Det var mørkt og kraftige isnende vindpust skubbede mig frem gennem is og sne. Hjalp mig fremad på vaklende ben.
   På hver side af mig, rejste dystre ruiner sig og gav en smule læ for stormen. Det jeg gik på, havde vist engang været en vej gennem byen. Mine øjne var så vant til mørket kun oplyst af hvidt sne, at jeg kunne se lange glitrende istapper, der hang på alt, som stak en smule ud. Is og frost dækkede alle overflader og skabte illusionen om et magisk romantisk vinterlandskab.
   Pludselig fik jeg øje på dem forude. Det var som om de bare rejste sig fra is og sne, skabt af iskrystallerne, som vinden hvirvlede rundt. De højeste af dem havde bleg glat hud og var åndeløst smukke. En dødelig skønhed. Brat stoppede jeg op og borede mine støvleklædte fødder ned i underlaget så den hylende vind ikke skulle vælte mig fremad.
   Mørke mareridtsagtige væsner, der fulgtes med de smukke, lystrede deres bud, bevægede sig i retning mod mig. Febrilsk så jeg mig omkring på jagt efter et skjulested. Ud af øjenkrogen opfangede jeg en bevægelse der ikke var frembragt af den fygende sne. En handskeklædt hånd vinkede mig ind i en af ruinernes dybere mørke. Hverken de smukke eller deres følgesvende bar handsker. Behøvede det åbenbart ikke. Efter et enkelt blik tilbage på dem, krøb jeg sammen og løb foroverbøjet hen mod ruinen. Vinden hamrede ind i siden på mig og frosten stak de steder, hvor min hud var bar.
   Et blegt magert ansigt med nervøse øjne kom til syne over hånden, da dens ejer - en mand - trådte et skridt længere ud fra sit skjul og rakte ud efter mig. Sammenbidt greb jeg hans hånd og blev hevet ind i skyggerne.
   I tavshed guidede han mig gennem ruinens indre. Selvom her var læ var det stadig isnende koldt. Hele min krop føltes stiv af kulde.
   Min ukendte redningsmand ledte mig nedad i hvad der virkede som en evighed. Lige med et kunne jeg mærke varme mod mit ansigt og lys dukkede op forude. Dæmpet af et laset forhæng. Jeg stivnede af overraskelse. Havde gættet mig til, at de menneskelige overlevende tændte op, for at overleve kulden, men det var første gang nogen havde ført mig til deres varmekilde. Selvfølgelig var der også en risiko ved at tænde op. Hvis røgen eller lyset blev opdaget... Vi måtte være meget langt nede under jorden. Manden smilede beroligende til mig.
   "Bare kom med. Vi deler gerne vores varme og det ser ud som om du kunne trænge til det."
   Da han havde taget handskerne af, slog han forhænget til side og endnu mere varme væltede ud mod mit forfrosne ansigt, så det føltes som om det brændte. Straks mærkede jeg trætheden i hele min krop og mit sind. Bag forhænget var et lille kælderrum med et gammeldags brændefyr i det ene hjørne. Væggene var mørke af sod og luften lugtede af kul og brændende træ.
   Der sad mere end ti mennesker i fyrrummet. Det var første gang jeg havde set så mange ganske almindelige levende folk på et sted. Normalvis var de ikke gæstfri. Tøvende trådte jeg ind og gik hen til et hjørne der ikke var optaget. Nu hvor jeg var inde i varmen føltes mine lemmer tunge og jeg måtte kæmpe for at holde øjnene åbne. Manden lagde blidt en hånd på min skulder og smilede venligt, før han satte sig ned.
   "Du ser meget træt ud. Læg dig bare til at sove. Vi holder vagt. Sæt dig opad mig. Det er vigtigt at blodet fra dine arme og ben ikke løber for hurtigt tilbage til dit hjerte. Du kunne risikere at få at hjerteanfald."
   Nikkende tog jeg ham på ordet - jeg var simpelthen for træt til at gøre andet - satte mig ned og lænede min kolde krop ind mod ham. Efter et sidste vagtsomt blik på forhænget, faldt jeg i søvn.

Da vækkeurets kimen langt om længe trængte igennem, satte jeg mig gispende op i sengen. Fraværende lod jeg en hånd glide over den ene kind og forventede halvt om halvt, at den ville være iskold. Den føltes lun efter søvnen eller var det på grund af varmen fra drømmen? Irriteret rystede jeg tanken af mig, svingede benene ud over kanten på sengen og rejste mig op.
   Gabende vaklede jeg hen til en stol, hvor jeg havde lagt tøj frem aftenen før og efter jeg havde taget undertøj på satte jeg mig. Forsigtigt trak jeg de tynde nylonstrømper på, efterfulgt af en skovgrøn silkebluse med hvide prikker og en mørkeblå pencilnederdel.
   Ude på badeværelset viste spejlet mig det jeg frygtede. Trætte øjne med den samme blågrå farve, som havet. Farven blev understreget af de blåsorte skygger under dem. Sukkende smurte jeg noget cremepudder over skyggerne og tog en smule mascara på, før jeg satte mit mørkebrune hår op i en løs knold. Mens jeg børstede tænder forsøgte jeg at lade være med at kigge i spejlet, som straks ville afsløre de slet skjulte skygger.
   Siden drømmene begyndte for et par måneder siden, var det som om jeg ikke længere sov ordentligt om natten. Det var også underligt at drømmene altid foregik i den samme verden med de samme trusler. Det var som om jeg fulgte en lang film, som kun blev sat på pause, når jeg vågnede. En uhyggelig film, som jeg var blevet tvunget til at følge uanset om jeg havde lyst til det eller ej. En meget virkelighedstro film, hvor jeg altid frøs, flygtede og skjulte mig.
   Langsomt kunne jeg mærke hvordan mine nerver blev mere og mere skrøbelige, mens jeg overvejede om jeg var ved at blive skør. Var endda begyndt at tænke på om jeg skulle gå til lægen. Jeg havde jo brug for min søvn. Mit arbejde var begyndt at lide under det. Havde altid været perfektionist, men nu var min chef begyndt at løfte øjenbryn, når jeg afleverede et renskrevet brev fyldt med tåbelige slåfejl.
   Trægulvet føltes køligt under mine kun nylonklædte fødder, da jeg fortsatte ud i køkkenet. Alligevel var det ikke lige så koldt, som at vandre gennem snedriverne i mine mareridt. Minderne fik mine hænder til at skælve, da jeg smurte et stykke toastbrød og skænkede et glas juice.
   Selvom jeg kun lige var vågnet frygtede jeg allerede natten og fortsættelsen af drømmen. Mens jeg gumlede på en mundfuld toastbrød, som føltes tørt i munden, tænkte jeg på hvordan den seneste drøm var endt. For en gangs skyld var jeg faldet i søvn på et varmt sted, men havde været omgivet af fremmede. Kunne ikke mindes at jeg havde set et eneste af menneskerne fra mareridtet i virkeligheden. Havde min underbevidsthed selv skabt dem?
   Sammenbidt så jeg på den sidste halvdel af mit toastbrød, før jeg smed det ud. Det sidste juice blev hældt i vasken, før jeg fortsatte ud i entreen for at tage sko på og komme af sted ellers ville jeg ikke nå min bus.

Langsomt vågnede jeg op. Af frygt for hvad jeg ville se, holdt jeg øjnene lukket. Omkring mig, kunne jeg høre dæmpede stemmer og jeg følte mig dejlig varm. Forsigtigt åbnede jeg det ene øje på klem og sukkede. Jeg var tilbage. Startede endnu engang, hvor jeg var sluttet natten før.
   Da jeg drejede hovedet fik jeg straks øje på manden, som havde hjulpet mig. Han havde flyttet sig, så jeg ikke længere sad lænet opad ham. Et venligt smil bredte sig over hans ansigt.
   "Nå, så vågner du endelig. Kunne du tænke dig lidt at spise? Vi har ikke så meget, men jeg deler gerne min portion med dig."
   Tøvende så jeg rundt på de andre mennesker i rummet. Det var ikke alle som så begejstrede ud for hans gavmildhed. Derfor smilede jeg kun til ham, før jeg rodede min lasede frakke igennem og fandt en dåse cocktailpølser. Min sidste.
   "Som tak for jeres venlighed, deler jeg også gerne. Hvad hedder du?"
   Ud af øjenkrogen kunne jeg se hvordan de andre tøede op ved synet af dåsen, som havde tiltrukket alles blikke. Med skælvende fingre tog han imod dåsen.
   "Mit navn er Hector. Hvad hedder du selv? Har ... har du noget imod hvis jeg deler pølserne med de andre? Det er lang tid siden vi sidst fik kød."
   Straks blev alles blikke rettet mod mig, mens de åndeløst afventede mit svar.
   "Mit navn er Vita og del endelig. I var jo så venlige at tage mig ind og lade mig hvile uforstyrret og i sikkerhed."
   Magre ansigter blev mindre anspændte og et par stykker fremviste endda smil. Det så ud som om det var lang tid siden de sidst havde smilet.
   Mens Hector stak hul i dåsen og lod den gå på omgang, så alle kunne få en tår af væsken, som pølserne lå i, så jeg eftertænksomt på ham. Han virkede som en meget empatisk mand i et mareridt, hvor de fleste bare tænkte på sig selv.
   Da dåsen havde været hele turen rundt og var blevet tømt for væske, åbnede Hector den og gik i gang med at dele maden ud. Måltidet der bestod af en pølse til hver og en smule opvarmede dåsegrøntsager blev anrettet på skårede tallerkener, skål og kopper. Der var intet bestik.
   Stort smilende rakte Hector mig en revnet skål med to pølser i.
   "Det var jo trods alt din dåse."
   Jeg tog imod den og mens jeg tog en bid af den ene pølse, overvejede jeg om svarene på min mange spørgsmål langt om længe var inden for rækkevidde.
   "Jeg ved godt at det jeg skal til at fortælle lyder underligt, men jeg håber du kan hjælpe mig, Hector."
   Efter han havde tygget af munden, svarede han forundret: "Selvfølgelig. Hvis jeg kan."
   Mens jeg ragede en mundfuld grøntsager op og spiste dem, tænkte jeg på, hvad jeg skulle sige. Han ventede tavst.
   "Som sagt lyder det her nok underligt, men for cirka to måneder siden ... vågnede jeg op i en ruin uden nogen erindring om hvordan verden kom til at se sådan her ud. Da jeg kravlede ud af mit skjul så jeg ... så jeg et menneske blive fanget og myrdet af de der væsner. De smukke og de grimme. Hvem eller hvad er de? Hvad er der sket med verden?"
   Da han havde raget det sidste mad op på en finger og suttet den ren så han alvorligt på mig.
   "Det lyder faktisk ikke så underligt, som du tror. Før i tiden var jeg læge og det er faktisk muligt for mennesker at glemme lange perioder af deres liv, hvis de har været ude for noget traumatisk. Det er underbevidsthedens måde at beskytte sig selv og de sidste par år har så sandelig været traumatiske. "
   Rynkerne i hans pande blev dybere, mens jeg spiste det sidste af den anden pølse.
   "Hvor skal jeg begynde..."
   Åndeløst ventede jeg på at han skulle fortsætte. Nu ville jeg langt om længe få mine svar og så ville drømmene måske holde op.
   "Måske er det bedst, hvis jeg starter helt fra begyndelsen. Vejret var det første tegn. Varme vintre og kolde somre. Eller også var det lige omvendt. Iskolde vintre, som slog rekorder i laveste frostgrader og somre som satte varmerekorder. Det blev værre og værre. Sne i juni, voldsomme storme og orkaner, oversvømmelser og tsunamier. Kraftige jordskælv væltede hele storbyer og dræbte tusindvis og en efter en kom alle verdens vulkaner i udbrud. Soludbrud fjernede strøm fra flere lande. Verdens ledere lagde planer, men intet kunne forberede os på det, som ville komme. Kulden blev værre og værre og man sagde at vi var blevet kastet ud i en ny istid. Det ville vi nok have været i stand til at klare, men sammen med isen kom de. Det var som om de bare rejste sig fra den frosthårde jord. Som om de bare havde ventet på netop denne tid og en chance for at indtage verden. Teorierne lød vist nok på, at de har regeret den før. At det er fra dem folkesagn om elverfolk, bjergfolk, huldrefolk og lignede stammer. Man forsøgte at tale med dem, men enten forstår de os ikke eller også ønskede de bare ikke at lytte. De begyndte at jage os som dyr. Ønsker åbenbart kun at udrydde den menneskelige race fra jordens overflade."
   Mens han talte var hans blik blevet fraværende og jeg knugede hårdt om min nu tomme skål. Nogle af de første tegn han havde nævnt - det med varme og kulderekorder, oversvømmelser og tsunamier - kunne jeg nikke genkendende til, men sne i juni lød da fuldstændig umuligt. Jeg kunne gå med til at der faldt en smule, men ikke nok til at det ville blive liggende.
   Pludselig susede en frostglitrende pil ind gennem åbningen med forhænget. Det flagrede med pilen, da den borede sig ind i brystet på en ældre kvinde og dækkede hende, som et laset ligklæde. I den nu utildækkede åbning stod en af dem. Slank og høj. Smuk med langt kridthvidt hår, bleg hud, spidse øre og onyx sorte øjne.
   Kaos brød ud i det lille rum, da kulde væltede ind sammen med den smukke død, som sendte flere pile af sted. Skrig og ting fløj gennem luften, da alle masede sig frem mod mig.
   Krampagtigt greb Hector fat i min ene arm og hev mig kort fremad, før han skubbede mig længere ind i hjørnet. Væggen gav efter bag min ryg og først nu bemærkede jeg den skjulte flugttunnel. Rædselsslagene vendte jeg mig og kravlede så hurtigt jeg kunne. Det eneste jeg kunne høre var mit eget hamrende hjerte, hvæsende åndedræt og skrigene bag mig. Småsten og løst jord skrabede mod mine bare hænder og varmen forsvandt. Mens jeg kravlede gennem mørket blev det hurtigt koldere og koldere. Der gik et stykke tid, før jeg turde holde en pause og først da opdagede jeg, at jeg igen var alene. Hverken Hector eller de andre var bag mig. En enlig tåre trillede ned over min kind og jeg tørrede den hårdt væk, så grus fra min hånd skrabede min hud.
   Langsomt kravlede jeg videre indtil mit hoved med et dæmpet bump stødte mod noget hårdt. Panikken begyndte at røre på sig i mit indre, da jeg forsigtigt følte på forhindringen med den ene hånd. Lettelsen skyllede straks gennem mig, da jeg kunne mærke strukturen i en lem lavet af brædder. Kold luft sivede ind mellem dem. Prøvende skubbede jeg til træet, som gav sig en smule. Jeg tog en dyb indånding pressede hårdere og brædderne blev skubbet til side, så sne hvirvlede ind til mig. Efter et øjebliks betænkningstid besluttede jeg mig for at blive i læ et lille stykke tid endnu. Mine handsker lå stadig i det lille fyrrum og jeg var igen træt.
   Med en smule besvær trak jeg igen lemmen til, før jeg rullede mig sammen til en kugle og faldt i søvn.

Fraværende tyggede jeg på min ene negl, mens jeg med et blik på uret ventede på at min arbejdsdag skulle slutte. Mine negle var i forvejen helt bidt ned og de havde ellers været så pæne og lange for to måneder siden. Mindet om nattens drøm plagede mig. Verdens undergang. Det var det mine gentagende mareridt handlede om. Og tegnene...
   "Vita, vil du være sød at komme ind på mit kontor et øjeblik?"
   Det gav et sæt i mig ved lyden af min chef, Hr. Petersens stemme. Han stod henne i døråbningen, som førte ind til hans kontor og smilede venligt til mig. I hans hænder var det renskrevne brev jeg næsten lige havde afleveret. Det var sikker fyldt med fejl, som de tidligere.
   Med en klump i halsen, nikkede jeg og rejste mig fra min kontorstol. Ville han fyre mig nu? Det var jo ikke fordi jeg ikke havde frygtet det eller for den sags skyld fortjent det. Mit arbejde havde været forfærdeligt sjusket og ukoncentreret de sidste par måneder.
   Mit hoved var sænket, da jeg gik forbi ham og fortsatte hen til stolen, der stod foran skrivebordet. Efter han havde lukket døren fulgte han efter mig, gik rundt om skrivebordet og satte sig ned, mens han gjorde tegn til at jeg skulle gøre det samme. Anspændt anbragte jeg mig selv på kanten af stolen, mens jeg knugede hænderne i skødet og så alle andre steder hen, end på Hr. Petersen.
   "Vita, jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal begynde, men er der noget som plager dig?"
   På væggen bag ham hang et fint designer ur mellem to vinduer. Den røde sekundviser bevægede sig langsomt rundt.
   "Grunden til at jeg spørger er dit arbejde. I løbet af de sidste par måneder er det blevet mere og mere sjusket. Før i tiden var det ellers upåklageligt. På trods af din unge alder, var ... er du den bedste sekretær jeg nogensinde har haft. Derfor er jeg selvfølgelig nødt til at spørge dig om der er noget jeg kan hjælpe med. Har du brug for ferie eller lignede?"
   Overrasket så jeg direkte på ham. Det lød overhovedet ikke som om han var ved at fyre mig. Hans ansigt viste ikke andet end bekymring.
   Mit blik blev sløret af tårer og tydeligvis utilpas åbnede han en skuffe og fandt en bøtte papirlommetørklæder frem. Min hånd skælvede svagt, da jeg tog imod et og duppede mine øjne, før tårerne løb over.
   "Jeg er virkelig ked af det, Hr. Petersen. Jeg ved ikke hvad der er galt. Jeg har bare sovet så utrolig dårligt de sidste par måneder. Har endda overvejet at gå til lægen."
   Udtrykket i Hr. Petersens ansigt viste dyb medlidenhed og bekymring og jeg var nødt til at se væk, for ellers ville jeg begynde at græde igen. Jeg rettede mit blik mod et af vinduerne bag ham, og havde det som om mit hjerte holdt op med at slå, før pulsen pludselig begyndte at hamre i mit hoved.
   Snefnug dalede dovent ned mellem de grønne træer og sommerblomsterne udenfor vinduet. Tegnene.
   Gispende efter vejret rejste jeg mig fra stolen og stirrede med vidt opspærrede øjne ud på snevejret. Junisnevejret.
   Alt blev sort.