Tunnelen
   Da de første gyldne drager nåede frem til Bergliot havde ilden forvandlet den før så livlige by til gløder og aske. De sorte drager var for over en time siden fløjet videre og der var ingen tilbage til at tage imod de gyldne drager.
   Muren der havde gjort et ringe job med, at beskytte efterkommerne af sine skabere var væltet de fleste steder. De to velsignende statuer der havde stået på hver side, af porten var blevet væltet og knust. Ansigtet på den kvindelige statue lå og stirrede blindt op i luften.
   De døde var begravet under aske og sortsvedne murbrokker.
   De talte over ¾ dele af de forskellige væsner, som havde opholdt sig i byen.

Daktílí fløj fortvivlet hen over byen, imens han forgæves spejdede efter det mindste livstegn eller bare et lille glimt af Excelsia.
   Hans søster fløj ved siden af ham og skævede ofte nervøst hen på ham.
   Hun havde aldrig haft en rytter selv, men hun havde hørt om det bånd, som opstod imellem en drage og dens rytter.
   De fløj frem og tilbage over byen i mere end en time, før Charmí endelig sagde noget.
   - Daktílí der er kommet mange flere af de gyldne drager. Måske ved en af dem noget.
   Han kiggede først uforstående på hende, men nikkede så trist.
   Størstedelen af de gyldne drager var landet ud for den ødelagte port, så de satte kurs imod dem.
   De landede og Charmí fik øje på en gylden drage der stod og kiggede sørgmodigt på de knuste statuer.
   Daktílí derimod fik straks øje på sin mor og far.
   Han gik tung om hjertet et stykke væk fra dem.
   Han havde ikke lyst til, at hans far skulle se ham lige nu. Han rystede fortvivlet på hovedet.
   Excelsia kunne ikke være død. Hun var alt for stærk til at dø, og han følte stadig hendes livsgnist i sit indre.
   Han mindes den første gang, han mødte hende.

Han var bare lettet for at flyve en lille tur, men pludselig fløj han over Salinara og erkendte, at han var fløjet mange hundrede kilometer.
   Han forsatte med at flyve, imens han undrede sig over, hvorfor han ikke bare vendte om og fløj tilbage til sin familie.
   Pludselig kunne han høre gråd og denne lyd var så hjerteknusende sørgmodig, at han ikke bare kunne ignorere den.
   Snart nåede han frem til lydens kilde og fik øje på en ung elverkvinde, som sad på en sten midt i en lysning.
   Selv fra hans position højt oppe i luften kunne han se tårer glimte på hendes blege kinder.
   Hun var så opslugt af sin sorg, at hun ikke engang lagde mærke til, at han landede ved siden af hende.
   Et øjeblik var han ikke sikker på, hvorfor han i det hele taget var landet og kiggede forundret på den hulkende elver.
   Han lagde mærke til, at hendes ene hånd var knyttet så hårdt, at huden over hendes knoer var spændt helt stramt og hvide som sne og så vidste han med et, hvorfor han var der.
   Ved første øjenkast var denne elverkvinde knust for evig. En svag og skælvende udgave af hvad hun engang havde været. Dette var hvad alle andre ville se, men på næsten magisk vis vidste han, at hun var stærkere, end alle andre han havde mødt. Selv alle de gyldne drager.
   Han kunne næsten se den styrke der bølgede i hendes indre og det var hans opgave at bringe denne styrke frem. Vise hende at hun var stærk.

- Min søns rytter er død. Vi kan intet gøre.
   Daktílí røg brat tilbage til nutiden, da han hørte sin fars ord.
   Han gik straks hen til de diskuterende drager og sagde fast.
   - Excelsia er ikke død. Jeg kan mærke det. Alle der har haft eller har en rytter ved, at jeg taler sandt. Vi bliver nødt til at finde hende. Hun er den leder, som skal føre os i kamp.
   De fleste af dragerne kiggede på ham med medlidenhed i blikket, og han kunne regne ud, at de aldrig havde haft en rytter, men der var nogen enkelte som kiggede forstående på ham.
   - Jeg tager ud og leder efter hende. Dem der har lyst til at hjælpe mig er velkommen...
   Han kiggede et øjeblik hånligt på sin far der aldrig havde haft en rytter.
   - ... resten af jer kan gøre som det passer jer, men glem ikke... krigen er på vej hvad enten i ønsker det eller ej.

Excelsia satte sig udmattet ned på tunnelgulvet og kiggede ned i jorden. Hun havde mest af alt lyst til at græde.
   For over en time siden var de stødt på en forhindring.
   Tunnelen var styrtet sammen. Vejen frem var spærret af store sten og løs jord.
   Hun, Síleon og Adser var straks gået i gang med at fjerne de største sten ved hjælp af magi, imens de raske healere, dværgene og Dísío var begyndt at fjerne jord og småsten.
   Hun kiggede op og så Síleon bevæge sine hænder, imens han mumlede. En stor sten hævede sig op i luften og blev med en bevægelse af Síleons hænder båret som af usynlige hænder ned bag hende. En kvindelig healer gik forbi hende. Hun brugte sin kåbe til at bære jord, som små piger bruger deres kjoler til at bære æbler.
   De havde arbejdet uden pause indtil nu og var rykket et par meter længere frem, men ikke desto mindre var tunnelen stadig spærret foran dem.
   Faklerne var allerede brændt halvt ned.
   Et øjeblik havde Excelsia mest af alt lyst til at råbe og forbande healerne, som ikke havde holdt tunnelen ved lige, men kom så til at tænke på, at Bergliot måske slet ikke var blevet angrebet, hvis det ikke var for hende.
   Et glædeligt udbrud rungede igennem tunnelen. Det rumlede svagt over deres hoveder.
   En af healerne havde stukket sin arm igennem et hul i spærringen.
   Adser var gået i gang med en klodset sejrsdans. Han havde grebet kromutteren Elis hænder og dansede rundt om hende, imens hun skulende stod og snurrede rundt på samme sted. Tolí stod et stykke der fra med hendes stegepande fuld af jord og smilede smørret.
   Excelsia rejste sig straks igen og hjalp til med at fjerne sten.
   Der var stadig håb.
   De var nødt til at lave en gang igennem de nedstyrtede sten, så Dísío kunne komme forholdsvis let igennem med de sårede.
   Da dette var gjort begyndte de alle at gå videre. Nogen af dem var endda begyndt at smile.
   Lige med ét lød der en kraftig buldren over dem.
   Sten og jord begyndte at drysse ned i det område, som de lige havde gravet fri.
   Alle begyndte at mase sig frem. Store sten var nu begyndt at falde. Der lød rædselsslagne skrig.
   Alle bevægede sig så hurtigt fremad som muligt for at komme væk fra de faldende sten.
   Støv og jord hvirvlede op i luften.
   Det forsatte med at buldre over dem et stykke tid, men så blev der helt stille.
   Støvet lagde sig igen, og alle kiggede sig skræmt omkring.
   Fire mennesker var blevet begravede levende. To af dem havde været healere.
   En kvindelig healer begyndte at skrig i sorg, men en mand lagde straks hånden over hendes mund.
   Alle stod musestille.
   Det begyndte igen at buldre over deres hoveder og jord dryssede ned, men det holdt op efter et par sekunder.
   Excelsia havde lyst til at begynde at skrige ligesom kvinden, men i stedet kneb hun læberne hårdt sammen og lukkede skyldfølelsen og sorgen inde i sit hjerte.
   Kort efter begyndte de at gå igen.
   Tunnelen føltes endnu mørkere end før og de eneste lyde, som man kunne høre var den kvindelige healers dæmpede snøft og småsten der knasede under deres fødder.

- Sir Devillis.
   Devillis fjernede sin opmærksomhed fra den veltilberedte mad, som han var ved at spise.
   En sort troldmand var kommet ind i hans telt.
   Devillis kiggede koldt på ham, og troldmanden begyndte at tale.
   - En af de sorte drager så troldkvinden Excelsia og forræderen Síleon forsvinde ned i en af de forbandede tunneler. Han ved ikke, om hans ild nåede dem.
   Sir Devillis kiggede irriteret på troldmanden.
   - Stol på mig. Det gjorde den ikke.
   Han gik i gang med at spise sin mad igen og stak brutalt sin gaffel ned i et stykke blodigt kød.
   Troldmanden bevægede sig ikke, og han hævede igen blikket for at kigge på ham.
   - Var der mere?
   Troldmanden kiggede et øjeblik misbilligende på Devillis.
   - Der er endnu ikke noget nyt fra vores meddeler. Vi ved ikke om personen er død.
   Devillis kiggede ligegyldigt på ham.
   - Det finder vi ud af. Forræderen er stadig i live, hvis der kommer nye meddelelser.
   Troldmanden nikkede kort og forlod teltet.
   Sir Devillis sad et øjeblik og stirrede eftertænksomt ned på sin mad.
   - Gillis!
   Gillis nærmest væltede ind i teltet. Han havde stået lige udenfor og lyttet præcis, som Devillis havde regnet med.
   Han løftede sin tallerken.
   - Kødet er ikke rødt nok. Lav mig noget nyt.

Det føltes, som om tunnelen forsatte i en evighed.
   Faklerne var nu næsten brændt helt ned. Og de havde været nødt til at efterlade en af mændene bag sig.
   Han var død i armene på en af healerne. Healeren havde med det samme mærket, at der var noget galt og havde lagt manden ned på jorden, men det havde været for sent.
   De havde lagt ham pænt ind til siden af tunnelen og var gået videre, men siden da havde man hørt dæmpet gråd i flokken.
   Healerne bebrejdede sig selv, at de ikke havde brugt deres sparsomme kræfter på at heale ham, før det var for sent.
   De var ikke de eneste, som følte skyld.
   Excelsia havde mest af alt lyst til at græde sammen med dem, men en tanke afholdt hende fra det.
   Hun tænkte på Daktílí, som altid havde støttet hende, når hun havde mest brug for det. Hun skævede hen imod Síleon, som gik et stykke fra hende.
   Daktílí havde lært hende, at styrke var det eneste hun måtte vise, når det der skete omkring hende virkede allermest håbløst. Han havde altid fortalt hende, at hun havde mere styrke, end nogen andre han havde kendt. I dette øjeblik var hun ikke sikker på, at hun troede på ham mere.
   Pludselig lagde hun mærke til at tunnelen virkede lysere.
   Hun kiggede forundret rundt på de sidste af faklerne, som stadig brændte. De var stadigvæk ved at gå ud, og nogen af den var brændt næsten helt ned til hænderne på dem, som bar dem.
   Hun rettede blikket fremad og lagde mærke til at der var et sving i tunnelen lige forude. At hun overhovedet kunne se svinget var et mirakel.
   Hun turde næsten ikke håbe.
   Hun begyndte at gå hurtigere og var snart et stykke foran de andre, som endnu ikke havde lagt mærke til noget.
   Hun nærmede sig hurtigt svinget.
   Hun drejede omkring det bløde hjørne og der kun ti meter fremme var udgangen.
   Hun kunne mærke den friske luft der trak ind på hendes ansigt. Hun fornemmede også svage lyder af mennesker forude.
   Flokken bagved hende nåede frem og stoppede bag hende.
   Gråden blev nu erstattet af en kort lettet latter og glade udråb.