Isabella var ikke dum, naturligvis. Hun vidste godt, at der ikke fløj drager rundt over Århus, men det betød vel ikke, at hun ikke kunne tæmme hendes egen? Torben hed han. Det samme navn som den sødeste fyr i skolen, og alle kunne lide ham, præcis som hendes egen Torben. Lige på nær hendes forældre selvfølgelig, som skældte ud på hende, hver gang Torben var i nærheden. De mente at han bragte det værste op i hende. I sengen blev han bedt om at skrubbe af, i stuen var han ej velkommen ligeså, og ved spisebordet måtte han sidde på gulvet, da han åbenbart ikke ejede bordmanér. Dette betød selvfølgelig, at Isabella ikke havde meget tid med hendes kæledrage, hvilket hun smart som hun var, fandt en løsning på. Det virkede som om, at jo mere hun snakkede om Torben til hendes forældre, des mere tid fik hun lov at spendere med familiens ven Joanna Andersen. Det gjorde hende bestemt ikke noget. Joanna var rar og forstod hendes forhold til Torben, på en måde som forældrene aldrig havde formået. Her fik Torben lov til at ligge i hendes arme, snakke følelser på sofaen med Joanna, og fik tilmed en bid mad med, hvis lysten var der. Ja Torben følte sig godt tilpas der, hvilket desværre også betød at komme hjem var værre. De glædede sig begge mest til morgenerne, hvor de sammen kunne køre i bussen til skole, og dernæst til idrætstimerne, hvor de kunne være på samme hold. Aftenerne uden hinanden var værst om vinteren, når mørkets hænder knugede om soveværelsevinduet.
Den nævnte vinter havde været slem især ved Torben, som var svundet ind til nærmest ingenting. Isabella følte sig nødsaget til at hjælpe ham, så i det nye år skruede hun bissen på. Ved alle muligheder såsom fødselsdage og gæstebesøg nævnte hun Torben så detaljeret som overhovedet muligt. Hans gyldne vinger var efterhånden ved at være mere kendte end hendes lillesøsters famøse Vores Glade Familie - tegning. Tricket virkede heldigvis, og Torben havde takket hende mange gange i det forløbne år, for aldrig havde de nogensinde besøgt Joanna så meget. Isabella var rigtig glad på Torbens vegne, og hyggede sig også stadig i Joannas selskab, men efterhånden var hun begyndt at savne hendes familie ligeså. Især hendes fars historier. For et par år tilbage havde han læst "Brødrene Løvehjerte" for hende, hvilket faktisk var grundet til Torbens fødsel. Det var blevet hendes yndlingsbog, og den første hun selv læste, da evnerne var til det. Torben var dog utilfreds med hende den dag, da hun glemte at lægge de korrekte stemmer til karaktererne. Heldigvis tilgav han hende hurtigt. Sådan er en bedste ven!
Om sommeren samme år skete der en besynderlig ting. Det virkede som om, at hendes forældre havde luret hendes trick, for de tog med til psykologen, og ventede udenfor. Hvad de lavede bagefter inde hos Joanna, vidste hun ikke, kun at det tog ca. en times tid. Heldigvis havde Joannas udestue en kopi af "Brødrene Løvehjerte", så tiden med Torben fløj af sted, og oftest sad hun bagerst. Det var noget sjovere, for drager var hurtigere end flyvere. Hun ønskede ofte, at turen hjem bagefter også var med fly, for køreturen føltes meget lang. Hendes forældre sagde sjældent meget, og virkede mere eftertænksomme end Torben, som ellers var blevet ret kendt for det. Hendes forældre mente i hvert fald aldrig, at have hørt ham sige et ord. I det mindste vidste Isabella, at de da tænkte på Torben til tider.
Om efteråret begyndte hendes forældre selv at tage af sted, hvilket undrede Isabella meget. Det undrede hende endnu mere, at Joanna pludselig en dag kom med hjem og spiste aftensmad. Da alle var blevet serveret for, rejste hendes mor sig op og spurgte "Tror du, at Torben kunne tænke sig at spise med?". Isabella smilede. "Torben vil altid gerne spise med mor, det ved du da. Mor betyder det så, at vi har tammet en drage?". Hendes mor begyndte at le. "Det hedder tæmmet skat" svarede hun. Isabella løftede gaflen, og stak den ned i hendes spaghetti. "Nej for han er ikke tæmmet mor, han er fri. Men når han nu har lært bordmanér, må han vel være tam?". Forældrene og Joanna brød ud i en behagelig latter, og sammen nød de alle åbenbaringens middag.
Fire år senere havde Torben fået nok at spise. Han rejste til Kina, for han havde hørt, at der spiste de kun nudler.