Varmen føles som en tyk fugtig pude mod mit ansigt, og jeg mærker mine fingre søge mod den lille rygsæk og flasken med vand, som Emma har taget med til mig. Hun går på den smalle skovsti et par meter foran mig med albuerne forsigtigt bøjede og hænderne en anelse løftede, som om hun vil undgå at sætte for dybe aftryk i bladenes imponerende, farvede tæppe. Selv træder jeg mere sikkert i de store vandrestøvler, jeg købte i går. Så må vi se, om de snart skal smides ud. Jeg stopper et øjeblik, strækker ryggen og fører den lille halvliters flaske op til læberne. Den er allerede næsten tom, så jeg tager kun et par slurke, før jeg igen skruer låget på. Så tørrer jeg sveden af panden med underarmen og ser mig omkring. Det er sensommer, og skoven er vidunderlig. Overalt er små grønne planter spiret op og dækker det meste af skovbunden, så snart man kommer blot et par meter væk fra stien. Jorden er kuperet og dækket af blade, så træerne rejser sig på skråningerne med høje, grågrønne stammer som fyrtårne i et hav, der for et øjeblik er frosset, et kaos som et sekund er faldet til ro. Solens stråler samler sig i små søer af lys på blade og planter, og det hele flimrer roligt, når den svage vind skubber til træernes kroner. Det er næsten stille, og kun vinden i bladene og enkelte fugles fjerne kalden kan høres. Jeg elsker skoven. Den er det rolige hjem, jeg altid kan vende mig mod, og som altid byder mig velkommen. Skoven omfavner mig, bader og helbreder mig. Den giver mig lys og luft, og den tager imod og gemmer mine dybeste hemmeligheder.
   "Morten, kommer du?" Emma er standset op et par meter længere fremme og ser sig nu tilbage over skulderen. Hun taler perfekt dansk, men hendes svage, let dansende accent afslører alligevel, at hun oprindeligt er fra Sverige. Jeg mødte hende for snart halvanden måned siden i Malmø til en fest, som min daværende kæreste Trine havde trukket mig med til. Jeg hader fester, men mødet med Emma var som et frisk pust blandt stanken af fremmede mennesker og Trines kvælende parfume. Emma var ny og spændende med det skulderlange, kastaniebrune og krøllede hår, de mange små fregner og de altid smilende øjne. Jeg blev nærmest trukket til hende, og det så Trine. Allerede inden festen haltede vores forhold, vejet ned af hverdagens brune støv, men nu kom gnisterne pludselig tilbage hos hende, om end det blot blev som en forbandelse sagt mellem sammenbidte tænder, da hun først havde tømt sit glas i hovedet på mig og herefter skubbet til Emma.
   "Är det din flickvän?" spurgte Emma, da Trine havde smækket døren bag sig. Hendes fingre strejfede min underarm, og jeg følte en sitren i hele kroppen.
   "Ja, det er min kæreste," sagde jeg, "selv om jeg ikke ved hvor lang tid endnu". Det skulle vise sig at være sandt, for dagen efter var Trine som sunket i jorden, og selv om jeg gjorde nogle - indrømmet - halvhjertede forsøg på at kontakte hende, svarede hun aldrig tilbage. Godt det samme, for hun var langsomt begyndt at kede mig. Jeg har ingen anelse om, hvor hun befinder sig lige nu. Ikke som med mine andre ekskærester - dem ved jeg præcis hvor er.
   Overgangen fra Trine til Emma var flydende og sømløs, som at glide fra en flod til en anden. Trines venner blev skiftet ud med Emmas, og livet var for en tid igen spændende og nyt. Hun var som et skrøbeligt dyr. Flygtig og på vagt. Det var, som om noget i hendes fortid gjorde hende rastløs og vandrende, så da hun foreslog, at vi flyttede til Danmark, gjorde jeg ingen indvendinger. Hvad det end var, som kastede skygger i hendes smil, så kunne det blive i Sverige. Jeg interesserede mig ikke for det.
   "Morten?" Emmas stemme river mig ud af tankerækken, og jeg vender mig mod hende. Det er ulideligt varmt. Hun har vendt sig helt om mod mig nu og står med vægten på det ene ben, mens hånden hviler på hoften. De korte, khakifarvede bukser når halvvejs ned over de solbrune lår. Bag den løse, hvide T-shirt kan jeg ane hendes bryster, som bevæger sig svagt op og ned, når hun trækker vejret. Hun er smuk. Ikke som en model, men som en kattekilling, en egernunge, en babysæl. Uskyldig, grænsende til det naive. Harmløst blind for sit udseende og den effekt det har på andre. Hendes øjne smiler altid, selv når hun ikke tænker over det. Jeg finder mit kamera frem fra tasken.
   "Må jeg tage et billede af dig?" spørger jeg, og hun smiler og poserer. Så sætter hun sig på en træstub med hænderne samlet mellem knæene og kigger henført op mod træernes kroner. Hun suger luften ind og holder vejret et øjeblik, før hun igen puster ud. Det lyder som et langt suk, som et punktum, som det magiske sidste åndedrag når døden endelig betvinger ånden. Jeg fører igen kameraet op foran øjet.
   Jeg tager billeder. Mit kamera er ikke særligt nyt, men det virker, og jeg har vænnet mig til det. På væggen i pulterkammeret har jeg samlet en hel kollage af billeder. Nogle motiver er af ting, jeg kan lide, andre af ting, jeg overvejer at prøve. Der er også enkelte, jeg ikke bryder mig om. Det giver en sær indre ro at lade blikket glide hen over den fyldte væg... Berlin, sejlsport, min første kæreste. Der er så mange billeder, at jeg har givet dem farvekoder for at bevare overblikket.
   Jeg mærker en sveddråbe glide fra hårgrænsen ned bag øret og videre ned ad nakken. Skjorten klistrer mod det øverste af ryggen, og selv her i underskoven er varmen fugtig og kvælende og får mig til at ånde tungt. Jeg finder min lille flaske frem og drikker det sidste af vandet. Emma finder også sin flaske frem. Det er en stor halvandenliters flaske, men trods det nipper hun kun kort til den, før hun igen skruer låget på og pakker den tilbage i rygsækken. Jeg mærker et hårdt, koldt stik af irritation. Det er Emma, som har foreslået, at vi skulle tage i skoven, og hun har også pakket både mad og vand, men hvad fanden er formålet med at tage så stor en flaske med, når hun ikke gider drikke af den? Hun tørrer munden let med håndryggen og betragter mit kamera.
   "Tager du mange billeder?"
   Jeg lyver.
   "Ikke så mange. En smule. Mest af pæne ting."
   Endnu en løgn.
   Hun kigger stadig på kameraet. Intenst, som om hun søger at forstå, hvordan det er sat sammen. Så er det, som om hun har set nok, og hun slapper af og rejser sig igen op. En svag vind puster til hendes krøller.
   "Jeg kan også godt lide at fotografere," siger hun henkastet, før hun vender sig om og går videre hen ad skovstien. Den drejer svagt længere fremme, før den forsvinder bag en træklædt bakke.
   "Det er sgu nok med et lyserødt lommekamera," tænker jeg, inden jeg hanker op i min rygsæk og går efter hende. Jeg bliver lidt svimmel og må stå stille et øjeblik, før jeg går videre. I mine tanker ser jeg hendes næsten fulde vandflaske vugge op og ned i rygsækken i takt med hendes hofter.
   Emma har mange venner. Det er, som om hun naturligt tiltrækker dem. Ikke som mig. Jeg har ingen venner, men det gør ikke noget. Jeg har aldrig kunnet knække koden og forstå, hvorfor andre synes, venner er så vigtige. Bevares, jeg kan være social, hvis det er nødvendigt, men foretrækker til enhver tid stilheden frem for larmen. Stilheden er min ven. Den er ikke påtrængende. Den afbryder mig ikke, når jeg prøver at tænke eller fokusere. Emma er ikke stille. Hun taler. Hele tiden. Hvis det ikke er med hendes veninder, Filippa med de store tænder, buttede Linnea eller den høje Jenny, er det med sig selv. Lige nu er heller ingen undtagelse.
   "Hej! Kom og se!"
   Hun er for længst forsvundet bag bakken, men formår alligevel at overdøve resten af skoven. Jeg går nærmere, mens jeg mærker de nye støvler om fødderne. De sidder virkelig godt. Stabile med en stærk sål. Jeg kigger op ad bakken, som stien snor sig rundt om, og indser pludselig, at jeg kender den og har været her før. Dengang lå skovbunden ikke grøn og badet i lys, men var oktoberbrun og smattet. En tæt støvregn gjorde vores vindjakker gennemblødte, da vi gik op over bakken og op til det lille krat, jeg havde fundet. Det er mærkeligt. Selv om jeg prøver, kan jeg ikke komme i tanke om, hvad pigen hed, men jeg husker stadig hendes små gisp, hendes krop mast ned i den mudrede skovbund under min vægt og hendes smukke, slanke fingre som holdt så krampagtigt fast om mine håndled.
   Da jeg når rundt om bakken, er Emma allerede begyndt halvt hoppende at kravle ned ad en lys skråning. De små hop får rygsækken til at danse på hendes ryg, og bag hende kan jeg mellem stammerne ane et fladt, græsklædt område ved siden af en lille å.
   "Det er perfekt," hører jeg hende sige, da hun når ned. Hun står tilfreds i solskinnet med hænderne i siden og spejder op og ned ad åen, inden hun kigger op ad bakken mod mig, "Morten, det er perfekt!"
   Som en nymfe glider hun elegant fri af rygsækken og giver sig til at rode dens indhold igennem. Jeg tørrer sveden af panden og kravler forsigtigt og knap så elegant ned ad skråningen, mens jeg ånder tungt. Da jeg endelig når ned, har hun allerede foldet den ternede dug ud over græsset og er nu i gang med at sætte brød, ost og pølse på små paptallerkener. Vandflasken har hun ladet blive i rygsækken. Pis.
   Hun sætter sig på knæ på et hjørne af dugen med hænderne på knæene og kigger op mod lyset, som slipper gennem træernes kroner, hvor åen snor sig. Hele hendes krop virker glad og spændt, som et barn der virkelig glæder sig til noget, som snart vil komme.
   "Elsker du ikke bare skoven?" spørger hun uden at tage blikket fra de vejende kroner over os.
   "Jo," svarer jeg oprigtigt, "det er noget af det bedste, jeg ved."
   Hun river blikket løs og vender sig mod sin rygsæk. Efter at have rodet lidt rundt finder hun en foldekniv frem og giver sig til at skære skiver af brødet. Så dækker hun forsigtigt hver skive med et tyndt lag smør, inden hun tørrer kniven af og folder den sammen igen. Jeg har også en kniv, men den skal ikke bruges til at smøre brød med. Uden at jeg tænker over det, søger min hånd hen mod bukselommen, hvor jeg kan føle det hårde skæfte mod fingrene. Mit hjerte banker hurtigere, og jeg skynder mig at flytte hånden væk igen.
   "Ved du hvad?" siger Emma, "så skulle du tage til Värmland. Skovene der er fantastiske!"
   "Värmland. Det vil jeg huske," smiler jeg. Luften her ved åen er mere frisk og kølig, og jeg føler mig bedre tilpas. Emma smiler tilbage og tager en stor bid af sit brød.
   "Du kan også prøve hiking. Man kan sove, hvor man vil i skovene."
   "Mener du i telt?" spørger jeg, "Nej, det er sgu ikke noget for mig."
   "Har du prøvet det?" vil hun vide, mens hun tygger.
   "Nej. Egentlig ikke. Det er bare noget, jeg ved, at jeg ikke gider."
   Hun betragter mig indgående, mens hun stadig tygger. Så lægger hun det halvt spiste brød ned på paptallerkenen.
   "Hvordan kan du være så sikker på, at du ikke vil kunne lide det?"
   Jeg tøver lidt, men beslutter mig så for, at jeg godt kan fortælle hende det. Der er næppe fare for, at andre får det at vide.
   "Ser du," siger jeg, "det er egentlig bare et spørgsmål om at tænke forskellige situationer igennem, før de opstår. Når det først er gjort, ved du allerede, hvad du vil gøre, skulle situationen opstå i virkeligheden. Det gør det mere enkelt at leve."
   "Enkelt..." siger hun tøvende. Hendes øjne smiler stadig, men jeg aner et glimt af tvivl i dem.
   "Ja," fortsætter jeg og kan mærke, at jeg taler mig varm, "jeg har tre farver, som jeg bruger. Hvis der er noget, jeg godt kan lide, er det grønt. Ting, jeg måske gerne vil prøve, er blå, og ting, jeg ikke gider, er røde. Hiking er for eksempel rød. Når du er træt af noget, skal du skille dig af med det og komme videre."
   "Og du har farver til alle ting?" spørger hun tvivlende. Jeg nikker. Hun læner sig lidt frem. Et lille smil spiller i hendes mundvig.
   "Skoven?" spørger hun.
   "Grøn."
   "Chokolade?"
   "Til at drikke eller til at spise?" spørger jeg.
   "Spise."
   "Grøn."
   Hun kigger op og smiler svagt, som om hun prøver at komme i tanke om noget usædvanligt.
   "Vandlande?" siger hun så med et grin.
   "Fuck nej. Rød!" Jeg retter mig lidt op og kigger hende direkte i øjnene, "Nu er det min tur," siger jeg. Hun nikker, stadigt smilende.
   "Jenny?" siger jeg, mens jeg ikke tager blikket fra hende. Hun ser vantro på mig.
   "Men det kan man da ikke," får hun fremstammet, "man kan da ikke give... mennesker... farvekoder!"
   "Selvfølgelig kan man det," siger jeg, "nogle mennesker kan man bedre lide end andre, og nogle mennesker er man ligeglad med. At give dem en farve gør ingen forskel."
   Emma kniber øjnene lidt sammen. Hun betragter mig indgående et stykke tid.
   "Det synes jeg, det gør." siger hun så. Hun tøver lidt og fortsætter så lidt for spidst: "Og hvorfor Jenny? Hvorfor spørger du til hende?"
   "Nogen skulle jeg jo spørge til," lyver jeg, "og jeg kender altså ikke så mange af dine venner". Jeg nyder øjeblikket, kan mærke hvordan Emma bliver tøvende, kan føle hendes ulmende jalousi røre på sig. Selvfølgelig spørger jeg til Jenny. Høje, smukke Jenny med den perfekte røv og det lange glatte hår. Flirtende, æggende Jenny med de korte bluser og de strittende bryster. Hvem skulle jeg ellers spørge til? Hestehovedet Filippa?
   Emma virker mut, usikker. Jeg tager ikke blikket fra hende. Mit hjerte banker. Blodet suser for mine ører. Jeg lever.
   "Blå", siger hun endelig efter ti sekunder, som har varet en evighed.
   "Godt," siger jeg, "nu er det din tur. Spørg mig om nogen, vi kender."
   "Jeg kan ikke lide den her leg," siger hun og undgår mit blik, "skal vi ikke lave noget andet?"
   Jeg læner mig frem og tager forsigtigt om hendes håndled. Det giver et lille gib i hende.
   "Prøv nu bare," siger jeg, "det er ikke så svært."
   Jeg kan se, hvordan hun kæmper. Hvordan hendes indre er en storm af modstridende følelser. Hvordan hun væmmes ved sig selv over at overveje muligheden. Så uskyldig... så vandvittigt uskyldig! Endelig drejer hun langsomt hovedet mod mig og ser på mig med et skrøbeligt blik.
   "Trine?" får hun hvisket.
   Åh ja! Det er fantastisk! Selvfølgelig Trine. Trine som hun stjal mig fra. Trine som jeg lod hende stjæle mig fra. At se hendes frygtsomme jalousi gør mig elektrisk, ekstatisk. Jeg lader følelsen fylde mig, lader den sive igennem mig, men bevarer roen udadtil.
   "Rød," siger jeg så, og det er rigtigt. Trine kan rende mig. Jeg har aldrig følt mig så levende nær hende, som jeg gør med Emma nu. Trine kan for min skyld ligge død i en grøft.
   Det er, som om noget giver efter i Emma. Som om en barriere er blevet brudt ned, og hun har overvundet sig selv. Igen kigger hun væk fra mig, mens hun bider sig eftertænksomt i underlæben. Så ser hun mig lige i øjnene.
   "Mig?"
   Hun glemmer helt den danske udtalelse, så ordet kommer vippende til mig på svensk.
   Jeg lyver med et smil: "Grøn."
   Emma glider tilbage og hendes skuldre falder lidt ned, da hun pludselig slapper af. Et smil breder sig over hendes ansigt. Øjnene smiler igen som før. Hun tager min hånd. Længe sidder vi ved siden af hinanden. Oplevelsen har gjort mig helt stakåndet.
   Sandheden er, at Emma ikke er grøn. Hun har ikke været grøn længe. Efter de første vilde uger, hvor alt var berusende nyt, har hverdagen igen blandet sit askegrå mudder i alt, vi foretager os, og selv om jeg som nu af og til kan ane skæret af den første tids spænding, er det hele som et falmet fotografi af, hvad der var engang. Emmas fejl stikker stadigt mere insisterende i øjnene, og jeg må til tider kæmpe for ikke at eksplodere. Hun snakker altid. Hele tiden. Ikke som et menneske, men som en papegøje, der er bange for at forsvinde, hvis den ikke laver lyd. Hun kværner løs om alt, enten alene eller sammen med sine veninder, som fandeme altid er der. I tide og utide ringer de, besøger hende, fører hende væk fra mig med deres skærende latter og sløve, uforstående øjne. Hvis de så bare alle havde set ud som Jenny, men nej. De skal åbenbart være grimme kødklumper. Værst af alt er dog, at hun fucking ikke tænker på, hvordan jeg har det. Lige så meget, som hun kan tale om sig selv, lige så blind er hun for andre. Hvorfor har hun ikke tilbudt mig noget vand? Hun må da kunne se, at jeg sveder som et svin.
   Så nej, Emma er ikke grøn. Hun er blå, men hun skal passe på... fuck, hvor skal hun passe på. Da hun foreslog, at vi tog i skoven, føltes det som en åbenbaring. At vi netop skal besøge det sted, som giver mig alt det, hun ikke gør. Jeg er gået med hende ud i skoven som en test. Hvis hun bare i det mindste vil holde kæft. Bare det. Hold nu kæft, ikke? Så er der måske en chance.
   Vi sidder lidt endnu, før Emma med et stjålent blik ser mig i øjnene. Det har hun gjort et par gange allerede, men nu er det, som om hun ser noget, som ikke var der før, og hun rejser sig på knæene og giver sig til at pakke tallerkener og resten af maden sammen i rygsækken.
   "Hvor er det udsigtspunkt, du gerne ville vise mig?" spørger hun halvt bøjet ind over rygsækken. Hendes øjne smiler til mig gennem krøllerne, "Er det langt væk?"
   Jeg spejder gennem skoven. Jeg er ikke helt sikker på, hvor vi er, men jeg har en god idé om det. Jeg ruller om på knæene og kommer videre op at stå. Så snart jeg står op, kan jeg igen mærke varmen og må gispe efter vejret. Et svagt sidesting melder sig også straks. Jeg troede, jeg var i bedre form.
   "Det skulle ligge i den retning," siger jeg og peger, "måske en 3-400 meter, vil jeg tro."
   "Okay." Emma nikker, mens hun folder dugen og lægger den øverst i rygsækken. Så svinger hun rygsækken op over skulderen og giver sig til at gå: "Kommer du?"
   Vi finder et vadested og kommer småhoppende over den smalle å, før vi begiver os op ad bakken mellem træerne på den anden side. En enkelt fugl flyver op, da vi kommer tæt på den, men ellers er der stille. Vidunderligt. Emma går let og ubesværet foran mig. Selv må jeg kæmpe mere, og jeg føler mig en smule svimmel. Fuck, hvor er jeg tørstig.
   Hun venter på mig på toppen af bakken, hvor stien igen bevæger sig mere jævnt gennem skoven. Så snart jeg er kommet op, ved jeg, hvor vi er, og bliver mere rolig. Vi er der snart. Der er ikke lang tid, til jeg skal beslutte mig. Jeg elsker det tidspunkt.
   "Det ligger lige derhenne," siger jeg og nikker med hovedet mod stien, som bugter sig ind mellem træerne, "måske 150 meter."
   150 meter, Emma. 150 meter til at træffe et valg. 150 meget... vigtige... meter.
   Det er stille, mens vi går. På bakkerne over og under os høres den svage vind i trækronerne, men ellers er den eneste lyd vores fødder mod skovstien. Emma holder med hænderne omkring rygsækkens skulderstropper, mens hun går ved siden af mig og kigger rundt mellem træernes stammer. Hun ser glad ud. Forventningsfuld. Stilheden og roen skyller ind over mig. Jeg puster stadig efter vejret, og sidestinget er blevet lidt værre, men her er roligt. Jeg kommer ufrivilligt til at sukke dybt, og Emma vender sig uventet hurtigt mod mig og betragter mig spørgende. Så ser hun igen op mod trækronerne. Jeg kan se den stejle skråning, vi skal op ad for at nå op til udsigtspunktet. Det skal nok blive hårdt i den varme. Emma åbner munden.
   "Jeg kan se, hvorfor du kan lide denne skov," siger hun og tier, men kun et øjeblik.
   "Den minder mig om en skov tæt på Rostanga, hvor min mormor boede, da jeg var barn."
   "Mhmh..." mumler jeg som svar. Stille nu, Emma. Stille. Vi når bunden af skråningen, forlader stien og begiver os langsomt op.
   "Min søster og jeg gik tit ture med min mormor og morfar." Emma går let op ad skråningen, og hun er kommet et par meter foran mig. Jeg føler, at jeg puster som et lokomotiv. Det er alt for varmt, og det flimrer for øjnene, når jeg går. Sidestinget brænder under ribbenene. Emma taler lidt højere, vel sagtens for at jeg lettere kan høre hende.
   "Mormor lavede solbærkompot, som hun tog med i små bægre, og morfar bar på teltet. Det er nogle af de bedste minder fra min barndom... vi havde det så sjovt!"
   Det tror jeg gerne, Emma, men klap nu i, ikke? Jeg ser op og kan ane toppen af skråningen og den blå himmel bag den. Bakketoppen stikker op over trækronerne og giver et fantastisk udsyn. Det er svært for mig at fokusere nu. Jeg må virkelig til at træne noget mere. Emma er nået op til toppen og vender sig om mod mig.
   "Wow!" udbryder hun, "Det er jo helt vildt! Man kan se helt ud til horisonten herfra!"
   Hun laver et lille hop af glæde og fortsætter: "Sådan et sted var der ikke i min mormors skov. Jeg mener, der var en bakke, vi altid legede på, som vi kaldte troldebakken, men den nåede slet ikke så langt op, at man kunne se ud over træerne!"
   Troldebakken? Op i røven med troldebakken. Hold nu bare kæft, Emma. Luk for en gangs skyld din evigt blabrende svenske kæft!
   Det føles som en evighed, men jeg når endelig op på toppen og stiller mig ved siden af Emma. Jeg må lige få vejret. Sveden drypper ned i øjnene. Emma står stille ved siden af mig og spejder ud over havet af trækroner foran os. Kun en meter foran vores fødder falder skovbunden igen ned under træernes kroner, men her er det som en stejl, stenet skrænt, hvor enkelte rødder og stammer stikker ud i skæve vinkler. Jeg mærker vinden, som får de svedige pletter på min skjorte til at føles kolde mod huden. Jeg hører Emma åbne munden.
   "Du skulle virkelig prøve hiking, Morten. Det mener jeg..."
   Det er, som om noget knækker inden i mig. Som en snor, der sprænger under for stor belastning, og jeg drejer uendeligt langsomt hovedet mod hende. Emma. Rød. En sætning kommer flyvende til mig som et ekko: "Når du er træt af noget, skal du skille dig af med det og komme videre."
   Jeg løfter foden med den gode, stærke støvle og tramper med fuld kraft skråt ned på Emmas venstre ankel, som brækker med et smæld. Hun skriger højt. Højere end jeg regnede med, en så spinkel pige kunne skrige. Hun vælter væk fra mig, mens hun hoppende forsøger at holde balancen på højre ben. Afsatsen over skrænten er tæt på. Hendes øjne er store og runde, da hun ser på mig. Hun taler ikke dansk længere.
   "Är du tokig? Vad fan gör du?!"
   Jeg ser på hende og føler intet. Så skubber jeg til hende med begge hænder. Hun falder over på venstre fod og jeg kan høre en knasende lyd, da benet drejer unaturligt langt på ankelen. Nu spørger hun ikke mere. Hun skriger bare, før hun falder baglæns ud over kanten og ned ad den næsten lodrette skrænt. Jeg hører, hvordan hendes skrig bliver afbrudt af en række bump for til sidst at ende i en skurren for foden af skrænten. Først da ser jeg ud over kanten. Hun ligger på ryggen helt nede ved foden af skrænten. Jeg kan se, at hun bevæger sig en anelse. Hendes ene arm er blodig. Håret ligger om hendes hoved som en glorie. Hendes venstre fod sidder helt forkert. Jeg begynder langsomt at kravle ned ad skrænten mod hende. Undervejs tager jeg ikke øjnene fra hende. Jeg bliver mere og mere stakåndet og svimmel. Det føles, som om sidestinget breder sig opad mod lungerne. Jeg sveder som et dyr. Da jeg langt om længe når ned ved siden af hende, er hendes skrig blevet til en klynken. Hendes øjne smiler ikke mere. Jeg må længe stå foroverbøjet med hænderne på knæene for at få pusten, og jorden snurrer under mine fødder. Så retter jeg mig op og skubber hende om på siden med den ene fod. Jeg griber fat i rygsækken, som hun stadig har på og fisker hendes vandflaske frem. Jeg tager flere, lange, dybe slurke. Hvor svært kan det være at se, at andre er tørstige?
   Emma skubber sig op med armene, så hun sidder med ryggen mod en træstamme. Hendes åndedrag hviner. Jeg ser på hende. Kniven nu? Nej, ikke nu. Senere. Jeg ser mig omkring og går roligt et par meter ind i skoven, hvor jeg finder en grenstump, som ligger godt i hånden. Jeg er en smule svimmel, da jeg kommer tilbage. Sidestinget sidder nu midt i brystet. Jeg stiller mig foran Emma og bøjer let i knæene, mens jeg holder grenstumpen som et baseball bat. Hendes øjne er kuglerunde, pupillerne små. Med et kraftigt sving slår jeg ud efter hendes hoved, men hun dukker sig. Det giver et brag, da grenen rammer stammen over hende. Det føles, som om jorden giver lidt efter under mig, og jeg må støtte mig til et træ. Smerten i brystet begynder at stikke og breder sig ud mod min venstre arm. Omtumlet får jeg rejst mig igen og griber grenen. Jeg svinger igen ud efter hende, men vælter om i skovbunden. Smerten tager til i brystet. Det flimrer for mine øjne, og jeg kan mærke smagen af blade i munden. Min stilling får det til at se ud, som om træstammerne ligger vandret foran mig. Jeg kan høre, at Emma prøver at rejse sig. Smerten er uudholdelig. Så kommer mørket. Det sidste, jeg ser, inden alt bliver sort, er Emma, som humpende flygter ind i buskadset mellem træerne.

En fugl fløjter.
   Der lugter af blade. Så stilhed.

Vinden skubber til mit hår. Jeg kan høre træerne knage svagt. Forsigtigt åbner jeg øjnene. Alt er utydeligt, og jeg må længe ligge og blinke. Gradvist fokuserer øjnene, og jeg kan se træernes kroner over mig. Jeg ligger på ryggen.

Jeg lever!

Jeg har en metallisk smag i munden. Jeg har nok bidt mig i tungen, da jeg faldt. Jeg kan høre et dyr pusle til venstre for mig, og jeg bøjer benene for at rejse mig op. De vil ikke støtte, og jeg løfter hovedet for at se på dem. Mine støvler og sokker er væk. Anklerne er dybrøde, hvor blodet er løbet fra mine achillessener. Mærkeligt nok gør det ikke så ondt, som jeg ville forvente. Dyret pusler igen, og jeg drejer hovedet for at se det. Emma sidder på en væltet træstamme omtrent ti meter fra mig. Hendes venstre ankel er bundet hårdt ind i et stykke af den ternede dug fra vores frokost, og hun hviler den på en sten i skovbunden. I sin hånd har hun min vandflaske, som hun renser grundigt og omstændigt. Hun har ikke travlt og skyller den flere gange med vand fra sin egen flaske. Der er vand nok. Da hun endelig virker tilfreds, tager hun et par store slurke, tørrer panden og ser, at jeg betragter hende. Hun drejer sig forsigtigt og fisker mit kamera op fra skovbunden ved siden af sig. Mens hun ikke tager blikket fra mig, åbner hun kameraet, tager dets hukommelseskort ud og lægger det i lommen. Så finder hun sin foldekniv frem, åbner den og lægger den på træstammen ved siden af sig.
   Min kniv! Hvor er den? Jeg vil vende mig, men en smerte skyder gennem begge arme. Først nu ser jeg de fugtige, røde plamager på mine skjorteærmer. Hvor underarmene er, kan jeg ane knoglestumperne presse mod ærmerne fra indersiden. Mine hænder er bundet til nogle grene med strimler fra dugen. Emma betragter mig uden at sige noget. Hendes ansigt er tomt, følelsesløst. Jeg forsøger at sige noget, men kun en gurglen kommer frem. Jeg kan mærke de knækkede tænder med tungen.
   Emma bøjer sig og finder et lille kamera frem fra sin taske. Lyserødt. Det er fandeme typisk. Så tager hun foldekniven og kommer forsigtigt på benene, før hun igen ser på mig: "Får jag ta en bild på dig?"
   Hun humper langsomt hen mod mig. Hun smiler ikke, men hun er smuk. Smuk som en tornado, en tsunami, en pyroklastisk sky, og jeg har aldrig følt mig så tæt på nogen, som jeg gør nu.

Jag fotograferar. Min kamera är inte särskilt nytt, men den fungerar, och jag känner den. Vissa bilder är av saker jag gillar, andre av saker jag överväger att göra. Det finns också några, jag inte alls tycker om. En kille lärde mig att ge dem färgkod. Toscana, grön. Vandring, grön. Per min första pojkvän, röd. Värmlands skogar, grön. Barn, blå. Gunnar, röd. Hans, röd. Grillmat, blå. Tomas, röd. Trine, röd.

Morten, röd.