To dråber faldt ned fra taget. Først ramte den ene vandpytten, og gav en lille beroligende lyd, hvorefter den anden fulgte trop. En loyal efterfølger kunne man kalde den. Sådan havde han også set sig selv før. Som en loyal efterfølger. Han var forelsket, men var dog ikke i stand til at tage hånd om forholdet. Så han valgte bare at følge efter, og derved håbe på at blive hængende. Når hun tog i byen, tog han med. Dråbe på dråbe. Det virkede godt i starten af forholdet. Hun var meget forelsket, og ligeledes var han. Men ligesom ved vandpytten, kan den ikke holde til alt for mange dråber. Eller at blive trådt på for mange gange for den sags skyld. Den bliver opløst. Delt ud over mange forskellige steder. Til sidst er vandpytten meget lille, og regnes sådan set for ubetydelig. Det en skam at noget så smukt, så nemt kan gå i vasken. Således gik det med forholdet. Hun følte sig trådt på for mange gange, og mente ikke han havde fremtiden eller kontrollen, som hun ønskede videre i forløbet. Hans fremtid kunne beskrives lidt som vandpyttens. Det var meget usandsynligt, at den endte med at blive en flod. Selvom drømmen var der.

Forskellen mellem ham og hende var målet. Han ville finde kærligheden, mens hun ville sikre sin fremtid. Udover dette var hun meget rig, og tænkte på det økonomiske, mens hans største ønske var at blive pædagog. I dette tilfælde passede strofen, lige børn leger bedst. Desværre for ham.

Det var hårdt at stå ved sidelinjen og se forholdet blive opløst. Han mente ikke han havde styrken til at bryde ind, eller styrken til selv at komme ud af det. Han vidste godt forholdet ville ende, men hvis det endelig skulle, ville han ikke være den, som sagde de følgende ord: "Det er ovre med os." En anden faktor som han havde hørt rygter om, var at vandpytten, var begyndt at blande sig med andre vandpytter. Det ender altid i noget snavs. Mudder ville nogle kalde det. Nogle trænger engang imellem til at være lidt beskidte, mens andre bliver ofre for vandpytternes dans. Han vidste ikke om der havde været utroskab i forholdet, og han ønskede inderligt hellere ikke at få det og vide. Bare tanken om at have delt hende, var alt for meget for ham. En rysten ramte ham, og han småsnakkede med sig selv om, hvilke syge ting han kunne finde på og gøre. Sandheden var dog, at han var bange for at blande sig, og aldrig før i livet havde angribet nogen. Han var mildest talt bange, for at komme i konkret diskussion eller slåskamp. Udfaldet kunne jo være fatalt for ham.

Nu stod han uden for huset, og kunne kun høre dråber falde fra taget. Han følte sig helt fri. En følelse han ikke havde oplevet i meget lang tid. Det var både positivt & negativt. Han havde elsket at være i et forhold, men han samtidig savnet sine venner, trods han elskede at gå efter kæresten. Han lukkede øjnene, og koncentrerede sig. Dråberne gav en meget beroligende lyd, og han vidste alt nok skulle gå godt. Det er jo kun en lille del af vandpytten, som går ned... til grundvandet.

Han besluttede at gå ned af trappen, og stille sig ud i den stille regn. Mørket var ved at falde på, og han overvejede, om han skulle ringe efter en taxi eller gå hjem. Han kunne vel godt bruge lidt motion. Stille løftede han hovedet, og kiggede op på den blå himmel. Karlsvognen var tydelig, og stjernerne fik ham til at tænke, på alle de ting som kunne findes mellem himmel & jord. Et ubeskriveligt univers kunne eksistere, uden at han vidste af det. Han var facineret af lives mysterier, og havde uddannet sig som arkæolog. En lang uddannelse men han mente, at det var det værd. At være en mand altid på farten og opleve ting, kunne han sagtens forestille om sig selv. Han havde drømme og mål. Desværre var en af hans drømme at blive sammen med hende, men det gik langsomt op for ham, at han sikkert var bedre stillet uden. Hun havde gjort ham glad, men samtidig stjålet hans liv tak for tak. I starten var han den stille kæreste. Men senere hen i forholdet, endte han med at være en marionetdukke, som adlød hver af hendes befalinger. Han kunne godt se, at han havde været tryllebundet. Selvfølgelig var det ikke iorden. Men samtidig måtte han give hende det, at hun havde været dygtig. Han havde først opdaget det nu. Han kiggede tilbage på huset, og trådte det første skridt frem. Dette måtte absolut være sidste gang, at han trådte foden i denne bydel.

Med et hørte han døren åbnede sig, og kiggede nysgerrig tilbage. Der stod hun, og nød kontrollen i fulde magt. Før i tiden ville han sikkert have sagt, at hun stod og så smuk ud men ikke mere. "Kommer du ind eller hvad?" råbte hun efter ham, trods hun for ti minutter siden, lige havde slået op med ham. Han kiggede på hende endnu en gang, følte sig fristet, men smilte bare. "Nej tak... jeg springer over denne gang," råbte han. Stille drejede han kroppen, og efterlod den dannede vandpyt. Trods drømmen om om hende ville han forsætte sit liv, for han vidste, at der nok skulle dukke nye drømme og eventyr op...