Uventet og uønsket
   Daksí rettede sit blik imod himlen som var stille og fredfyldt over hans hoved, selvom han susede af sted igennem luften.
   Den var svagt rosa.
   Solen var netop begyndt at titte frem i horisonten og lagde et gyldent skær over landskabet under ham.
   Den gyldne farve mindede ham om Gordía og han bed kæberne hårdt sammen da, han mærkede foragten og vreden strømme igennem sig.
   Hun havde forrådt ham, havde forrådt deres kærlighed. Han havde stolet på hende.
   Daksí rystede kraftigt på hovedet. Han nægtede at tænke på hende nu.
   Forude kunne han skimte menneskenes by og den høje mørke borg, som lå i dens midte.
   Det røg stadig en smule fra den ene ende af byen og han følte en lun tilfredshed brede sig i sit indre. Snart ville hele byen være jævnet med jorden og hans tilfangetagede søskende være nødt til at omfavne og acceptere den frihed de var blevet skænket.
   Og de ville være taknemmelige, ligesom han var.
   Men dette ville kun være begyndelsen. Når først denne borg og by var faldet ville de fortsætte med de andre menneskelige bebyggelser. De ville fortsætte indtil alle drager var frie og menneskene nedkæmpet og knækket. Derefter ville drager aldrig blive fanget og undertrykt igen. Det ville være dragerne som regerede og var herre over menneskene og verden.
   Daksí smilede tilfreds.
   De var nu så tæt på byen, at han kunne se alle de små mennesker, som løb forvildede rundt indenfor bymuren.
   De var ikke andet end små ubetydelige myrer og han forstod ikke, hvorfor han havde lystret dem i så mange år.
   Daksí drejede hovedet og så tilbage på de cirka femogtyve drager, som susede igennem luften bag ham. Han råbte højt: "Gør klar til angreb. Husk det er hurtigt ind og ud. Vi skal være væk, inden de når at gøre mine søskende klar til kamp."
   Daksí rettede igen sin opmærksomhed imod byen. Nu kunne han høre menneskenes fortvivlede skrig. De lød som sød musik i hans ører.
   Han kunne ligefrem lugte deres frygt og fortvivlelse.
   Daksí og de andre drager var nu over byen og han sendte sin ild af sted, som den første og antændte en stor hvid bygning med stråtag. Taget blussede straks, som et stort bål der bare havde ventet på at blive antændt.
   Menneskene flygtede som mus i alle retninger bort fra det brændende hus. Han fik øje på en kvinde, som nærmest blev slæbt væk af en mand, imens hun skrigende rakte armene ud efter det flammende hus. Daksí fnøs og rettede sin opmærksomhed imod en anden bygning.
   Dragerne bag ham var også begyndt at sende deres ild af sted imod forskellige bygninger. Snart ville byen brænde lystigt igen.
   Et blåt lyn susede pludselig forbi ham med få centimeters afstand og han rettede sin fulde opmærksomhed imod den lille sortklædte person, som havde sendt det af sted.
   Han brølede af raseri og selv fra denne afstand kunne han se den frygt, som indtog mandens ansigt.
   Daksí sendte sin ild af sted imod manden, som var begyndt at skrige. Han blev snart omsluttet af ilden og brændte som en levende bevægelig fakkel der satte ild til huset ved siden af sig.
   Daksí lo. Hvis de skulle have ram på ham måtte de lære at ramme bedre.
   Han drejede hovedet og råbte til de andre drager, som havde sat ild til en del bygninger. "Vi trækker os tilbage nu."
   De begyndte straks at svinge elegant rundt, da de vendte og han fulgte deres eksempel.
   Endnu et blåt lyn blev sendt af sted og denne gang ramte det sit mål.
   En af handragerne som fløj et stykke foran ham styrtede brølende af smerte til jorden med en ødelagt vinge. Hans skæl glitrede kraftigt rødt i solens stråler, da han faldt.
   Daksí bed tænderne hårdt sammen og overhørte den faldne drages smertefulde brøl.
   Hvis de blev for at hævne ham, ville flere falde, for aldrig at rejse sig igen. Menneskene måtte snart have gjort hans søskende klar.
   Han lagde mærke til, at nogen af de andre drager tøvede og han råbte hårdt. "Videre! Der er intet, vi kan gøre for ham og hvis I forsøger ender vi bare som ham."
   Daksí kunne se, at det var en hård beslutning, men ikke desto mindre fulgte de andre med sammenbidte miner hans ordre.
   De var nødt til at blive mere hårdhudede, hvis de skulle vinde denne krig. Han kunne jo ikke deltage i hvert eneste af deres snigangreb.
   Byen forsvandt hurtigt bag dem og han kastede et ligegyldigt blik tilbage på den.
   En stor del af byen brændte nu og han kunne høre menneskene skrige og råbe.
   Han vendte med tilfredshed sit blik fremad igen.
   Hvis det forsatte på denne måde ville der ikke gå lang tid før byen og borgen i dens midte lå i ruiner med en stor del af menneskene begravet under sig.
   Den første af menneskenes bebyggelser ville være besejrede.