Aurora sugede den tørre ørkenluft dybt ned i lungerne. Den svage vind var varm og et tyndt lag sved dækkede hendes bare solbrændte hud. Et lille smil krusede Auroras læber, da hun så ud over Everans evige ørken. Hun foretrak til enhver tid denne milde vind, frem for de stride storme, som hvirvlede tonsvis af sand og alt andet løst med sig. Når en af disse storme rejste sig i ørknen, døde folk. I hvert fald de uerfarne og tåbelige.
   Auroras smil blev større. Det var godt, at hun hverken var det ene eller det andet.
   Et kort blik på den blå himmel afslørede, at Everans tre sole allerede stod højt. De gik aldrig ned, så derfor blev tidspunktet regnet ud fra deres placering på himlen og det var tidlig morgen i ørkenen.
   "Sev, vågn op. Vi skal videre."
   Intet svar. Aurora så på Sev, som stadig havde hovedet gemt i skyggen under sin ene store vinge. Det var også der hun havde sovet.
   "Severian, din store dvaske øgle, se nu at komme i omdrejninger. Vi har et job at udføre. Du kan sove, når vi har fået udbetalt jungerne."
   Med et fnys, foldede Sev sin vinge sammen og så gnavent på Aurora. Hans gyldne øjne var skarpe og havde en ellipseformede pupil.
   "Ja, Ja. Tag det nu lige roligt. Vi er mindre end fire timers rejse fra udposten og i god tid. Hvorfor det hastværk? Desuden er det jo også mig, som gør det hårde arbejde."
   De blå øjne var sammenknebne, da Aurora så på Sev, som med dovne bevægelser rejste sig fra det varme sand. Han var en imponerende drage med et vingefang på over ti meter. Skællene som dækkede ham fra hoved til halespids havde samme farve, som hamret kobber og changerede i de tre soles lys.
   Aurora fnøs og gik hen for at hjælpe med at spænde de tunge vandbeholdere fast på siden af Sev. Bare fordi hun var et menneske på 1,65 betød det ikke, at hun ville lade Sev bestemme tempoet. Hvis han fik lov til det, ville han bare snorke sig gennem livet.
   "Det er meget muligt, Sev, men der skal så lidt til at forsinke os, og du ved udmærket godt, at de trækker hundrede junger fra for hver ti minutters forsinkelse, og efter tre timer bliver man efterlyst. De er simpelthen så emsige med deres vandforsyning, de stritører. Derudover er du ikke ligefrem billig i kost, og behøver jeg at nævne at alt dette er takket være din race og de små skægaber?"
   Everan var en stor ørkenplanet. Der var vand, men det løb så dybt under jorden, at det kun var dværge og drager, som kunne nå det. Dværgene gravede sig ned til det livgivende vand, og dragerne fragtede det op til Everans overflade, hvor de andre racer måtte betale dyrt for hver eneste kostbare dråbe. Både drager og dværge havde en svaghed for funklende skatte.

Sev ignorerede Auroras ord og stod stille og holdt vandbeholderne på plads, mens hun spændte dem fast. Det var jo sandt. Hvis han ønskede det kunne han til enhver tid trække sig tilbage til dragernes områder under overfladen og aldrig tørste igen, men han kunne nu bedst lide, at være oppe i solen og den varme luft. Desuden kunne han godt lide Aurora. Hun var en god makker og sagde tingene ligeud. Derudover havde hun aldrig forsøgt at angribe ham, hvilket gjorde hende til et af de mest fornuftige menneske han nogensinde havde mødt.
   Aurora klappede Sev på siden og han gik en smule i knæ, så hun kunne kravle op på hans ryg.
   "Godt, lad os se at komme af sted. Jeg vil være fremme, før solene står midt på himlen, så når vi måske også at få bonussen."
   Uden nogen kommentarer bredte Sev sine vinger ud og lettede med tunge vingeslag, som hvirvlede sandet op omkring dem.

"Pokkers, pokkers, pokkers ... Kan du se det Sev?"
   Dragen havde skam set det. Sort fedtet røg væltede op i luften forude. Røgen stammede fra deres destination.
   "Pokkers, pokkers, pokkers! Hvorfor skulle de absolut blive angrebet lige forud for en af vores leveringer? Pokkers elvere, pokkers dværge, pokkers drager ... undskyld, Sev ... og forbandede love."
   Med et sammenbidt udtryk i sit solbrændte ansigt, så Aurora på den sorte røg. De havde en vandlevering, og reglerne forlangte, at de afleverede vandet til modtagerne eller i det mindste forsøgte. Hvis de pågældende modtagere var under angreb, så var det deres pligt, at vurdere situationens alvor, før de vendte om. Dværge og drager ønskede ikke at miste kunder.
   Det var ikke nødvendigt, at Aurora sagde mere, Sev baskede allerede hårdt med vingerne, for at forøge sin højde. Det tunge vand satte hans vinger på ekstra arbejde.
   "Vær forsigtig, Sev. Vi ved ikke, hvad der venter under røgen."

Sev fnøs, selvfølgelig vidste de hvad der ventede. Deres destination var en elverudpost, så det var højst sandsynligt mennesker, som havde angrebet for at erobre vandforsyningen. Hævn, grådighed eller desperation. Uanset hvad, var det bare typisk for elvere og mennesker.
   De var nu så tæt på, at de kunne se nogle få overlevende elvere, som flygtede fra resterne af deres by. Det store træ, som havde været deres hjem stod i flammer. Sev holdt vejret. De træer, som voksede i Everans ørken, var meget sjældne og meget gamle, og deres rødder gik så dybt, at de selv kunne trække vand op fra undergrunden. Det var en grusom forbrydelse, at brænde dem. Noget som ikke engang mennesker kunne finde på at gøre.
   Da de kom tættere på fik de øje på angriberne og denne gang var det Sevs tur til, at sige: "Pokkers, pokkers, POKKERS!"
   Elvernes udpost var ikke blevet angrebet af mennesker, men af noget meget meget værre. Området vrimlede simpelthen med orker, trolde, øglemænd og andre ondskabsfulde væsner. Mylderet bestod af tusindvis af disse mareridtsagtige væsner.
   "Sev, det er en forbandet hær!"
   Pludselig susede en sværm af pile op imod dem. Han bekymrede sig ikke synderligt, før Aurora skreg: "SEV!"
   En af pilene borede sig gennem membranen på hans ene vinger og satte sig fast. Brølende af smerte så Sev på pilen. Det var umuligt. Han burde have været uden for rækkevidde. Det var som om hans hjerte sprang et slag over, da spidsen på pilen pludselig ændrede sig, og Aurora skreg: "Sev, få os væk herfra. Det er sgu dragedræbere!"
   Som om han ikke allerede havde regnet det ud. De pile var ondskabens selv. Hvis det lykkedes for en af dem at sætte sig fast i en drages skælpanser ville dens spids kort efter udvide sig og sprænge kødet under skællene.
   Uden yderligere opfordringer begyndte han at baske hårdt med vingerne, for at bringe dem i sikkerhed. Indvendig bandede han over de tunge vandbeholdere, men turde ikke få Aurora til at smide dem. Sev havde en ide om, hvorfor mørkets væsner havde angrebet elverudposten og hvis han havde ret, var det af største betydning, at de beskyttede dunkene og deres indhold.

På Sevs ryg sad Aurora og knugede med krampagtige fingre om sadelbøjlen, mens hun stirrede på pilen, som stadig sad i dragens baskende vinger. Det måtte gøre vanvittigt ondt.
   De var hastigt på vej væk fra den brændende udpost, da Aurora endelig løsrev sit blik fra pilen og så sig over skulderen. Synet fik hende til at overveje om denne dag kunne blive værre. Hvad havde de egentlig gjort for at fortjene dette?
   "Sev, for pokker. Er det to drager, som følger efter os? Jeg har aldrig før set sorte drager."
   Efter et blik bagud fnøs Sev og baskede endnu hårdere med vingerne.
   "Det er ikke drager. Jeg vil nok nærmere kalde dem, for flyvende reptiler."
   Aurora lavede himmelvendte øjne.
   "Altså drager."
   Det var jo indlysende. Hvorfor kunne han ikke bare sige det lige ud?
   "Nærmere slanger med vinger. Bemærk, at de ikke har ben. De er snu, og deres bid er giftigt, så de kan lamme deres fjender. De kan ikke spy ild, og de er koldblodede. Bare i tilfælde af at du ikke ved det, er jeg altså varmblodet. Åbn lige vandbeholderne, gider du?"
   Selvom hun ikke kunne se den store forskel besluttede Aurora sig for at tie. Slanger, øgler, reptiler, krybdyr, drager - var det ikke hip som hap?
   Det var som om Sev havde læst hendes tanker, da han med sammenbidte kæber brummede: "Hvis du mener, at vi alle er øgler, drager, kunne jeg vel sige det samme om mennesker, elvere og dværge. For os ligner i også alle sammen hinanden, og åbn så de forbandede vandbeholdere! Jeg vil vide med sikkerhed, hvorfor de jager os."
   Med en fornærmet mine ignorerede Aurora hans kommentar om elvere, dværge og hendes egen race. I stedet så hun på beholderne, som hang på hver side af Sev.
   "Øhm ... Sev. Nu er du virkelig en øgle. Det er da vandet de er ude efter."
   Sev svarede kryptisk: "Der findes mere end en slags vand."
   Anspændt begyndte Aurora at løsne låget på en af vanddunkene. Sikke noget vrøvl. Kun vand var vand. Kostbart. Livgivende. Kølende. Nødvendigt. Vand.
   Da hendes fingre nåede det sidste hængsel, som holdt låget fast, tøvede hun.
   "Nu flyver du forsigtigt ikke Sev? Bare så vandet ikke skvulper over."
   Svaret kom som en irriteret knurren: "Det er fuldstændig ligegyldigt, Aurora og prøv DU at flyve forsigtigt med et smertende hul i den ene vinge. Mens du samtidig forsøger at flygte fra flyvende slanger. Åbn nu bare den beholder og se om der ligger en lille blå flaske nede på bunden, hvis ikke, så tjek også de andre en efter en."
   Efter en dyb indånding løsnede Aurora med rystende fingre det sidste hængsel. Uanset hvad Sev sagde, ønskede hun ikke at de tabte så meget som en enkelt dråbe vand. Det ville jo være fuldstændig spildt, hvis det faldt på det varme sand her midt ude i den brændende ørken. Forsigtigt lindede hun på låget og kiggede ned i den dybe beholder. Bunden var helt mørk, så hun løftede låget en anelse mere, så de tre soles lys kunne gennemtrænge vandet. Derefter smækkede hun låget på igen.
   "Ingen lille blå flaske i den."
   Sev svarede ikke, så Aurora gik straks i gang med at undersøge de næste. Der var gevinst i den tredje. En lille blå flaske lå neden under vandet og blinkede mystisk.
   "Fundet!"
   Dragen drejede hovedet og så bestemt på hende.
   "Hiv den op, læg den et sikkert sted og smid så beholderne. De sinker mig."
   Med hånden svævende over vandet, så Aurora skrækslagen på ham. Hvis de smed beholderne fra denne højde, ville de med sikkerhed gå i stykker, og vandet ville sive nyttesløst ned i sandet.
   "Det ... det kan du ikke mene Sev. Der er jo for en formue og ..."
   En truende hvislen afbrød Aurora, og hun så sig forskrækket bagud. Deres forfølgere var ved at hale ind på dem.
   "Fisk så den flaske op og smid de forbandede beholdere, Aurora. Vi vil helt bestemt ikke tjene noget på dem, hvis de der indhenter os."
   Aurora stak hurtigt hånden helt ned i beholderen og lukkede sine fingre om flasken. Vandet føltes dejligt køligt og friskt mod hendes hud. Hun trak hånden til sig og stak den fugtige flaske godt ind under sin stramme vest, så den lå presset mod hendes bryst.
   Efter en beroligende indånding begyndte Aurora med skælvende fingre at løsne dunkene. Det smertede hende uendeligt. Sev tilhørte muligvis en af de racer, som havde adgang til ubegrænsede mængder vand, men det gjorde hun ikke. Tørsten havde været en trofast følgesvend hele hendes liv.
   "Rub så neglene, Aurora. De dunke hæmmer mine bevægelser mere end pilen i vingen."
   I netop det øjeblik hadede Aurora virkelig Sev, og hendes svar lød som et hyl: "Ja, ja ... Jeg skal nok din hjerteløse reptil!"
   Hvis hun lod dem falde en af gangen, ville Sev få overvægt i den ene side, så med sammenbidte tænder løsnede hun en beholder på hver side. Aurora gispede efter vejret, da dunkene ramte jorden, og vandet sprøjtede ud til alle sider. Hver eneste dråbe glitrede i lyset fra de tre sole.
   "Så de næste, Aurora. Du kan godt. De første er altid de sværeste."
   Med tårer i øjnene løsnede hun de sidste to og lod dem falde. Sev havde taget fejl. Det var lige så svært anden gang.
   "Tusind tak, Aurora. Nu skal jeg nok få bragt os og flasken i sikkerhed."
   Den lille blå flaske føltes iskold mod hendes bryst, da hun drejede hovedet bagud og skreg: "SEV, PAS PÅ!"
   Den ene af drageslangerne var lige bag dem og havde åbnet sit gab, så man kunne se de giftiggrønne spidse tænder. Den huggede efter det yderste af Sevs hale.
   Auroras advarsel kom for sent. Selvom Sev flyttede sin hale, nåede drageslangens giftige tænder at skrabe over den. Åndedrættet sad fast i Auroras hals, da Sev baskede hårdere med vingerne. De var større end drageslangernes, og snart havde de lagt afstand til forfølgerne. Aurora smilede lettet og begyndte igen at trække vejret. Nu var det officielt - Sev var simpelthen en fantastisk drage. Man burde skrive sange om ham.
   "Godt klaret Sev. De kan sgu ikke følge med. Vi klarer den, og nu skal du altså fortælle, hvad der er i den lille blå flaske."

Svaret var en sammenbidt stønnen. Giften var begyndt at trænge ind i Sevs system. Hans halespids var allerede helt følelsesløs og om mindre end ti timer ville hele hans krop være lammet. Forbandet. Hvorfor havde han ikke fløjet lidt hurtigere? Kamp havde jo været udelukket. Der skulle mere end en drage til at nedlægge to af de gyselige slanger, men måske ...
   Sev rystede på hovedet og overvejede hurtigt situationen og deres muligheder.

"Sev?"
   Med tårer i øjnene så Aurora bekymret på sin bedste ven.
   "Du har desværre lidt for stor tiltro til mig, Aurora. Den fik mig. Jeg vil ikke være i stand til at bære dig helt tilbage til sikkerheden. I det øjeblik giften når mine vinger, så vil jeg ikke længere kunne flyve, men jeg skal nok skabe så meget som muligt afstand til vores forfølgere inden da. Nu skal du høre godt efter, Aurora ... Lytter du?"
   Aurora tørrede hurtigt tårerne af kinderne og slikkede dem af hånden, før hun grådkvalt svarede: "J... ja, jeg lytter ... Sev ..."
   Dragen rystede på hovedet, som om han var svimmel.
   "Godt. Indholdet i den lille blå flaske må under ingen omstændigheder falde i hænderne på vores forfølgere. Det er magisk vand. Livgiveren, kalder vi det. Det jeg nu fortæller dig er en hemmelighed, men det er vigtigt, at du forstår. For nogle hundrede år siden besluttede vi drager os for, at vi ikke længere ønskede at se mennesker og elvere lide under manglen af vand. Desuden har vi mere end rigeligt med skatte. Derfor overtalte vi dværgene til at tilkalde de bedste af menneskenes og elvernes troldmænd og -kvinder. Vi tog dem med ned til undergrunden og gav dem ubegrænset adgang til vand, så de kunne skabe magisk livgivende vand. For et par måneder siden lykkedes det. Hvis flaskens indhold bliver tømt ud på jorden vil der ske en magisk eksplosion, som vil trække vandet op fra undergrunden. Bare den lille portion, som du nu bære kan gøre et område, så stort, som en af menneskenes eller elvernes hovedstader og mere til, grøn og levende for evigt."
   Aurora måbede, og pludselig føltes den lille flaske endnu mere kold mod huden. Så meget liv. Vand. Ikke mere tørst. Det var simpelthen ikke til at fatte.
   "Men der er en ulempe. Hvis en af disse flasker skulle falde i hænderne på mørkets væsner, vil de få adgang til undergrunden. Til dragernes og dværgenes hjem. Hvis de udfører et overraskelse angreb i vores eget hjem ... de vil blive i stand til at dæmme op for alle de kilder, som bliver åbnet. De vil kontrollere vandet."
   Det var utænkeligt. Mørkets væsner ville ikke være interesserede i at dele vandet med andre. Ikke engang for skatte. Alle ville dø.
   Aurora gispede: "Hvad skal vi dog gøre, Sev?"

Giften havde allerede bredt sig et stykke op ad Sevs hale, så derfor baskede han endnu hårdere med vingerne. Han kunne ikke engang mærke varmen fra de tre sole på det lammede område.
   "Det skal jeg nok fortælle dig, Aurora. Når giften nærmer sig mine vinger bliver jeg nødt til at lande ellers styrter vi, og derefter ... derefter skal du efterlade mig. Du ..."
   Gispende efter luft knugede Aurora hårdt om sadelbøjlen, før hun fik suget luft nok ned i lungerne til at udbryde: "Nej! Der må være en anden måde. Jeg nægter at efterlade dig. Tænk bare på, hvad der kan ske, når forfølgerne når frem til dig ..."
   Sev forstod hende. Hvis der havde været nogen anden mulighed, så ... men det var der ikke. Hans stemme var en snerren, da han svarede: "Aurora, hør efter. Det bliver du simpelthen nødt til. Dette er meget vigtigere end en enkelt drage. Du bliver nødt til at bringe det magiske vand tilbage til dragernes område. Der vil to enkelte flyvende slanger ikke vove at angribe, og de vil ikke længere have overraskelsesmomentet. Fremover vil de blå flasker blive bedre beskyttet. Hvem siger for øvrigt at dette er slutningen for mig? Du kan jo bare tage nogle forstærkninger med tilbage. Vi har en modgift som kan helbrede mig i løbet af ingen tid."

Der var ingen tvivl. Hans argumenter kunne ikke modsiges. Den lille flaske med liv eller død, alt efter hvem der fik fat i den, føltes som et stykke sjældent is, mod hendes hud. Uden at bemærke det var hun igen begyndt at græde, og hun tørrede fraværende tårerne af kinderne og slikkede dem af hånden. Efter at have taget en dyb indånding svarede hun med hæs stemme: "Jeg skal nok gøre, som du siger, og jeg lover at bringe det magiske vand i sikkerhed, men så har du også bare at love, at du stadig er i live, når jeg vender tilbage."
   Sev lo dæmpet.
   "Hvis jeg endelig er død, tror jeg ikke, at jeg vil frygte nogen af dine straffe, men det lover jeg, og jeg skal også nok gøre alt, hvad jeg kan for at overholde det løfte. Helt ærlig. Jeg er jo stadig ung. Hvorfor prøver du ikke at sove lidt, Aurora? Når jeg går ned skal du til at lave alt arbejde, du lille menneske."

Giften havde bredt sig gennem Sevs bagkrop, der hang som ubrugelig dødvægt. Hans vinger kunne næsten ikke klare mere. De smertede for hvert eneste vingeslag, og giften var så tæt på dem. Forude kunne han se en klippe med skarpe kanter, der stak op af sandet. Den var kendt som kvartklippen.
   "Jeg bliver nødt til at lande, Aurora. Jeg kan ikke mere ... Det er jeg ked af. Jeg ville gerne have bragt dig lidt tættere på. Det bliver nok en hård landing, så hold godt fast."
   Aurora strammede straks sit greb om sadelbøjlen og lænede sig helt tæt ind til Sevs varme krop.
   "Jeg er klar."
   Med sammenbidte kæber brugte Sev sine vinger til langsomt at sænke dem ned på jorden ved siden af kvartklippen. I samme øjeblik hans krop ramte sandet, sank den helt sammen, men landingen var bedre, end han havde forventet.
   Uden sin sædvanlige energi kravlede Aurora ned fra hans ryg, mens hendes øjne fyldtes med tårer. Det var som om de pludselig havde besluttet sig for at frigive alle de tårer hun havde holdt tilbage før i tiden. Hun havde ikke grædt, siden hun som barn havde mistet sine forældre til tørsten. Mindet om hele stammen der havde samlet sig omkring hende, for at drikke af tårerne - ørkenens vand, stod skarpt i hendes erindring. Siden da havde hun ikke tilladt sig selv at holde af nogen og hendes øjne havde været tørre. Altså indtil nu. Sev var hendes bedste ven, og som om det ikke var nok, at hun aldrig før havde set ham så hjælpeløs, så skulle hun nu også forlade ham i denne tilstand.
   "Godt, Aurora se at komme af sted. Du bliver nødt til at skynde dig, så forfølgerne ikke indhenter dig, før du når i sikkerhed. Jeg er ked af at jeg ikke kan gøre mere, men jeg lægger mig bare hen ved kvartklippen. Når du ... når du vender tilbage med hjælp, ved du hvor jeg er. Held og lykke, Aurora."
   Aurora gik helt hen til Sev, slog sine arme omkring hans hals og knugede sig ind til ham et øjeblik.
   "Jeg kommer tilbage, Sev. Tag dig bare en lur, så skal jeg nok gøre arbejdet for en gangs skyld."
   Uden flere undskyldninger til at blive, slap Aurora dragen, vendte sig væk og begyndte at løbe.

Aurora løftede sin vandsæk til munden, klemte de sidste få dyrebare dråber ud og smed den fra sig. Everans brændende ørken var ikke et mildt sted for den tørstige eller uerfarne. Det var også derfor folk sjældent bevægede sig væk fra de spredte faste beboelser eller deres omvandrende stammer. Det var let at fare vild og dø, når de eneste landmærker var sand i evig bevægelse. Aurora var ikke faret vild. Hun var vokset op i en lille stamme af nomader og havde allerede fra barnsben lært at navigere i ørkenen ved hjælp af de tre soles placering på himlen. Derfor vidste hun præcis, hvor hun var, og at det ville kræve endnu et par timers løb, før hun nåede frem til dragernes område.
   Hvorfor havde hun ikke husket at genopfylde sin forbandede vandsæk, før Sev havde fået hende til at smide beholderne? Ved tanken om Sev blev hendes blik endnu engang sløret af tårer, og hun lod dem villigt trille. Hurtigt tørrede Aurora dem af kinderne og slikkede dem af fingrene før vinden udtørrede dem.
   Hvorfor var hun dog også så langsom? Sev havde brug for hendes hjælp, og for hvert sekund halede forfølgerne ind på hende. Uden at afbryde sin faste løberytme så Aurora sig over den ene skulder. Der var endnu ikke noget tegn på, at de flyvende møgslanger nærmede sig. Det kunne hun med sikkerhed takke Sev for. På trods af sin svækkede tilstand havde han kæmpet for at bringe dem hurtigere frem end nogensinde før.
   Den lille blå flaske, som stadig lå presset mod hendes bryst føltes pludselig så kold, at det var som om al følelse forsvandt fra huden. En kæmpe byrde. Det var første gang, at Aurora havde ansvaret for andet eller andre, end bare sig selv.
   Tørsten var begyndt at brænde i hendes hals, og hun ønskede, at flere tårer vil komme, men det var vist et tosset håb. Hendes øjne føltes lige så tørre og brændende som halsen. Den iskolde flaske borede sig ind i hendes bryst. Den var fyldt med koldt livgivende vand, som kunne slukke hendes tørst.
   Aurora lavede en grimasse. Sikke noget vrøvl. Det magiske vand ville højst sandsynligt få hende til at eksplodere. Desuden kendte hun jo tørsten. Hun kunne undertvinge den. Det var hun nødt til.
   Et blik mod himlen fortalte hende, at hun var omkring en times løb fra sit mål, hvis hun altså bare kunne holde den samme fart. Det var lang tid siden hun sidst havde været nødt til at løbe selv. Sev plejede jo at gøre alt arbejdet. Hvis de begge to overlevede dette, ville hun aldrig nogensinde skynde på ham igen. Det blev for den sags skyld nok heller ikke nødvendigt. Hvis det magiske vand virkelig kunne gøre det Sev sagde, ville de højst sandsynlig snart blive arbejdsløse. Måske kunne de blive postbringere?
   Pludselig lød en hvæsen bag Aurora, og hun var lige ved at snuble, da hun så sig forskrækket over skulderen. De to drageslanger nærmede sig. Hvad havde de mon gjort ved Sev?
   Aurora satte farten op, selvom hun vidste, at det var nyttesløst. Hun kunne ikke løbe fra drageslangerne.
   Pokkers, pokkers, pokkers. En halv time mere, så havde hun jo været i sikkerhed. Nu ville det hele være spildt. Sevs offer. Løbeturen. Tørsten. De havde tabt kapløbet.
   Det var ikke nødvendigt for Aurora at se sig over skulderen igen. Hun vidste at drageslangerne hastigt nærmede sig, selvom hun spurtede så hurtigt hun kunne over det løse sand. Blikket holdt hun fast rettet mod jorden foran sine fødder. Af en eller anden grund ønskede hun ikke at se, når hendes undergang ramte.
   Der lød en ildevarslende hvislen bag hende. Den var så tæt på, at hun forskrækket løftede sit blik fra fødderne og snublede.
   Med tanke på, hvor blødt og eftergivende sandet var når hun løb, føltes det stenhårdt, da hun faldt. Febrilsk følte hun efter den lille blå flaske. Til hendes lettelse var den stadig hel.
   Drageslangerne hvæsede igen bag hende. Tætter på. Med et vildt udtryk i ansigtet løftede hun først hovedet fra sandet og derefter resten af sin krop. Febrilsk begyndte hun at kravle. Væk fra drageslangerne og mod sikkerheden. Det varme sand brændte mod hendes håndflader og den blå flaske føltes iskold mod brystet. Aurora kunne kun tænke på en ting. Hun var nødt til at fortsætte. Sev regnede med hende. Det hele afhang af hende. Lyden af drageslangernes hvæsen og vingeslag var lige bag hende. Hun mærkede suset i luften, da den ene af dem dykkede ned mod hende. I samme øjeblik lød et højt brøl forude og hun lod sig falde fladt ned i sandet, så drageslangen susede henover hende.
   Først nu løftede hun hovedet og så forud. Fem drager var på vej mod hende. Hun var reddet.
   Et smil, som fik hendes tørre læber til at sprække, bredte sig over hendes ansigt, da hun så op over skulderen. Drageslangerne tøvede. Nu hvor de var oppe imod overmagten, var de ikke nær så modige. Stadig smilende slikkede Aurora de små bloddråber af læberne, rejste sig op og begyndte at løbe hen mod de fem drager. Den absolutte sikkerhed og redning til Sev.
   Pludselig lød det som om drageslangernes hvislen igen var lige over hende, og derfor smed hun sig endnu engang ned i sandet med hånden beskyttende om den blå flaske. Det var i sidste øjeblik. Den ene af de flyvende slanger susede over hende med åbent gab, så dens syregrønne gift dryppede ned i nakken på hende. Med tilbageholdt åndedræt så Aurora, hvordan drageslangen fortsatte mod de fem drager og blev modtaget af deres altfortærende flammer. Hun havde aldrig set en drage spy ild, ikke engang Sev, og det var et frygtindgydende syn. Nu forstod hun hvorfor alle de erobringsforsøg af vandet, menneskene og elverne havde forsøgt igennem tiden var mislykkedes grusomt.
   Et blik tilbage fortalte hende, at synet af dens brændende racefælle havde fået den anden drageslange til at stikke af. Med et jubelråb på læberne sprang hun på benene og ignorerede de ømme muskler, mens hun råbte til de fem drager: "Savner I en lille flaske magisk vand? Og har I for resten noget almindeligt vand? Jeg er dødsens tørstig. Derudover har jeg en drageven, som mangler noget modgift."

Aurora forsøgte diskret at skifte stilling. Det kunne godt være at dragerne lignede hinanden, men de føltes altså ikke ens at sidde på. Det kunne selvfølgelig også være, at hendes bagdel havde vænnet sig til Sevs ryg. Sev. Bare han stadig var i live. Tænk nu, hvis drageslangerne havde dræbt ham, før de fortsatte efter hende. Eller hvis den undvegne var taget tilbage for at dræbe ham, som straf for at deres mission var mislykkedes.
   "Vi nærmer os kvartklippen. Jeg tror at jeg kan se Severian."
   Den guldfarvede drage, som Aurora sad på ryggen af hed Artorion. Han var en del større end Sev og lød meget mere højtidelig. Han var ikke ligefrem den type drage, som Aurora turde skynde på, kalde for øgle eller give kælenavnet Art.
   "Med mindre drageslangerne har færdiggjort det de begyndte, så burde han stadig være i live. Fuldstændig lammet, men i live."
   Aurora sank en klump, da Artorion landede i nærheden af kvartklippen. Sevs store kobberfarvede krop lå helt stille ved siden af den. Af en eller anden grund havde Aurora det som om hendes ben også var lammede. Derfor blev hun siddende på ryggen af Artorion, da han gik hen til Sevs livløse krop. Da de nåede derhen rev Artorion en lille mørkegrøn flaske fri fra en gylden kæde han havde om halsen. Ganske forsigtigt brugte han det yderste af to kløer til at åbne den og hældte dens indhold ned i Sevs åbne gab.
   "Nu kan vi kun vente."
   Artorion satte sig tungt, og Aurora trillede overrasket ned over ryggen på ham. En klo hev hende hurtigt på benene.
   "Det må De undskylde. Jeg er ikke vant til at have nogen siddende på ryggen. Tillad mig for resten endnu engang at takke for, at De bragte det magiske vand tilbage til os. Næste gang vi sender det ud må vi nok hellere beskytte det bedre, men vi anede ikke, at mørkets væsner kendte til dets eksistens. Med hensyn til den hær De nævnte, er vi allerede ved at samle vores styrker, men den undvegne flyvende slange fløj højst sandsynlig tilbage for at advare dem."
   Det var ikke for at være uhøflig, men Aurora hørte overhovedet ikke efter. Hun havde kun øje for Sev. Så vidt hun kunne se trak han vejret og pludselig begyndte hans ene klo at spjætte. Med et lettet åndedrag åbnede Sev sine gyldne øjne og så forfjamsket på Artorion, som sukkede.
   "Severian, lillebroder. Hvor mange gange skal jeg sige til dig - Hold dig fra de flyvende slanger. Hvis du bare brænder dem i stedet for at forsøge at flyve fra dem, ville du ikke ende som lamme, men du skal selvfølgelig altid spille helt."
   Aurora så forundret på den store gyldne drage, som åbenbart var Sevs storebror, derefter glemte hun alt om ham og løb hen for at kramme Sevs hals.
   "Jeg er helt enig, Sev. Du er simpelthen en rigtig øgle, men nu tror jeg at vi begge to har fortjent en ferie."
   Sev smilede skævt til Aurora.