Storbyens gader
lugter af pis og onani
korrupte arkitekter
maler byens tyranni
døden stemme råber
ingen hører den kalde
for vi er så desperate
lader os frivilligt overfalde
spreder ben for uniformen
det er efterhånden normen
Tårerne triller
I asbest og cement
ingen tør indrømme
lungerne har det slemt
opportunisten ser sit snit
går online i tasternes krig
ødelægger igen en karriere
men ingen hører skrig
det er en almindelig stund
en vital del af vores samfund
Ensomhedens byrde
kommer før de tres
sjælen er bukket under
for angst, frygt og stress
svaret det kan købes
men hvor skal vi dog lede
blandt aktier og penge
eller en fremmedes skede
måske skal vi skifte trang
og stoppe vores tiggergang.
Med ærlighed og tro
lærer vi at råde bod
og vokser som mennesker
med øjenkontakt og mod
sandheden skal frem
selv om den gør ondt
for hjertet er stærkt
så længe vi lever sundt
vi må lære at leve sammen
før vi alle drukner i dammen