Dragevogterne
   Almar kiggede ud over salen. På væggene hang der store farvestrålende billedtæpper hvori der var vævet forskellige af fortidens kampscener, men han så dem ikke. Det eneste han lagde mærke til var de mange ængstelige og vrede ansigter.
   Almar forstod deres frygt.
   Hans blik faldt på en skygge i et af hjørnerne. Almar kunne ikke lade være med at smile en lille smule, da skyggen rørte på sig.
   Hans vilde datter Charmina. Hvis der var et sted, hvor hun ikke måtte komme, så kunne man være sikker på at det var, netop der hun var. Charmina måtte ikke være med til dragevogternes møder, så derfor var hun her.
   Almar rynkede bekymret panden. Hvis de andre opdagede hende kunne han ikke forhindre, at hun blev straffet.
   Han rettede sit blik imod de andre dragevogtere. De diskuterede højlydt og ingen af dem havde lagt mærke til hans datter. Godt. Forhåbentlig gjorde de det heller ikke. Det eneste han kunne gøre var at aflede dem, så de ikke fik kigget for godt på skyggerne.
   Almar løftede sine hænder og alle andre blev stille, da han med fast stemme sagde. "Mine brødre, fald til ro. Vi har store problemer, som har brug for vores fulde opmærksomhed..."
   Han blev afbrudt af en hidsig stemme. "Store problemer. Ja det tør siges. Vores æglægger er død. Hendes to førstefødte gik amok og stak af fra stalden, hvilket gjorde de andre drager så urolige, at det tog flere dage at berolige dem og som om dette ikke var nok gjorde en af disse drager oprør imod sin rytter og stak af med en vild hundrage. Hvis dette fortsætter har vi snart ikke flere drager tilbage og hvem skal så forsvare os imod kongen af Silvisan?"
   Almar hævede endnu engang sine hænder og kiggede strengt på den unge rødhårede mand, som havde afbrudt ham.
   "Vi kender alle sammen disse oplysninger, så der er ikke nogen grund til at gentage dem. Vores opgave er ikke at remse problemerne op, men løse dem. Først og fremmest må vi fange en ny æglægger."
   Han syntes han kunne høre et hånligt frys henne fra skyggen og snerpede stædigt munden sammen.
   Almar kendte udmærket godt sin datters indstilling til dragerne. Charmina syntes det var forkert at holde moderen til deres drager fanget, men hun forstod ikke.
   En æglægger skulle altid holdes adskilt fra sine unger ellers ville den stikke af med dem alle sammen. Og de havde desperat brug for en ny æglægger, fordi af en eller anden grund var alle deres tamme drager golde. Desuden var det jo også kun dyr.
   Han rømmede sig og forsatte med at tale. "Vi må gennemsøge de gamle tekster. Et eller andet sted må der stå noget om hvordan man fanger en æglægger."
   De andre dragevogtere nikkede samtykkende, og Almar forsatte. " Indtil videre ved vi kun, at man ikke kan bruge andre drager til jagten. Dette er tydeligt efter at have hørt Laktir beretning om sin drage Daksis flugt. Det var heldigt for os, at der var et vidne i nærheden, som kunne give os denne information, som også var Laktirs sidste ord inden han udåndede og derefter bragte vidnet også Laktirs afsjælede legeme hjem. Må den store fader beskytte hans ædle sjæl."
   I sit øre kunne Almar hører datteren hviske "Moderen, kære far. Vi kommer alle fra moderen. Hvorfor tror du ellers, at det er kvinderne som bringer liv til verden. Når vi dør, må vi derfor også vende tilbage til moderen, så vi kan blive genfødt."
   Han drejede med et sæt hovedet, men hans datter var ikke ved hans side. Charmina sad stadig, som en mørk skygge i hjørnet.
   Almar rystede irriteret på hovedet. Han var nødt til at snakke med hende. Det hun sagde, var jo blasfemi og det var også meget forkert af hende at lure på dragevogternes møde. Det var kun mænd, som måtte deltage. Ja, han måtte tale med hende. Det hun gjorde kunne koste ende livet.
   Almar rettede igen sit blik imod de andre vogtere og sagde skarpt. "Nå hvad venter I på? At vi mister flere drager? Se at komme i gang."
   De andre mænd rejste sig og begyndte at gå ud af salen.
   Almar ventede utålmodigt på at den sidste af dem forsvandt, så vendte han sig imod hjørnet og sagde med fast stemme. "Charmina kom frem. Jeg ved udmærket godt, at du er der."
   Der gik et stykke tid og han kunne nemt gætte sig til, hvad hun tænkte.
   Kunne hun snyde ham ved at forblive skjult? Kunne hun snige sig væk i et ubemærket øjeblik? Var det virkeligt rigtigt at han vidste, at hun var der eller testede han bare?
   Almar kunne ikke lade være med at smile, da han talte. "Du kan godt glemme alle de overvejelser. Hvis du ikke selv kommer frem tvinger jeg dig ud af skyggen."
   Han hørte et trist suk. Skyggen i hjørnet tog langsomt form og snart stod hans trodsige datter foran ham.
   Hver gang han så hende blev han forbløffet over, hvor meget hun lignede sin afdøde mor. Hendes hår var tykt og sort som kul og så ud som om det sugede alt lys til sig, så det skinnede som silke. Det var så langt, at det nåede hende til livet. Charmina lignede stadig et barn med sit lille ansigt, opstoppernæsen der var dækket af fregner og de store himmelblå øjne. Øjne som hans. Hendes mors havde været grønne.
   Hendes krop var drenget og spinkel og hænderne små og fine.
   Charmina kiggede forsigtigt op på ham og et lille smil dukkede op i hendes ene mundvig, før hun spurgte. "Hvordan opdagede du mig? Jeg syntes ellers, at min skygge var så overbevisende."
   Almar så strengt på hende. "Din trolddomskraft vokser ganske rigtigt, hvilket bekymrer mig meget. Der var heldigvis ikke nogen af de andre, som opdagede dig, men du glemmer, at jeg er din far. Jeg kender dig."
   Charmina sukkede opgivende og sagde "Ja det er problemet. Du er dragevogternes leder, men jeg kan ikke skjule mig ordentligt for dig."
   Han trådte hen til hende og greb hårdt fat om hendes skuldre. "Det er ikke problemet. Det er dine kræfter som er problemet! Du ved hvad man gør ved kvinder og små piger, som viser tegn på trolddomskraft. Man brænder dem og ikke engang jeg kan redde dig, hvis du bliver opdaget."
   Hun kiggede skamfuldt ned i gulvet og nikkede. Han løsnede grebet i hendes skulder.
   Hans elskede datter Charmina. Almar ville hellere dø, før han så hende brændt. Brændt på bålet som sin mor. Ved mindet om sin elskede kones død syntes han pludselig, at han kunne lugte den sorte røg og høre hendes rædselsslagne pinefulde skrig. Almar ville gøre alt for ikke også at skulle høre sin datter skrige sådan og være nødt til endnu engang at se magtesløs til.
   Han lagde blidt sin pegefinger under hendes hage og hævede hendes ansigt, så han kunne kigge ind i hendes tårefyldte blå øjne. "Min kære Charmina. Lov mig at være mere forsigtig. Jeg ønsker ikke også at miste dig. Lov mig det!"
   Charmina kiggede trist på ham og han kunne føle sit hjerte knuses, da hun med skælvende stemme svarede. "Jeg skal forsøge far. For din skyld."
   Almar var ikke helt tilfreds med hendes svar, men nikkede alligevel, fordi han vidste at det var det eneste han ville få.
   "Smut nu hjem med dig. Du skal ikke vente oppe på mig. Det bliver nok sent."
   Almar kiggede på hende med et glimt i øjet. "Du ved jo allerede, hvad jeg skal."
   Charmina sendte ham et lille smil og han ønskede, at hun bare for en enkelt gangs skyld ville give ham et rigtigt smil der kunne bringe fred til hans sjæl.
   Der kom ikke noget større smil. I stedet for vendte hun sig og gik lydløst ud af salen.
   Almar sukkede dybt.
   Livet havde aldrig været let, men her på det sidste var det pludselig blevet meget sværere.
   Der var rodet med dragerne. Det var gået fint i over tusind år, men så døde deres æglægger af ukendte årsager og tre af hendes unger var stukket af.
   Hans datter voksede så hurtigt, at han blev overrasket, hver gang han så hende. Hun var allerede seksten somre og snart i den giftefærdige alder, men for hver centimeter hun voksede, voksede hendes trolddomskraft med hende. Det var kun lykkedes for hendes mor at skjule sin kraft, indtil hun blev toogtyve og deres datter netop var blevet født og han ønskede, at deres datter skulle leve længere end det.
   "Har den lille ravneunge nu været på spil igen? Jeg mødte hende på vejen og hun lignede en som havde mistet sine bedste sutsko, eller som om du lige havde beslaglagt hendes mest elskede ejendel."
   Almar kiggede hen imod døren og fik øje på sin svigerfar Sinastra. En af de få, som kendte til Charminas kræfter.
   Den gamle mand humpede hen til han og slog ham oveni hovedet med sin stok.
   Almar tog sig fortørnet til hovedet. "Hvad skulle det gøre godt for?"
   Sinastra trak på sine spidse skuldre. "Hvem ved, jeg regnede bare med at du trængte til det, men det var måske ravneungen, som skulle have haft et gok i nødden?"
   Almar gned sit hoved en sidste gang og sukkede. "Hun havde gemt sig herinde igen. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Jeg frygter at hun vil ende lige som Iris."
   Sinastra nikkede for en sjælden gangs skyld alvorligt. "Også jeg."
   De stod i tavshed et stykke tid, hvorefter Sinastra gav Almar endnu et gok med stokken. Han tog sig til hovedet igen.
   "Hvad skulle det nu gøre godt for?"
   Sinastra kiggede strengt på ham. "Havde du ikke noget vigtigt, som du skulle?"
   Derefter humpede den gamle mand igen ud af lokalet.
   Almar rystede på hovedet. Hans svigerfar havde ret.
   Han var nødt til at finde en løsning på problemerne med Charmina, men først problemet med dragerne.
   Han rystede forvirret på hovedet, så hans lysegrå hår bølgede omkring det. Han var begyndt at blive gråhåret den dag hans elskede Iris var blevet dømt skyldig i at bruge forbudt magi.
   De gamle tekster ventede på ham.
   Han gik ud af salen med en bekymret rynke i panden.
   Bare svaret nu var i teksterne. Hvis ikke, måtte faderen... og moderen hjælpe dem.