I dine stærke arme
fældes ingen tåre
perfektionismen, er usagt.
Denne kedelige embedsbolig
atter vort pigtrådsskjold
udskyder, dit djævelske højforræderi.
Du blotter dig
med læbestift og i høje hæle
iblandt byens, fandenivoldske gader.
I et tidligere liv
mødtes vores læber
som pennevenners, længesendte breve.
Voltampere veksler blyanten
med motorsav og skimaske
udskyder, vores skrøbelige fantasi.
Knuger dit skrøbelige hjerte
smatter som en nedtrampet snegl
eksistenstruet, og inderligt tom
Nu ingen 47-årsfødselsdag
med vinbjergsnegle og champagne
kun nuet, vi lader slippe.