Kapitel 1: De dødes brød

Haart Slottet

"Lord Haart, vi har modtaget nyt fra General Daggerts ravn, der netop er landet" meddelte kammertjener Viktor.

Der var ingen respons. Lord Haart fortsatte med at stirre ud igennem det smalle ramponerede slotsvindue, som var han et genfærd af fortiden. Hans fingrede vandrede op og ned langs det fornemme bøgearmlæn, mens hovedet nikkede fra side til side. Hvis Viktor ikke vidste andet, lignede det at hans sind sov. Lord Haart havde ikke været sig selv længe. Han besluttede modigt at forsætte:

"General Daggerts enhed har observeret flere hundreder gobliner vandre nord imod Det Gyldne Pas for at rekognoscere på Kong Gretchens vegne. Selvom de ikke er alt for godt bevæbnet, minder Lord Daggert dem om goblinernes kampiver og sammenhold. De bliver ledt af en Goblin håndhæver større end tre mænd, som konstant er i kontakt med Kong Gretchen via ravn må vi formode".

Viktor stoppede op et sekund og tog en dyb vejrtrækning, i forsøg på at styre hans dirrende stemme. Han var dog ikke bange, nærmede ydmyg.

"Lord Daggert anbefaler derfor at du flytter den tredje bataljon frem til Tigerdalens udsigtstårn, i tilfælde af at goblinerne beslutter at gå vest imod vores slot. Skulle det lykkedes dem at komme sikkert ned i dalen, mister vi vores strategiske forhold og kan blive flankeret. Han ønsker svar på om han skal blive, eller vende tilbage til Haart slot, min Lord?".

Kammertjener Viktor kunne se at Lord Haart trak på skulderbladet, men besluttede sig at blive stående i døråbningen. Intet svar var som regel et dårligt tegn, og han havde ikke brug for flere problemer i en i forvejen problemfyldt uge. Lord Haarts kone, Caithlyn Haart, havde allerede irettesat ham en gang, for manglende personlig hygiejne. Han havde prøvet at fortælle hende blidt, at hans arbejdstider ikke tillod daglige badepauser, men hun havde viftet ham væk med ordene "Så må du gøre det bedre fra morgenen af". Viktor havde altid været glad for at tjene familien Haart, men foretrak dog mændene i familien, Lord Edward Haart og hans søn William Haart. De udviste begge stort engagement i både deres adfærd for tjenestefolkene og for deres rige. En egenskab som Viktor ikke, var den eneste der værdsatte højt. Han tog en indånding, og trodsede sit første instinkt ved at tage to skridt frem mod det næsten tomme skrivebord, som engang havde været fyldt med håndværk fra Lord Haarts børn.

"Lord?"

Lord Haart vendte stolen om imod Viktor, og tog en slurk af hans hvede øl.

"Jeg hørte dig godt første gang Viktor... og anden gang. Sig mig... Er min søn stadig i Lysskoven? Spurgte Lord Haart bestemt.

"Øm ja... det er han Lord. Men jeg forstår ikke sammenhængen?" svarede Viktor tilbage.

Lord Haart rynkede på næsen. Han red en hånd igennem det blonde hår, og kom pludseligt en smule til livs.

"Send en soldat ud for at bringe ham tilbage til slottet. Det er ikke sikkert at være i Lysskoven, hvis goblinerne beslutter at indtage landet skridt for skridt. Selvom Lysskoven ikke giver en stratetisk fordel, giver den en mindre fjende for Kong Gretchen. Send et advarselsbrev med soldaten til beskytteren af skoven Erutan Llwyn.
   Han vil helt sikkert have øget hans sikkerhed bare i tilfælde" sagde Lord Haart lavmælt.

"Det skal jeg gøre Lord, tak min Lord" svarede Viktor, og vendte sig imod døren.

"VIKTOR. Uanset hvad der sker så er William førsteprioriteten. Han er fremtiden for Haart familien", halvråbte Lord Haart som sidste bemærkning, inden han viftede Viktor helt ud.

Viktor løb så hurtigt han kunne imod barakkerne, og var flere gange tæt på at vælte en hårdtarbejdende tjenestepige. Han fik dog altid lige præcis rettet op i tide, som om at frygten for at skuffe, holdt hans balance ved lige. Nede i slotsgården trænede Lord Haarts soldater hårdt med tanke på den kommende krig, og Viktor forsøgte at være så usynlig som muligt. Han løb langs indersiden af slotsmuren, men hans tempo fangede dog stadig et par stykker af de flakkende soldater blikke. De fleste hilste pænt på ham trods hans lavere rang, velvidende om at Viktor var anset højt af både Lord Haart og William. Trods deres jobs ikke bestod af det samme, kunne der stadig være høflighed imellem dem indenfor slottets mure. Viktor åbnede døren til barakkerne og fangede den første ridder han fik øje på ved navn Fendrel Allister, en ung fyr som havde store fodspor af fylde, efter hans fars tragiske død i de Kolde Bjerge i norden.

"Sir, besked fra Lord Haart. Han ønsker hans søn bragt tilbage til Haart slottet med det samme, og dette brev afleveret til den højeste beskytter af Lysskoven Erutan Llwyn. Førsteprioriteret er unge Lord William. Han kunne ikke understrege dette nok", meddelte Viktor ydmygt til Fendrel.

Fendrel tog imod brevet, nikkede blidt på hovedet, og kaldte på hans væbner. Han hjalp brynjen på ham, og spændte ham fast til hans hest Hvedesko. Trods hans alder havde de oplevet mange eventyr sammen, og han havde en fornemmele af, at dette ville være den næste.

"Nu ligger vi Haart slottets hvedemarker bag os Hvedesko. Lysskoven er vores destination", sagde han behageligt til den ældre hingst.

---

Lord Haarts tunge fodtrin gav et ekko i alle hjørner af Hvedehallerne, fra det sekund han trådte ind. Ved siden af hans regerings stol sad hans kone Lady Caithlyn Haart og afventede hans ankomst. Hun trak anstrengt på smilebåndet, da han satte sig, og kiggede ud over befolkningen som var samlet i deres hus, primært hertuger og adelsmænd. Hun vendte sig mod Lord Haart, tog hans hånd, og klemte den så hårdt hun kunne, i håb og at hendes budskab trængte klart ind. Hun var vred.

"Du har altid været utrolig hengiven overfor din søn, men må jeg minde dig om, at du aldrig får ham at se igen, hvis Tigerdalen og Hvedehallerne falder under fjendernes magt" sagde hun med en lavmælt fast vokal.

"Slot og terræn bærer ikke vort navn videre, det gør vores børn. William er vores bedste chance for at bibeholde den noble Haart familie i den kommende alder. Jeg elsker både vores søn og datter, men efter Emmahs ulykke i fjord, er chancerne for at gifte hende godt væk til en respekteret Lord mindre end aldrig før. Jeg vil ikke se William gifte sig med en elverkvinde, det bliver over mit lig. Derfor hentede jeg ham hjem... og for hans sikkerhed selvfølgelig" sagde Lord Haart. "Det må du kunne forstå."

"Kan du ikke engang være ærlig overfor din kone mere? Jeg ved da udmærket godt, at du intet har imod elverkvinden. Lad være med at bruge det som undskyldning, fordi du er for svag til at udkæmpe denne krig. Du har ændret dig efter Emmahs ulykke. Vågn op og kom væk fra din selvmedlidenhed".

"Jeg er ikke svag, men tålmodig" sagde Lord Haart forsigtigt. "Jeg har 800 mand til rådighed. Kong Gretchen af Babylon har 2000. Vi kan ikke gå hæsblæsende fuldt ud til angrib og beholde vores mænd. Sådan hænger verden ikke sammen. Jeg er ældre end dig, klogere end dig så hør!. Jeg er trods alt stadig din konge. Husk det!".

Caithlyn skubbede hårdt bordet væk foran hende, og stolen faldt til rygs og flækkede på midten. Adelsmændene rejste sig op af respekt, men satte sig hurtigt ned igen, da de så kongens reaktion på deres handling. Kongen var trods alt kongen. Enhver adelsmand vidste udmærket godt, at kongens ord var lov i hele Tigerdalen og ved hvert eneste landbrug rundt omkring Hvedemarkerne. Adelsmændene havde det generelt rigtig godt i Tigerdalen, deres eneste frygt var dog Lord Haarts indskærpede territorium, som de anså som at være et faresignal for fremtiden.

Lord Haart så det derimod ikke som et tegn på svaghed. Et mindre rige betød mere sammenhold. Det forstod Caithlyn ikke, hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Da de var blevet lovet til hinanden som unge, sendte hans far Haimond Haart ham på lange ekspansionsrejser for at sikre rigets konstante udvidelse, og dette var blevet en af Caithlyns foretrukne træk ved Lord Haart. Hans eventyrlyst. Sammen arbejde de som Haart slottets ambassadører og dette bød på rejser til Anchier-Fortet, Det Gyldne pas, ja selv Babylons indre rige. Han troede at hun savnede det i øjeblikket, med alles øjne på den forestående krig. Hun havde ikke kaldt ham Edward i flere uger, og begge slottets soveværelser var nuværende i brug. Men han kunne ikke risikere Williams liv. Skulle der ske ham selv noget i krigen, blev familien nødt til at have et stærkt overhoved; og det var William allerede ved at blive trods de blot 25 år.
   ---
   Det var lang tid siden at Emmah Haart havde besøgt Hjerternes Katakomber under Haart slottet, men alt den snak om krig havde fået hende til at mindes hendes afdøde bror Loris Haart. I en alder af blot 21-år, havde Lord Haart givet Loris den meget betydningsfulde opgave, at rejse til hovedstaden Babylon med en gave til Kong Gretchen nyfødte barn. Denne historie endte med at blive den mest fortalte igennem tiderne. Få dage forinden Loris blev afsendt mistede Kong Gretchen og hans kone Rhea deres barn. Denne nyhed nåede aldrig vestpå, og Loris rejste derfor afsted uden den viden. Ved hans ankomst til Indre Babylon præsenterede han sin gave til en fortabt og ødelagt Gretchen, som i et øjebliks vrede stak sit gyldne sværd igennem Loris, foran hele Babylons vismandsråd. Nyheden bredte sig hurtigt vestpå, og Emmah kunne stadig huske hendes fars ansigt da den blev overbragt. Hun havde hverken set hendes far eller mor smile siden. Det var blevet hendes største ønske, blot et enkelt smil fra dem begge. Emmah satte sig på hug foran hendes brors gravsten, som dog blot var en mindesten. Mordet satte krigssnak i gang, og i de umådelige lange frygtens måneder, blev prioriteten om at bringe Loris lig hjem, mindre og mindre. Emmah kiggede sig over højre skulder, og så til sin overraskelse Qahli, hendes fars rådgiver stå standhaftigt bag hende.

"Jeg glemmer aldrig din fars ansigt. Fortvivlelsen. Smerten. Ingen mand burde miste sin søn, konge eller ej" sagde Qahli roligt, og lagde sin ældre hånd blidt ovenpå Emmahs smalle hoved.

"Det var også det første som jeg tænkte" svarede Emmah med en rystende stemme.

Hun kunne mærke tårerne knibe sig langsomt frem. Hun drejede hovedet den anden vej, da der ikke var grund til at Qahli skulle se hendes sorg.

"Der var engang, hvor din far lyttede til alt jeg sagde, men det ændrede Loris død desværre. Han har set passivt til i lang tid, mens jeg har styret Hvedemarkernes skæbne. Hvis jeg kunne beordre ham til en ting, ved du så hvad det ville være Emmah?". Emmah rystede på hovedet.

"At han og din mor ville besøge gravstenen med dig".

"Hvorfor gør de ikke det?", spurgte Emmah nysgerrigt, stadig med en tåre trillende ned ad kinden.

"De er mere bange, end du er min ven. Din far bebrejder både sig selv for din ulykke, og for at sende Loris til Babylon til at begynde med. Jeg tror at han er bange for, at hans tanker forræder ham yderligere, hvis han besøger gravstenen. Din mor besøgte derimod Hjerternes Katakomber til at starte med, men som tiden gik, blev hun nødt til at komme videre med hendes liv. Jeg tror dog stadigt at hun tænker på Loris hver evigt eneste dag. Sådan gør forældre ved deres børn. At der skulle ske dem noget, er deres største frygt. Tro mig Emmah. Jeg taler af erfaring" sagde Qahli, og trak hånden til sig igen.

Emmah hørte et snøft komme fra ham, men spurgte ikke. Hun troede, at hun forstod. Hun rakte sin arm bag ryggen, og fandt en slidt hvedemels-sæk frem. Fra bunden af den hev hun et friskbagt brød op, som hun lå på Loris' gravsten. Qahli småklukkede bag ved hende.

"Du er en unik pige Emmah. Men jeg tror nu ikke de døde er sultne".

Emmah tørrede støvet af gravstenen, så ethvert bogstav stod så tydeligt, som den dag det blev indhugget.

"Selv de døde skal have brød. Loris var ydmyg som ingen jeg ellers kendte. Han ville have påskønnet det" svarede Emmah.

Hun forstod godt Qahlis udtalelse. Han havde aldrig fået fornøjelsen af at rådgive Loris, så hans viden om ham var derefter. Den eneste grund til at han kendte Emmah så godt, var hendes utallige timer ved hendes fars side efter Loris' død. Nogle gange var det for meget, selv med hendes tålmodighed. Hun var trods alt ikke længere et barn. Mon han ville huske hendes 18 års fødselsdag om tre nætter?

"Vogterne slukker snart lyset hernede. Lad os gå op", sagde Qahli, inden han vendte sig om, og gik mod trapperne. Emmah sendte et håndkys til hendes bror, før hun gjorde det samme.
   ---
   "Velkommen til d. 47 møde afholdt af Det Hemmelighedsfulde Råd. Inden mødet begynder afsiger vi som sædvanlig troskabsløftet" sagde stemmen, som stod iført en sort kåbe med hætte.

De to andre deltagere nikkede, og begyndte på samme tid som stemmen.

"Alt vi siger i dette rum, ingen hører. Alt vi viser i dette rum, ingen ser. Alt vi føler i dette rum, ingen mærker. Troskab for os selv og hinanden!".

Lederen af rådet, Victoria Ezora, satte sig på sin stol igen, og tog langsomt hætten ned.

"Jeg syntes joken var sjov i starten, men kan vi ikke snart bare kalde dette møde, hvad det egentligt er? Tre tjenestepiger som sladrer af hele hjertet" klukkede Paulina, mens hun tog en småkage fra det runde bord, som i dagens anledning var iklædt en rød og hvid dug.

"Hold da op Paulina. Jeg syntes troskabsløftet er fint. Det minder mig om dengang jeg var 8 år, og fik fortalt min første hemmelighed af Griselda, som dengang var køkkenpige... ja udover at jeg selvfølgelig ikke holdt hemmeligheden hemmelig" grinte Christina, hvorefter hun også dykkede ned i småkagerne.

"2 mod 1 Paulina. Troskabsløftet bliver", sagde Victoria og smilte.

Det hemmelighedsfulde råd var blevet oprettet for mere end tre år siden, da tjenestepigen Christina blev sat i hyre under Lord Haarts slot. De tre veninderne havde fundet meget glæde i hinanden, og besluttede at oprette rådet for at dele deres inderste hemmeligheder i sikre rammer. Efter de første tre møder var hemmelighederne ved at være opbrugt, og dernæst blev pigernes sladreevner testet. Victoria Ezora som først fik ideen, var tæt på at nedlægge rådet da sladren begyndte, men indså at rådet måske kunne indskærpe en del sladder fra kamrene og køkkenet og effektivisere arbejdstiden. Det var hvert fald hendes undskyldning. De tre tjenestepiger kiggede lystigt på hinanden i et par sekunder.

"Nå. Noget nyt piger?", spurgte Victoria, og inden længe flød historierne i stride strømme.

Alt fra en farmerdreng der var set onanere i Hvedemarkerne, til rygter om en forbi-flyvende drage med rød skæl, til brugen af de to soveværelser i kongehusets øvre dele. Et af rygterne interesserede dog Victoria noget mere end de andre;

"Her i forgårs besøgte jeg vogter Mika i Hjerternes Katakomber, ja i ved jo nok hvorfor". Paulina stoppede fnisende et øjeblik, men forsatte straks da hun så Victoria og Christinas interesse.

"I starten kunne jeg ikke finde ham, så jeg fulgte lysene til den østlige side af Katakomberne, hvor jeg til overraskelse så Maerwyn stå foran udkigstremmerne med en ravn i hånden" fortalte Paulina roligt.

"Maerwyn? Sir Thomas Maerwyn?" spurgte Victoria ivrigt.

"Ja præcis. Jeg nejede pænt for ham, men han viftede mig vredt væk. Jeg tror ikke han regnede med selvskab så sent i Katakomberne". Paulina knyttede næven, og var tydeligvis irriteret over den pæne ridders reaktion, som hun længe havde haft et godt øje til.

Victoria kløede sit pjuskede øjebryn, og åbnede munden, for dog at lukke den igen i uforståenhed. Hun kæmpede med sig selv, for at stille det spørgsmål hun ville.

"Tager jeg fejl... eller... hmm... jeg mindes bestemt at det er imod loven i Haart slottet at bruge en ravn medmindre du er født med blåt blod. Blev det ikke indført efter... i ved... den unge lords død?" spurgte Victoria mistænkeligt.

Paulina og Christina nikkede.

"Tror i vi skal bringe det videre?" spurgte Christina forsigtigt, tydeligt nervøs for at komme i problemer.

"Det er vel vores pligt som ansatte under Lord Haart? Jeg mener... tænk hvis det er spionage?" svarede Victoria bevidst.

Paulinas krus smuttede ud af hånden på hende, og de fik alle tre et chok.

"Undskyld undskyld undskyld det er bare... hvis jeg skulle have set forkert, ved vi jo udmærket hvem der får skylden. Jeg kunne jo have set forkert. Det kan også være Sir Maerwyn havde fået tilladelse jo?" sagde Paulina med dirrende stemme.

"Men... så du forkert?" spurgte Victoria, og lå sin hånd på Paulinas arm. Paulina rejste sig forsigtigt og bevægede sig over imod vinduet. Hendes blik rettede sig imod katakomberne.

"Nej...en ravn er vel en ravn".
   ---
   Qahli lukkede døren bag sig, da han trådte ind i Lord Haarts private kammer. Alle lys var slukket, og han kunne blot se skyggen af Edward siddende i hjørnet. Qahli havde kendt Edward i mere end tredive år, og var sandsynligvis den eneste som turde kalde kongen ved fornavn. Han følte dog, at han havde opnået retten til dette, efter at have rådgivet Lord Haart i mere end seksten slag, og delvist havde skyld i, at Hvedemarkerne var anset som det mest sikre sted at bo i hele Ambrosias fagre verden. Qahli trådte ydmygt frem mod Lord Haart, og bukkede som sædvanligt.

"Min Lord. Din kammertjener... hvordan skal jeg sige det... nævnte at han ikke havde fået svar på, hvorvidt General Daggert skulle vende tilbage til Hvedemarkerne eller ej?" spurgte han forsigtigt.

Lord Haart svarede ikke.

"Er der noget i vejen min Lord, du virker fraværende?".

"Jeg er havnet et mørkt sted, hvor jeg tvivler enhver beslutning jeg foretager. Jeg har brug for lidt tid til mine tanker, tag du beslutningen Qahli. Jeg stoler på dig" sagde Lord Haart og rømmede sig, hvorefter stilheden tog til igen.

"Nuvel min Lord. Jeg beder General Daggert om at skygge goblinerne, og sende en ravn hvis de beslutter sig at nærme sig Tigerdalen. Tak min Lord" sagde Qahli, og lukkede langsomt døren bag sig, hvorefter han sendte en ravn syd for Det Gyldne Pas.