De sidste bønner
   Sorlísa havde været på udkig efter ham, lige siden de første sårede var begyndt at ankomme til Solbjerget.
   Deres skader var forskellige og nogen var hårdere såret end andre. Nogen kunne ikke reddes og døde for øjnene af hende, imens de med deres sidste åndedrag sendte en bøn til forfædrene om tilgivelse for deres forfærdelige forbrydelse, men ikke alle bad om tilgivelse. Nogen bad om sejr for de andre drager.
   Bønnerne om sejr bragte tårer frem i hendes øjne.
   De skulle dø, men havde alligevel ikke indset at krigen var forkert. Hun frygtede, at de aldrig ville få tilladelse til at slutte sig til forfædrene, men ville være dømt til at tilbringe deres efterliv som ensomme søgende sjæle.
   Hun var træt. Havde brugt skånselsløst af sine egne kræfter for at hjælpe andre og fødslen af hendes æg rykkede hastigt nærmere. Ventede kun få timer væk.
   Sorlísa kiggede trist op imod himlen og der var han.
   Hendes hjerte blev oversvømmet af glæde og håb. Hun følte sig pludselig ikke så træt længere, men så lagde hun mærke til den hoppende måde, som han fløj på. Der var noget galt. Meget galt.
   Hun lettede hurtigt fra jorden med hjertet fyldt af bange anelser.
   Da hun kom tættere på ham kunne hun se, at han var hårdt såret. Hans røde bryst var sortsvedent og fyldt med blodigt dybe flænger og hans ene vinge manglede en stor bid. Det så ud som om der havde været ild i den. Hun fik tårer i øjnene. Da han talte var hans stemme forpustet. "Min elskede, jeg nåede det."
   Sorlísa kiggede ind i hans slørede øjne og så lettelse og kærlighed.
   "Lad os komme ned på jorden, så du kan hvile dig."
   Han nikkede træt og hun fløj ind under ham og støttede ham, så godt hun kunne på vejen ned. Hans varme blod løb ned over hendes ryg.
   Hun landede blødt og han faldt slapt ned på jorden.
   Han var vel ikke død?
   Det måtte han ikke være.
   Sorlísa gik tæt hen til ham og lagde sin ene klo på hans skulder.
   Han åbnede øjnene og hun sukkede af lettelse. Han levede stadig. Der var stadig en chance.
   Hun så kærligt på ham.
   "Lad mig heale dine sår."
   Til hendes forfærdelse rystede han træt på hovedet og kiggede op på hende med bønfaldende øjne. Øjne som den fremskridende død allerede gjorde slørede.
   "Nej min elskede. Spild ikke dine kræfter på mig. Jeg har fortjent at dø for mine forbrydelser."
   Hans øjne var nu fyldt med kærlighed.
   "Jeg ønskede bare at se dig en sidste gang og sige..."
   Han hostede. En blodig hoste.
   "... sige at du valgt rigtigt og hvor glad jeg er for, at du og vores børn er i sikkerhed."
   Han kiggede tilbedende på hende og hun fik endnu mere lyst til at græde.
   Skulle hun fortælle ham sandheden?
   Fortælle at hun snart ville efterlade deres ene barn til en ukendt skæbne.
   Nej, hun kunne ikke fortælle ham det.
   Dragerne løj ikke, men det hun nu sagde, ville kun være delvist sandheden. Hun ønskede ikke at ødelægge deres sidste tid sammen med bekymringer.
   Sorlísa kiggede kærligt på ham og skjulte sin indre konflikt. "Ja min elskede. Jeg skal nok sørge for vores børn."
   Hans vejrtrækning var blevet mere besværlig og hun kunne se, at han måtte kæmpe hårdt for hvert åndedrag. Blodstrømmen fra hans bryst var blevet svagere.
   Han havde ikke lang tid igen.
   Tårer gjorde hendes blik helt sløret.
   "Min elskede ..."
   Hun blinkede hektisk med øjnene for at få de forræderiske tårer væk, så hun kunne fokusere på hans ansigt. Hans øjne var fyldt med frygt.
   "Ja min kære. Hvad er der?"
   Han kiggede bønfaldende på hende.
   "Vil du ... bede ... forfædrene om ... tilgivelse ... for min ... skyld?"
   Sorlísa nikkede, fordi hun ikke var sikker på, at hendes stemme ville lystre, hvis hun forsøgte at bruge den.
   Hans blik hvilede kærligt på hende.
   "Jeg elsker ... dig ... Glem ... mig ... ikke ... Jeg ... v ... ville ... ønske..."
   Han lukkede træt øjnene, spændte et øjeblik i hele kroppen og blev så slap.
   Tårer trillede nu uhindret ned over hendes ansigt, da hun lagde sin klo på hans blodige bryst og gjorde, som han havde ønsket. Hun bad til forfædrene for hans skyld og mindede dem om det offer, som hun ville bringe.
   Hun ville også ønske.