Drageloven
   Hun hvirvlede glad igennem luften.
   Hvor var livet vidunderligt. Den største gave.
   Solen skinnede, hun havde sovet længe i dag og hendes mave var fuld.
   Gordía baskede dovent med vingerne og kiggede sig interesseret omkring.
   Hun havde aldrig fløjet så langt imod nord. Luften var en lille smule koldere og dragernes vilde bjerge var fladet ud i små klippeområder og flade enge. Forude kunne hun dog skimte en bjergkæde, hvis toppe højst sandsynligt ville være drysset med sne. Boede der mon nogen drager i bjergene forude?
   Gordía syntes det var spændende. Andre drager havde advaret hende imod at flyve så langt, men indtil videre kunne hun ikke forstå hvorfor.
   Alt var jo vidunderligt så længe hun var i live og hun havde ikke mødt nogen livstruende væsner på sin vej.
   Pludselig fik hun øje på en lille blålig prik i horisonten.
   Den blev langsomt større og snart kunne hun se at det var en drage.
   Hun blev glad. Så var det altså ikke kun hende som havde modet til at flyve herned eller også var det en slægtning fra bjergene forude.
   Gordía skulle til at flyve dragen i møde da en knugende fornemmelse ramte hendes hjerte og fik det til at flakse, som en vingeskudt drage i hendes i bryst.
   Der var noget galt.
   Den anden drage var ikke hendes ven. Den var farlig.
   Hun forstod ikke denne tanke. Alle drager var venner. De respekterede og elskede livet og hinanden.
   Den anden drage var nu kommet tættere på. Det var en blå handrage, men hans skæl var matte og uden lys, som om ikke engang solen over deres hoveder kunne varme dem op.
   Gordía kiggede ned på sine egne gyldne skæl. De blinkede i solen som nypudset guld.
   Hun rettede igen blikket imod den blå. Den havde remme omkring hovedet og der sad et lille væsen på dens ryg.
   Gordía havde det som om hendes indre frøs til is og med et sidste håb rettede hun sit blik imod handragens øjne. De var matte som hans skæl. Ingen følelser. Intet liv.
   Hun fik lyst til at græde.
   Han var ikke fri som hende. Havde aldrig været det.
   Gordía kiggede på hans rytter og hendes øjne fik samme farve, som glødende kul.
   Det var hans fangevogter. Den person, som havde nægtet handragen, hans ret til frihed.
   Hun vidste nu hvad han var. Et menneske. En mand. Farlig.
   Manden hævede en stav og sendte et blåt lyn imod hende. Hun undveg det uden besvær.
   Hvis menneskene ønskede at bekæmpe hende. Tage hende til fange eller dræbe hende var det ikke nok med en sølle lille mand.
   Gordía brølede rasende hvorefter hun hørte manden råbe. "Daksí nedlæg hende, men dræb hende ikke. Vi skal bruge hendes æg."
   Hun brølede endnu mere rasende da den blå drage gik i kampposition.
   Hvor vovede de? De ville stjæle hendes frihed og hendes fremtidige æg og en drage ville hjælpe dem.
   Gordía kunne ikke kæmpe imod en anden drage. Det forbød loven, men hun nægtede at overgive sig. For hun vidste hvad friheden var.
   Hun kiggede fortvivlet på den blå. Hendes øjne var blevet gule igen.
   Handragen begyndte at flyve hen imod hende. Hans øjne var stadig tomme og kolde.
   Gordía fik lyst til at græde. Ikke for sig selv, men for ham.
   Hun var nødt til at forsøge at komme i kontakt med ham og hvis det ikke virkede måtte hun flygte. Eller i hvert fald forsøge.
   Gordía nynnede blidt og begyndte at tale. Hendes stemme viste ingen tegn på den tvivl og frygt, som rasede i hendes indre. "Hvorfor vil du angribe? Kender du ikke dragernes helligste lov? Drager må ikke angribe eller dræbe andre af deres slags."
   Den blå drage stoppede sin fremfærd og kiggede undrende på hende. Som om han aldrig havde hørt en drage tale til ham før. Hun indså til sin forfærdelse at dette var sandheden, men vidste også at han på trods af dette alligevel forstod hende. Hans hjerte hørte hende, på trods af de tremmer der omringede det.
   Da hun talte igen var hendes stemme endnu mere blid og sagte. "Du har aldrig hørt en drage tale til dig før, vel? Du har aldrig kendt til frihed og venskab."
   Handragen lagde spørgende hovedet på skrå. På dens ryg begyndte manden at råbe ophidset. "Daksí, hvad er der galt med dig? Angrib!"
   Den blå drage ignorerede ham og sagde tøvende. "Frihed?"
   Hun smilede kærligt til ham og svarede. "Der hvor jeg kommer fra er alle drager frie. Vi er ikke bundet af remme. Vi bærer ikke mennesker på vores ryg. Vores unger vokser op i kærlighed og frihed."
   Gordía så til sin glæde at der var begyndt at komme liv i hans øjne. Det var nu eller aldrig.
   "Befri dig selv fra dine fangevogteres lænker. Kom med mig så skal jeg lære dig betydningen af ordet frihed og kærlighed."
   Den blå nikkede åndsfraværende. Der var nu håb i hans øjne.
   Kort efter blussede hans øjne rødt, men hun vidste at hans vrede ikke var rettet imod hende.
   På hans ryg lød manden pludselig nervøs. "Daksí?"
   Den blå drage gav et kraftigt spjæt fra sig og rytteren skreg af forskrækkelse og frygt.
   Handragen drejede hovedet med forbløffende hastighed og greb manden imellem sine store spidse tænder.
   Hun kunne høre ham mumle med munden fuld af skrigende mand.
   "Aldrig mere! Jeg er ikke et tanketomt ridedyr."
   Han gjorde et stort kast med hovedet og slyngede den skrigende rytter igennem luften så blodet sprøjtede ud til alle sider og glitrede i solen, som små røde rubiner, imens den blå råbte "Aldrig mere!"
   Manden landede med et klask på jorden under dem og blev tavs. Blodet farvede jorden rød under ham.
   Den blå drage rettede igen sit blik imod hende. Hans øjne var nu gule igen og fyldt med kærlighed og glæde. Han havde befriet sig selv.
   Gordía fløj hen til ham og et kort øjeblik blev hans blik mistænksomt, men så smilede hun venligt til ham.
   Hun vidste at han bare havde brug for venskab og kærlighed. Så ville han blomstre.
   Gordía lod forsigtigt en klo glide ind under en af remmene som bandt hans hoved og flåede den over. Hun gjorde det samme ved en anden og da han rystede på hovedet faldt seletøjet til jorden og landede i rytterens blodpøl. Gordía blik hvilede et øjeblik beklagende på mennesket, hvorefter hun kiggede glædesstrålende på handragen og sagde. "Nu er du endelig fri. Kom med mig og lad mig vise dig hvor meget glæde der kan være i livet. Lad mig lære dig om venskab, sammenhold og kærlighed."
   Han nikkede glad og de fløj af sted imod syd.
   Frihed og kærlighed ventede forude.