Healernes by
   De næste par dage blev tilbragt på kroen med planlægningen af deres videre færd.
   Ligene af de sorte drager og ridderen blev gemt i den grotte, hvor Daktílí havde gemt sig og liget af den gyldne drage begravet.
   De resterende gyldne drager kom sig så godt, de kunne.
   Dragen som havde mistet et øje hed Trítas, og han var allerede begyndt at vænne sig til kun at have et øje. Som han sagde så var han sikker på, at den hundrage han var vild med ville blive meget imponeret over hans nye krigsskade.
   Da der var gået tre dage fløj han af sted, for at informere den gruppe drager han og Liska boede sammen med om den kommende krig.
   Planen som blev udarbejdet disse første tre dage gik ud på at rejsen næste dag skulle gå til byen Bergliot, healernes by der var opkaldt efter den første kvinde, guderne gav gaven til at helbrede.
   Disse planer blev dog udsat et par dage, fordi Excelsia lå med feber på fjerde dagen og riften på hendes kind havde antaget en mørkegrøn kulør. Den korte kontakt med en sort drages klo havde været nok til at påføre hende noget af den gift der naturligt sivede ud af deres klør og tænder. De gyldne drager var immun overfor den, men det var andre væsner ikke.
   Da Adser så riftens kulør havde han så travlt med at hente Síleon, at han faldt ned af trappen til krostuen og brækkede det ene ben. En af dværgene tabte kogende vand ned over sig, og kromutteren Elis tilføjede Tolí en del flere buler med sin stegepande.
   Det var derfor en sølle flok der en uge efter dragekampen drog af sted imod Bergliot.
   Excelsia, Adser og den skoldede dværg blev transporteret på en kærre.

- Síleon, Síleon kom lige.
   Síleon bed tænderne sammen ved lyden af Adsers stemme.
   Hvis det gamle fjols ikke snart holdt op med at kalde på ham hvert femte minut ville han skade ham så slemt at han glemte alt om sit brækkede ben.
   Síleon stoppede dog alligevel op og ventede til kærren der blev trukket af en hest, som Dísío snakkede fornøjet til, nåede op på siden af ham.
   Han kiggede vredt på Adser.
   - Hvad nu dit gamle pivehoved?
   Adser kiggede fornærmet på ham.
   - Excelsia har mistet bevidstheden igen og øhhh… jeg tror at Daktílí brænder mit hår af, hvis han finder ud af det. Det er utroligt så pylret, den drage er… kan du ikke gøre noget?
   Adser kiggede nervøst op i luften, hvor Daktílí og Liska fløj.
   Síleon svarede irriteret.
   - Jeg har allerede gjort alt, hvad jeg kan. De Beltissa-urter jeg gav hende forsinker kun giften. Jeg er jo ikke healer.
   Adser nikkede først, hvorefter han ændrede det til en hovedrysten.
   - Nej selvfølgelig ikke. Jeg er meget taknemmelig for, hvad du allerede har gjort. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre.
   Síleon kiggede hånligt på ham.
   - Det havde jeg nok på fornemmelsen, da du kom bumpende ned af trappen.
   Adser vidste ikke rigtig, hvad han skulle svare til dette, så han gik i gang med at lægge en kold klud på Excelsias blege varme pande. Da han kiggede op igen var Síleon forsvundet. Adser kiggede igen på Excelsia.
   - Bare rolig min kære. Vi når snart frem til Bergliot. Bare hold ud et lille stykke endnu.

- Sir Devillis…
   Sir Devillis løftede hovedet fra de kort, han var i gang med at kigge på. En sort ridder var trådt ind i hans telt.
   - Ja.
   Ridderen lignede en der hellere ville stikke af, så hurtigt han kunne en fortælle de nyeste oplysninger. Han tog sig dog sammen og rømmede sig.
   - Øhm… man har fundet de fire forsvundne drager og ridderen Argot i en grotte tæt ved grænsen til Talí. De var alle døde…
   Troldmændene siger, at den ene drage blev slået ihjel med magi og de andre i kamp med… andre drager.
   Sir Devillis brølede i raseri og greb et spyd, som han kastede imod ridderen. Spyddet gik lige igennem ham, og han faldt død om.
   - Gillis!
   En nervøs Gillis trådte skælvende ind i teltet.
   - J-Ja herre.
   Sir Devillis bøjede sig over kortet igen, før han talte.
   - Fjern det rod.
   Han viftede med hånden hen imod den døde ridder uden at kigge op.
   - Ja herre med det samme.
   Sir Devillis forsatte med at kigge på kortet.
   - Og når du har fjernet det, så bring denne ordre videre. Al bebyggelse i nærheden af de døde drager skal undersøges. Sig de skal være på udkig efter gyldne drager.
   Gillis kiggede overrasket på ham.
   - Gyldne drager Sir?
   Sir Devillis hævede blikket og kiggede koldt på ham. Gillis sank en klump i halsen.
   - Gyldne drager. Selvfølgelig herre.
   Han bukkede dybt, hvorefter han greb fat i den døde ridders arme og med stort besvær slæbte ham ud af teltet.
   Sir Devillis kiggede ned på kortet igen.
   Så troldkvinden havde fået hjælp af flere gyldne drager end sin egen. Det måtte hun have, for han tvivlede på, at hendes egen drage kunne klare så meget som én sort drage alene.
   Dette betød, at hun var ved at samle de gyldne drager.
   Han var nødt til at stoppe hende, før hun ødelagde hans planer om at vinde herredømmet over landet. Hvis han hjalp Guden Gravillis var han sikker på, at denne ville opfylde dette ønske.
   Hans blik faldt på en prik på kortet, som viste de hvide healeres by Bergliot. De gyldne drager måtte være sårede. Hvis de ikke allerede var rejst mod Bergliot ville de snart gøre det.
   Sir Devillis smilede koldt.
   Han ville finde og dræbe hende i Bergliot. Selv ikke healerne kunne bringe døde tilbage til livet.

Efter en halv dags rejse nåede de godes sølle hær frem til Bergliot.
   Byen var omkredset af en høj mur, som kun var bevogtet i krigstid.
   Der var kun én port i muren og på hver side af den stod en kæmpe statue. Den ene forestillede en mand og den anden en kvinde. De holdt begge en hånd hen over portåbningen, som om de ville velsigne, de rejsende der kom igennem åbningen. Og dem var der en del af. Køen af syge rejsende var over en kilometer lang.
   Der stod kun én vagt ved porten og da den lille flok endelig nåede frem til den kastede han kun et enkelt blik ned i kærren med Excelsia, Adser og dværgen, hvorefter han uden et eneste spørgsmål vinkede dem ind i byen.
   Hele den overraskende rene by var et mylder af syge skabninger der var kommet rejsende hertil for at blive helbredt.
   Et sted stod en kvinde og græd ved siden af sin døde mand, fordi hun ikke var nået frem i tide.
   Der var stor kø ved alle healernes huse, og Adser kiggede sig opgivende omkring.
   - Vi har ikke tid til at vente.
   Han kiggede ned på Excelsia, hvis ansigt havde antaget en lysegrøn kulør.
   - Hvordan skal vi få fat i en healer?
   Han kiggede spørgende først på Dísío, som bare kiggede sig forvirret omkring og derefter på Síleon.
   Síleon lavede himmelvendte øjne og snerrede.
   - Er jeg da den eneste, som kan finde ud af noget som helst.
   Han gik hen til kærren og løftede den bevidstløse Excelsia op i sine arme, hvorefter han begyndte at mase sig igennem køen til huset, som de havde gjort holdt ud for.
   Dette fik en del af de mennesker og elvere, som han møvede sig forbi til at protestere. Han vendte sig og stirrede koldt på den sure flok.
   - Hvis I er blevet revet eller bidt af en sort drage eller skal til at redde verden, som hende…
   Han rettede et kort øjeblik sit blik imod Excelsia.
   - … Så skal jeg gladelig lade jer komme først. Ellers går jeg ind nu.
   Døren bagved ham gik op og en smilende mand kom ud. Síleon skubbede sig forbi ham og gik ind uden at vente på den måbende floks reaktion.
   Inde i huset, som kun bestod af et rum med fire døre, indberegnet den han var kommet ind af, stod der en briks med et hvidt lagen. Síleon gik straks hen og lagde Excelsia på den.
   En dør gik op på den anden side af briksen og Síleon begyndte at tale uden at se op.
   - Hun er blevet revet af en sort drage. Gør hvad du kan.
   Tunge hurtige skridt nærmede sig briksen og Síleon kiggede op.
   En kæmpe mand med muskler så store, at de var ved at sprænge hans sølvkåbe var gået i gang med at undersøge Excelsia. Uden at kigge op brummede han med en dyb stemme.
   - Åben døren til venstre og få healeren derinde til at komme herind.
   Síleon kiggede først overrasket på healeren.
   Han havde aldrig set så stor og muskuløs en mand. At han skulle være healer virkede fuldstændig absurd. Derefter trak han ligegyldigt på skuldrene og gik hen og åbnede den omtalte dør.
   På den anden side af den var en lyshåret kvinde i gang med at heale et brækket ben.
   Síleon kiggede kritisk på hende, imens hun med lukkede øjne og begge hænder på det brækkede sted healede benet.
   Kort efter åbnede hun langsomt øjnene og Síleon sagde hånligt.
   - Hvis du er færdig med småtterierne så sker de alvorlige ting herinde.
   Hun hævede hovedet og kiggede på ham. Da hun fik øje på hans sorte kåbe gik hun i gang med at hjælpe manden med det nu raske ben op.
   - Vi kan ikke heale sorte troldmænd. I har jeres egne healere, og de findes endda spredt over hele landet.
   Síleon nikkede kort.
   - Det ved jeg, men hende du skal hjælpe er en hvid troldkvinde.
   Kvinden kiggede skeptisk på ham. Bagved Síleon råbte den muskuløse healer.
   - Chanie han taler sandt. Skynd dig herind. Jeg kan ikke helbrede hende alene og hun har ikke langt igen.
   Healeren Chanie skyndte sig hen til døren og masede sig forbi Síleon. Hun gik hen til briksen og manden mumlede.
   - Hun er blevet revet af en sort drage.
   Han hævede blikket og kiggede på Síleon.
   - Hvornår skete det?
   Síleon svarede koldt.
   - For en uge siden, men hun viste først symptomer for tre dage siden. Jeg gav hende nogle Beltissa-urter.
   Chanie kiggede skeptisk på ham.
   - Hvis I ikke tror på mig, kan I hente den anden hvide troldmand der venter udenfor. Han har for resten også brækket benet.
   Chanie gjorde et kast med hovedet hen imod døren, modsat den hun var kommet ind af.
   - Få healeren derinde til at hente den hvide troldmand herind.
   Síloen nikkede irriteret og gik hen til døren.
   På den anden side af den var en anden kvindelig healer ved at sende en smilende kvinde med et spædbarn ud.
   Síleon rømmede sig kort.
   - Jeg skulle sige, at du skal hente den hvide troldmand der venter udenfor med et brækket ben herind.
   Han gjorde et kast med hovedet mod rummet bag sig og vendte sig så for at kigge koldt på de to healere som stod bøjede over Excelsia.
   - Og gider I så komme i gang ellers kan det jo være ligegyldigt, om jeg taler sandt eller ej.