Da Rilhya åbnede sin klinik tilbage i september, havde hun aldrig drømt om, at hun ville få så meget at se til. Hele hendes kalender var fyldt til bristepunktet, på nær hver anden tirsdag, som var hendes fridag. I den seneste måned havde sågar politiet taget brug af hendes evner, som det også var tilfældet i hendes nye sag. En brand i et tætbefolket villakvarter. På trods af brandens store omfang, var kun en enkelt person omkommet, hvilket på sin vis var et mirakel. Hun kunne godt selv høre, at det lød lidt kynisk, men i omridset af denne verden, var det ikke ligefrem til forsiden af en landsdækkende avis. Men en sag var jo en sag, og hvad der holdt hendes to døtre og hende kørende.

Hun tog hendes tykke sorte briller af, og kløede sig på næsesiden. Hun havde flere gange i den forgangne uge irriteret sig over den ene næsepude, som var blevet flækket, en dag hun sov over sig. Brillernes tur på gulvet var en direkte konsekvens af en for stresset hverdag. Måske det var på tide at få dem lavet. Måske næste tirsdag igen.

Rilhya åbnede døren fra hendes kontor ud til venteværelset, hvor en far, mor og datter stod og trippede utålmodigt. Faderen lignede en der havde andet sted at være, og moderen havde tydeligt svært ved at holde tårerne tilbage. Datteren som var det virkelig offer, stod med ret ryg og afventede det uundgåelige kalden af Rilhya's stemme, og trods hun så ked af det ud, udviste hendes øjne allerede tidligt mod.

"Hej... velkommen til. Mit navn er Rilhya og jeg er ejer af klinikken".

Stilheden kunne have sænket Titanic hvis dette havde været dens intention.

"Du må gerne tage plads inde på mit kontor Stine. Det er første dør til venstre. Der står en skål med småkager, som du bare tager alle dem du vil af" sagde Rilhya roligt, og smilede så forsigtigt hun kunne, uden at virke glad for situationen. Stine gjorde som der blev sagt, og begyndte langsomt at vandre ned ad den lange kliniske gang til lyden af det dæmpede klaver i radioen.

"Jeg er ked af at vi mødes under sådan uheldige omstændigheder. Nu skal i høre; Hvad jeres datter har oplevet kan i værste tilfælde give alvorlige traumer, hvilket også er grundet til, at jeg har indvilliget i at tage en forebyggende samtale med hende, efter både kontakt fra kommunen og politiet. Alt var der bliver sagt mellem mig og jeres datter, er udelukkende for hendes eget bedste. Det har i mit ord på" forklarede Rilhya med en fast kontrollet stemme.

Forældrene nikkede forstående.

"Med det sagt, har politiet også anmodet om, at jeg finder ud af, hvad der egentligt skete i huset, eftersom der ikke er meget bevismateriale tilbage. Det eneste jeg ved på nuværende tidspunkt er, at branden opstod i jeres badeværelse. Har i haft en elektriker eller VVS mand ude ved jer indenfor de nærmeste par uger?" spurgte Rilhya. ¨

"Nej. Alt er som det plejer at være" svarede faderen hurtigt uden restriktion. Han lagde hånden på hans kones skuldre, og afbrød hvad der lignede, var hendes mundvig der svagt åbnede sig. De forblev lukkede de følgende ti sekunder.

"Må jeg spørge hvor i var henne da branden skete...? Steffan?

"Jeg spillede Squash med en kollega fra banken nede i hallerne. Jeg fik først opkaldet lidt over elleve, en time efter branden opstod. Vi spiller Squash sammen hver fredag aften". Steffan fandt et lommetørklæde frem til Susan, som ikke længere kunne holde tårerne og gråden inde. Rilhya afbrød øjenkontakten for et sekund, og skubbede en trist brugt grøn lænestol over til hende. Der var ikke meget behag over stolen, men det var det bedste hun kunne byde på i øjeblikket.

"Susan var vistnok i... ja... strikkeklub... er det det som i kalder det?" spurgte han uforskammet hans kone som blot nikkede.

"Hun mødes med veninderne hver anden fredag og får lidt og drikke. Det er vel også vigtigere end hendes datter".

"LIGESOM SQUASH?" udbrød hun bragende højt fra stolen, i et usædvanligt skingert tonelejre.

... og der sank Titanic.

"Jeg ser ikke noget galt i nogen af delene, blot de tragiske omstændigheder" sagde Rilhya roligt.

Hun fandt hendes notatblok frem fra hendes jakkelomme, og begyndte at notere detaljerne ned. Ikke at det var særligt nødvendigt for hende, hukommelsen havde altid været i top. Men det kunne tænkes at politiet kunne gøre brug af dem på et senere tidspunkt. Det kunne ikke skade at tænke forud.

"Nu tror jeg, at jeres datter har ventet alene længe nok, så jeg vil begynde min indledende samtale med hende nu. Der er ingenting at være nervøs for, hun er i gode hænder, det lover jeg. Tiltagende er truffet af hensyn for jeres datters bedste, så jeg kan pt. Ikke give jer en tidsramme, vi ser hvor meget hun er villig til at åbne op, ikke?

Det var altid svært for forældrene i en situation som denne, at lade deres barn være alene med en fremmed person, det vidste hun udmærket. Forældres største svaghed ville trods alt altid være deres børn.

"Øm... jeg har godt nok steder jeg skal være" sagde Steffan lavmælt, sekundet efter Rilhya havde konkluderet hendes tanker. Udtalelsen var helt ude af sted.

"Det er vores datter Steffan. Selvfølgelig bliver vi begge to. Ikke?" Susan rejste sig fra stolen, og gav Steffan et blik han helt sikkert ikke havde forventet fra hans i øjeblikket skrøbelige kone.

"Jo... jo selvfølgelig".

Tilsyneladende var ikke alle forældres største svaghed deres børn. Blot en skrøne.


Rilhya åbnede døren ind til hendes kontor, og så Stine sidde stift i den så ellers bløde tigersofa.

"Undskyld ventetiden Stine. Jeg kan se du ikke har rørt småkagerne, skal du ikke have en?"

Stine rystede bestemt på hovedet, og lænede sig tilbage med hænderne over kors. Hvis blot Rilhya kunne få fat i historien hendes øjne fortalte, behøvede hun heldigvis ikke mange ord. Hun satte sig forsigtigt ved mahogni skrivebordet, og placerede blokken lydløst og præcist foran sig. Hun spejdede til højre på skrivebordet og så billedet af hende og hendes døtre stå drejet smule, hvilket kun kunne skyldtes en ting - som sagt, hendes hukommelse var god.

"Jeg kan se, at du har fået øje på billedet af mine børn. Kender du dem?" Rilhya smilede, men Stine ænsede ikke hendes gestus, hun kiggede blot ud af det store vindue i lokalet. Ikke at der var meget udsigt derude.

"Jeg kender dem godt, men jeg går ikke med dem" svarede hun efter kort tid.

"Hvordan kan det være? I har da ellers samme alder" sagde Rilhya og rakte ud efter et glas vand.

"De er mørke" sagde Stine med frygt i stemmen. Rilhya fik vandet galt i halsen, og hostede som havde hun slugt hele det Indiske Ocean. Hun fik tårer i øjnene, og smed hendes briller på bordet, en smule hårdere en intention var. Det fik i det mindste Stines opmærksomhed. Rilhya kunne mærke hende eget blod boble. Sådan kommentarer havde hun undgået hele hendes liv, men frygten for dem havde altid lagt i hende, især da hun besluttede at drive egen klinik. Hvad ville folk tænke?

"Du snakker da med mig Stine? Jeg er også mørk."

"Det er kun fordi jeg skal". Hendes mund sagde ord, som hendes hjerte ikke virkede til at forstå.

"Er det fordi du ikke må? Stine blev tavs på ny og stirrede ud af det førnævnte vindue. Aldrig havde en murstensmur overfor været så interessant som i dag. Måske der var kommet lidt graffiti på væggene?

"Hvem må du ikke for Stine? Din mor, din far?"

"Hvordan vil du helst dø? Under vand eller i flammer? Sagde Stine lavmælt før tårerne begyndte at trille fra hendes kind.

"Det forstår jeg ikke Stine" svarede Rilhya. Samtalen havde taget en uventet drejning.

"De spurgte ham hvordan han helst ville dø. Under vand eller i flammer? Han troede bare de drillede ham, men så hev de ham med op på badeværelse, og stak hans hovedet ned i toilettet..." Rilhya tog sig selv i at sidde med åben mund og polypper, og ruskede sig selv tilbage til virkeligheden. Dette var et af de øjeblikke hun var trænet i, måske hun skulle gøre brug af det.

"Og hvad skete så?"

"Så skyllede de ud imens han prøvede at få vejret. Det blev de ved med, indtil jeg til sidst fik skubbet den ene til side og trak ham op. Men de var fire og jeg var jo kun mig. Så de skubbede mig ud fra badeværelse og låste døren. Jeg råbte efter hjælp men musikken var så høj, at jeg ikke tror mine venner hørte mig. Jeg hev alt hvad jeg kunne i håndtaget, men kunne ikke få det op. De var ligeglade. Stine tørrede sine øjne, og bukkede hendes hoved dybt ned i sit eget skød.

"Var det sådan han døde?"

"Nej han brændte ihjel".

"Hvordan ved du det Stine, hvis du ikke længere var på badeværelset?"

"Jeg kiggede ind igennem nøglehullet. Selvom nøglen sad i, var der et smal sted jeg kunne se".

"Hvad gjorde drengene ved ham?"

"De klædte ham af, og dækkede ham til med et orange tæppe, som lå ovre ved badekarret. Så råbte den ene at han havde betalt rejsen for ham til helvede. Jeg ved ikke om de havde lighteren på sig eller fandt den. Men de satte hvertfald ild til tæppet". Stine snøftede

Rilhya var dybt chokeret. Hun tilbød Stine et glas vand som hun overraskende nok tog imod. Hun kiggede ned på sin tomme blok, ordene ville om end se lige så hårde ud på papir. Historien var så grusom, at hun var overbevist om, at intet at dette ville slippe hendes hukommelse.

"Hvordan kom de andre drenge ud Stine? Åbnede de døren?". Stine rystede på hovedet.

"Nej der kom ingen andre ud. Så havde jeg også hjulpet Mahmoud jo." Den eneste mulighed Rilhya kunne se, var at de andre drenge var hoppet ud igennem et vindue, det måtte hun huske at undersøge når hun kom ud til huset.

"Var det drengens navn? Mahmoud?" Hun nikkede.

"Alle de andre kaldte ham blot M. De havde svært ved at udtale hans navn"

"Hvordan kan det være at du inviterede Mahmoud Stine, men ikke vil gå sammen med mine døtre? Han er da også mørk? Var i kærester?". Stine blev rød i hovedet og kiggede på småkageskålen, som pludselig havde fanget hendes interesse. Hun rakte langsomt ud efter en med hendes små tynde arme.

"Lidt". Stine gumlede på kagen.

Rilhya rejste sig fra sin stol, og satte sig over ved siden af Stine. Hun lagde armen om hende, og kunne mærke Stine ligge hendes hoved op ad hendes hals. Flodbølger slog hårdt ned langs hendes krop.

"Det er meget vigtigt Stine, at jeg får navnene på drengene som gjorde det ved Mahmoud, ellers risikerer vi at de gør det igen. Kender du deres navne?". Stine snøftede.

"Jeg kender kun navnene på to af dem. De hedder Brian og Michael". Rilhya nussede hendes hår.

"For en pige der er så ung, er du godt nok modig. Det er en fantastisk egenskab min ven" hviskede hun forsigtigt i hendes øre".


Da Rilhya ankom til ruinerne af det brændende hus, kom historien pludselig til live foran hendes øjne. Det var egentlig ikke underligt, men højst surrealistisk på trods. Hun kunne se branden foran sig, og alligevel kunne hendes tanker kun fokusere på den stakkels dreng, som havde lagt fanget på et låst badeværelse, med hans krop fungerende som benzin på et bål. Intet menneske trods handlinger, burde nogensinde overrækkes sådan en skæbne.

Rilhya kunne se en høj slank herre komme hurtigt imod hende, det måtte være politiinspektøren. Hun trådte frem, og mødte ham på halvvejen.

"Pænt goddag Rilhya, det er vist første gang vi mødes officielt, vi navn er Dennis Pahl".

"Pænt goddag Dennis. Dejligt at kunne sætte ansigt på din stemme. Har du ordnet hvad jeg bad om?" spurgte Rilhya meget direkte, hvilket Dennis blot kunne smile af. Det var han helt sikkert vant til fra sin branche.

"Ja både Brian og Michael venter på dig ovre ved huset, men jeg forstår dog ikke hvorfor, at det er nødvendigt du har en samtale med dem, eftersom Stine allerede har fortalt begivenhederne for aftenen? Som tingene står nu bliver de sigtet for overlagt manddrab, men eftersom de er mindreårige begge... ja du ved hvordan det ender" svarede Dennis.

"Jeg tror der ligger mere bag, det er såmænd alt. Hellere være på den sikre side, right?" Dennis nikkede anerkendende.

"Følg med mig".

Rilhya svor at jo tættere hun kom på huset, des mere kunne hun lugte røg, men vidste udmærket godt fra hendes uddannelse, at dette blot var hendes hjerne der spillede hende et puds. Dette kunne vel sammenlignes lidt med fantom smerter - en soldat der mister sit ben i krigens kamp, men stadig føler smerten derfra. Hun stoppede tanken der. Nu var hun vist på dybt farevande.

"Brian, Michael, det her er Dr. Rilhya Tamar. Hun vil gerne bede om en kort samtale med jer, hvis det er ok?". Drengene sagde ikke politichefen imod. De vidste nok udmærket at de ikke havde meget valg.

"Jeg har snakket med et par af jeres klassekammerater, som alle har fortalt at i to, kom ganske udmærket ud af det med Mahmoud, på nær måske ikke lige at kunne udtale hans navn", sagde Rilhya en anelse næsvigt. Den ene dreng fniste, men stoppede brat da han opdagede at politiinspektøren ikke var gået længere væk end et par skridt.

"Det er noget drastisk at tale med en dreng i skolen den ene dag, til at den næste aften slå ham ihjel.". Begge drenge så dybt ned i jorden.

"Jeg har en teori drenge, som jeg gerne vil have i bekræfter. Jeg tror i slog Mahmoud ihjel af kærlighed". Drengene så begge uforstående op på Rilhya.

"Michael, din far spiller Squash sammen med Stines far Steffan hver fredag. Jeg tror godt, at du ved, at din fars værksted ikke kører særligt godt, har jeg ret?

"Ja" svarede Michael svagt.

"Og Brian, dine forældre er for nyligt gået fra hinanden, har det været hårdt for din mor?"

"Ja. Vores hus er meget tomt. Det var far der købte det meste, han tog det hele med" svarede Brian.

"Lovede Stines far at hjælpe jeres forældre ved hjælp af hans forbindelser i banken, hvis i hjalp med at fjerne Mahmoud fra hans datter?". Begge drenge brød ud i gråd, og Rilhya tog et skridt nærmere dem.

"Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre" sagde Brian grædende.

"Det er altid forkert at slå ihjel, især i jeres alder. Men i skulle heller aldrig været blevet sat i sådan en situation, det er det man har forældre til" sagde Rilhya med hvad der på hende selv lød til at værre en snært dirrende vokal.

"Tak for sandheden drenge. Det her får selvfølgelig store konsekvenser for jer, det håber jeg i ved". De nikkede begge svagt.

Rilhya trådte hen imod politichefen, og rettede forsigtigt på hendes briller. De forbandede næsepuder blev hendes død.

"Det må jeg sige. Den havde jeg ikke set komme. Steffan er en meget fremstående skikkelse i vores lokalsamfund" sagde Dennis som virkede ude af sig selv.

"Nogle gange viser folk sig at være en afskygning af hvad de engang var" svarede Rilhya med sorg i stemmen. "Først troede jeg Steffan var ligeglad med hans datter, men det viser sig at det var alle andre i stedet. Noget var galt det vidste jeg".

"Det må også have været en svær sag for dig?" spurgte Dennis forsigtigt.

"Hvorfor?"

"Pga. det med hudfarven". Rilhya smilte.

"Da jeg var seksten år tog min mor og far mig med på rejse til Frankrig. På tredjedagen besøgte vi en appelsin plantage i Nordfrankrig. Jeg havde aldrig før set så mangle appelsiner før, den orange farve malede hele plantagen som var det et maleri af Renoir i den tidlige impressionisme. Jeg husker den stadig i dag. Ved du hvad jeg lærte inspektør?" spurgte Rilhya stille. Dennis rystede på hovedet.

"At uanset hvor smukt noget er, kan man ikke undgå der er brodne kar i ny og næ".

"Amen til det".


Den følgende dag modtog politiinspektøren en fuld tilståelse fra Steffan.

Alle fire drenge involveret i drabet på Mahmoud blev sigtet, og idømt afsoning i det nærliggende ungdomsfængsel.

Stine og hendes mor flyttede kort tid efter fra byen, for at prøve kræfter i København.

Rilhya holdte den følgende tirsdag fri, og fik ordnet sin næsepude. Ugen efter tog hun sine børn med til Lyon.