Kapitel 1. Planeten uden håb.


Tid er en illusion.


I 2015 opdagede NASA'S Kepler-teleskop planet 438b, der 10 år senere blev kendt som Mercurian, grundet mange ligheder med Merkur. Planet havde dog som Merkurs storebror bedre forudsætninger, da den både var større og dermed rummede et bedre magnetfelt; men også havde temperaturer som den menneskelige krop ville kunne tilpasse sig til med tiden.


Mercurian kom for alvor i søgelyset, da den anerkendte forsker Dr. Phillip Hawthorne forklarede jordens situation i 2040. På det tidspunkt var en fjerdedel af nordpolen allerede væk, hvilket havde skabt massive oversvømmelser i både Skandinavien såvel som USA'S østkyst. Han påpegede, at uanset om man var optimist eller pessimist, ikke kunne se bort fra den massive ændring Jorden var i gang med at foretage sig, som en direkte følge af menneskets handlinger. Under Hawthorne's afslutning pointerede han klart, at uanset mængderne af ressourcer brugt, stod jorden ikke til at redde. NASA kunne ligeså godt dreje nøglen rundt, hvis de ikke var klar til at flytte den menneskelige civilisation andetsteds indenfor få år, for længere ville det ikke tage.


Hawthorne's ord skabte en storm på internettet blot få dage efter. Andre forskere havde sagt samme tidligere, men ordene var aldrig før blevet bakket op af en overstået tragedie.


NEW YORK TIMES
   20.000 DEAD IN MASSIVE FLOOD
   TOP TEN WORST TRAGEDIES ON THE EAST COAST


Tragedien var imminent. Alle øjne var på NASA's præsident Ilroy Kennedy, som for første gang i sit liv følte sig så presset, at han besluttede sig at flytte størstedelen af NASA's think tank til planetudforskning af planet 438b, Mercurian. Tre separate rumsonder blev øjeblikkeligt sendt afsted efter nærmest hensynsløs testning, hvilket blot skabte mere storm på nettet, da to af disse eksploderede få dage efter afsendelse. Dagen blev kendt som Sort Dag.


I 2045 overtog Scott Greizman den kommanderede post på NASA, efter Kennedy var blevet tvunget af posten af USA's præsident. Greizman fortalte åbent til verden, at selvom opgaven som lå for hans fødder så umulig ud, ville han flytte NASA's fokus til noget der kunne give øjeblikkelig virkning, nemlig at udforske galaksen for "smuthuller", som han jordligt forklarede det. Greizman's åbenhed gav, på trods af den massive katastrofer, en smule lys for enden af tunellen, og NASA fik både budget og tid til denne massive opgave af USA's befolkning.


Tid er en illusion.


I 2047, blot to år efter Mercurian-programmet blev finansieret, fik NASA et uventet gennembrud. Det havde lykkedes at finde et hidtil uset ormehul, som på mindre end to år, kunne transportere mennesket næsten 500 lysår til den anden ende af galaksen; mest interessant tæt på Mercurian selv. Ingen vidste hvad ormehullet indebar, hvilket medførte både en lokal afstemning i USA, og en verdenslig afstemning for, om hvor vidt chancen og rejsen skulle tages. Pessimisterne som diskuterede imod, argumenterede for at intet faretøj før havde overlevet blot at komme tæt på et ormehul, og af den statiske kraft, uanset materiale, ville rive skibet fra hinanden uden chance for succes. Optimisterne derimod mente, at hvis de kunne fjerne en stor del af de tunge metaller fra skibets kerne, og erstatte det med bøjeligt PCV, ville skibet godt kunne klare modstanden. Det var selvfølgelig en chance, for skibet var mere modtagelig overfor en asteroide-kollision.


På nær Europa, stemte hele verden for, og således påbegyndte NASA sin største rejse siden det første tur til månen.


For at spare tid, besluttede Greizman og resten af NASA, at ombygge Constellation II -raketterne; mere specifikt at gøre begge raketter lettere og at mindste brændstofstanken, da de nu ville spare mere end otte års rumrejse hvis missionen lykkedes. De fire astronauter som allerede var klargjort og godkendt til Constellation programmet, heriblandt den 42.årige Joshua Pardew, blev udvalgt til at styre Mercurian-raketten på dens jomfrurejse til ormehullet. Grundet den elektriske sfære som omringede ormehullet, ville al kommunikation være umulig den sidste del af turen, og således måtte jorden vente i frygt og spænding på, hvorvidt de var reddet - eller dømt til at dø på en planet uden håb.


NASA offentliggjorde i foråret 2048 at opsendelsen af Mercurian raketten ville foregå i sommeren, og at både afskeden og den lange rejse til ormehullet, ville blive fuldkomment åbent og delt. I den forbindelse ville alle fire astronauter føre dagbog, og mere end 20 kameraer ville føre ajour, så længe forbindelsen fra jorden kunne klare raten. Greizman's strategi blev hyldet af befolkningen, som nu fik nyt at samles omkring fremfor sorg.


20. juli 2048 blev Mercurian opsendt i stor success, og samme dag startede jordens nyeste mest sete TV-program: The Mercurian Travels med hovedrollerne Joshua Pardew, Catherine Simonas, Kevin Johnson og Anita Cruz. Astronautenes dagbøger blev frit tilgængelige på internettet, og tog hurtigt NY times første plads på bestseller listen fra Rowling's nye eventyr; Tryllestavens Oprindelse.


Joshua Pardew's dagbog, d. 4 August 2048:


Dette er mit første dagbogsindslag i mit voksne liv, skrevet d. 4 august, blot to uger efter vores opsendelse. Som en mand af videnskab, har jeg altid anset mig selv for at være yderst professionel, men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at tænke rumrejse i dette øjeblik, når jeg ved at min familie allerede nu, savner mig mere end noget andet. Jeg giver ingen undskyldninger, jeg ved udmærket hvad min mission er, og det har jeg vidst allerede fra den første dag jeg trådte ind i NASA. Jeg vil gerne sige tak for tilliden til at alle mine kollegaer og venner ved NASA. Jeg glæder mig meget til at repræsentere jer alle ved at sætte det første spadestik for lysårsrejse, men samtidig glæder jeg mig til at se jer alle igen, i den nærmeste horisont. I har sikkert allerede set en del til os på Jorden, men jeg lover jeg at vi alle heroppe også ser jeg hver dag - i vores minder. Det er uvant for mig at blive så sentimental, men jeg håber i alle forstår og accepterer den lille erklæring. Nu har jeg vist været vatpind nok, det mener hvert fald både Catherine og Anita. Nok om det.


Efter en fejlfri opsendelse, er vi stødt på større forseelser, som har gjort, at jeg først har fået skrevet dette indslag nu. Som det første opdagede vi, at en af faretøjets luftventiler i kontrolrummet gav sig, des længere væk vi kom fra jorden, hvilket selvfølgelig gjorde at vi måtte afskærme kontrolrummet fra resten af skibet, for ikke at miste alt ild om bord. Heldigvis fik vi skiftet ventilen før der opstod et vakuum, som kunne havde ødelagt kontrolpanelet. Det er i sådan en situation at man takker den højere magt for, at Kevin Johnson, udover at værre en enestående astronaut, både er spidsfindig og ekstremt god med de værktøjer han er givet. Nok er jeg en mand af videnskaben, men i det øjeblik blev jeg forenet med gud, mere end resten af mit liv på jorden. Hashtag PraiseScienceandGod


Som det andet har vores varmeskjold på venstre side af skibet revet sig 0.8mm løs, hvilket resulterede i en straks overophedning i afgangsområdet på 44 grader celsius, hvilket selvfølgelig er højst problematisk, da vi risikerer at brænde op levende hvis pladen bliver ved med at give sig. Da dette var et uforudset problem, givet vi ikke har medbragt isoleringsskum, har vi måtte bøje et sæt nye plader selv, som vi har kunnet sætte bag det rigtige skjold, ud af vores letmetals madbakker. Hvor vidt det holder må vi se. Ingen af os ønsker samme skæbne som astronaut-holdet om bord på Colombia i 2003. Selvom videnskab rækker langt, kunne ingen have forudset dette, så dette er ikke et forsøg på at fordele skyld - tværtimod. Kryds fingre for os.


Som situationen ser ud nu, følger vi vores tidsskema. NASA'S hoved central har sendt satellit billeder som viser en mindre asteroide regn i den nærmeste horisont, men vi har tid nok til at kunne styre udenom uden problemer, så vi ser det som en bagatel. Og til jer som læser med; Nej asteroiderne rammer ikke jorden, de brænder op længe for de er i nærheden, bare roligt.


Vi er alle fire ved godt mod, og håber på et par fredfyldte måneder uden forhindringer. Pas godt på jorden mens vi er væk, så lover vi at passe godt på hinanden om bord på skibet. Vi har allerede nu tildelt kaptajn rollen til Anita Cruz. Hun har altid godt ville være kaptajn, og vi tør ikke rigtig andet. Hun er en barsk kvinde. Jeg driller Anita. Før os mod nye højder.


Joshua Pardew, Mercurian Expedition, Out.


Anita Cruz's dagbog, d. 8 August 2048:


Observering d. 20 juli.

Afsendelse gik optimalt. Vi brugte 0,9 procent mindre brændstof end forventet.

Observering d. 22 juli

Mercurian skrog stod imod sfærens G-force, og på nær et mindre ventilproblem, ser raketten ud til at modstå hvad der kommer i kontakt med det.

Observering d. 24 juli

Mistet kontakt til NASA hoved centralen i 3 minutter og 14 sekunder. Forbindelse genoptaget.

Observering d. 26 juli

Vores bane folder sig pænt ud for vores fødder, og vi er tidsmæssigt på rette kurs.

Observering d. 29 juli

Jeg har været tvunget til at holde oversyn med Johnson's uddeling af rationer, da vi ellers ikke holder kvoten vi er sat til. Har tildelt Johnson en reprimande, og forklaret situationens fremtidige konsekvenser hvis det forsætter.

Observering d. 2 august

Efter en konstant varmeforøgelse i skibet, har vi igangsat en undersøgelse for at lokalisere problemet. Afklaring følger.

Observering d. 2 august

Et metalskjold i skibet har revet sig løst, men vi arbejder på en hurtig og kontant løsning.

Observering d. 3 august

Efter samarbejde med holdet, har jeg fået skiftet metalskjoldet i skibet, og temperaturen er nu dalet. Vi følger løbende op.

Observering d. 5 august

Opfølgning på varmeskjold; Intet nyt.

Observering d. 7 august

Opfølgning på varmeskjold; Stadig intet nyt. Vi anset problemet som løst.

Observering d. 8 august

Flere af skibets astronauter er ramt af hjemve. Jeg håber ikke dette rammer deres beslutningsevne, når faren står på lur.

Observering d. 8 august

Sarah min engel. Dette er for dig!

Kevin Johnson's dagbog, d. 8 August 2048:


Kære dagbog. Jeg blev opfordret af Anita Cruz til at skrive, eftersom vores deadline var for en uge siden, og jeg lytter selvfølgelig efter, som den velopdraget mand jeg er.
   Jeg... er uden ord for hvor stort presset på vores skuldre føles, og hjemveen er overvældende, på trods af den relative korte tid vi har været væk. Alt er relativt. Undskyld for forsinkelsen, men alting heroppe virker tidsløst.


Starten på vores rejse har indtil videre være god uden problemer værd at nævne, så ingen grund til bekymring derhjemme. Jeg er omringet af professionelle folk, som har trænet til dette i hvad føles som et årti.
   Mine opgaver på skibet, såsom at holde styr på vores rationer, og sørge for at indsende dagbøgerne, er små set i det store billede. Anita Cruz er vores kaptajn, og min vigtigste opgave er at sørge for mine kollegaer, især hende. Det kræver en del at navigere den store uendelighed. Jeg føler det er vigtigt, at komme på god fod med hinanden fra starten, så rationerne bliver delt ud med løs hånd. Enhver ved at mad skaber vej til lykke. Plasticmaden som vi kalder det er udmærket, men det falmer i forhånd til mors barbecue gryde. Men lad os nu være ærlige; hvad gør ikke i forhold til den? Det vigtigste er, at vi alle er mætte og veltilpasse. Så bare rolig, der er ingen grund til bekymring. Vi kommer alle godt ud af det med hinanden, og det er professionelle folk jeg har med at gøre. Så bare rolig.


Jeg har til dags dato nærlæst og indsendt alle dagbøger, så i derhjemme kan følge med i hvad der sker. Uden at røbe for meget, er nogle af dem mere spændende end andre.
   Min kære familie. I er alle savnet. Clara... min skat. Lad være med at bekymre dig. Jeg har stadig din halskæde på. Jeg ved, at den nok skal bringe lykke på vejen. Thomas min lille bandit. Pas på mor og husk at far snart kommer hjem. Nok er du lidt ældre til den tid, og jeg meget træt af plastic mad, men husk; Jeg elsker dig søn. Jeg håber du får en god fødselsdag til oktober. Jeg har købt en lille ting til dig, som mor passer på. Undskyldning for indpakningen. Du ved godt, at det primært er dingenoter og klingeklang jeg roder med til dagligt.


Jeg lover at fortælle hvis der sker nyt. Så bare rolig.


Signing out, Kevin Johnson.


Catherine Simonas dagbog, d. 8 August 2048:


Jeg vil starte med at sige tak til min overordnede, Ms. Camille Jackson, som sørgede for overflyttelsen fra Constellation projektet til Mercurian. Jeg er glad for du så ilden i mine øjne, og at du potentialet fremfor fejlene. Jeg vil gøre alt for ikke at skuffe dig herude. Allerede nu er rejsen højdepunktet på mit liv, og jeg kan næsten ikke vente, til vi for alvor baner frem i galaksen. At se Jorden så lille og skrøbelig, synet er intet mindre end betagende og surrealistisk.


Til mine skønne rumtøser Shirley McKelly, Reese Grass Hooper og Diane Fox, jeg vil aldrig glemme vores fantastiske tid sammen uden tyngegraf i træningshallerne. Det her er for jeg.
   Ligesom d. 20/09/2022 da kvinder fik retten til at gifte sig, begiver menneskeheden atter ud på en ny rejse, som vil bryde grænserne for hvad der er muligt, hvis blot det rette syn (og teknologien selvfølgelig) ser derhen. Jeg er beæret over at være amerikaner, og lover at plante mit flag igennem ormehullet, så selv i derhjemme kan se det.


Susan min skat. Tak for tilladelsen og forståelsen.
   Jeg håber i derhjemme er tonedøve. For mit blodomløb skriger i lykke.
   Catherine Simonas, Head of Technology, the Mercurian Expedition.

Kapitel 2. Døden i nye klæder


D. 05/05/2049 til FN's halvårlige klimamøde, blev den hidtil største evakuerings-aktion nogensinde påbegyndt, da Island nu kun indeholdte 5 % beboeligt land, grundet både de enorme oversvømninger, men også pga. temperaturen i landet var faldet til i gennemsnit - 42,50 grader. Hele FN deltog i redningsaktionen, og formåede at fragte mere end 5.000 islændinge til det sydlige Europa, til de lande som først nu var begyndt at mærke moders jord forandring. Udover de 50.000 estimerede man, at der kun var bosat 5.000 islændinge tilbage på øen, som nægtede at modtage hjælpen udefra.


300.000 islændinge dræbt. 300.000 forsvundet fra verdenskortet på blot 9 år.


De forgangne ti år viste sig, at værre den største fredsperiode Jorden nogensinde ville opleve, for ingen i verden havde ressourcerne til at bekæmpe hinanden. De individuelle lande udenfor FN omlagde deres atomkraftværker til rumcentre med fokus på test-og udvikling, i et forsøg på både at slå USA's Mercurian program, ligesom Russerne i sin tid udfordrede dem i hvad der blev kendt som Rumkapløbet.
   På nuværende tidspunkt i 2049, var Tv-serien Mercurian Programmet blevet så populært, at op imod 200 lande streamede det 24 timer om dagen. Det fik selv mere tale end det hvide hus, hvilket skabte en overraskende udtalelse fra selv samme organ.


USA's daværende præsident Natasha Obama trådte på talerstolen d. 20/05/2049 live for hele verden, for at give hendes syn på Mercurian og dets bindeled; De fire astronauter deri.


"I går aftes læste jeg i Washington Papers, at det hvide hus ville have den samme mængde indflydelse, som Jorden ville have i galaksen om ti år; Ingen...! Jeg lover jer alle, at vi, ligesom hver eneste Amerikaner, udviser vilje og målrettethed, også selvom vores offentlige udtryk er dæmpet de seneste år. Vi er i konstant dialog med både NASA, FN og det nyligt oprettede SRT - Special Reinforcement Team, for at tilbyde både støtte i form af økonomi, men også sparring på problemer, forandringer og ikke mindst muligheder.
   "Al snak i denne tid synes at falde på Mercurian og dens fire astronauter - og med god grund. Hvad enten man tror dommedagen venter lige rundt om hjørnet, eller om mange år frem som jeg, har NASA og deres udsendte aldrig haft større mission end nu. Tiden vi lever i, er en tid som de færreste så ankomme så hurtigt, hvilket er hvorfor vi må stå stærke sammen. Vi som civilisation kan overvinde alt".


"At flytte en civilisation til en anden planet er i mit hoved stadig surrealistisk. Som min afdøde far altid sagde, må han hvile i fred, Change will not come if we wait for some other person, or if we wait for some other time. Vi er kommet langt trods forhindringer på vores vej, og jeg er sikker på, at vi om 25 år har rykket os længere end vi nogensinde kunne forestille os. Vores generation - har ubeskrivelig viden. Vi kan - Vi skal - Sejre - Thi vi er frie - På denne planet - Eller anden".


I September 2049 kom der foruroligende nyheder fra Mercurian, der blot var to måneder fra ormehullet. En astronaut var omkommet om bord på skibet.


Der blev afholdt en minde ceremoni i Madison Square Garden, hvor mere end 40.000 mødte op.

Joshua Pardew's dagbog, d. 12 september 2049:


Kære dagbog og resten af verden. Jeg må desværre meddele at astronaut Kevin Johnson natten til i dag døde af hjertestop. Kevin havde i den sidste måneds tid haft store humørsvingninger, og havde gentagende gange udtrykt bekymringer for både vores mission, men også hans familie derhjemme. Dette kunne ses i hans styring på rations-posten, hvor Anita Cruz gentagne gange irettesatte ham, da han selv indtog mere end 50% mere end budgetteret. Derudover havde Kevin svært ved at føre sine egne dagbøger, da han ifølge egne ord "blev overvældet af minder og frygt". Jeg kondolerer til både Kevins familie, venner og kollegaer. Han vil altid være en af de bedste astronauter, jeg nogensinde har arbejdet sammen med i mine18 år hos NASA. Jeg håber døden ikke er enden, for hvis der er en de r fortjener en ny start med sin familie, er det Kevin. Hvil i fred du fortjener det. Hashtag R.I.P


Kevin er ikke den eneste der har følt presset. Anita Cruz har flere gange vågnet skrigende og panisk. Hun er hjemsøgt af en drøm, hvor skibet under hendes styring bliver ramt af en asteroide. Som situationen ser ud pt. sover hun en del mindre end planlagt, og vi er tvunget til at vriste hendes hænder fri fra styringstjansen ved vagtskifte. Anita benægter det selvfølgelig, men det er tydeligt hun kæmper mod indre dæmoner. Catherine Simonas og jeg gør alt hvad vi kan for at hjælpe hende, men jeg tvivler på, at den Anita vi kender, vender tilbage foreløbigt. Forhåbentlig får vi to stille måneder inden vores rejse ind i ormehullet. Jeg må indrømme, Anita var ikke helt den person jeg troede. Inderst inde er hun et skrøbeligt væsen, nøjagtigt som alle os andre. Det klæder hende.


Vi har haft mindre problemer med transmission hjem til, men det virker til at Catherine har løst problemet før nu. Hun har prøvet at forklare det for mig, men alt jeg forstod, var noget med en satellit der ikke modtog korrekte lokaliserings frekvenser. Giver det mening? Det håber jeg. Ellers må hun selv tage ordet i egen dagbog.


Vi fik nyheden om oversvømmelsen på Island, og kondolerer for alle dem som har mistet. Må gud være med jer. Forhåbentlig ser han, at vi hans folk, gør hvad vi kan - og kun be'r om en smule hjælp. Hvis du lytter Gud, så er det nu hjælpen godt må komme. Både til jorden og os.


Jeg savner jer alle sammen derhjemme. Hav tro på os. Vi har på jer.


Joshua Pardew, Mercurian Expedition, Out.


Anita Cruz's dagbog, d. 12 september 2049:


Observering d. 3 september.

Kevin Johnson formår stadig ikke at holde rationerne nede til et punkt, hvor vi stadig har nok til hjemturen. Jeg har til dags dato givet ham hans sidste advarsel.

Observering d. 4 september

Kommunikations satellitter reagerer ikke på vores korrespondance. Catherine Simmons er sat på sagen.

Observering d. 6 september

Opfølgning på satellitterne. Intet nyt.

Observering d. 7 september

Vi har nu formået at få både sendt og modtaget data fra Jorden. Satellitterne er dog stadig ustabile. Er i tvivl om Catherine magter opgaven trods hendes indsats.

Observering d. 8 september

Jeg har taget 2 kg på, men tror ikke jeg er den eneste. Holder nøje udkig med Kevin Johnson og hans post. Stemningen på skibet er dog højere end de sidste på måneder. Måske jeg er for hård ved Kevin?

Observering d. 11 september

Tog Kevin Johnson i at tage sovepiller sent på aftenen, trods dette er imod reglementet. Han virker ustabil, og jeg tror mere og mere han putter en facade på. Overvejer at få Joshua Pardew til at tale med ham. Måske han trænger bedre igennem.

Observering d. 12 september

Kevin Johnson fundet død i nat.

... Jeg har skyldfølelse.


Kevin Johnson's dagbog, d. 10 september 2049:


Hej Jord. Hej familie. Jeg savner jer alle derhjemme.
   Vi er nu et godt stykke på vej i vores rejse, og tiden begynder at synes gå langsommere end før. Lad mig bare slå fast: Rum tid er ikke det samme som jordtid. BASTA!


Udover lidt kedsommelighed omkring mine poster går rejsen godt, så ingen grund til bekymring derhjemme. Det er professionelle folk som er udvalgt på deres kompetencer, så vi er alle i gode hænder. Anita kører forsat den hårde tone, og viser stadig ingen svagheder. Gid det var mig der havde den mængde selvsikkerhed. Det havde bragt mig langt i basket karrieren. Jokes til side og lidt alvorsord herfra.


Vi er nu ved at nærme os ormehullet, og er løbet ind i problemer vedrørende vores transmission. I tilfælde af at vi ikke overlever/formår at kunne sende igen, vedlægger jeg i næste uge mit testamente i dagsbogsform. Jeg ved godt det er lidt langt ude, og at jeg ikke er særlig godt forberedt på det, men må indrømme, at jeg ikke skænkede døden en tanke derhjemme. Eller. Det gjorde jeg måske, men den var så fjern da vi begyndte optræningen til Constellation 2 programmet. Så for en sikkerheds skyld kommer det i næste uge. Ingen grimme overraskelser der bare roligt.


Elsker jer alle sammen derhjemme, hils pelsede ChiChi fra mig.


Signing out, Kevin Johnson.


Catherine Simonas dagbog, d. 12 September 2049:

Jeg vil gerne starte med at kondolere overfor Kevin's familie hjemme på jorden, og dernæst takke Kevin for en fantastisk indsats om bord på vores skib. Kevin har på egen hånd formået at løfte stemningen på skibet, og være både kammerat og kollega på en og samme tid. Jeg er sikker på at Kevin var ærkestolt over at kunne kalde sig NASA-astronaut, og jeg håber han modtager den hyldest han fortjener på jorden.


Vores job er meget anderledes end de fleste. Selvfølgelig er der en del ære i at være astronaut, men de fleste derhjemme tror blot, at vi er fysikere i en rumdragt, som aldrig kommer ud og oplever verden alligevel. Til alle jer kan jeg sige; det er forkert. Vores job både i træning og i praktisk involverer stor fare. I mine øjne blev Kevin offer for en utrolig hård psykisk rejse, som han ikke kunne se enden på. Hvor vidt det er tilfældet ved jeg ikke, men det er et godt gæt. Jeg tror fremtidens NASA skal sætte endnu flere ressourcer (der bliver i forvejen sat en del af) til psykisk og mental træning af deres næste generation astronauter, om det så bliver på Jorden, Solen eller vores kære Mercurian planet.


Dagen i dag er en hård en for både Jorden og NASA. Vi har mistet et unikt individ, som bestrålede mange personer omkring ham med sollys. Vi heroppe er professionelle og forsætter vores rejse som var intet ske, men tro mig; vi græder indeni.


R.I.P Kevin


Catherine Simonas, Head of Technology, the Mercurian Expedition.


Kapitel 3: Ved Verdens ende


Efter fire dage uden transmission fra d. 4-7 november, forsøgte Mercurian ekspeditionen på ny at sende deres dagbøger d. 10, to dage før de var planlagt at flyve igennem ormehullet, uden held. Og således endte den første - og den sidste sæson af The Mercurial Travels på moder Jord.


Uden visionen om frelse brød panikken på ny ud på Jorden, og især i U.S.A. hvor 92 procent af befolkningen troede dommedag ville komme i en nær fremtid, tog vanviddet overhånd og banede vej for anarki.
   D. 12 November døde daværende præsident Natasha Obama, efter et angreb på Det Hvide Hus fra vrede hvide civilister der krævede svar. Uden en leder ved roret gik kongressen i stå, og blev offer for samme skæbne blot en uge efter. Ny-anarkisterne dannede deres eget diktatoriske parti, som i de følgende måneder tog alle beslutningerne på folkets vegne i resten af U.S.A. De fik desuden iværksat en ny Mercurian raket på grundlaget, at nu kunne befolkningen følge en nyt hold på tur, og dermed viste Ny-anarkisterne at alting røg over hovedet på dem. Men det skulle ende med at være lige meget.


1. januar 2050 oversvømmede 75 procent af U.S.A og de følgende uger fulgte flere lande trop, deriblandt Danmark, Tyskland, Frankrig, Spanien og Portugal.


I sommeren 2051 gik Jorden officielt under, da den sidste overlevende Minh Lo Ying døde af indre kvæstelser i centrum af Seoul.


Der skulle gå 125 år før ny korrespondance blev oplæst på Jorden, for ja; Jorden vendte lang tid senere tilbage til en æra af civilisation i galaksen, og nej: Det er ikke mig i skal takke for det. Det er min bedstefar, som samlede alt dette data sammen under hans hjemrejse til Jorden.


Som annonceret hver uge i The Mercurian Travels: Forsættelse følger.

Timothy Pardew, the Legend of the Mercurian Travels, Part One.