Starten på en ukendt rejse
Charmina traskede trist af sted med blikket rettet imod jorden.
Drageungen kom pludselig fjumrende fordi hende på en måde, som hun kun kunne betegne som overstadig begejstret.
Ja, hvorfor skulle den ikke være det? Den havde jo ikke været nødt til at efterlade hele sin familie og alle den nogensinde havde kendte og elsket. Den kendte jo kun hende.
Dens vinger flagrede formålsløst efter den.
Charmina havde slet ikke havde lyst til at smile, men hun kunne alligevel ikke holde et lille af dem tilbage.
I samme øjeblik snublede ungen over en lille sten og faldt om i en rodet bunke af vinger, ben og en hale, som så ud som om den var begyndt at vokse så hurtigt at resten af kroppen ikke kunne følge med. Den var næsten en halv gang længere end resten af ungens krop.
Drageungen fik med stor koncentration samlet sig selv op fra jorden, hvorefter den vendte sig og begyndte at knurre fjendtligt af stenen, som havde været så grov at spænde ben for den.
Charmina kvalte et fnis og udstødte i stedet for et suk.
"Kom nu, vi har ikke tid til det der pjat, hvor vi end er på vej hen, så føles det, som om kaldet bliver kraftigere hver gang vi gør holdt."
Ungen reagerede slet ikke, men var nu begyndt at luske snerrende rundt om stenen.
Charmina sukkede igen.
Nå men de kunne vel også lige så godt holde frokost nu.
Hun var faktisk ved at blive lidt sulten og når man tænkte på ungens eksplosive vokseværk, så var det sikkert konstant sulten.
Charmina gik hen til en stor sten og satte sig ned, hvorefter hun åbnede madsækken og tog det sidste af maden op. Et stykke ost og et tørt brød.
Fremover ville de blive nødt til at finde deres mad på vejen, men det var sensommer, så det burde ikke være så svært at finde nogle bær og rødder. Bare ungen nu kunne leve af det, for hun havde ikke medbragt noget våben, som hun kunne bruge til at jage dyr. Hun havde kun kniven, som var fulgt med madsækken og desuden, så kunne hun ikke lide tanken om at slå et lille forsvarsløst dyr ihjel.
Derfor måtte sensommerens frugter være nok. Hun håbede bare at deres rejse ikke ville vare så lang tid, at de blev fanget af vinteren. Hun var slet ikke klædt på til at kunne modstå frosten og om vinteren ville det blive praktisk talt umuligt at finde noget at spise. Det ville hun dog ikke tænke på nu. Hun havde allerede rigeligt med bekymringer.
Ungen gik stadigvæk rundt om stenen, men var nu begyndt at give den små puf efterfulgt af hurtige tilbagetrækninger.
"Kom nu her dit tossede lille kræ. Der er mad."
Drageungen glemte straks alt om den formastelige sten, og susede hen til hende med vingerne blafrende efter sig.
Charmina rakte drageungen osten, som den straks fortærede imens hun langsomt gnavede i det tørre brød. Det føltes endnu mere tørt i hendes mund og sugede al hendes spyt til sig.
Da ungen var færdig kiggede den spørgende op på hende.
"Nå du er måske mere sulten? Desværre, så har jeg ikke mere, så du må selv finde noget, hvis du vil have mere."
Den skulle jo også lære at klare sig selv.
Som svar gabte ungen og lagde sig ned på jorden ved siden af hende.
Charmina så kritisk på den.
"Dovenkrop."
Inderst inde begyndte hun ikke desto mindre at blive bekymret. Havde hun allerede ødelagt ungens fremtid, som fri drage ved at fodre den? Eller fodrede en vild dragemoder også sine unger lige efter at de havde kæmpet deres vej ud af ægget?
Hun skævede bekymret hen til ungen, som nu lå på ryggen med vingerne spredt ud til siderne og sin lange tunge hængende ud i den ene side af sit åbne spidstandede gab.
"Har jeg gjort dig en bjørnetjeneste ved at fodre dig?"
Ungen åbnede øjnene og Charmina kunne have svoret på at den et øjeblik kiggede på hende med et beroligende udtryk i sine diamantsorte øjne, hvorefter den pludselig snappede legesygt ud efter sin lange hale.
Charmina sukkede og rejste sig.
"Lad være med at fjumre rundt. Vi må videre og forhåbentlig kan vi finde noget mad på vejen."
Hun så ned på ungen, som stirrede tilbage på hende samtidig med at den havde gabet fuld af sin egen hale.