftigt, og besluttede at gå tilbage til huset. Det kunne tænkes Simon havde gjort det samme. I døren mødtes han med resten af Persson familien.

"Så er vores gæst taget hjem for i aften" sagde han med dyb uro i stemmen. Familien forstod.

---

Kapitel 6 - Hvem er hvem?

Viktor åbnede døren ind til huset, og så alle sine venner stirre intenst på ham, imens han samlede mod til at sige ordene.

"Han er død. Politibetjenten i bilen er død". Der blev stille. Ingen vidste hvad de skulle sige. Viktor havde fået nok.

"Eftersom jeg har været sammen med Christine under begge mord, er konklusionen ret simpel; Enten er Thorpe stadig i live eller også er det en af jer tre. Så hvem er det?" spurgte Viktor yderst anklagende. Vennerne frøs. Viktor kunne se tvivlen i deres øjne, og frygten for selv at blive anklaget.

"Altså Alejandro og jeg lå og så, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke så Mira komme herop, ikke desto mindre tidspunktet. Du kunne sagtens have vandret udenfor" sagde Matt og nedstirrede Mira, som med det samme fik tårer i øjnene.

"Det ville også give mening. Da Julie blev myrdet sagde du, at du lavede en sandwich. Jeg tjekkede køleskabet. Der mangler ingenting. Hverken brød eller pålæg. Det er stensikkert en løgn" forsatte han. Alejandro tog hårdt fat i Matts armen og skubbede ham op langs stuevæggen.

"Hvor vover du at anklage hende, efter alt hvad vi to har gjort for dig" råbte han fjendtlig. Stormen buldrede udenfor, nøjagtigt som i stuen.

"HEY". Der blev ro. Christines spinkle stemme havde gjort sin pligt og skaffet hende opmærksomhed.

"Det kan sagtens være Thorpe stadig, husk det. Hvis ingen stemmer for at søge hjælp, er vi nødsaget til at blive i huset og blive sammen. Viktor, har du noget vi kan forsvare os med"? Spurgte hun med iver.

"Der er en kagerulle ude i køkkenet" svaret han prompte.

"En kagerulle? Tror du vi er 60-år" kom det anklagede fra Alejandro. Viktor tænkte sig om.

"Jeg tror jeg så et gevær ude i garagen, men om det virker og kan hjælpe, er jeg altså i tvivl om".

"Det kan vel stadig skræmme?" sagde Matt spørgende, uden at det virkede som om han havde hat forstand på skydevåben. Endelig et hul i hans viden.

"Hvis nu drengene henter det sammen, så bliver Mira og jeg herinde i stuen. Det kan være vi laver en bid mad, vi bliver nødt til at have lidt indenbords, hvis vi skal holde en hel nat" sagde hun blidt, og kørte hendes hånd forsigtigt langs Viktors ryg. Det var behageligt. Hans indryk af Christine blev bedre og bedre. Efter et par minutters yderligere mundhugning gik drengene mod garagen, og fandt det gamle støvede gevær. Ingen af dem var synderlige imponeret, og håbede blot at våbnet så en anelse mere farligt ud i mørke. Da de ankom tilbage i huset, var lyset til deres overraskelse slukket i både stuen og køkkenet. De kunne høre en skinger gråd.

"Er det strømafbrydelse igen? Er i O.K?" spurgte Viktor. Der kom intet svar. De kunne høre gråden kom fra køkkenet. De løb alle tre derud, og Alejandro tændte med det samme for lyset. Christine sad opad køleskabet med hænderne dybt begravet under hendes trøje, og rystede som havde hun stået i regning i timer. Midt på gulvet lå Mira med en kniv igennem halsen. Blodet fossede stadig ud, og både Matt og Alejandro måtte sætte sig på hug i frygt for at besvime og miste balancen.

"Hvad... jeg forstår ikke?" sagde Viktor.

"Hun angreb mig" sagde Christine lavmælt og bange. "Hun slukkede lyset da vi kom ud i køkkenet, og jeg hørte et kniv blive trukket op ad blokken. Jeg tænkte at nu var turen kommet til mig, så jeg skubbede hende så hårdt ind i køkkenbordet som jeg kunne. Hun tabte kniven, og jeg samlede den imod og truede hende. Hun kom stadig imod mig. Jeg mærkede hendes hænder om min hals... jeg ved ikke hvad der kom over mig. Jeg stak bare" sagde hun i gråd. Viktor kiggede på hendes hals, som havde tydelige håndaftryk.

"Du stak hende i halsen" kom det pludselig ovre fra Matt's hjørne. Christine kiggede blot på ham.

"Du stak Mira..."Struben"... i halsen? Det er måske bare et tilfælde?"

"Det var det eneste sted jeg kunne nå". Matt fortrak ikke en mine. Han troede på ingen måde på historien.

"Så det du fortæller os er, at selvom Mira havde kvælertag på dig, og stod indenfor en meters afstand, var dit eneste mål hendes hals. Hvorfor ikke maven eller blot en arm for at skræmme hende væk?". Han tog geværet som Viktor havde stillet i køkkendøren, og rettede den imod Christine.

"Jeg ved ikke om geværet kan skyde, men det finder vi ud af nu". Matt trykkede på aftrækkeren men der skete intet. Han fumlede lidt med geværet, og det var tydeligt, at han ikke anede hvad han skulle. Alejandro lagde forsigtigt sin hånd på hans skuldre.

"Jeg tror heller ikke på hende, men er du sikker?" spurgte han. Matt nikkede.

"Det er hævn for Julia".

"MEN HUN KUNNE IKKE HAVDE DRÆBT JULIA, HUN VAR MED MIG I GARAGEN" Matt reagerede ikke. Han ville ikke høre på fornuft. Han rakte geværet til Alejandro, som tydeligvis havde leget med våben på et tidspunkt i sit liv. Han ladede geværet og rykkede en tak på sigtekornet. Han pegede geværet imod Matt, men rakte det ikke over.

"Det her ville være det perfekte mord, hvis ikke du havde haft dine perfekte instinkter "hjernemand" sagde Alejandro forkasteligt.

"Er... det dig" spurgte Matt chokeret. Viktor løftede Christine op, og stillede hende bag sig for at beskytte hende.

"Ja. Det er også mig" sagde Alejandro, før at trykkede af imod Matt's hoved. Viktor havde aldrig set sådan en eksplosion før, det var som på film. Blodet sprang op på alle køkkenvægge, og Matt's krop lå decimeret på gulvet.

"Ve du hvad Polmone betyder Viktor? Lunge på italiensk. Hvilket er lidt sjovt i denne sammenhæng. Lungen vil være det sidste organ til at trække vejret, nøjagtigt som det er dens primære funktion. Hvad var det nu dit øgenavn var... åh ja. Tarmen. Kan du mon gætte hvordan jeg vil dræbe dig"? Han kiggede på kniven som stadig lå på køkkengulvet. Han frøs. Heldigvis bevægede Christine sig hurtigt imod kniven bagfra ham, og samlede den op. Viktor rakte hånden imod hende.

"Giv mig kniven Christine, så beskytter jeg dig!" sagde han roligt trods omstændighederne. Christines blanke øjne fangede hans. Han fik et syn om fremtiden. Han stod foran et alter i en kirke. Solen skinnede ind fra glasloftet, og hans forlover Matt gratulerede ham, imens han holdt ringæsken tæt. Hele Vargas familien var dukket op for at overvære den store begivenhed, og det eneste der manglede nu var bruden. Dørene gik op og ind kom hun. Den røde brud, Christine. Hun valsede mod alteret med en sjældent set elegance, men med et stort hul i maven efter et gevær. Han kunne ikke lade det ske. Han skulle nok beskytte hende.

Den skarpe køkkenkniv blev forsigtigt lagt i hånden. På Alejandro.

"Jeg er ked af det Viktor. Du virker som en sød fyr. Hvis blot din familie havde været lige så rar, havde dette ikke været nødvendigt". Viktor mærkede et stik i hans maveregion. Han blev svimmel og hans syn sløret.

"Hils din far" sagde Alejandro spydigt mens han grinte.

"I har meget at skulle indhente".

---

Kapitel 7 - Elskere i Firenze

3 år forinden:

Hun aede hans hånd. Historien han var i gang med at fortælle var chokerende og forfærdelig. Dette var første gang hun var udsendt til Firenze, og turen havde været den bedste nogensinde, også på grund af hendes møde med Alejandro. Han var først og fremmest utrolig pæn, men også et individ som havde oplevet meget. Hun havde både medfølelse og sympati for ham. Men et forhold var dog ikke målet. Hun ville ikke lyve. Bag Alejandro var en dyster historie, som kunne give hendes århundredets scoop.

"Hvad skete der så?" spurgte hun nysgerrigt. Alejandro tøv for et sekund og samlede sine tanker.

"Jeg så Persson familien hive mit fars lig ned til søen, så jeg fulgte forsigtigt efter dem. Faderen Alexander skjulte liget i søen og lod som om ingenting var sket. Jeg vidste at jeg måtte gøre noget, men ikke hvad på det tidspunkt. Jeg besluttede at følge efter Simon, han virkede som den nemmeste at manipulere, og fik overtalt ham til at følge mig ned i en grotte i udkanten af søen. Der fortalte jeg ham, at jeg havde set det hele ske udenfor huset i min bil, og at han ville bragt til retfærdighed og ryge i fængsel, medmindre han tog sit eget liv... hvilket han gjorde". Christine lyttede nysgerrigt med.

"Hævn... er en sjov ting. Selvom Simon var død var jeg stadig tom indeni. Jeg sad alene i grotten et par timer, men des mere jeg tænkte over det, jo mere blev jeg fyldt af vrede og forkastelighed. Jeg gik op til Lakehouse med intentionen om tage en snak med resten af familien, men de ville ikke lukke mig ind. Så jeg råbte så højt jeg kunne - JEG SÅ ALT DER SKETE. Faren lukkede mig ind, og prøvede at bestikke min samvittighed med 20.000... jeg... gik amok. Husker ikke meget af hvad der skete, udover at jeg stak faren i maven med den samme kniv Simon brugte på min far. Min far har lavet fejl i sit liv, men han fortjente ikke hvad der skete med ham". Alejandro sukkede dybt.

"Hvad med resten af familien? Myrdede du også dem?" spurgte Christine. Alejandro nikkede blot. Christine så sin chance.

"To sekunder Alejandro, jeg får et opkald". Hun bakkede adskillige meter væk fra Alejandro, og stoppede optageren der var gemt i hendes inderlomme i frakken. Dette var et scoop af århundreder. Men måske der var mere i det. Hun gik tilbage til Alejandro, som tydeligvis var mærket af fortidens spøgelser.

"Jeg står bag dig hundrede procent Alejandro. Hjalp det at dræbe det? Jeg mener... Har du det bedre?"

"Uanset hvor meget jeg forsøger at glemme, kommer episoden tilbage gang på gang... jeg er opslugt. Det lykkedes mig at opspore ejeren af Medicinselskabet WP - Wonder Pharmaceuticals, en mand ved navn Emil Vargas. Det var ham som tvang min far til at frigive Simon, da hans medicin ikke havde haft den virkning de håbede på. Simon var en af de udvalgte testpersoner, og da Hr. Vargas ingen bedring så, var der ingen grund til at beholde ham på den psykiatriske afdeling. Hvis blot han havde ladet min var gøre sit arbejde uden at blande sig, ville han stadig have været i live. Jeg prøvede at komme tæt på ham, men han var tæt bevogtet hele døgnet". Christine lyttede forsat.

"En af de aftener jeg skyggede ham fandt jeg dog ud af at hans søn skulle på udvekslingstur herned. Han hed Viktor. Da vi havde samme alder, var det nemt at komme på en undskyldning for at bumpe ind i ham. Tror vi endte med at snakke om computerspil. Call of duty... Hvem fanden spiller Call of Duty? Han var nem at manipulere. Han tror vi er bedste venner" Alejandro småklukkede.

"Så hvad er planen?".

"Jeg får Emil Vargas til at bøde ved at dræbe hans søn. Det tager måske et stykke tid at blive fortrolig med Viktor, men når jeg gør, overbeviser jeg ham til at rejse med mig tilbage til Winnipeg... måske endda samme Lakehouse... du må tro jeg er sindssyg". Christine smilede til ham. Indeni var der dog ingen. Han var et sygt individ som kunne fremme hendes karriere.

"Jeg skal nok hjælpe dig. Jeg har mange reportager i USA, så skulle ikke være svært at samarbejde med forberedelserne" sagde hun blidt.

"Hvornår rejser vi?".

---

Kapitel 8 - Tragedien i Winnipeg PT.2

"Vi stiller nu om til Christine Saunders, som har skræmmende nyt fra byen Winnipeg, hvor fem teenagere er blevet dræbt i selvsamme hus, som lå fundamentet for Tragedien i Winnipeg for fem år siden. Hvordan er situationen Christine?

Christine puttede sit seriøse ansigt på.

"Kent situationen er skræmmende. Fem teenagere er blevet brutalt ad en anden teenager ved navn Alejandro Thorpe... ja du hørte rigtigt. Alejandro Thorpe som tilsyneladende er søn af Rupert Thorpe, som de fleste mener, var skyld i ulykken for fem år siden. Angrebet virker planlagt igennem flere år, som hævn over Thorpes forsvinden i det lokale samfund. Alejandros oprindelse er Firenze hvor hans far læste studie igennem flere år, og efter hans far forlod ham i Italien besluttede Alejandro at tage navnet Antonelli i stedet, hvilket han også brugte overfor sine venner. Alejandro er nu blevet døbt Organ morderen, eftersom hver eneste af teenagerne er blevet dræbt af forskellige organer " reporterede Christine en smule overivrigt.

"Hvordan fik politiet så hurtigt nys om mordene Christine?"

Christine tav.

"De... De havde åbenbart en anonym insider".