Han boede i den drømmende stad
hvor han var konge, og i magt.
himlens stjerneskud hilste formelt
de bar ham i søvnen som nattevagt.
Han havde alt, på nær en at elske
og uden kærlighed, er man også blind
så han søgte i det ganske rige
og rejste med hver en blæsende vind.
En dag stod han sårbar foran en trædør
som knirkede, var utæt, og defekt
hans hjerte skippede et tungt håbende slag
om at huset rummede en kvinde så perfekt.
Da han trådte ind så han en silhouette
deres øjne brændte huset, til aske
hendes blide hænder var valsende ildtange
som fjernede hans forkullede dødsmaske
Hver fejl på hendes forførende krop
gjorde hende i saligheden, blot unik
hans drømme vandrede mod stadens kirke
den længeventede brud i silkestik.
Han vågnede til lyden af en undersåt
ham selv slæbt til galgens, tomme stand
ingen var mødt op, kun bruden i hans drømme
i det ganske urimelige makabre fædreland.