Det største offer
   RaRan stod magtesløs foran en grotteåbning og ønskede bare, at der var noget han kunne gøre. At der var en anden mulighed. Den unge sorte hundrage havde allerede mistet så meget.
   Han havde stået et stykke væk og iagttaget hende, da hun græd over sin døde mage.
   Drager forelskede sig kun en gang i deres lange liv og hun havde mistet sin livsledsager alt for tidligt og nu ville hun blive nødt til at opgive et af deres børn. Sin eneste forbindelse til den døde handrage.
   Et smerteskrig rungede ud fra grotten.
   Fødslen var i gang.
   RaRan huskede, dengang hans mage havde skreget på samme måde, men han havde stået ved hendes side og fødslen var sket i glæde.
   Den unge hundrage som fødte nu havde kun en af de ældste hundrager ved sin side. Hendes elskede var død og man kunne i hendes skrig høre sorgen over det, som hun havde mistet og det, som hun snart ville give afkald på for noget, så spinkelt som håbet om fred.
   Han knugede sin ene forpote hårdt sammen, så kløerne stak.
   Hvis bare der var noget han kunne gøre. Han kendte jo hendes smerte.
   Der blev stille i grotten og kort efter kom den ældre hundrage ud.
   Hun virkede lige så trist som han selv og hendes blå skæl var matte. Han kiggede spørgende på hende.
   Hun besvarede hans usagte spørgsmål med flad stemme. "Hun fik to æg og forsøger nu at vælge, hvilket hun skal tage afsked med. Giv hende nogen minutter alene med dem, så kan du gå ind."
   RaRan nikkede og hun forsatte væk fra hulen.
   Ingen af de andre drager var til stede. De kunne dårligt nok se deres egen skam i øjnene og slet ikke den unge mor.
   Han skulle følges med hende og ægget til skoven nær menneskenes by og efterlade ægget til dette menneske, Charmina.
   RaRan håbede af hele sit hjerte, at forfædrene havde ret, når de sagde, at denne menneskepige ville tage sig godt af ægget og den drageunge, som snart ville kæmpe sig vej ud af det. Tage sig bedre af den end menneskene havde taget sig af hans datter.
   Han kunne høre de sårede drager stønne, skrige og græde et stykke derfra.
   Strømmen af de sårede var stoppet og de sidste ankomne havde fortalt, at dragerne havde trukket sig tilbage for at planlægge.
   Det første slag var overstået og det havde krævet mange dragers liv. Dette havde ikke været planen og derfor måtte der findes en anden taktik.
   Det var dog ikke alle de uskadte drager, som var med til planlægningen. Nogle var kommet for at lede efter deres kære med håbet om, at de stadig var i live og befandt sig på Solbjerget.
   Mange fik deres håb knust. Nogle græd, men de fleste svor en blodig hævn over menneskene, før de fløj af sted for selv at deltage i planlægningen. Der var nu mere end ni drager på solbjerget, men stadig at for få. De ville aldrig være nok, førend alle frie drager var tilstede.
   "Ældste."
   Han trak sig straks væk fra de dystre tanker og kiggede på grotteåbningen.
   Den unge hundrage stod i åbningen og kiggede tøvende på ham. Hun holdt et af sine æg tæt knuget ind til sig. Dets nubrede overflade var sort med fine røde linjer. Forældrenes farver. Hun var sort og hendes afdøde mage havde været rød.
   "Kald mig bare RaRan min kære og jeg håber også, at jeg må kalde dig ved navn...?"
   Han kiggede spørgende på hende. Hun forsøgte at smile, men kunne ikke.
   "Mit navn er Sorlísa."
   RaRan nikkede kort og smilede blidt til hende.
   "Mange tak Sorlísa. Har du valgt et æg?"
   Han vidste godt at det var et unødvendigt spørgsmål og han bare trak tiden ud, men han gjorde det for at give hende mest mulig tid sammen med sit æg og sige rigtigt farvel. "Ja RaRan og jeg ved godt, hvad du forsøger at gøre, men jeg vil helst have det overstået."
   RaRan nikkede forstående og gik et stykke væk fra grotten, så han kunne lette. Hun fulgte lige efter ham og snart var de begge i luften. Han kiggede ned og så flere af de ældste drager og Solísas bror holde vagt i nærheden af grotten. De ville beskytte Sorlísas sidste æg med deres liv, hvis det blev nødvendigt.
   Sorlísa var tavs og han forsøgte ikke at bryde tavsheden.
   Tiden fløj af sted sammen med dem. De fløj lavt og holdt udkig efter mennesker, men snart landede de et stykke fra skoven.
   Alle de frie drager var forsvundet fra området. I hvert fald dem som kunne. De kunne høre svage skrig af smerte fra forskellige steder eller måske var det bare vinden, som udfordrede deres fantasi.
   Ikke langt derfra lå en død gylden handrage. Han var ikke nået langt, før hans sår tvang ham til jorden for at dø.
   RaRan kiggede forsigtigt på Sorlísa for at se hendes reaktion på den døde drage. Hendes reaktion var et meget beslutsomt udtryk og et fastere greb om ægget.
   "Kom RaRan lad os få det overstået."
   Han nikkede og betragtede hende med milde øjne.
   "Er du sikker på, at du er klar?"
   Hun kiggede fast på ham og svarede med selvsikker stemme. "Det betyder ikke noget, om jeg er klar eller ej. Hvis ikke hele drageracen skal nå at uddø må vi gøre det der skal gøres nu. Dette er vores eneste håb, hvor lille og usandsynligt det så end virker."
   Han nikkede igen.
   "Godt Sorlisa, så lad os gøre hvad der skal gøres."
   De gik ind i skoven.
   RaRan kunne mærke sine gamle ben smerte under sig. Han var ikke vant til at gå så meget.
   Snart nåede de frem til en lille lysning, hvor der stod et gammelt knudret træ.
   Han snusede dybt ind. Der havde været nogen her. Duften var mild og sød og varierede fra svag til stærk.
   Denne person havde været her tit og der var stor sandsynlighed for, at det var menneskepigen Charmina. Det håbede han i hvert fald.
   "Dette vil være det bedste sted."
   RaRan nikkede træt til ham. "Ja jeg kan også lugte hende. Den stærkeste lugt er ved træet."
   Han nikkede og vendte sig om for at gå ind i et nærliggende krat.
   RaRan ville give hende mulighed for at sige sit sidste farvel alene.
   Da han var inde bag krattet vendte han sig om og havde nu frit udsyn til lysningen.
   Han vidste godt, at forfædrene havde sagt, at de skulle tage af sted, så snart de havde efterladt ægget, men han var nødt til at vide, om de gjorde det rigtige.
   Sorlisa havde allerede taget afsked med sit æg og forsigtigt lagt det under det gamle træ. Hun var nu på vej imod krattet, som han gemte sig bag og udtrykket i hendes øjne knuste næsten hans hjerte. Var det skæbnens ironi at hun skulle gentage hans offer?
   Da hun var ved hans side vendte hun sig om for at kunne holde øje med sit æg.
   RaRan talte ikke til hende. Han vidste simpelthen ikke, hvad han skulle sige.
   De ventede tavse i krattet, imens natten nærmede sig med hastige skridt. Solen var gået ned og de første stjerner var allerede begyndt at dukke frem på himlen.
   Han kiggede nervøst på Sorlisa. Det sidste stykke tid havde han kunne fornemme hendes uro. Hun ønskede ikke at efterlade sit æg alene i mørket.
   Pludselig kunne de høre svag støj fra skoven til venstre for dem. En menneskepige trådte ud i lysningen.
   RaRan vidste straks, at det måtte være Charmina. Hendes hår var sort som den fremskridende nat.
   Pigen talte og han koncentrerede sig for at forstå, hvad hun sagde. Det var lang tid siden, han sidst havde hørt menneskenes sprog.
   "Godaften gamle træ. Jeg har endnu ikke hørt fra min far. Bare han nu ikke er kommet til skade. Jeg følte mig bare så ensom og ville derfor bare sig godnat."
   Han undrede sig. Havde hun virkelig lige talt til træet?
   Sorlísa gik hen til det gamle træ. Han kunne ikke se hendes ansigt, da hun fik øje på ægget, men kort efter kiggede hun sig undersøgende omkring.
   "Hallo. Er her nogen?"
   RaRan holdt vejret, da hendes blik gled henover det krat, som de gemte sig bag.
   Hun så dem heldigvis ikke og til sidst kiggede hun igen på ægget.
   Pigen lagde sig på kræ foran det og lagde blidt sine ene hånd på dets nubrede overflade.
   "Måske har en af de frie drager efterladt dig, fordi hun vidste, at hun skulle dø. Måske håbede hun på, at nogen ville finde dig og passe godt på dig."
   Han holdt vejret af bare spænding.
   "Jeg skal nok passe på dig, indtil du bliver stor nok til at flyve tilbage til de frie drager."
   RaRan fik tårer i øjnene af glæde. Det som hun havde sagt ville aldrig ske, men ordene overbeviste ham om, at pigen ville tage sig godt af den lille drage i ægget. Ungen ville få den samme, men stadig en ganske anden skæbne end hans datter. Det håbede han i det mindste.
   Menneskepigen samlede ægget op og vaklede et kort øjeblik under dets vægt, før hun gik tilbage i samme retning, som hun var kommet.
   Det var på tide at tage tilbage til Solbjerget.
   Han kiggede på Solisa og gjorde et kast med hovedet.
   Hun nikkede og de gik stille og fordybede i hver deres tanker ud af skoven.