I et faldefærdigt gårdhus på landet
får landmandssønnen tørre tæsk
til eftermiddag koger moder vandet
hvide kartofler til stribet flæsk
for tiden er ingens ven
og alt bliver glemt igen.
Sønnike ofrer sin ildsjæl for marken
og velsigner sin djævelske far
men skarpe skår fra flasker i arken
holder ham konstant for nar
for tiden løber for alle
selv hestene i vor stalde.
Han vender voksen retur til landet
faderen sengelagt uden klinger
moderens blod maler stregen i sandet
og narrøven får en slidt fuck-finger
for tiden er som sod
tykkere end eget blod.