Den første kamp
   Efter Adsers tale bredte stilheden sig i krostuen. Der gik omkring et minut så trådte den blåøjede dværg Tolí frem.
   - Jeg vælger livet.
   "Klonk"
   Stegepanden ramte ham hårdt i hovedet.
   - Hvor tit skal jeg sige, at du skal spørge mig, før du tager nogen beslutninger.
   Panden susede igennem luften igen, men denne gang nåede den aldrig sit mål.
   Síleon havde stoppet den og kiggede nu koldt på kromutteren Elis.
   - Det er hans eget valg, hvis han ønsker at dø for denne vidunderlige heltemodige sag. Hvorfor stopper du ham så? Så meget som du brokker dig over ham burde du nærmere være lykkelig.
   Elis flåede panden ud af Síleons hånd, imens hun kiggede ondt på ham, derefter rettede hun sit blik imod Tolí igen.
   Hun sukkede opgivende.
   - Okay så tag af sted... men jeg tager med.
   Hun kiggede surt på Síleon.
   - Ellers får du bare slået dig selv ihjel og hvad den sorte så end siger, så er det ikke hvad jeg ønsker.
   Hun vendte sig om og begyndte at gå igennem krostuen, som en besejret kvinde. Hun slæbte stegepanden hen over gulvet, imens hun mumlede.
   - Jeg går op og pakker.
   Da hun var nået halvvejs igennem krostuen, stoppede hun dog og rettede sig op. Hun vendte sig hurtigt og kastede panden, så den ramte Tolí i hovedet og slog ham omkuld.
   - Men du skal ikke tro, at du får din vilje hver gang.
   Derefter gik hun hurtigt igennem krostuen og forsvandt bag disken.
   Alle kiggede tavst efter hende et halvt minut, hvorefter Adser klappede i hænderne og alle rettede deres opmærksomhed imod ham igen.
   - Nå hvad siger resten af jer?
   Krogæsterne så skiftevis på hinanden, hvorefter de igen kiggede på Adser.
   De trådte alle sammen et skridt frem og sagde i kor.
   - Vi vælger livet.
   Adser klappede begejstret i hænderne.
   - Godt, godt.
   Han rettede sit blik imod vinduet.
   - Dísío!
   Der gik et øjeblik, før Dísío dukkede op.
   - Hvordan går det derude?
   Dísío kiggede bekymret på Adser.
   - En af de gyldne drager er faldet og Excelsia kæmper imod en ridder på ryggen af den gyldne drage, som kæmper imod den sorte drage ridderen sidder på.
   Alt dette sagde han uden at trække vejret, imens han engang imellem drejede hovedet for at se hvad der skete på himlen bag ham.
   Adser rettede igen sin opmærksomhed imod krostuen.
   - Der vil være skadede når kampen er slut. Vi må have noget vand og nogen klude... find alt sengetøj frem og fyld de største fade og baljer med lunt vand.
   Han nægtede at tænke på at de gyldne drager måske kunne tabe og Excelsia blive slået ihjel.

Excelsia og Liska nåede hurtigt frem til de andre drager. De gyldne drager var hårdt pressede på grund af overmagten.
   Den ene af dem havde fået et slemt brandsår på brystet og den anden havde på en eller anden måde fået stukket sit ene øje ud.
   Excelsia løftede den hvide stav højt over hovedet, imens hun mumlede en lang trylleformular på det gamle sprog. En hvid sølvglitrende stråle skød ud fra krystallen og ramte en af de sorte drager i brystet. Dragen døde øjeblikkelig og faldt tungt til jorden.
   Der lød et smertefuldt skrig ved siden af Excelsia og Liska.
   Den gyldne drage med brandsåret på brystet faldt livløs til jorden.
   Excelsia blinkede hektisk med øjnene for at holde tårerne tilbage.
   Den faldne drage havde været ung som Daktílí.
   Hun rettede blikket fremad igen og så, at den sorte drage der bar ridderen var på vej imod dem. Ridderen havde trukket et savtakket sort sværd, som han holdt i venstre hånd.
   Hun ville ikke kunne nå at sende en ny besværgelse imod dem. I stedet for mumlede hun hurtigt på det gamle sprog og hendes stav forvandlede sig til en lang spids lanse.
   Hun nåede lige at vende lansen imod ridderen i samme øjeblik, som de to drager tørnede sammen.
   Lansen ramte ridderens venstre skulder, men i stedet for at tabe sværdet begyndte han at hugge løs på lansen med det.
   De to drager var begyndt en drabelig kamp, hvor de brugte deres spidse tænder og klør imod hinanden.
   Liska bed efter den sorte drages hals, som rykkede hurtigt tilbage for at undgå hendes tænder. Dette ryk rev den sorte ridder af dens ryg.
   Han gled af lansen og faldt skrigende til jorden.
   Den sorte drage angreb igen uden at ænse sin forsvundne rytter.
   Den nåede at snitte Excelsia med sin klo og efterlod en flænge på hendes kind og sønderrev hendes ærme.
   Liska nappede endnu engang ud efter dens hals og denne gang nåede den ikke at undvige. Den kæmpede voldsomt imod og brugte desperat sine klør imod Liskas bryst.
   Liska gjorde et kast med hovedet og med et højt knæk brækkede hun den sorte drages nakke, hvorefter hun lod den falde død til jorden.
   Der lød et ordentligt brøl og Excelsia fik øje på Daktílí der gik ind i kampen for at hjælpe den enøjede gyldne drage imod dens to modstandere.
   Liska kiggede forbløffet på ham.
   - Hvem er det?
   Excelsia kiggede bekymret på Daktílí, men kunne alligevel ikke holde et lille smil tilbage.
   Så fik Daktílí endelig sin kamp.
   Det er min drage Daktílí. Jeg havde efterladt ham i en grotte et stykke herfra.
   Liska blinkede overrasket.
   - Hvorfor dog det? Han ser ud, som om at han ved, hvad han laver.
   Excelsia måtte til sin overraskelse give Liska ret.
   Daktílí kæmpede indædt imod den ene sorte drage og havde allerede tilføjet den nogle dybe flænger.
   Den sorte langede ud efter ham og gav ham en dyb flænge i brystet. Daktílí skreg i smerte og vrede, hvorefter han med overraskede hurtighed lukkede sine kæber om dens hals og brækkede den.
   Kort efter faldt den sidste sorte drage til jorden efter et velplaceret kloslag øverst på dens hals givet af den enøjede drage.
   De tre gyldne drager dalede ned på jorden og landede foran kroen.
   Excelsia sprang straks af Liska og løb hen til Daktílí.
   Hun smilede stolt til ham med tårer i øjnene.
   - Du var fantastisk deroppe.
   Daktílí smilede glad ned til hende.
   Endelig havde han fået sit ønske opfyldt. Det var godt han havde hørt kampskrigene.
   - Jeg har jo fået lov til at observere kampene i årevis. Jeg har vel været god til at iagttage og lære af det jeg så. Jeg sagde jo, at jeg godt kunne kæmpe.
   Excelsia smilede og nikkede alt for overvældet til at kunne sige noget.
   Daktílí fokuserede på Excelsias kind og udbrød forfærdet.
   - Du er kommet til skade.
   Excelsia kiggede bekymret tilbage på den dybe flænge der gik hen over hans bryst.
   - Ikke så slemt som dig.
   Hun lod sit blik glide hen til de to andre drager.
   - Eller dem.
   Daktílí kiggede på Liska.
   - Hvem er den drage du red på?
   Excelsia nåede aldrig at svare, for i samme øjeblik kom Adser, Síleon, Dísío og alle andre fra kroen farende hen til dem.
   Nogen af dem bar store baljer og fade fyldt med vand. Andre havde favnen fuld af rent sengetøj.
   Adser var en af dem der bar sengetøj og da han næsten var nået hen til Excelsia faldt han i et lagen der hang ned fra bunken i hans arme.
   Excelsia trådte hen imod ham, men nåede ham ikke, før den blåøjede dværg Tolí havde hjulpet ham op. Tolí havde en ordentlig bule i panden.
   Adser forsatte hen imod hende og undgik ved rent held ikke at falde i lagnet igen.
   - Excelsia min kære. Har du det godt?
   Excelsia nikkede og kiggede rundt på kroens gæster der var gået i gang med at pleje de gyldne dragers sår.
   Hun kiggede spørgende på Adser, som smilede stolt til hende.
   - Jeg fortalte dem om den forestående krig og alle og en trådte til på vores side. Selv Elis den lille kromutter trådte straks til hjælp.
   Okay hun følger nok mest med, fordi hendes mand gør, men alligevel.
   Adser smed bunken med sengetøj og samlede et pudebetræk op, som han dyppede i et fad vand, som en dværg lige var kommet med.
   Han trådte med et stort skridt hen over bunken og gik hen til Excelsia, hvorefter han blidt trykkede det våde betræk imod såret på Excelsias kind.
   Dværgen med vandfadet og en anden dværg med et lagen i den ene hånd var gået hen til Daktílí og påbegyndt behandlingen af hans sår.
   Adser smilede til hende.
   - Det er ikke meget, men det er da en begyndelse. Vi bliver dog nødt til at få fat i nogle healere.
   Excelsia nikkede.
   Ja det var absolut en begyndelse.