Hadets skæl
   Solen var kun lige stået op. Den trætte portvagt havde netop åbnet porten, hvorefter han havde sat sig ind i vagtrummet igen. Charmina kunne høre en svag snorken derinde fra, men alligevel kiggede hun sig nervøst omkring, før hun listede ud af byporten og hurtigt løb hen over markerne med kurs imod skovbrynet. Så hun kunne komme i skjul inden portvagten vågnede eller blev vækket af sin rasende overordnede.
   Charmina måtte ikke gå udenfor porten uden en ledsager og absolut ikke gå ind i skoven, men hun kunne bare ikke holde det ud længere.
   Hun havde brug for at være alene. Rigtig alene.
   Ikke som oppe på borgen, hvor hun var ensom, men aldrig alene.
   Der havde hun det altid, som om at folk holdt øje med hende. Forhindrede hende i at være sig selv.
   Om det så var tjenestepigen, som kom med rent sengetøj, hendes far, der betragtede hende med bekymring eller hendes morfar, som gav hende et velment gok med sin stok, før han rystede trist på hovedet.
   Skoven var hendes eneste fristed.
   Charmina gik stedkendt ind og forsatte, indtil hun nåede frem til et knudret gammelt træ, som strakte sine krogede grene imod himlen.
   Træet var hendes ven. Det lyttede altid tavst til hendes problemer. Det afbrød hende ikke og sendte hende aldrig anklagende eller bekymrede blikke eller gav hende et gok i hoved med sine knudrede gamle grene.
   Hun gik hen til træet og satte sig ned med ryggen lænet imod dets ru stamme.
   "Så er jeg her igen gamle træ og jeg føler mig så trist, ked af det og også en lille smule bange."
   Charmina tav og kom til at tænke på hvor tåbeligt det var, at sidde og tale til et træ.
   Det var ikke første gang, at hun tænkte dette, men ligesom de andre gange måtte hun erkende at træet var den eller det eneste, som hun kunne fortælle alt uden bebrejdelser, bekymrede svar eller chancen for at hun ville blive ført direkte til bålet.
   Der gik alligevel lang tid, før hun igen talte og da det endelig skete var solen steget højt op på himlen.
   "Grunden til at jeg er ked af det er for det første fordi, jeg er blevet uvenner med Lance. Han har forsøgt at gøre det godt igen flere gange, men det er som om, at jeg helt har mistet lysten til at tale med ham. Jeg troede jo, at han forstod mig."
   Charmina lukkede øjnene og lænede sit hoved tilbage mod stammen.
   "Grunden til at jeg er en smule bange er en drøm, som jeg havde for et par dage siden. Faktisk lige efter at jeg havde skændtes med Lance. Det er dragerne. Du kan godt huske, at jeg har fortalt dig om dem tidligere ikke? Nå, men jeg tror, at de hader os. Altså os mennesker ikke jer træer, men jeg kan selvfølgelig ikke være sikker. Kan jeg vel?"
   Hun tav endnu en gang. Ikke fordi hun forventede at træet skulle svare på hendes spørgsmål, men på grund af drømmen, som stadig spøgte i hendes hoved.
   Den var stadigvæk lige så tydelig, som da hun lige var vågnet op fra den. Det var som om, at den var mere end en drøm. Et budskab eller en advarsel.
   Charmina havde dog ikke fortalt nogen om den. Måske var det forkert af hende.
   Hun åbnede øjnene og løftede hovedet.
   Selvfølgelig var det da forkert af hende. Hun blev nødt til at fortælle sin far om drømmen.
   Charmina smilede tilfreds og rejste sig. Hun gik et par skridt væk fra træet og vendte sig derefter imod det. "Mange tak fordi du lyttede endnu engang gamle træ. Hvad skulle jeg dog gøre uden dig."
   Hun nejede for træet og begyndte at gå tilbage af samme vej, som hun var kommet.
   Charmina ville fortælle sin far om drømmen. Prøve at få ham til at forstå at den havde noget med virkeligheden at gøre og at de muligvis var i fare.
   Hun var nået frem til skovbrynet, da hun pludselig så et mat glimt ud af den ene øjenkrog. Det kom inde fra et krat.
   Charmina stoppede brat op for at se hvad det var, som havde blinket til hende.
   Endnu et glimt.
   Der lå noget på jorden inde i krattet.
   Hun gik forsigtigt hen imod det, men det var først da hun stod lige over det, at hun kunne se hvad det var.
   Charmina bukkede sig og samlede det op. Et drageskæl.
   Det var sort. Hun havde aldrig set en sort drage, men hun var ikke i tvivl om at det virkelig var et drageskæl.
   Pludselig blev hun ramt af en bølge af følelser. De kom fra drageskællet.
   Charmina kunne mærke en smule frygt, en kold triumf og vrede, men den stærkeste følelse var hadet.
   Skællet nærmest brændte hendes hånd, så voldsomt var hadet.
   Hun tabte det med et forskrækket gisp.
   Charmina havde aldrig følt et så indædt had før.
   Hun betragtede skællet. Nu hvor det igen lå på skovens bløde bund virkede det helt uskadeligt, men hun vidste at det var alt andet end det.
   Hadet levede i skællets ejermand. Et had rettet imod mennesket. Denne drage havde været her. Hun kiggede ud igennem krattet og kunne med lethed se byen igennem bladene.
   Dragen havde iagttaget dem. Udspioneret dem med vreden lurende lige under overfladen.
   Var det lang tid siden den havde været her?
   Hun blev nødt til at snakke med sin far og han ville bedre forstå, hvis hun havde skællet med.
   Charmina kiggede nervøst ned på det et øjeblik, før hun vredt sagde til sig selv at dette jo bare var et skæl. Det var ejermanden der var farlig, ikke selve skællet. Med sammenbidte tænder samlede hun det op igen imellem spidsen af to fingre.
   Hun kunne stadig mærke hadet og det ville hendes far forhåbentlig også kunne.
   Charmina løb imod byen.