Drager
   Excelsia fulgte efter Gillis igennem myldret af mennesker i byens gader. Alle var enten på vej hjem for at spise aftensmaden. Eller også var de på vej til deres "arbejde".
   Byen Delia var en af de største menneskeskabte byer på kontinentet Gilliasos. Her boede både rig og fattig mand. Delia havde fået sit navn efter en kvinde der efter sigende havde været lige så forvirret, som byens mange gader der tit og ofte endte blindt. De mange gader i Delia gjorde byen perfekt for smuglere og tyve, der brugte nattens mørke til deres ulovlige gerninger. De var ikke ofte at en af disse blev fanget, fordi de kendte byens gader bedre end nogen anden. Det var derimod ikke sjældent at man så byvagten komme gående bandende ud fra en gade der tilsyneladende var endt blindt og ikke havde afsløret nogen tyv.
   Excelsia kiggede skeptisk på Gillis. Det var utroligt, så meget han havde ændret sig, siden hun havde mødt ham for mindre end en time siden.
   Den nervøse mand der havde blinket hektisk med øjnene og vredet sine hænder, til de blev røde var forsvundet. I hans sted var en stiv og hovmodig mand med næsen i sky dukket frem.
   Excelsia var enig med sig selv om, at hun bedst kunne lide den forsvundne febrilske mand.
   Hvis den Gillis der gik foran hende nu var dukket op på Adsers dørtrin, var hun ikke sikker på, at hun ville være gået med ham.
   Gillis rømmede sig og lod en hånd glide hen over sine stadig strittende hårtotter.
   - Nu er der ikke lang vej igen, før vi når frem til paladset. Når vi kommer indenfor paladsets mure skal vi over paladsgården, hvor de sorte drager opholder sig. Jeg må bede Dem om at undertrykke Deres eventuelle frygt. De tiltrækkes af frygt. Når vi er kommet helt indenfor vil jeg bringe Dem til et værelse, hvor De kan vaske Dem og gøre dem i stand til banketten. Derefter vil jeg komme og hente Dem og føre Dem hen til balsalen, hvor banketten vil blive holdt.
   Nogen spørgsmål, Frøken Excelsia?
   Excelsia nikkede.
   - Hvornår vil jeg blive præsenteret for Sir Devillis?
   En lille smule af den tidligere Gillis vendte tilbage, da han glippede febrilsk med øjnene, men det varede kun et øjeblik, før han fik lagt sit ansigt i de stive folder igen.
   Bag den stive maske var Gillis begyndt at beundre Excelsia en smule. Hun var aldeles ikke bange af sig. Han var sikker på, at hun ville ikke få nogen problemer med de sorte drager.
   - De vil komme til at sidde ved Sir Devillis venstre side under banketten.
   Excelsia nikkede endnu engang og de forsatte i tavshed.
   De gik nu på den største gade i Delias.
   Den var stadig tæt befærdet af både mennesker, dværge og en sjælden elver. Næsten hvert eneste væsen af hankøn de mødte på deres vej vendte sig for at kigge efter Excelsia.
   Men Excelsia lagde ikke mærke til det. Hun havde travlt med at holde øje med paladset der foran hende syntes, at voksede sig større og større for hvert skridt hun tog hen imod det.
   Paladset var opført i glat sort marmor, som blinkede koldt i solens sidste varme stråler.
   Paladset havde et enkelt sort tårn, som hævede sig mørkt og truende over byen Dalia og Excelsia følte det som om tårnet holdt øje med hende. Gåsehuden rejste sig på hendes spinkle arme og hun gnubbede fraværende den ene arm, udenpå det sølvhvide ærme.
   En mand i det sorte tårn smilede uden glæde over denne handling. Dette var efter hans mening et tegn på svaghed.
   Excelsia fik en kraftig lyst til at sukke glædeløst. Denne dag var pludselig blevet endnu mere trist og ildevarslende, end den havde været før.
   De var kommet ud på en åben plads foran paladsets port. Her var slet ingen mennesker og Excelsia fik det indtryk, at ingen af Dalias borgere nærmede sig porten, med mindre det var absolut nødvendigt.
   Gillis gik hen til porten, hvorpå der hang et stort sort dragehoved, med den lange tunge hængende ud af det åbne gab mellem de spidse sorte tænder.
   Gillis greb fat i tungen og bankede den hårdt imod porten tre gange, så det rungede. Et lille kighul blev åbnet ved siden af dragehovedet.
   En mand kiggede vagtsomt ud derinde fra.
   Da han fik øje på Gillis forsvandt mistænksomheden fra hans blik.
   - Gillis. Det var på tide. Sir Devillis har spurgt efter dig flere gange.
   Gillis missede to gange med øjnene, hvorefter han koldt sagde.
   - Så må du heller lukke mig ind. Jeg bringer det han søger. Altså med mindre du ønsker at føle hans vrede.
   Kighullet blev hårdt klappet i, hvorefter porten knagende begyndte at åbne sig. Da åbningen var stor nok vendte Gillis sig om imod Excelsia.
   - Denne vej, Frøken Excelsia.
   Excelsia styrkede kort sig selv mentalt, hvorefter hun gik forbi Gillis og smøg sig ind igennem porten. Gillis fulgte lige efter hende.
   Porten lukkede sig straks knirkende bag dem og Excelsia trådte et par skridt ind i paladsgården. Hun fik med det samme øje på de sorte drager. De lå i en stor bunkede og sov i dagens sidste solskin. Der var over 5 drager, så vidt hun kunne se.
   Excelsia kiggede nysgerrigt på dem. De havde cirka samme størrelse og kropsbygning, som hendes drage Daktílí. De sorte drager var dog en lille smule større, men mere smidigt byggede. Derudover ophørte alle ligheder imellem de gyldne og de sorte drager.
   De sorte drager havde en lang række af sorte spidse pigge der snoede sig hele vejen ned over deres rygrad. Kun en anden drage ville med forsigtighed kunne komme i nærheden af de pigge. Deres haler endte i tre store pigge, som med lethed kunne dele en mand i to. To af dragerne var vågne og kiggede intenst på Excelsia med deres ondskabsfulde gule øjne.
   Excelsia vidste, at deres øjne blev røde, når de sorte drager var vrede eller i kamp, som om deres blodlyst viste sig i deres øjne.
   De gyldne drager havde ikke nogen pigge på ryggen. De begyndte først ved haleroden og var efter Excelsias mening ikke nær så spidse. Spidsen af deres hale endte, i en "pilespids", som kunne være meget nyttig i kamp.
   Deres øjne var normalt gyldenbrune, men når de var i kamp blev de helt sorte.
   En af dragerne lagde sig dovent bedre til rette. Dens sorte skæl blinkede koldt ligesom som paladsets marmormure i det sidste sollys.
   - De er smukke. Synes De ikke?
   Det gav et lille sæt i Excelsia og hun nåede, at se alle de sorte drager åbne deres øjnene, før hun rettede sit blik, imod Gillis der havde stillet sig ved siden af hende uden, at hun havde hørt det.
   - Smukke jo, men jeg synes at det er en kold ubarmhjertig skønhed. Som den skønhed der ligger over en ung elverkvinde der er død i sine bedste år og er blevet gjort i stand til begravelsen. Hendes sjæleløse krop besidder den samme skønhed.
   Gillis nikkede stift.
   - Det har De sikkert ret i, Frøken Excelsia. Skal vi forsætte?
   Excelsia tvang sit blik væk, fra de sorte drager der endnu engang havde lukket deres gule øjne og nikkede.
   Gillis begyndte at gå hen imod paladsets indgang og Excelsia fulgte efter ham med en underlig uro i maven.
   Gillis førte Excelsia ind igennem åbningen. Det værelse de kom ind i var næsten kul sort og kulden var kraftig, fordi væggene var af bart sort marmor. Der var højt til loftet og den smule lys der var i værelset, stammede fra nogen få små vinduer der sad helt oppe under det. Der var ikke nogen møbler i dette rum, kun et stort antal trapper og døre der førte ud til de forskellige dele af paladset.
   Gillis kiggede sig tænksomt om et øjeblik, før han valgte den tredje døråbning i venstre side af rummet. Den lå lige ved siden af en trappe der førte op til en åbning en etage over deres hoveder.
   Han gik hen til den og ind igennem åbningen. Excelsia skyndte sig efter ham, fordi hun havde ikke lyst til at blive væk... I hvert fald ikke endnu.
   Døråbningen de var gået ind af førte ind til en lang mørk gang, hvor det dybe mørke kun lejlighedsvist blev spredt af fakler der hang og spruttede på marmorvæggene.
   Gillis og Excelsia gik et stykke ned af gangen, hvorefter Gillis stoppede ud for en næsten usynlig sort dør i væggen og åbnede den.
   Lyset fra værelset bag døren blændede næsten Excelsia efter turen ned af den dunkle gang.
   - Her kan De gøre dem i stand, så kommer jeg og henter Dem, når banketten skal til at begynde.
   Excelsia gik ind i værelset og kiggede sig undrende omkring. Dette værelses vægge var af hvidt marmor. Alle de kostbare møbler i værelset var lavet af lyst træ og betrukket med lyst silke. I den ene ende af værelset var der et stor vindue, som gav udsigt over paladset døde have. Op ad en anden væg stod et sminkebord. På det stod der adskillige parfumer. Der lå rene hvide klæder og stod en vandkande og et dybt fad.
   - Har De brug for noget, før jeg går Frøken Excelsia?
   Excelsia vendte sig imod Gillis der var trådt et skridt ind i rummet.
   - Nej, jeg tror her er alt, hvad jeg skal bruge.
   Gillis nikkede stift.
   -Jamen så vil jeg forlade Dem igen.
   Gillis gik ud af rummet og lukkede døren bag sig. Excelsia stod et øjeblik og kiggede tavst på den lukkede dør. Døren var hvid på denne side.
   Hun sukkede opgivende.
   Hvad var det dog, hun havde rodet sig ind i?

Adser flåede hidsigt i sin hvide kåbe. Den havde sat sig fast i den tjørnebusk, han var landet lige oveni, da han havde transporteret sig selv ud af sit hus ved hjælp af magi.
   - Giv så slip din dumme busk. Kan du ikke se, at jeg er en gammel mand på vej til at redde verden.
   Pludselig gav tjørnebusken slip på hans kåbe og Adser faldt på bagen.
   Han rejste sig forsigtigt, imens han gnubbede sin gamle bagdel og mumlede.
   - Tusind tak. Det manglede bare.
   Adser sukkede bedrøvede over sig selv og mumlede alvorligt.
   - Adser. Du er ved at blive for gammel. Står og taler med en busk. Måske har Excelsia ret i, at der er ved at gro mos på din hjerne.
   Adser børstede hurtigt sin kåbe af, hvorefter han rettede sin opmærksomhed imod sine omgivelser.
   - Nå lad mig nu se...
   Han kiggede sig undersøgende omkring, indtil han besluttede sig for en retning.
   - Solarnis tempelruin burde efter mine beregninger ligge cirka en halv kilometer i den retning.
   Den retning Adser havde valgt var et landskab dækket af hvide sten.
   Både store og små. Nogen mente, at de hvide sten var resterne af et kæmpe slot der havde ligget her engang.
   Imellem de hvide sten voksede planter vildt. Mange af dem var i blomst på dette tidspunkt og man kunne se spredte glimt af blå, røde og gule farver.
   Adser bukkede elegant for den genstridige tjørnebusk og begyndte hurtigt at gå ned igennem landskabet med de hvide sten.
   Han skyndte sig alt hvad han kunne og snart kunne han se den gamle halvt sammenstyrtede tempelruin.
   Han rundede en hvid klippeblok og stod foran templets åbning. Den var stor. Stor nok til at en drage kunne komme igennem den. Hvide søjler stod på hver side af åbningen og holdt stædigt denne del af loftet oppe endnu. Skrift på det gamle sprog dækkede søjlerne og slyngede sig hele vejen op til loftet. Adser kiggede facineret på søjlerne, men tog sig så sammen.
   Han måtte heller se at få fat i den drage.
   Adser havde ikke været særlig vild med drager, siden hans gamle drage havde svitset alt hans hår af.
   Den havde været en af de ældste drager i verden og var det sikkert stadigvæk, men den var nu også blevet nærtagende og småskør på sine gamle dage. Det havde Adser i hvert fald fundet ud af, da han havde sagt til den, at den måske skulle trække sig tilbage, fra kampen og nyde sin alderdom. Med et brøl om at den aldeles ikke var gammel havde den grillet Adsers dengang brune hår af.
   Adser rømmede sig nervøst.
   - Øhhmmm... Er der nogen? Daktílí?
   Hans tøvende spørgsmål blev mødt med et brøl og en stor gylden drage med brune øjne dukkede frem for mørket inde i templet.
   - Hvem er du Gamle? Og hvorfra kender du mit navn?
   Adser glemte helt sin frygt for drager og pustede sig arrigt op.
   - Hav respekt for alderdommen. Desuden er jeg ikke så gammel, at jeg ikke kan give dig klø.
   Daktílí lo rungende, så templets vægge rystede faretruende.
   - Dig! Menneske, i din alder plejer halvdelen af de magiske formularer at forsvinde fra menneskers hjerner.
   - Nå så det tror du?
   Adser skubbede hidsigt sine store ærmer op ad armene, hvorfra de lige så hurtigt røg ned igen.
   - Kom an dit forvoksede firben, så skal onkel Adser nok forvandle dig tilbage til din normale størrelse.
   Daktílí trådte et truende skridt frem mod Adser, men stoppede så. Adser havde travlt med at skubbe sine ærmer op ad armene igen.
   - Sagde du, at dit navn er Adser?
   Adser stoppede sin kamp med ærmerne, som han på dette tidspunkt var blevet enig med sig selv om, at de ville være meget lettere at håndtere, hvis han klippede dem af.
   - Ja det gjorde jeg. Onk... troldmanden Adser.
   Daktílí sendte Adser et spidstandet stort smil, som ville have skræmt de fleste væk.
   - Den ærede troldmand Adser. Excelsia har fortalt mig så meget om Dem og Deres bedrifter. Det er en ære endelig at møde Dem. Specielt fordi jeg ved, at de var den gamle drage Trinitílís rytter.
   Adsers kinder blev en smule røde over skæget og han lod sine arme dale ned langs siden.
   - Øhhmmm... Ja. Lever det gamle brokkehoved stadig?
   Daktílí lo endnu engang, så templet dirrede og små sten dryssede ned over ham.
   - Ja det gør han skam. Han holder tre andre drager beskæftiget hver dag. Ser du. Han er overbevist om, at der er udbrudt krig og De og han skal ud i kamp.
   Adser lo klukkende.
   - Det lyder godt nok som ham.
   Adser rystede vredt på hovedet og sagde alvorligt.
   - Nej. Vi har ikke tid til at snakke om gamle venner.
   Hvor er bogen?
   Daktílí nikkede kort og bakkede langsomt tilbage ind i templet, fordi åbningen ikke var stor nok til, at han kunne vende sig.
   - Det er denne vej. Hvorfor er Excelsia ikke med?
   Hun har det vel godt nok?
   - Ja hun skal nok klare sig. Man må jo have lært noget i over hundred år.
   Adser fulgte efter Daktílí ind i templets blide støvede mørke.