Síleon & Dísío
   Gillis skyndte sig op ad trapperne til sin herres værelse. Hans herre havde valgt at indrette sit sovekammer i toppen af det sorte tårn.
   Gillis stoppede forpustet, udenfor den blodrøde dør der førte ind til hans herres private gemak. Han tillod sig selv 10 sekunder til at få vejret og bankede derefter varsomt på døren.
   - Træd ind Gillis.
   Lød svaret fra den anden side af døren.
   Gillis sank en klump i halsen, før han forsigtigt åbnede døren og trådte ind.
   Hans herres værelse var holdt i rødt og sort.
   De sorte marmor vægge var delvist dækket af rød silke. De luksuriøse møbler var fremstillet i ibenholt og betrukket med rødt silke. Den store himmelseng der fyldte det meste af tårnværelset var ligeledes lavet i ibenholt med udskæringer der forstillede personer der skreg i endeløs smerte. Sengetøjet og gardinet var af en dybere rød silke end stoffet på resten af møblerne.
   Hans herre stod i den anden ende af værelset og kiggede ud, af vinduet der viste en del af Delia.
   - Jeg så dig komme med hende. Du har vel placeret hende i det hvide værelse.
   - Ja herre.
   - Godt.
   Sir Devillis vendte sig om og lod sit gennemborende blik hvile på Gillis.
   Gillis havde det som om, hans herre læste alle hans tanker.
   - Du kan gå Gillis.
   Gillis der havde kæmpet hårdt for sin ligevægt under sin herres kolde blik bukkede stift og gik ud af værelset.
   Da han havde lukket døren bag sig vendte Sir Devillis sig endnu engang, for at kigge ud af vinduet.

Excelsia hældte vand op i det dybe fad og begyndte at vaske sig. Hun tog ikke sin kåbe af og vaskede kun sit ansigt, sin hals og så langt op af armene hun kunne under de store ærmer.
   Hun følte sig overvåget og hun havde ret.
   Inde under en stol sad en lille sort mus og iagttog alle hendes bevægelser. Den sad helt stille og ventede. Ventede på at hun muligvis tog noget op af sine skjulte lommer i den hvide kåbe.
   Excelsia vaskede rejsestøvet og sveden af sig. Hun redte sit lange hår med fingrene.
   Hun rørte ikke nogen af parfumerne, da hun var i tvivl om, om de var sikre. Hun vidste at disse flasker kunne indeholde meget mere end parfume. Da hun var færdig satte hun sig stift til at vente på Gillis i en af de behagelige lænestole.
   Den lille sorte mus betragtede hende i yderligere 10 minutter, hvorefter den hurtigt smuttede hen over gulvet og forsvandt i sprækken under døren.
   Excelsia havde lagt mærke til den, da den løb henover gulvet og vidste med det samme, at det ikke havde været en almindelig mus. Det var den, som havde udspioneret hende.

Den sorte mus løb ned af gangen og ud i indgangshallen med de mange trapper og døre. Herude løb den hen til en, af trapperne, som den umuligt kunne komme opad.
   Den forsøgte dog heller ikke at komme op ad trappetrinene. Den løb bare hen til foden af trappen hvor den tilsyneladende forsvandt.
   Den var forsvundet ned i et lille sort hul i det nederste trin. Hullet der passede lige præcis til en mus var åbningen til en tunnel.
   Den lille mus løb op igennem den smalle tunnel i hæsblæsende fart. Den løb forbi mange åbninger til andre tunneler, men forsatte ligeud. Nogen steder blev tunnelen horisontal et lille stykke, men derefter gik det opad igen. Den sidste halve kilometer af tunnelen gik stejlt opad, imens den snoede sig. Det sidste stykke af tunnelen var et kort skarpt sving opad.
   Den sorte mus befandt sig nu foran døren til Sir Devillis værelse i det sorte tårn. Den kravlede med en svag krasselyd ind under den røde dør, hvor den blev mødt af Sir Devillis iskolde stemme.
   - Nå. Hvad fandt du så ud af?
   Den sorte mus begyndte at krumme sig sammen som i smerte, hvorefter den begyndte at vokse i størrelse og ændre udseende. Snart stod der en middelaldrene mand med brunt skæg og hår. Han var klædt i en sort kåbe.
   - Hun er en meget magtfuld troldkvinde. Hun fornemmede min tilstedeværelse næsten med det samme og gik i gang med at gøre sig i stand. Hun rørte dog ikke pafumerne, hvilket vidner om stor fornuft.
   - Nogen tegn på frygt?
   - Næsten ikke og den smule jeg fornemmede kunne muligvis stamme fra de sorte drager og den var endda ikke så kraftig, som den plejer at være hos de fleste.
   Sir Devillis gned eftertænksomt det lille skæg på hans hage.
   - Hun lavede ikke andet end at gøre sig i stand?
   - Nej Herre. Derudover satte hun sig kun til at vente på at blive hentet.
   Sir Devillis kiggede spekulativt på den sorte troldmand der var flere år ældre end ham, derefter gik han hen til et stort skab.
   - Du kan gå.
   Den ældre troldmand forvandlede sig igen, til den sorte mus og smuttede ud under døren.
   Sir Devillis åbnede skabet og fandt det tøj han ville have på til banketten frem.

En let banken på døren gjorde Excelsia nærværende igen. Hun havde været langt væk i sine tanker.
   Hun havde tænkt på Adser og Daktílí. Hun håbede at de havde fundet ud af det. Daktílí kunne godt være uhøflig og Adser var blevet en gammel mand i løbet af de sidste årtier.
   Excelsia rettede sin opmærksomhed imod den hvide dør.
   - Kom ind.
   En stiv Gillis der nu havde vandkæmmet sit hår, så ikke et eneste hår strittede trådte ind af døren.
   - Banketten skal til at begynde, så hvis de vil følge med mig.
   Excelsia nikkede og rejste sig fra den stol, hun havde siddet i.
   Hun gik hen til Gillis og de trådte sammen ud på den mørke gang.

Efter en lang vandring ned af mørke gange, opad stejle trapper og ind i dunkle rum begyndte Excelsia at kunne hører stemmer, da de kom længere ned af gangen forvandlede stemmerne sig til latter uden glæde og samtaler. Hun kunne se lys forude. Gillis førte hende hen til den store åbning, som lyset kom fra. Excelsia stod et øjeblik stille i åbningen og kiggede ud over den propfyldte sal. De eneste farver hun så i salen var sort og rød. Salen var fyldt med mørkets tjenere. Det var i størstedelen riddere og troldmænd.
   Dette ville blive en hård omgang, men hun havde jo altid sin latter, hvis det blev nødvendigt.
   Hun tog en dyb indånding og hendes øjne blev kolde og hendes smukke ansigt udtryksløst.
   Hun ville få brug for al sin styrke til at opretholde masken foran disse personer.
   - Du kan præsentere mig nu Gillis.
   Gillis nikkede mindre stift. Hans beundring for troldkvinden Excelsia voksede for hvert minut han var sammen med hende. Hun ville blive hans herre en værdig modstander.
   Ikke som de andre. De var hurtigt bukket under.
   - Den hvide troldkvinde Excelsia fra Salinara.
   Det gav et stik i Excelsias hjerte, da hun hørte navnet på sit fortabte land, men hun opretholdt den kolde maske, da alle i salen rettede deres blik imod hende. Nogen viste vantro, andre viste bare ondskab.
   Excelsia trådte rankt ned af den lille trappe foran hende. Gillis fulgte hende ned af den.
   Excelsia bevægede sig ind imellem de sorte riddere og troldmænd og følte en ubehagelig kriblen ned af ryggen.
   Pludselig trådte en høj bleg elver ind foran hende.
   Hans hår var sorte, som en måneløs nat og hans øjne var så sorte og dybe, at man kunne drukne i deres mørke. Hun huskede disse øjne med smerte i hjertet.
   - Min kære Excelsia. Har du endelig besluttet sig for at følge mit råd og slutte dig til mørket? Så kan vi atter følges, som vi gjorde engang.
   Excelsia kiggede koldt på elveren, hvis navn var Síleon.
   - Jeg har ikke besluttet mig for andet end at forblive i lyset. Jeg er her efter invitation fra Sir Devillis.
   Síleon kiggede køligt på hende med sine smukke øjne.
   - Jeg forstår ham godt. Din skønhed er om muligt vokset, siden vi sidst så hinanden. Kan du huske, da vi lå i hinandens arme for nu længe siden?
   Excelsia kiggede så koldt, som hun kunne på Síleon, imens smerten voksede i hendes indre.
   - Jeg husker en anden mand i hvid kåbe. Dig kender jeg ikke.
   Síleon kiggede vredt på tilbage på hende.
   - Jamen jeg husker dig og den tid vi tilbragte sammen i Salinara. Hvordan står det for resten til i Salinara? Er mine forældre kommet sig over deres skam, over den farve jeg bære nu?
   Kulden forsvandt fra Excelsias øjne, da hun trist kiggede på Síleon.
   Hun vidste godt, at hun ikke burde fortælle ham dette, men det havde også været hans hjemland.
   - Salinara er død, såvel som dine forældre. De blev begravet som nogen af de første i Salinaras døende jord. Der er ingen blomster på deres grave, fordi intet kan gro og ingen besøger deres grave, fordi der ikke længere er nogen levende skabninger tilbage i Salinara.
   Hun så Síleons forfærdede udtryk og begyndte at gå udenom ham, da en bleg hånd skød frem og greb hårdt om hendes arm.
   Hun vendte sig roligt og kiggede på Síleon hvis øjne nærmest ulmede af vrede.
   - Du lyver.
   Excelsia kiggede trist på ham.
   - Kig i dit hjerte… hvis du stadig har et. Prøv at fornemme Salinaras magi, som førhen altid var med dig uanset farven på din kåbe og kig mig derefter i øjnene og se Salinaras skæbne.
   Excelsia kunne se at Síleon forgæves eftersøgte magien i sit indre, hvorefter han fortvivlet kiggede hende ind i øjnene.
   Ved hjælp af den magi der havde forbundet dem før i tiden og som stadig forbandt dem med spinkle tråde viste hun ham, hvordan hun havde set Salinara langsomt dø. Hun viste ham hans forældres grave. Hun viste ham sine egne forgæves forsøg på at redde landet. Skjulte sin viden om Mørkets herre og viste ham sin afsked med den forladte by Sanilis.
   Med et højt udråb vendte han sig væk fra hende og lagde sine hænder for ansigtet.
   Hans udbrud havde tiltrukket mange af de andres opmærksomhed, men hun ignorerede dem og kiggede fuld af medlidenhed på Síleon.
   - Salinara er død og hvis din sorte kåbe og dit sorte hjerte tillader det, så sørg over dette tab. Hvad jeg har vist dig er sandheden. Rejs ikke dertil, fordi der vil døden også møde dig… min kære Síleon, som engang ejede hele mit hjerte.
   Med disse ord vendte hun sig fra ham og forsatte hen imod bordene i den anden ende af salen.
   Udad til så hun igen udtryksløs ud, men indvendig var det gamle og det mere friske sår i hendes hjerte blevet flået op.
   Hun forsatte forbi bordene og gik hen i et hjørne af salen, hvor hun kunne studere alle i fred, indtil Sir Devillis kom og de alle kunne gå til bords.

Gillis var gået op i døråbningen igen, da han var sikker på, at Excelsia kunne klare sig selv.
   Han havde fulgt optrinnet mellem Excelsia og den sorte troldmand Síleon med så stor nysgerrighed, at han slet ikke havde lagde mærket til sin herres ankomst.
   Først da Excelsia forsatte igennem salen, med alle de sorte troldmænd og kvinder og sorte ridderes blikke rettet imod sig havde han lagt mærket til sin herre, som stod lige ved siden af ham.
   - Hvad er der sket Gillis?
   Gillis blinkede forskrækket med øjnene.
   - Så vidt jeg har kunne forstå har frøken Excelsia og den sorte troldmand Síleon en fortid sammen. De kommer begge fra Salinara. Tilsyneladende fortalte hun ham en forfærdelig nyhed om landet.
   Sir Devillis smilede ondskabsfuldt.
   - Ja. Nyheden er at Salinara er død. Tilsyneladende elsker selv de sorte elvertroldmænd deres land højt. Den troldmand der bragte mig nyheden blev fundet død her til morgen. Han havde tilsyneladende drukket gift.
   Gillis kiggede overrasket på sin herre.
   - Jamen tilbeder elvere ikke livet over alt andet?
   Sir Devillis kiggede isende koldt på ham.
   - Du er dummere end en trold.
   Sorte elvertroldmænd tilbeder mørket. De kan slå deres egne ihjel uden samvittighed, men desværre er de lige så tæt forbundet til deres lande, som de hvide troldmænd.
   Det var også derfor jeg ikke fortalte dem om Salinara. Elver troldmænd er mægtige og jeg ønsker ikke, at miste flere af dem, som jeg kontrollere.
   Gillis kiggede spørgende på ham og Sir Devillis sagde.
   - Meld min ankomst Gillis. Eller du mister din tunge og måske mere du har kært.
   Gillis vendte sig straks mod salen med et forskrækket udtryk og råbte.
   - Sir Devillis øverste leder af sorte riddere og troldmænd i mørkets tjeneste.
   Alle vendte sig imod deres herre og ventede af respekt og frygt på, at han skulle komme ned i salen og sætte sig til bords.
   Det gjorde Excelsia til gengæld ikke. Hun skubbede sig væk fra væggen i hjørnet, da hun havde set Sir Devillis og gik hen imod bordet, hvor hun satte sig ned på stolen til venstre for Sir Devillises. Hans stol var den største ved hele bordet og var smykket med mange dunkle udskæringer.
   Sir Devillis var en ung stor muskuløs mand uden et gram fedt på sin krop. Hans ansigt var bleget, hans skæg og hår sort og han havde et ar der startede i panden og forsatte ned over hans næseryg til kinden. Han var en flot mand på en kold og farlig måde.
   Han var klædt i rødt og sort, som sine mænd og bar en sort brystplade der var prydet med et dødningehoved, som en vissen blomst svævede under.
   Da Excelsia havde sat sig ned kiggede hun trodsigt op på Sir Devillis, som mødte hendes blålilla blik med sit kolde isblå. Han gik ned af trappen og igennem salen imens han fastholdt sit blik på Excelsia. Hans gang var spændstig og vidnede om stor styrke. Da han nåede hen ved siden af hendes sagde han køligt.
   - Jeg troede at I hvide troldmænd og kvinder holdt af gode manere og De er endda en hvid elvertroldkvinde.
   Excelsia kiggede koldt tilbage på ham.
   - Det gør vi også, men eftersom jeg er den eneste der er klædt i hvidt herinde mente jeg, at det var berettiget, at jeg satte mig først.
   Sir Devillis lagde hovedet tilbage og lo, derefter satte han sig ned. Alle andre satte sig også ned og Excelsia fik øje på flere skuffede ansigter. Hendes blik søgte Síleon. Han sad et stykke ned af det lange bord med udtryksløst ansigt, men han var mere bleg end han plejede at være og hans øjne var røde og opsvulmede. Det lignede, at han var langt væk i sine tankerne og Excelsia blev urolig for ham.
   - Hvad fik Dem til at tage imod min invitation?
   Excelsia rettede sin opmærksomhed imod Sir Devillis igen.
   - Jeg frygtede for Deres tjeners liv, hvis jeg sagde nej. Jeg vil ikke have et liv på min samvittighed.
   Sir Devillis nikkede forstående med sit kolde blik hvilende konstant på hende.
   - Selvfølgelig. De er jo en hvid elvertroldkvinde… indtil videre.
   Excelsia kiggede skarpt på ham.
   - Og det vil jeg fortsætte med at være, så længe jeg lever.
   Sir Devillis kiggede på hende, som om han vidste noget om hende, som hun ikke selv kendte til.
   - Vi får se. Det gør mig for resten ondt med Salinara.
   Der var ingen sorg eller nogen form for følelser i hans blik ellers stemme og Excelsia kiggede ham dybt i øjnene i håbet om, at hun ville kunne se om han vidste noget om mørkets herre.
   Hans øjne borede sig ind i hendes og afslørede ikke nogen af hans hemmeligheder.
   En gongong lød og bekendtgjorde, at maden var klar.
   De næste par minutter var et kaos af tjenere og grådige troldmænd og riddere.
   Excelsia tog kun et grønt æble og hun lagde mærke til at Síleon slet ikke tog noget.
   Da Sir Devillis havde fået læsset det, han ville have over på sin tallerken, eller halvvejs over på tallerkenen klappede han i hænderne og der blev stilhed.
   Han lænede sig over imod Excelsia og hviskede ondskabsfuldt.
   - Jeg tror, at De vil kunne lide dette.
   Det var hun til gengæld sikker på at hun ikke ville.
   Sir Devillis lænede sig væk fra hende, hvorefter han højt råbte.
   - Bring underholdningen ind.
   Disse ord frembragte et tumulter henne ved døren. Det bestod af tre sorte riddere der med besvær trak en kentaur ind i salen.
   Da Excelsia så kentauren kom hun straks til, at tænke på det man sagde om dem, at de var drømmere.
   Denne kentaur lignede absolut en drømmer.
   Han var ung. Hans hår og hale var lige så sort, som Síleons. Han havde skræmte sorte øjne der godt kunne minde om en hests. Både hans menneske og hestekrop var muskuløse og hans hestekrop var mørkebrun.
   Han strittede voldsomt imod de tre riddere og et lille stykke tid virkede det, som om det ville lykkes for ham, at rive sig fri, men så faldt han lige pludselig af uforklarlig grund over et af sine 4 ben. Dette synes Excelsia var ret underligt, når man tænkte på at han var kommet sikkert ned af den lille trappe.
   Hele salen på nær tre brød ud i latter.
   Excelsia kunne mærke vreden vokse i sig og sprang på trods af lang kåbe og det hele elegant hen over bordet og løb hen til kentauren der forgæves forsøgte at rejse sig.
   En af de sorte riddere ved bordet rejste sig for at rende efter hende, men Sir Devillis løftede sin ene hånd og fik ridderen til at sætte sig ned igen. Han kiggede intenst på Excelsia, da hun løb over gulvet.
   Han havde regnet med dette og var spændt på hvad hun ville gøre. Hvis hun brugte magi, ville hun være i hans magt for evig.
   Excelsia kunne have befriet kentauren fra riddernes stramme reb, så let som ingen ting med magi, men hun turde ikke bruge den i denne forsamling.
   I hvert fald ikke endnu eller så tydeligt.
   Hun lagde sig på knæ ved siden af kentauren, som var holdt op med at kæmpe. Han kiggede undrende på hende og udbrød.
   - Du er en hvid elvertroldkvinde.
   - Ja. Og jeg er lige så meget i fare her som du.
   Hvad er dit navn?
   Han kiggede forstående på hende og svarede.
   - Mit navn er Dísío.
   Excelsia smilede blidt til Dísío og rejste sig op.
   - Lad mig forsøge at hjælpe dig op Dísío.
   Hun rakte sin hånd ned imod ham og han greb tøvende den spinkle hånd, hvorefter de med fælles hjælp fik ham på benene igen.
   - Hvordan fangede de dig? Er kentaurer ikke gode krigere og hvis alt andet svigter hurtige?
   Dísío kiggede sig flovt omkring.
   - Det er vi normalt, men jeg er lidt klodset.
   Et latterbrøl brød ud i salen, men Excelsia ignorerede det.
   - Jeg skal nok hjælpe dig, men du må ikke blive ked af det jeg siger om lidt og du skal love mig at finde den hvide troldmand Adser så snart du kommer ud. Han…
   Hun kiggede sig nervøst omkring og sagde derefter på kentaurernes sprog.
   - Han opholder sig ude i Solarnís tempelruin sammen med min gyldne drage.
   Hun rømmede sig.
   - Har du forstået?
   Dísío nikkede. Hans familie havde altid sagt, at han var alt for tillidsfuld, men han vidste, at han kunne stole på denne smukke hvide elvertroldkvinde.
   - Sig at Excelsia har sendt dig.
   Dísío nikkede igen, hvorefter Excelsia gik hen og satte sig ved bordet igen. Da hun havde sat sig behageligt tog hun en dyb indånding og begyndte at le, så kraftigt hun kunne. Da hun endelig holdt op igen kiggede alle på nær en fascineret på hende. Selv Sir Devillis var hårdt ramt. Síleon var den eneste der ikke reagerede han kendte hendes latter uden magi og han var så langt væk i sin sorg at han ikke engang opfattede magien.
   Excelsia blev endnu engang urolig for ham, men hun tog sig sammen og henvendte sig til Sir Devillis.
   - Sir Devillis. Ville det ikke være mere grusomt at slippe denne kentaur fri igen. Han gør tilsyneladende mere skade end gavn for sine omgivelser.
   Sir Devillis nikkede imens han forsat kiggede forgabt på hende.
   Hun morede sig indvendig en fuld dosis af hendes magiske latter havde sådan en sjov effekt.
   - Slip kentauren fri i byen.
   De tre sorte riddere der holdt den forvirrede Dísío fjernede sig modvilligt fra salen sammen med Dísío der smilede fjollet til dem.