Påkaldelsen
   Adser gik ud af templet for mindst 10 gang. Han kiggede sig uroligt omkring. Mørket var nu ret tæt og han kunne intet se.
   Hun burde have været tilbage nu.
   Adser begyndte at gå frem og tilbage foran templets indgang.
   Han undgik ved rent held at snuble over noget. Rynkerne blev mere og mere tydelige i hans pande for hvert sekund der gik.
   "Måske skulle jeg..."
   Adser nåede ikke længere i tankerne, for i samme øjeblik materialiserede Excelsia og en mandlig elver sig mindre end en halv meter foran ham.
   Adser blev så overrasket, glad og mistænksom på samme tid, at han helt glemte at holde op med at gå.
   Han gik lige ind i de nyankommende, som stod så fast på benene, at han for anden gang denne dag endte på sin bagdel. Han kiggede fortørnet op på Excelsia og den sorte elver troldmand.
   - Se jer for. I elvere har ingen respekt for den menneskelige alderdom. I er nøjagtig lige så respektløse som drager. Bare fordi mennesker lever kortere tid.
   Excelsia gav hurtigt slip på Síleon og bukkede sig ned for at hjælpe Adser op at stå igen.
   - Du kan godt tage det roligt kære Adser. Jeg er her nu og jeg har det fint.
   Adser kiggede ned i jorden.
   - Jeg var ikke uroligt. Jeg ved godt, at du sagtens kan klare dig selv. Var bare ude og trække lidt frisk luft... der er så støvet inde i templet. Kunne godt trænge til lidt rengøring.
   Excelsia smilede hengivent til ham, men han meget omhyggeligt undgik hendes blik. Øjeblikket blev dog ødelagt, da Síleon rømmede sig. Excelsia og Adser rettede straks deres opmærksomhed imod ham.
   - Det må du undskylde Síleon. Dette er Adser. Adser dette er Síleon.
   De to mænd kiggede med åbenlys modvilje på hinanden og Excelsia havde på fornemmelsen, at de begge to var ved at finde en formular i deres hoveder og magiske pulver eller urter i deres skjulte lommer, som de kunne bruge imod hinanden, men så sukkede Adser og sænkede blikket.
   - Glæder mig at møde Dem. Jeg var begyndt at spekulere på hvordan vi skulle få fat i en sortkåbet troldmand, men De løser jo det problem.
   Síleon sænkede ikke sit kølige blik.
   - Ja det gør jeg jo, men måske skulle vi så se at komme i gang med påkaldelsen.
   Sir Devillis har med sikkerhed sendt sine sorte drager ud efter os.
   En rumlen lød inde fra templet, da Daktílí trådte ud.
   - Var der nogen der sagde sorte drager?
   Kamplysten lyste i hans øjne.
   Han havde altid afskyet sine sorte slægtninge og gav dem gerne en lærestreg hvis muligheden bød sig.
   Han måtte dog til sin skam indrømme, at han aldrig havde fået lov til at give denne lærestreg til nogen sorte drager.
   Hver gang de sorte drager dukkede op på kampmarken var han blevet sendt væk af de ældre drager eller Excelsia. De syntes alle sammen, at han var for ung på trods af sine over 1000 år.
   Daktílí snøftede forarget og rettede sit blik imod Excelsia. Han vidste, hvad hun ville sige.
   - Daktílí du har ikke tid til at slås med sorte drager nu. Vi har brug for din hjælp til at udføre påkaldelsen.
   Daktílí sukkede og snusede dybt ind. Han kunne lugte ondskaben og vreden hos de sorte drager der allerede var i luften.
   De ledte.
   Excelsia kiggede nervøst på Daktílí.
   Hun havde for et øjeblik glemt alt om Síleon, som skiftevis kiggede ondt på Daktílí og Adser, som kiggede ondt tilbage på Síleon.
   Hun vidste hvor meget Daktílí længtes efter at slås med de sorte drager, men han var stadig så ung efter dragernes målestok og så havde han en tendens til at fare ind i alting uden at tænke sig om først. Og det han havde mest lyst til at fare ind i var de sorte drager.
   Hun rystede trist på hovedet og tog sig sammen.
   - Nå. Adser lad være med at lede efter en formular du ustraffet kan kaste efter Síleon.
   Síleon lad være med at overveje hvordan du skal slå os alle ihjel og Daktílí bak ind i templet igen, så vi kan komme i gang.
   Adser holdt modvilligt op med at skule til Síleon imens han mumlede.
   - Jeg havde den næsten...
   Síleon holdt op med at kigge ondt på Daktílí og rettede i stedet for sit blik imod Excelsia imens han vredt hvæsede.
   - Jeg overvejede ikke ,hvordan jeg skal slå jer alle ihjel... kun dragen.
   Daktílí fnøs bare og bakkede ind i templet igen.
   Excelsia rystede opgivende på hovedet og fulgte efter Daktílí ind i templet, hvor hun blev mødt af en høj snorken lejlighedsvis afbrudt af små vrinsk.
   Hun kunne ikke lade være med at smile.
   Hun havde undret sig over hvor kentauren var blevet af, men nu havde hun svaret.
   Han havde gjort sig det behageligt i et hjørne af templet, hvor han nu lå og sov fra alt, men det havde han desværre ikke tid til at gøre nu. Hun gik stille hen til ham og rørte blidt ved hans ene skulder.
   Dísío gav et forskrækket vrinsk fra sig og kom hurtigt op på tre af sine ben. Desværre lystrede det fjerde ikke, så han faldt dobbelt så hurtigt ned igen.
   Han kiggede flovt op på Excelsia.
   - Øhhhh... mit ene ben sov.
   Excelsia smilede bare og rakte den ene hånd frem mod ham, for at hjælpe ham op for anden gang den dag.
   Dísío kom på benene og kiggede rødmende hen på Daktílí der kæmpede hårdt for at lade som ingenting og kigge i alle andre retninger.
   - Vi skal til at påkalde Solarní. Og Adser får måske brug for din hjælp.
   Dísío kiggede hen imod indgangen, hvor Adser og Síleon lige var trådt ind.
   En sort troldmand.
   Det forstod Dísío slet ikke. Normalt hadede sorte og hvide troldmænd hinanden. De planlagde at slå hinanden ihjel. Ikke udfører magi sammen.
   Hvad var der sket med den verden han kendte mens han sov?
   Han kiggede forvirret på Excelsia, som smilede forstående til ham.
   - Der venter dig dystre nyheder min ven. Adser har nok haft travlt med bogen, så han har sikkert ikke fortalt dig hvorfor vi samles her.
   Adser fnøs forarget bagved hende.
   - Ja selvfølgelig har jeg brugt min tid på bogen. Det er jo ikke ligefrem en letlæselig bog for børn vel?
   Excelsia ignorerede ham og fortsatte.
   - Der er ikke nogen let måde at sige dette på, så jeg siger det bare. Mørkets herre Gravillis er vendt tilbage. Han har allerede forbandet og dræbt elvernes land... Salinara ligger død og kold og intet levende vandrer længere på dets før så frugtbare jord. Og vi ved ikke hvordan vi skal bekæmpe Gravillis, så vi kan redde resten af verden.
   Dísío rystede forfærdet på hovedet og afbrød Excelsia uden at tænke over det.
   - Jeg besøgte engang Salinara sammen med min familie. Det var det smukkeste land jeg nogensinde har set. Alting var så fyldt med farver... Det kan ikke være dødt.
   Excelsia lagde blidt sin hånd på Dísíos arm.
   - Det er derfor vi vil tilkalde Solarní. For at bede om hans hjælp.
   Dísío kunne ikke andet end at nikke. Han følte det som om, hans hoved var ved at sprænges på grund af alle de tanker og spørgsmål der pressede sig på.
   Havde de ældste kentaurers forudsigelser været sande?
   Var han en af de udvalgte?
   Excelsia kunne se at Dísío tænkte så det knagede. Hun gik stille hen til Adser og Síleon der var gået i gang med at kigge i den gamle bog. Adser kiggede dog mest på Síleon. Han fulgte hver eneste bevægelse Síleon gjorde med sine hænder og Excelsia kunne gætte sig til grunden. Det var en meget værdifuld gammel bog og Adser kunne ikke vide at Síleon allerede havde læst den engang for længe siden.
   Dísío lagde slet ikke mærke til, at hun gik.
   - Kan vi snart gå i gang? Som Síleon sagde tidligere er tiden knap.
   Adser kiggede op fra bogen.
   - Vi er næsten klar, men...
   Síleon rettede sit blik imod Excelsia og sagde med et lille ondskabsfuldt smil på læben.
   - Men vi mangler et skæl fra en gylden drage.
   Adser blinkede hektisk med sine øjne.
   - Øhhhmmm... Ja. Egentlig manglede jeg også et fra en sort drage, men det havde Síleon.
   Excelsia kiggede undrende på Síleon.
   Hvordan mon han havde fået fat i det? Hun tvivlede på at en sort drage frivilligt gik af med et af sine skæl. Måske havde han taget det fra en død.
   Hun lod disket sit blik glide hen på det sorte skæl. Det lå på resterne af det gamle alter ved siden af den gamle bog, der var slået op på den side, som fortalte hvordan man kunne påkalde Solarní.
   Adser havde stillet et stearinlys frem for bedre at kunne læse, men det gyldne skær fra det flakkende lys skabte ingen varme i det sorte skæl. Det blinkede bare koldt tilbage til hende.
   Derefter rettede hun sit blik imod Daktílí og hørte Síleons hånlige stemme bagved sig.
   - Hvilket sted på din drages krop tør du fjerne en af de beskyttende skæl?
   Excelsia kiggede fortvivlet på Daktílí. Hun ønskede ikke at fjerne en eneste af hans skæl.
   Hun kunne slet ikke beslutte sig, da hun lod sit blik glide hen over Daktílí, hvor hun fandt og frikendte hver eneste skæl på hans gyldne krop.
   Til sidst tog han beslutningen for hende og rev ved hjælp af sine spidse tænder et af de glitrende skæl ud af sine hale og lod det falde på det støvede gulv foran Excelsia, hvorefter han tørt sagde.
   - Jeg tvivler på, at jeg kan blive tilført nogen dødelig skade der.
   Excelsia bukkede sig og samlede det guldglitrende skæl op fra gulvet og kiggede med blanke øjne op på Daktílí.
   - Tak.
   Hun vendte sig imod Adser og Síleon igen, imens hun meget grundigt undgik Síleons hånlige blik.
   Adser tog imod skællet uden et ord og vendte sig imod alteret.
   Han gravede flere gange dybt i sine hemmelige lommer, imens han mindre diskret sørgede for at skjule dem, for Síleon der lige så tydeligt forsøgte at finde dem.
   Indimellem lød der små brag og skrabelyde, men til sidst vendte han sig med en triumferende smil og en lille lerskål i den ene hånd.
   - Færdig. De gamle hænder kan stadig.
   Excelsia smilede til ham.
   - Jamen så lad os komme i gang. Hvad skal vi gøre?
   Adser satte meget forsigtigt skålen ned på alteret igen og gik i gang med at dirigere dem på plads, som om han var i gang med at iscenesætte et storslået teaterstykke.
   - Excelsia og Síleon. I stiller jer der med front imod hinanden og hånd i hånd.
   Excelsia og Síleon stillede sig på det anviste sted og tog modvilligt hinandens hænder.
   - Lidt længere til venstre.
   Síleon så rasende ud, da de rykkede længere imod venstre og Excelsia havde svært ved at undertrykke en fnisen over hans udtryk.
   - Stop! Perfekt. Bliv stående der og rør ikke en muskel.
   Daktílí du skal stå der og være klar til at puste ild.
   Daktílí gik hen til sin anviste plads.
   - Nej ikke der dit kæmpe firben. Lidt længere til højre.
   Excelsia kiggede på Daktílí og havde på fornemmelsen, at han havde mest lyst til at forvandle Adser til en levende fakkel, men få sekunder efter flyttede han sig uden et ord eller en ildstråle lidt til højre.
   Adser havde tilsyneladende ikke lagt mærke til noget, fordi han fortsatte bare.
   - Udmærket. Dísío kom herhen og hold...
   Adser lod sit blik feje hen over skålen med de magiske ingredienser, men lod hurtigt sit blik glide videre til bogen.
   - Bogen, så jeg kan læse i den.
   Selv gik han hen og tog skålen. Han dryssede dens indhold ud i en rundkreds omkring Excelsia og Síleon, imens han mumlede.
   - Skal lykkes første gang... ikke flere chancer.
   Derefter gik han hen ved siden af Dísío, som nu stod og holdt bogen med et skræmt udtryk i ansigtet. Adser lod sit blik glide hen over teksten på den opslåede side i bogen, hvorefter han rømmede sig. Nikkede til Daktílí, som med en velplaceret ildstråle antændte pulvercirklen og Adser begyndte at messe på det gamle sprog.
   - Sort og hvidt forenet i en cirkel af ild. Ild tændt af en drage. Guld og sort forenet. Vi påkalder dig Solarní. Lyset og livets gud. Hør os i vores nød.
   Ilden i rundkredsen hævede sig og dannede en rund skal omkring Excelsia og Síleon, så man ikke længere kunne se dem. Ilden brølede så højt, at den fik støvet til at drysse ned fra loftet. Det støv der faldt over ildskallen blev forvandlet til små gnistrende gløder. Da ildskallen sænkede sig kort tid efter stod der en tredje person i cirklen, med en gylden lysende hånd i Excelsias og den anden i Síleons.
   Síleon rev med en hvæsen sin hånd ud af Solarnís og kiggede forundret på den. Den var dækket af røde væskende brandevabler.
   Han rettede sit rasende blik imod den lysende Solarní, hvis lange hvide skæg og hår nåede ham til livet. Det hvide hår var fyldt med gyldne strejf og det lignede at der var vævet gyldne tråde ind i hans hvide kåbe.
   Solarní kiggede roligt på Síleon, hvorefter han rettede sit himmelblå blik imod Excelsia der uden besvær stadig holdt hans hånd.
   - En sort og en hvid forenet i en cirkel af ild.
   Excelsia blev med et sæt revet ud af sin fascination og slap forsigtigt Solarnís gyldne hånd, hvorefter hun rømmede sig.
   Hun vidste ikke, om hun skulle neje eller bare gøre et eller andet, så hun besluttede sig bare for at gå lige til sagen.
   - Ja høje gud. Vi undskylder...
   Síleon fnøs hånligt.
   - ...for at vi følte det nødvendigt at tilkalde Dem, men en stor fare truer vores verden.
   Solarní kiggede rundt i resterne af sit gamle tempel.
   - Det kan jeg se. I husker ikke længere jeres guder.
   Excelsia kiggede flovt ned i gulvet.
   - Kun få husker jer, ,men I vil snart blive helt glemt... måske bortset fra en.
   Solarní rettede sit skarpe blik imod hende.
   - Hvilken gud?
   Excelsia sank en klump i halsen.
   - Guden Gravillis er vendt tilbage til vores verden og han har allerede lagt elvernes land Salinara død bag sig.
   Síleon knyttede hårdt sine hænder ned langs siderne og ænsede slet ikke smerterne i den ene hånd.
   Minderne som Excelsia havde vist ham var stadig så friske i hans erindring.
   Solarní rettede sit blik imod ham. Det var ikke længere helt roligt.
   - Det er derfor du er her. Dit land er dødt og det eneste en sort elvertroldmand nogensinde elsker er sit land.
   Excelsia sukkede trist, men Síleon ignorerede hende og holdt sit blik fast rettet imod Solarní.
   - Ja og det land eksisterer ikke længere. Min kære barndomskæreste...
   Han pegede på Excelsia.
   - ... viste mig dets undergang. Viste mig hvad hun havde set, hvorefter hun standsede mig i at tage mit eget liv og din hvide troldkvinde tiggede mig om min hjælp.
   Et ondskabsfuldt smil spillede om hans blege læber.
   Solarní sukkede, hvorefter han smilede venligt til Excelsia.
   - Kunne du ikke have valgt en lidt flinkere sort troldmand min kære?
   Síleon fnøs, hvorefter Adser nærmest kom flyvende hen over ildringen og landede lige oveni Síleon.
   - Dumme flammer! Forsøger at sætte ild til min kåbe. Hvad bilder de sig ind?
   Adser skulede til de flammer der stadig brændte i rundkredsen. Derefter rettede han sin opmærksomhed imod Solarní som kiggede interesseret på ham.
   Adser bukkede så dybt, at han var lige ved at falde i sit skæg.
   - Høje gud. Mit navn er Adser og hvor er det dejligt at De kunne komme. Håber ikke at vi forstyrrede Dem i noget vigtigt.
   Solarní smilede venligt til Adser.
   - Nej bare rolig min ven. Ikke noget der var vigtigere end dette.
   Adser kiggede alvorligt på Solarní.
   - Ja det er noget slemt noget... men hvis De bare banker Gravillis tilbage til gudernes verden skal vi ikke genere Dem mere.
   Solarní sukkede.
   - Det kan jeg desværre ikke.
   Adser kiggede uforstående på Solarní.
   - Men... men...
   Síleon skubbede brutalt Adser til side.
   - Vil det sige at vi har brugt alt det besvær på at påkalde en svag gud der ikke engang kan hjælpe os og de sorte drager er i netop dette øjeblik på vej imod os.
   Han kiggede rasende på Excelsia.
   - Det havde været meget bedre, hvis du havde ladet mig tage mit eget liv.
   Excelsia kiggede bare forfærdet på Solarní.