Brødre og hemmelige planer
   Daktílí holdt skarpt øje med jorden, som gled forbi under ham.
   Omkring ham fløj der ti andre drager. Den ene af dem var hans søster og to andre bar hver sin rytter.
   Natten nærmede sig hastigt og gjorde det sværere at se alle detaljerne nede på jorden.
   Daktílí kiggede hen på en af rytterne.
   De var snart nødt til at lande og slå lejr for natten.
   Han kunne mærke sulten gnave i sin mave og på trods af, at han havde mest lyst til at ignorere denne hunger vidste han, at de andre drager og ikke mindst de to ryttere måtte være lige så, hvis ikke mere sultne end ham.
   Han rettede sit blik fremad og fik et stykke forude øje på, en flok hjorte der flygtede i vild panik. Han satte farten op og ligeså gjorde de andre drager. De havde allerede regnet ud, hvad han ville.
   Snart var de lige over og omkring hjorden. De begyndte hver at dykke ned imod den.
   Flokken bevægede sig skarpt til højre, da en drage dykkede imod dem fra venstre, men med denne undvigemanøvre løb de lige ind i en drage som dykkede fra højre.
   Denne drage hævede sig kort efter op i luften igen med en sprællende hjort i munden.
   Hjorden løb fremad igen, og dragerne angreb igen.
   Dette forsatte de med, indtil de alle bar en hjort i gabet. Derefter fløj de væk og lod resten af den skrækslagne flok i fred.
   De landede et stykke derfra og de to ryttere gik straks i gang med at samle brænde, som Charmí tændte med et kort ildpust.
   De samlede sig alle omkring bålet, hvilket var ret svært på grund af dragernes størrelse og antal.
   De to ryttere fik noget kød fra deres dragers bytte og snart bredte duften af stegt kød sig i luften.
   Daktílí kiggede nysgerrigt på den ene af rytterne, da denne tog en ordentlig bid af sit kød.
   Han var sikker på, at han havde set rytteren før. Han kunne bare ikke rigtig huske hvor.
   Rytteren var en mandlig elver med langt sort hår og bleg hud. Han var høj og slank som de fleste elvere. Hans fingre var lange og slanke som en troldmands.
   Daktílí spærrede forbløffet sine øjne op og udbrød overrasket.
   - Síleon?
   Elverne kiggede straks op og rettede sine sorte øjne imod Daktílí. Hans blik var næsten lige så koldt som Síleons.
   - Hvor vover du at kalde mig det navn? Jeg har ikke hørt det i over hundrede år. Personen som hed det er død og begravet.
   Daktílí kiggede fuld af medlidenhed på elveren.
   Han kunne nu se, at han var meget yngre end Síleon.
   - Du er hans bror ikke?
   Elveren rettede sit blik ned af og stirrede stift på en lille sten der lå foran ham. Han havde dog ikke været hurtig nok til at kiggede ned og Daktílí havde nået, at se fortvivlelsen der oversvømmede hans øjne.
   - Jeg har ingen bror, det har jeg ikke haft i mange år.
   Daktílí havde virkelig ondt af ham. Hvis han havde en bror, som Síleon ville han nok også hårdnakket benægte dette slægtskab.
   - Jeg må desværre skuffe dig. Hvis vi finder min rytterske Excelsia er der stor sandsynlighed for, at du kommer til at gense din bror, for jeg tvivler på, at han faldt sammen med Bergliot.
   Elveren kiggede hurtigt op.
   - Er din rytter Excelsia? Jeg havde kun hørt, at det var en elver fra... Salinara.
   Han rystede trist på hovedet.
   - Det døde Salinara.
   Hans stemme blev pludselig vred.
   - Jeg nægter at tro, at hun rejser sammen med... Síleon. Han er en sortkåbe.
   Han gyste kort efter at have sagt det sidste ord.
   Daktílí skulle til at svare, men blev afbrudt af den anden rytter. Han var mand med flammende rødt hår og skæg. Derudover havde han en del fregner hen over næsen, som fik ham til at se meget ung ud.
   - Síríon du har da aldrig fortalt mig, at du har en bror. Er han virkelig en sortkåbe? Hvem er Excelsia? Er hun også en sortkåbe?
   Daktílí skyndte sig at svare for Síríon, for han lignede en som var ved at eksplodere i et kæmpe festfyrværkeri.
   - Ja Síríons bror er sortkåbe. Excelsia er som sagt min rytter og er en hvid troldkvinde. Jeg gentager, så jeg er helt sikker på, at du forstod det... En hvid troldkvinde. Må jeg så få lov til at svare Síríon? Tak.
   Den rødhårede mand kiggede måbende op på ham og da Daktílí følte sig ret sikker på, at han ikke ville blive afbrudt de næste par minutter rettede han igen sin opmærksomhed imod Síríon.
   - Excelsia rejser desværre sammen med din bror. Han hjalp os med at hidkalde Solarní og bliver derfor også jagtet af Sir Devillis og hans ækle sorte krybdyr.
   Síríon kiggede forvirret ned i jorden.
   - Det kan ikke passe...
   Daktílí kiggede på ham og sagde stille.
   - Det gør det desværre, og når vi finder Excelsia... finder vi også din bror.

Síleon sad et stykke væk og kiggede ud over de jamrende ynkelige væsner, som opholdt sig i grotten.
   Det var blevet mørkt udenfor og et kæmpe bål var blevet tændt i midten af grotten.
   Alle healerne havde travlt med, at heale de sårede væsner og lagde ikke mærke til meget andet.
   Síleon fnøs irriteret og rettede sit blik imod Excelsia, som gik rundt iblandt de sårede for at hjælpe, hvor hun kunne.
   Han havde altid fornemmet en enorm styrke skjult bag hendes skrøbelige ydre. Han havde til tider endda frygtet den.
   Han skulede til hende.
   Hendes styrke skulle ikke bruges til dette. Han havde sine egne planer med den ,og jo hurtigere de kom af sted jo bedre.
   Han rettede sit blik imod Adser, som havde fremmanet en flok vandbobler for at underholde børnene. Dette var en succes, og en del børn løb smilende rundt i grotten på jagt efter en boble. Når de nåede en sprang den over deres hoveder og gennemblødte dem.
   Síleon kneb øjnene sammen, da han kiggede på Adser, som netop havde fremmanet endnu en vandboble til en lille piges glæde.
   Han havde til gengæld ikke brug for den gamle mand. Engang imellem fik han et glimt af en knivskarp hjerne bag den fjollede gammelmands komedie og han havde ikke lyst til, at det fjols skulle opdage hans plan.
   Desværre tvivlede han på, at Excelsia ville efterlade Adser, eller at han ville lade sig efterlade.
   Han udstødte en lavmælt snerren.
   Det stod desværre ikke til at ændre, for han tvivlede på, at han kunne snigmyrde Adser for næsen af Excelsia. Det var lykkedes med deres gamle læremester, men denne gang ville hun være mere opmærksom.
   Han rejste sig brat og gik hen til Excelsia, som var i gang med at binde en mands brækkede ben sammen med en skinne.
   Hun kiggede overrasket op, da Síleons skygge ramte hende.
   - hvor ædel du så end er, når du hjælper disse... folk så er der brug for os andre steder. Det kan være, at du har glemt det, men vi skulle sådan set være i gang med at samle en hær.
   Excelsia kiggede irriteret på ham.
   - Selvfølgelig har jeg ikke glemt det. Det første vi skulle var at bede nogle healere om hjælp. Det har vi gjort, og de har alle som en lovet at hjælpe os. Når de har helbredt alle de sårede mennesker her i grotten rejser de ud for at samle folk til hæren.
   Síleon fnøs.
   - Det er ikke mig, som er halvdøv eller glemsom. Jeg HAR hørt alt det.
   Excelsia var begyndt at synes, at han var ret irriterende og snerrede.
   - Fint. Gider du så holde op med at forstyrre mig. Jeg har travlt.
   Hun rettede igen sin opmærksomhed imod det brækkede ben og ignorerede Síleon.
   Han bed hårdt tænderne sammen og vreden ulmede i hans øjne.
   Excelsia så det ikke, men det gjorde manden med det brækkede ben. Han så fuldstændig rædselsslagen ud og lignede en der mest havde lyst til at stikke af. Brækket ben eller ej.
   Síleon besluttede sig for at bruge en anden metode. Han undertrykkede vreden og sagde blidt.
   - Excelsia, du kan ikke gøre mere her. Der er brug for dig andre steder.
   Hun fastgjorde forbindingen og kiggede op på Síleon. Han skjulte omhyggeligt sin utålmodighed. Manden med det brækkede ben skubbede sig hurtigt væk fra dem, imens han kiggede nervøst på Síleon.
   Excelsia sukkede dybt og rejste sig.
   - Du har ret. Lad os finde de andre og sige at vi rejser ved daggry.
   Hun gik forbi ham og Síleon kiggede triumferende efter hende.
   Et stykke derfra stod Adser og iagttog ham.

Langt derfra i det døde land som engang hed Salinara trampede tusindvis af fødder hen over den tørre grå jord.
   Intet kunne gro på jorden længere og der var bart og gråt så langt øjet rakte.
   Himmelen var mørkegrå og hist og her kunne man se mørke skygger af sorte drager. Luften smagte som aske.
   Pludselig væltede sorte skyer frem over de forrevne bjerge, som skærmede Salinaras ene grænse.
   Et vældigt brøl rungede igennem luften og fik støvet til at rejse sig fra jorden.
   Mørkets herres hær stoppede brat og hævede deres blik imod bjergene.
   - Hør mig!
   Hele hæren der talte over titusinde ondsindede væsner faldt på knæ. Jorden rystede da troldene ramte den med deres knæ.
   - Hør mig og adlyd!
   Hæren begyndte at banke store pigbesatte køller, spyd og diverse andre våben imod jorden.
   - Usle skabninger planlægger min undergang.
   Et frygteligt brøl steg op fra hæren.
   - Drag ud i denne verden og vis dem mit mørke. Vis dem min magt!
   Endnu et brøl hævede sig fra hæren, og de rejste sig. De dumme trolde brugte længst tid på at komme op.
   De vendte sig alle og den orden der før havde været opløstes da orker, trolde, fordømte og andre mørke skabninger stormede igennem landet.