Genforeningen
   Adser gik og holdt skarpt øje med Síleon, men kiggede væk hver gang Síleon rettede sit blik imod ham.
   Den lille gruppe bestod af Excelsia, Adser, Síleon, de to healere Pius og Chanie, Dísío og dværgene Elis og Tolí. Elis havde hårdnakket forlangt at følge med sin mand, fordi hun ellers mente, at han ville rode sig ud i en hel masse problemer.
   De var rejst fra grotten ved daggry og Adser øjne var røde og sved på grund af manglende søvn.
   Han havde slet ikke fået sovet om natten på grund af Síleon.
   Han vidste eller var i hvert fald ret sikker på, at Síleon havde skumle planer, men hvad andet kunne man ellers forvente af en sortkåbe.
   Adser snublede over sine egne ben og faldt så lang han var, så han endte med næsen i jorden.
   Han løftede hovedet og spyttede jord ud af munden.
   Han skulle lige til at brokke sig over alle de sten som lå på vejen, men fik så øje på Pius der stod foran ham med en udstrakt hånd.
   Adser rømmede sig og greb hans hånd.
   - Mange tak min ven. Øhhh Der må have ligget en sten.
   Pius nikkede smilende.
   - Selvfølgelig Mester Adser.
   Adser kiggede flovt ned i jorden.
   Pius forsatte med at gå ved siden af ham.
   Adser skævede mindre diskret til healeren og hans svulmende muskler.
   En bemærkelsesværdig mand. Hvad havde fået denne mand til at blive healer? Han lignede jo mest af alt en kriger.
   Adsers blik blev pludselig fanget af et blegt ar i Pius nakke. Det var næsten skjult af healerens lange brune hår. Adser stirrede vedvarende på det og lagde slet ikke mærke til at Pius havde opdaget hans blik, før han begyndte at tale.
   - Før jeg blev healer var jeg lidt af et brushoved ... faktisk var jeg et grisk svin. Jeg ville gøre alt for penge og kæmpede for dem, som betalte mig mest.
   Pius sukkede og kiggede trist ned på sine hænder.
   - Disse hænder har dræbt... myrdet tusinde af modige mænd. Nogen havde et hjerte der var gennemsyret af ondskab andre... havde et godt og ædelt hjerte.
   Han tav nogen sekunder, imens han kiggede med undren på sine hænder. Det var som om, han ikke rigtig forstod, hvordan de kunne havde udført disse gerninger.
   Adser skulle lige til at spørge hvad der så skete, da Pius forsatte sin fortælling.
   - En dag i et af utallige slag stod jeg overfor en mand eller det er nok forkert sagt. Han var ikke andet end en stor dreng. Hans hænder der holdt om et rustent gammelt sværd rystede, men udtrykket i hans ansigt var beslutsomt og afklaret. Jeg kunne se i hans øjne, at han vidste han skulle dø og accepterende denne skæbne.
   Følte at hans sag var værdig at give sit liv for. Jeg husker ikke engang, hvilken sag han kæmpede for.
   En tåre trillede stille ned af Pius kind og Adser klappede ham kejtet på ryggen.
   - Jeg tøvede kun kort og svingede mit sværd imod drengen. Jeg regnede med at se dødsfrygten og erkendelsen af, at hans sag ikke var dette værd.
   Han forsøgte at parere mit første slag, men hans sværd smuldrede, da mit ramte det. Mit andet slag ramte ham i siden af brystet. Han gik i knæ. Blodet strømmede fra det dybe sår, og han kiggede tavst op på mig. Der var ingen frygt i hans øjne. Kun medlidenhed. For først gang i mange år skammede jeg mig.
   Pius sukkede dybt.
   - Derefter blev alt mørkt. Jeg var blevet ramt af et sløvt sværd i nakken. Det havde ikke slået mig ihjel, men såret mig dødeligt. Da jeg kom til mig selv igen var det med en healers hjælp.
   Han kastede et kærligt blik hen imod Chanie, som gik et lille stykke foran dem.
   - Først skammede jeg mig over at være i live. Ønskede kun at dø. Chanie hjalp mig til at forstå, hvordan jeg kunne forsøge at råde bod på mine synder. Jeg blev en healer.
   Han kiggede nu stolt ned på sine hænder.
   - Disse bringer nu liv og ikke død.
   Adser nikkede forstående, imens han fraværende tørrede en tåre væk fra sin kind.
   - Du har lært af dine fejl. Du har min dybeste respekt.
   Pius nikkede og smilede svagt til ham.
   - Jeg har selvfølgelig hørt om dig. Hvem har ikke det. Chanie sagde så sent som i går, at dem som kæmper for det gode er heldige, at du ikke kæmper på mørkets side.
   Adser rødmede flovt.
   - I tilkender mig for meget ære. Jeg er ved at være en gammel fjollet mand. Excelsia er den stærke. Jeg har set hende gøre de mest forunderlige ting med magi. I skulle bare høre hendes latter.
   Han fik et ivrigt udtryk i ansigtet.
   - Kunne du tænke dig at hører om nogen af dem?
   Pius nåede slet ikke at svare, for i samme øjeblik brød Chanie ind i deres samtale.
   - Det vil vi da gerne. Vi har selvfølgelig også hørt om hende, men sådan nogen historier kan jo blive forandret mange gange, når de bliver fortalt fra mund til mund.
   Chanie kiggede skamfuldt ned i jorden.
   - Jeg skammer mig en smule, men jeg har brug for at vide, at hun virkelig er så magtfuld, som man siger. Vi er jo oppe imod en gud.

Daktílí skævede over på Síríon der fløj ved siden af på sin drage. Det var en handrage, som hed Rasístí. Han skulede ondt tilbage på Daktílí.
   Daktílí vidste godt hvorfor og rettede igen blikket imod jorden, imens han mindedes aftenen før.

Der var kun gløder tilbage i bålet, og alle havde lagt sig til at sove. Eller næsten alle.
   Daktílí lå og kiggede eftertænksomt på den sovende Síríon. Han lå uroligt og havde tilsyneladende et slemt mareridt.
   - Du har afsløret en smerte i hans indre, som han for længst havde begravet... eller i hvert fald forsøgt.
   Daktílí løftede hovedet og fik øje på den drage, som Síríon red på.
   - Det ved jeg.
   Rasístís øjne blussede vredt.
   - Så lad være med at presse ham. Han skal nok acceptere, hvad du har fortalt ham, men han har brug for tid.
   Daktílí kiggede sørgmodigt på ham.
   - Desværre er tid det eneste vi ikke har.
   Rasístí snerrede tilbage.
   - Bare lad være med at presse ham.
   Han lagde sig ned og lukkede øjnene.
   Samtalen var slut.

Daktílí sukkede dybt og fokuserede igen på jorden. Forude fik han øje på en lille flok. Fire af dem bar hvide kåber, en sort, to dværge og en kentaur.
   Han vidste straks, at Excelsia var en af dem og begyndte at juble højt og satte farten op.
   Den lille flok standsede og en af de hvidkåbede satte i løb hen imod dragerne der hastigt nærmede sig.
   Daktílí kunne mærke lettelsen og glæden strømme igennem sin krop.
   Hun var ikke kommet til skade. En lille logisk stemme i hans hoved tilføjede "hun har jo også været sammen med healere".
   Han dykkede med fuld fart imod jorden og landede så hårdt, at benene var ved at give efter under ham og Excelsia måtte kæmpe for ikke at trille hen over jorden, da hans vinger sendte et kraftigt vindpust imod hende.
   Da støvet havde lagt sig, stod de bare og kiggede på hinanden.
   Excelsia havde tårer i øjnene og Daktílí kunne fornemme, at hun havde savnet ham og hans støtte.
   Hun løb hen til ham og klamrede sig hulkende til de hårde skæl på hans bryst.
   Han havde en stor klump i halsen og måtte rømme sig, før han kunne tale.
   - Jeg vidste, at du havde klaret Bergliots fald. Du er alt for stærk og snu til at dø under sådan et bagholdsangreb.
   Excelsia hulkede endnu mere og Daktílí kunne næsten ikke hører, hvad hun sagde.
   - ..ej...r...ik...stark.
   Han kiggede overrasket ned på hende.
   - Selvfølgelig er du det og du må bruge den styrke. Jeg har medbragt en uventet person.
   Imens de havde talt var de andre drager landet bagved dem, og Síríon stod og kiggede på sin bror. En masse følelser for hen over hans ansigt. Forvirring, chok og smerte var de mest fremtrædende.
   Síleon stirrede bare rasende tilbage på ham.
   Excelsia trådte væk fra Daktílí og tørrede sine øjne. Først nu fik hun øje på Síríon.
   - Síríon er det dig?
   Der gik et par øjeblikke, før han nærmest rev sit blik væk fra sin bror.
   - J-ja det er mig.
   Excelsia løb straks hen og omfavnede ham.
   - Det er over halvtreds år siden jeg sidst så dig.
   Hun rettede sit blik imod dragen Rasístí der stod beskyttende bagved ham og kigge mistænksomt ned på hende og engang imellem kiggede surt hen imod Síleon.
   - Og du er blevet dragerytter... dine forældre ville være så stolte.
   Síríon nikkede og kiggede ned i jorden.
   Excelsia gav ham endnu et langt varmt kram.
   Da hun gav slip på ham drejede hun hovedet og kiggede nervøst på Síleon.
   Dette skabte en uventet komplikation. De havde ikke tid til at forene de to brødre.
   Excelsia havde også en mistanke om, at dette ville være umuligt, da hun så udtrykket i Síleons ansigt.
   Det var præget af et voldsomt raseri, men da han opdagede hendes blik, skjulte han vreden bag en ligegyldig maske og begyndte at gå uden at vente på nogen af de andre.
   Excelsia sukkede dybt.
   Her kunne de ikke forvente nogen lykkelig genforening.

Langt derfra i en krigslejr stod Sir Devillis og snakkede med en udmattet dragerytter der netop var landet i lejren.
   - Hvad nyt?
   Dragerytterne gispede, som en mand der havde løbet over hundrede kilometer. Hans ansigt var blegt og fyldt med frygt.
   Sir Devillis kiggede irriteret på ham.
   Manden var åbenbart en svækling. Han havde jo siddet på en drageryg hele tiden og sad der stadig. Dragen kiggede hadefuldt på sin rytter og Devillis fik på fornemmelsen, at den tænkte det samme som han.
   Dragerytteren gispede højt, trak vejret dybt ind og begyndte at tale.
   - Dødens herre... den højt ærede... Gravillish... er allerede...opmærksom på... at... en hær der skal bekæmpe... ham... bliver samlet.
   Han trak endnu engang vejret dybt ind og lignede en, som var ved at blive kvalt.
   - Han... modtager... deres... hjælp... Dette... er... en advarsel... om... ikke... at... forråde ham.
   Dragerytterens ansigt blev endnu mere blegt og fik en svag blålig kulør. Han greb sig til halsen.
   Sir Devillis kiggede først uinteresseret på ham og skulle til at gå.
   Han havde allerede vendt sig halvt, da han ud af øjenkrogen opfangede rytterens ansigt.
   Huden der nu var grå var begyndt at falde som støv fra hans ansigt og hænder.
   Kraniet og tynde hvide fingerknogler begyndte at træde frem. Kraniets mund var åbent i et lydløst skrig.
   Øjnene forsvandt og et rødt skær dukkede op i de tomme mørke øjenhuler.
   Manden var nu et skelet.
   Skelettet fjernede sine krogede hænder fra sin benede hals.
   Det drejede hovedet og rettede sine tomme øjenhuler der alligevel ikke var tomme imod Devillis.
   Han blev et kort øjeblik grebet af frygt og stirrede chokeret på den døde dragerytter, som alligevel ikke var død.
   Han fik dog hurtigt kontrol over sig selv, og skelettet begyndte at tale med en isnende hvisken.
   - Min herre ønsker, at jeg skal stå bag dig i den forstående kamp.
   Skelettet kravlede med en svag raslen ned fra dragens ryg og bukkede for Sir Devillis.
   Dragen så lettet ud, da det forsvandt fra dens ryg, og Devillis forstod den godt.
   En dødens kulde strømmede ud af dets hvide knogler, og Devillis gøs ufrivilligt.