Dragernes øjne
   Charmina sad på sit værelse og kiggede tomt ind i den ene tæppebeklædte væg.
   Hvorfor var verden så uretfærdig?
   Hun havde aldrig følt sig helt sikker og accepteret. Jo måske dengang hun var helt lille, men det var så lang tid siden, at hun dårligt nok kunne huske det.
   Charmina vidste, at hendes far elskede hende og kun ønskede at beskytte hende. Hendes morfar var heller ikke til den store hjælp. Han gav bare et gok med sin stok, hvis han mente at det var nødvendigt. Hvilket det åbenbart ofte var.
   Tit og ofte følte hun sig bare fanget og undertrykt.
   Ligesom hundragen der lagde æg.
   Det endte vel med, at hun også tærede helt væk.
   Hvorfor var det så forkert, at hun havde de samme kræfter som dragevogterne?
   Hvorfor var hendes mor blevet brændt, bare fordi hun havde de samme kræfter som sin mand?
   Charmina sukkede og rejste sig op for at gå hen til det eneste vindue i sit værelse.
   Det vendte ud imod den store borggård, hvor dragestalden lå side om side med hestestalden.
   Dette var endnu en uretfærdighed. Drager var ikke som heste. De levede mange tusind år længere end mennesker og hun havde set ind i deres øjne.
   Deres livløse øjne, som lige så godt kunne have tilhørt et lig.
   Tømrere og smede var i gang nede i gården.
   Tømrerne var i gang med at lave en ny og tykkere egetræssport til dragestalden.
   Smedene havde opstillet midlertidige værksteder og var nu i gang med at bearbejde jernet, som skulle dække portens inderside.
   De ønskede ikke at porten skulle give så hurtigt efter, hvis flere drager forsøgte at stikke af.
   Charmina fnøs arrigt.
   De stak ikke af, bare fordi de havde lyst til at irritere. De flygtede, fordi de ønskede at være frie.
   Hun følte sig bare så magtesløs.
   Det bankede forsigtigt på hendes dør og hun vendte sig træt og sagde "Kom ind!"
   Døren blev langsomt åbnet og udenfor stod Lance.
   Hendes lyshårede Lance. Han var høj og slank og hans øjne var brune og blide. Hun havde altid elsket hans øjne.
   Charmina skreg af glæde og sprang hen og omfavnede ham, hvorefter hun hurtigt trak ham ind i sit værelse og lukkede og låste døren efter dem.
   Endelig en som forstod hende, eller han forsøgte i hvert fald, så godt han kunne.
   Lance havde altid været hendes bedste og eneste ven.
   Han var i lære som dragevogter og var den eneste udover hendes far og morfar, som kendte til hendes kræfter.
   Charmina hev ham ned at sidde på sin seng og kiggede spændt på ham.
   "Hvad har du så lært i dag?"
   Lance kiggede først nervøst på hende og derefter hen imod vinduet, hvorefter han hviskede. "Dæmp dig Charmina. Tænk hvis nogen hørte os."
   Hun sukkede opgivende.
   Lance var den bedste og hun elskede ham virkelig, men engang imellem var han virkelig en tøsedreng.
   "Slap nu af Lance."
   Charmina gjorde en fejende bevægelse med den ene hånd og sagde. "Så nu er der ingen, som kan høre os. Du har jo selv lært mig, hvordan man skjuler sine samtaler. Fortæl mig nu hvad du har lavet i dag."
   Han kiggede stadig tvivlende på hende.
   "Jeg ved ikke... Hvis din far finder ud af, at jeg fortæller dig, hvad jeg lærer bliver jeg aldrig dragevogter og hvis andre, end din far eller morfar opdager det bliver du også brændt på bålet."
   Hun kiggede surt på ham.
   Forstod han da slet ikke noget? Det var ikke en ære at blive dragevogter. Hendes far var muligvis deres leder, men han forstod heller ikke.
   "Dit fjog. Har du slet ikke hørt efter, hvad jeg har sagt? Har du slet ikke lagt mærke til hvad der sker? Dragerne ønsker ikke længere at være vores fanger og slaver. De gør oprør. Dragevogterne er ikke andet end fangevogtere."
   Lance rejste sig brat fra sengen og kiggede vredt ned på hende.
   "Du ved ikke, hvad du taler om. Drager er bare dyr og de får alt hvad de har brug for, så hvorfor skulle de gøre oprør?."
   Charmina sprang selv op og stillede sig lige foran Lance, hvorefter hun arrigt svarede ham. "Jeg troede, at du forstod. Prøv at kigge ind i en drages øjne. De er fyldt med tomhed."
   Han råbte tilbage til hende. "Det er fordi, de kun er dumme dyr, som ikke forstår sig på mere end en hest. Jeg tror endda de er dummere end heste."
   Charmina blinkede hektisk med øjnene for at holde de pressende tårer tilbage.
   Hun havde troet, at han forstod, men han var bare som alle de andre.
   Han forstod hverken hende eller dragerne.
   Han var... uvidende.
   Lance lagde sine arme omkring hende og hun kunne ikke længere holde tårerne tilbage.
   Han tyssede blidt på hende og gnubbede kejtet hendes ryg med den ene hånd.
   "Jeg er ked af det Charmina. Vil du ikke godt holde op med at græde? Så skal jeg nok fortælle dig, hvad jeg har lært i dag."
   Forstod han da ikke, at det ikke betød noget.
   Hendes kræfter var allerede meget større end hans og det var ikke kun for hendes egen skyld, at hun ønskede at lære.
   Hun ville hjælpe dragerne. Bringe nye tider til dem og sig selv.
   Han forsatte med at gnubbe hende på ryggen, indtil hun ikke havde flere tårer tilbage og gråden forvandlede sig til en hikke.
   "Det... er ligegyldigt... Far siger alligeve... at jeg ikke må... bruge mine kræfter... hik... mere. Du må hellere... gå igen.
   Lance nikkede forstående. "Det skal jeg nok. Er du okay?"
   Charmina nikkede.
   Han tøvede et øjeblik, før han gik hen og låste døren op. Han kiggede kort på hende, men hun havde ikke lyst til at se ham i øjnene.
   Han sukkede og gik ud.
   Charmina hævede blikket og kiggede trist på den lukkede dør. Der var altid en lukket dør imellem hende og det hun ønskede og elskede.
   Hun følte sig så ensom og alene.
   Med et suk gik hun hen og lagde sig på sin seng.
   Hun følte sig så forfærdelig træt og ønskede bare at sove fra alle sine problemer.
   Charmina lukkede øjnene med et sidste hik og faldt i en urolig søvn.

Hun begyndte at drømme, men drømmene mindede mere om mareridt.
   Hun så glansløse drager med livløse øjne. Drageøjne som hun vidste der kunne være så smukke var uden håb og glæde. Dybe søer af ensomhed.
   Som i et syn så hun de to drager, som var flygtet fra dragestalden.
   Deres øjne havde været fyldt med håb.
   Charmina kunne fornemme deres følelser.
   Glæde og et svagt glimt af had.
   Et had som var rettet imod mennesker, på grund af det mennesket havde gjort imod dem, deres søskende og deres mor.
   Hun gispede i søvne og kastede sig uroligt fra side til side.
   Deres hævn ville komme.
   De var blevet undertrykt for længe og for groft.
   Hun så igen deres øjne.
   Drageøjnene var nu fyldt med et rødglødende had, som brændte sig igennem alt, hvad det ramte.
   Charmina vågnede med et sæt da de rettede sig imod hende og satte sig op i sin seng.
   Hendes hud var dækket af et klamt og koldt lag sved og hun gnubbede med en kuldegysning sin ene arm der var blevet dækket af gåsehud.
   Hun turde ikke lukke øjnene igen, for der bag de mørke øjenlåg kunne hun se de hadfyldte drageøjne lyse rødt og ubarmhjertigt.
   Vente.