Realiteten er tab
   Almars hud og tøj var dækket af sod, han havde fået forbrændinger på armene og enderne på hans hår var svedne og krusede på grund af varmen. Han forsøgte at tørre sveden af panden med det ene ærme og tværede soden endnu mere ind i huden.
   De vilde drager havde afbrudt deres angreb for flere timer siden, men byens kamp var langt fra overstået. Dragerne havde sat ild til hans elskede by.
   Nu var branden slukket, men det havde kostet dyrt. Halvdelen af deres by var brændt ned, før de fik stoppet de grådige flammer, som havde fortæret både bygninger og mennesker. Familier der ikke nåede at komme i de underjordiske beskyttelsesrum, var brændt ihjel i deres egne hjem.
   Natten var kommet, men flammerne havde oplyst byen med deres dødelige flakkende skær. Det var nu langt over midnat.
   Han vinkede en mand, som var lige så beskidt, som han selv nærmere. Manden så lige så træt ud, som han følte sig.
   "Sørg for at de andre rådsmedlemmer bliver samlet i mødesalen og gå så i seng. Du får højst sandsynlig brug for alt din styrke i morgen."
   Manden nikkede træt og forsvandt.
   Almar sukkede og satte kurs imod rådssalen på trætte skælvende ben. På vejen fik han følgeskab af Sinistra. Den gamle mand støttede sig tungt til sin stok. Den var halvt forkullet i begge ender og en del kortere end den plejede at være.
   Sinistra mumlede noget der lød som.
   "De møgøgler har ødelagt min bedste stok."
   Pludselig rettede han sit skarpe blik imod Almar.
   "Er ravneungen i sikkerhed? Jeg har ikke set hende hele dagen, men jeg har hørt nogle rygter om at hun er en heks. Hvad er der sket?"
   Almar snerrede tilbage. Frygten og trætheden gjorde hans stemme hårdere end han havde ønsket det.
   "Ikke nu Sinistra."
   Han gik hurtigt af sted, så den gamle mand ikke kunne følge med. Han havde hverken energien eller lysten til at forklare det hele for Sinistra nu. Det måtte vente til senere.
   Salen var stadig tom, da han nåede frem til den og gik hen til sin stol og satte sig ned.
   Almar følte sig fuldstændig magtesløs.
   Han havde gjort alt, hvad han kunne. Reddet dem som kunne reddes. Kæmpet imod ilden. Givet alt hvad han havde i sig og mere til, men det var som om det alligevel ikke var nok.
   Mange var døde og deres tab så store.
   De havde mistet 116 af byens drager og deres ryttere, og syv af de tilbageværende drager var hårdt sårede og deres ryttere døde eller døende.
   De vilde drager havde også lidt store tab, før de forsvandt, men hvor de havde mistet 1000 ventede der cirka 5000 eller mere i baggrunden.
   Byen havde kun et cirka antal på sølle 700 drager tilbage.
   I det mindste havde Charmina været i sikkerhed under angrebet og hvis han havde noget at skulle have sagt ville hun forblive der.
   De andre rådsmedlemmer var begyndt at indfinde sig omkring ham og diskuterede højlydt, men han holdt fast i tanken om Charmina.
   Hun måtte være urolig for ham, men han havde ikke tid til at opsøge hende i skoven.
   Rådsmedlemmerne var begyndt at råbe. Han forstod godt deres frygt og frustration. Der var allerede tomme pladser i salen. Deres ejermænd var draget af sted på deres sidste rejse til faderen.
   Almar tog sig træt til hovedet.
   De havde aldrig forudset, at dette kunne ske. Ikke et angreb som dette. De havde ingen planer, ingen løsninger og alt for lidt tid. Og absolut ingen tid til at skændes med hinanden. Han sænkede armene, rejste sig og råbte for at overdøve de andre.
   "Mine herrer! Fald til ro. Vi løser ikke problemerne ved at skændes."
   Der gik et stykke tid, men til sidst blev der helt stille i salen.
   Den eneste gode ting, ved at de havde haft så travlt, var at der forhåbentlig ikke var nogen af rådsmedlemmerne, som havde hørt om Charmina. Og det de muligvis havde hørt var stadig ubekræftede rygter.
   Flere par blodsprængte øjne stirrede afventende på ham.
   Et øjeblik vidste han ikke, hvad han skulle starte med at sige, men besluttede sig så for sandheden. De kendte den alligevel godt ... inderst inde.
   "Mine herrer! Jeg er ikke sikker på, at vi kan redde resten af byen, hvis vi bliver angrebet igen. Det vigtigste er nu at beskytte borgerne.."
   Rådsmedlemmerne begyndte straks at råbe igen, men nu var det ham deres skældsord regnede ned over.
   Han bebrejdede dem ikke. De ønskede ikke at se sandheden i øjnene, Ved at kaste den lige et hovedet på dem, havde han gjort det umuligt for dem, fortsat at ignorere den.
   Almar afbrød dem igen med fast stemme.
   "Jeg ved det ikke er, hvad I ønskede at høre, men jeg vil ikke lyve for jer og I må holde op med at lyve for jer selv. I kender tabstallene og I så de vilde dragers overlegne antal. De trak sig tilbage denne gang, men det vil muligvis ikke ske igen. Næste gang tøver de ikke."
   Stilheden havde bredt sig i salen under hans tale. De så alle trætte og modløse ud og en enkelt mand, sad og hulkede ned i sine hænder.
   Han tog sig ubevist til brystet. Det smertede hans hjerte at berøve dem deres sidste håb, men de var nødt til at se realiteterne i øjnene.
   Lige som han havde gjort. Han knyttede hånden på brystet.
   "Vi kan kun sørge for at minimere vores tab så meget som muligt. Dragevogterne vil blive i byen og beskytte den så godt som muligt, men kvinder, børn, gamle og svagelige må sendes til Silvisan."
   Almar kiggede rundt. Ingen protesterede på trods af, at Silvisanerne havde været deres fjender så længe, som nogen kunne huske. Grunden til deres krig kunne ingen længere huske, så måske kunne dette blive begyndelsen til fred imellem deres folk.
   Rådsmedlemmerne havde accepteret sandheden og med tunge hjerter indset, at han havde ret.
   Hvis bare han havde lyttet til Charmina ... men måske ville det alligevel ikke have gjort nogen forskel. Hvilken forskel kunne et par timer have gjort? De ville dog i det mindste have vidst, hvad de havde i vente. Hvilken nytte, det så kunne have gjort.
   Han var nødt til at bringe besked til Charmina ellers kunne hun måske finde på at vende tilbage til byen for at lede efter ham og Sinistra. Spørgsmålet var bare - hvem kunne han stole på?
   Kort efter kom svaret til ham. Det føltes som om en lille del af hans byrde, blev lettet fra hans skuldre.
   Lance.
   Den unge mand og hans datter var venner. Almar tog en dyb indånding. Han måtte straks få fat i ham og sende ham ud til Charmina.
   Almar rejste sig brat og alle rådsmedlemmerne kiggede afventende på ham.
   "Hvis de herrer vil have mig undskyldt et øjeblik."
   De gloede undrende på ham, men han var ligeglad og gik med lange skridt ud af salen. De måtte tænke, hvad de havde lyst til. Han datter var vigtigere.
   Lige udenfor rådssalen ventede Sinistra på ham, med et bekymret udtryk i ansigtet. For første gang siden hans datter og Almars kone blev henrettet, kunne man se, hvor gammel han egentlig var. Den gamle mand løftede sin stok op foran ham, og spærrede vejen.
   "Hvor skal du hen knægt og hvor er mit barnebarn?"
   Almar sukkede. Han var stadigvæk ikke sikker på at han havde styrken eller lysten til at fortælle om Charmina, men Sinistra elskende hende lige så højt, som han selv gjorde.
   Han sukkede igen.
   "Charmina forsøgte at advare mig om angrebet. Da hun forsøgte at nå hurtigt frem til mig, brugte hun sine evner, så jeg sendte hende ud i skoven. Jeg lovede hende at komme derud, men jeg har simpelthen ikke tid til det, så jeg vil sende Lance."
   Sinistra åbnede munden for at sige noget, men Almar skubbede stokken til side og vinkede ham med sig. De satte kurs imod den del af borgen, hvor Lance boede.
   Den unge mand var i lære som dragevogter og alle lærlingene boede heldigvis på borgen.
   "Men hvorfor lader du ikke mig tage ud til hende i stedet for knægten?"
   Almar skævede sigende ned på Sinistras sortsvedne stok.
   "Nej, jeg tror ikke at hun har brug for et gok i hovedet, desuden har jeg brug for dig."
   Den gamle mand så forbløffet på ham og han fortsatte.
   "Du er den jeg kender, med mest erfaring. Måske har du nogle ideer, som kan bruges."
   Sinistra så stolt på ham.
   "Så har alle de gok alligevel hjulpet en lille smule."
   Almar sukkede.
   "Ja, og vil du nu være sød venlig, at gå ned til mit kammer og vente på mig."
   Den gamle mand nikkede velvilligt og drejede om på det ene ben og den korte stok. Almar forsatte, og snart stod han foran døren til Lances værelse. Han bankede kort på og gik ind.
   Lance satte sig forvirret op i sin seng. Han havde sorte poser under øjnene af træthed.
   "He... Herre?"
   Han gik hen til sengen og kiggede ned på Lance.
   "Der er ikke tid. Jeg er ked af, at forstyrre din velfortjente søvn, men du er nødt til at opsøge Charmina i skoven og sige, at jeg har det godt. Derudover skal du fortælle hende, at hun under ingen omstændigheder må vende tilbage til byen. Hun skal blive der uanset hvad der sker. Kan du gøre det?"
   Lance nikkede fortumlet.
   "Godt. Hun er i Dragegrotten. Tag også noget mad med til hende og vigtigst af alt ... Lyt til hvad hun siger. Måske kan hendes ord redde os."
   Lance nikkede igen.
   Almar var tilfreds, vendte sig og gik ud af værelset.
   Nu havde han ordnet problemet med Charmina. De andre problemer, som for eksempel hvordan de skulle redde byen ville nok ikke kunne løses så let.
   Han gik tilbage til rådssalen.