Dragedrømme
   Dage, måneder, år, årtier, århundreder fløj af sted. Ligesom ham.
   Solen blinkede i hans matte blå skæl og hans rytter holdt ham tilbage med de stramme remme, som var spændt omkring hans hoved.
   Han havde aldrig kendt til noget andet liv end dette, selvom han var over tusind år gammel.
   Rytterne der havde siddet på hans ryg i denne tid var kommet og gået. Han havde talt det til tyve forskellige ryttere. For ham havde de dog alle været ens.
   Han havde været i kamp med andre væsner. Endda også drager. Dybt inde i sit hjerte havde han følt det var forkert at dræbe de andre drager, men han havde alligevel gjort, hvad hans rytter beordrede.
   Hans ryttere var engang imellem blevet dræbt i kamp, han beskyttede dem aldrig med mindre det var en ordre. Når dette skete fløj han altid tilbage til sin stald, hvor en ny rytter besteg hans ryg, men for ham var de alle den samme. Han havde aldrig kendt noget andet liv. Han havde aldrig kendt sin egen mor.
   Men noget havde ændret sig. Jo længere tid der gik jo mere voksede længslen i ham. En længsel han ikke forstod.
   Et ukendt ord.
   Et glemt ord var dukket frem af tågerne i hans hjerne.
   Frihed.
   Han vidste ikke hvad det betød. Han så bare sig selv flyve hen over den blå himmel.
   Hans skæl skinnede som ædelstene i solen. Skinnede skarpere end nogensinde før. Ingen remme bandt hans hoved og ingen rytter sad på hans ryg.
   Han var en fri drage.
   Han lavede et ukontrolleret spjæt, hvilket fik hans rytter til at stramme hans tøjler og sige "Rolig nu Rastí. Vi er snart hjemme."
   Han fik lyst til at brøle og med et ryk flå tøjlerne ud af hænderne på sin rytter.
   Han gjorde det ikke. Hvorfor skulle han gøre det?
   På grund af en tåbelig drøm?
   Han rystede fortumlet på hovedet og dykkede i stedet for elegant ned imod sin stald. Dagens patrulje var slut og det var tid til at gå til ro. En ny patrulje ventede i morgen.

Da han faldt i søvn oversvømmede drømmene ham.
   Solen skinnede ned fra en skyfri blå himmel. Under ham susede landskabet forbi. Der var grønne skove, høje bjerge og frodige enge. Et sted flygtede en flok hjorte under ham, men han var ikke sulten. Her kunne han tillade sig at spise, når han havde lyst. Der var ingen fastlagte fodringstider.
   Ved siden af ham fløj en grøn drage. Han havde set hende mange gange før, men vidste først nu at hun var hans søster.
   Hun kiggede på ham med et muntert glimt i det gule øje, som var vendt imod ham. Han havde aldrig før set hende være lykkelig.
   Hun brølede glad og gav udtryk for alle de vidunderlige følelser i hendes indre, hvor den største var den svimlende frihed.
   Brølet blev besvaret.
   Han rettede sit blik fremad og fik øje på endnu en grøn drage og erkendte til sin glæde, at det var hans mor. Den mor han aldrig havde kendt.
   Hun dykkede imod jorden, og han og søsteren gjorde ligeså.
   De landede på en blød eng. Det høje grønne græs var fyldt med blomster i alle mulige farver og bierne summede lystigt omkring dem.
   "Børn!"
   Han kiggede glad hen på sin mor, men blev chokeret da han fik kigget nærmere på hende.
   Hun var så mager, at knoglerne stak frem under hendes skind. Flere steder manglede hendes skæl og resten var matte og knækkede. Om hendes ben kunne han se rester af lænker, men det værste var hendes øjne. De var uden liv og han vidste, at hans egne så ligesådan ud i det virkelige liv.
   Hans mor talte igen. Hendes stemme var hæs og trist.
   "Børn, dette var det liv, som jeg ønskede for jer. Ikke det I lever udenfor drømmenes verden. Jeg bragte jer til verden, men jeg har aldrig været jeres mor. Det kunne jeg aldrig være, men på trods af dette ønskede jeg at se jer. Hjælpe jer før det er for sent. Og mit ønske blev opfyldt. Det I ser her..."
   Hun lod sit blik glide henover engen.
   "... det I har set i jeres drømme er det liv, som blev stjålet fra jer... stjålet fra mig."
   Hun kiggede trist på dem og sagde tonløst. "Det er for sent for mig. Mine vinger kan ikke længere bruges i den virkelige verden."
   Han rettede sit blik imod hendes vinger og lagde først nu mærke til, at de var som en dis. Gennemsigtige og skrøbelige.
   "Men det er ikke for sent for jer. I kan stadig få dette liv. I kan stadig få jeres frihed."
   Hun begyndte langsomt at tone væk, som om hun ikke var andet end et spøgelse og han blev klar over, at det var netop hvad hun var. Hans mor var død. Den mor han aldrig ville lære at kende.
   Da hun igen talte lød det som om, at hendes ord kom langt væk fra. "Husk mine ord. Glem mig ikke, som jeg glemte jer... Mine første."
   Hun forsvandt helt og han vågnede med et sæt fra drømmen.
   Hans øjne brændte rødt.
   Et stykke væk var hans søster også vågnet. Han kunne se hendes røde øjne lyse op i mørket.
   Det sted han altid havde kendt som sit hjem var nu et fængsel. Havde altid været det, uden han havde vidst det. Stenmurene spottede ham. Den store port af træ, som han var gået ind og ud af hele sit liv tirrede ham. Hånede ham med at friheden var lige bagved den. Havde været det i alle disse år uden han vidste det.
   Han huskede de stramme lænker om hans mors ben. Ingen lænker bandt ham. Han havde føjet sine ryttere hele livet. Dem som havde stjålet hans liv. Dem som havde stjålet hans mor. Knækket hende. Undertrykt hende. Myrdet hende. Som et ekko af drømmen syntes han at kunne høre gråd.
   Han begyndte at knurre dybt nede i halsen. Hans søster sluttede sig til ham.
   De rejste sig samtidig og gik hen til porten.
   Deres knurren og dampende røde øjne havde nu vækket nogen af de andre drager.
   Han vidste, at mange af dem kunne være hans søskende, måske dem alle, men han kunne ikke hjælpe dem. De forstod ikke. Endnu.
   Han tog en dyb indånding og sendte sin ild imod porten. Hans søster gjorde ligeså.
   Porten blev straks indhyllet i flammer, men de blev ved med at spy ild. Det skulle gå hurtigt. De andre drager var begyndt at røre uroligt på sig.
   Han stoppede med at spy ild og vendte sig om. Han sendte sin hale imod den brændende port med alt den kraft, som han havde i sig. Hans søster forsatte med at sende sin ild imod åbningen til deres frihed, så træet forkullede og jernet smeltede.
   Porten rystede og bragede, men gav sig ikke. Han svingede sin hale endnu engang og denne gang virkede det.
   De store døre braste og faldt til jorden i store glødende stykker, gnisterne fløj igennem luften og sydende jerndråber faldt fra de hvidglødende hængsler.
   Han gik hurtigt ud og ænsede slet ikke varmen under og omkring ham. Hans søster fulgte efter.
   Han kunne høre sine fangevogtere råbe, og de sendte blå lyn imod ham. Han var ligeglad. De spredte deres vinger ud og lettede.
   Intet seletøj bandt ham, da han steg op imod nattehimlen. Stjernerne blinkede indbydende over ham. Hilste ham velkommen. Han var fri.
   Hans øjne var fyldt med liv og glæde.