Fortvivlende tanker
   Almar stod midt i kæden, som ved hjælp af spande, tønder og kar bragte vand til de brændende huse, men han handlede som i en døs.
   Hans næse opfangede ikke længere den forfærdelige stank af brændende træ og værre endnu... lugten af brændt kød. Hans øjne var blinde for ødelæggelserne omkring ham og hans ører opfangede ikke længere pinefulde skrig og sorgfuld gråd.
   Hans tanker var ikke ved slukningsarbejdet, men drejede sig kun om Charmina.
   Hans elskede datter. Hvor var hun nu?
   Han havde råbt på hende i flere minutter, efter hun var forsvundet uden af få noget svar. Til sidst havde han været nødt til at vende tilbage til den brændende by, som han ikke længere kunne forsømme.
   Hvor var hun taget hen? Hun havde været sammen med den vilde drageunge, som Lance havde fortalt om. Var dragerne ved at lokke Charmina i en fælde? Vidste de, at hun var hans eneste barn?
   Hans datter havde så sandelig arvet sin mors evne til at få ham til at føle sig fuldkommen magtesløs.
   Almar rystede på hovedet for at slippe tanken om Charmina. Han kunne alligevel ikke gøre noget for hende. Hun var rejst udenfor hans rækkevidde af egen fri vilje.
   Byen havde derimod brug for ham.
   Under dragernes angreb ... hvor kort det så end havde været, havde de nået at sætte ild til en del bygninger og ilden havde bredt sig fra dem til andre.
   Det angrebne område var ikke så stort, som aftenen før, men hvis de ikke hurtigt fik slukket ilden ville den brede sig endnu mere.
   Almar tørrede sved af panden og et øjeblik efter nåede den næste vandfyldte spand frem til ham. En smule af vandet skvulpede ud over ham, da han sendte den videre. Det gjorde ikke noget. Han var alligevel gennemblødt i forvejen.
   Et par drenge kom løbende forbi bærende på en masse tomme beholdere. Det var deres job at bringe dem tilbage til den nærmeste brønd, så de endnu engang kunne blive fyldt op og sendt ned gennem kæden.
   Almar lagde mærke til drengenes sammenbidte og hårde miner. Den mindste kunne ikke være mere end 10 somre. Børn i den alder burde ikke se sådan ud. De burde smile og le, men han frygtede, at disse børn ville få svært ved nogensinde at smile igen.
   Han vinkede en af de store drenge, som var tæt på sin manddomsprøven, hen til sig. Drengens blik var hårdt som sten og han overtog tavst Almars plads i rækken.
   Almar forsatte rundt til de forskellige steder, hvor folk havde dannet kæder fra en brønd og sendte vand af sted imod et brændende hus.
   Han bemærkede med en blanding af lettelse og sorg, at flere af de brændende huse allerede var slukket og nu kun lå som sortsvedende rygende ruiner. De lignede store radbrækkede skeletter.
   Almar sukkede.
   Snart ville hele byen ligge i ruiner og han frygtede, at de ikke ville have den mindste chance for at forhindre dens undergang.
   Det eneste de kunne gøre, var at redde så mange som muligt.
   Han vinkede de andre rådsmedlemmer til sig og når de forlod en plads i kæden blev hullet straks udfyldt af en anden.
   Rækkerne bestod af kvinder, mænd og store børn, som indædt kæmpede for at redde bare en lille smule af deres by og hjem. Deres verden.
   Almar satte kurs imod borgen og de fortvivlede rådsmedlemmer fulgte efter ham i tavshed.
   Da han nåede frem bevægede han sig straks imod rådssalen, hvor han uden et ord forsatte hen til sin plads ved bordenden og satte sig ned. De andre fulgte hans eksempel med hængende skuldre. Endnu en plads var blevet tom og nogle af mændene kiggede sørgmodigt på den. Almar nægtede at kigge på den.
   Så snart alle havde sat sig begyndte han at tale. "Kvinder, børn og gamle skal rejste af sted imod Silvisan allerede i aften."
   Alle de andre mænd nikkede til hans tilfredshed. Hvis bare de kunne redde kvinder, børn og de gamle, som bar på et helt livs erfaringer, så ville ikke alt være tabt.
   Almar kom til at tænke på Charmina, men skubbede straks med et stik i hjertet hendes billede ud af sine tanker og forsatte med at tale. "50 drager skal være klar til at forsvare byen døgnet rundt og alle patruljer skal indstilles. En enlig rytter og hans drager er et alt for let bytte."
   Endnu engang nikkede de andre og han åbnede munden for med tungt hjerte at give den sidste og hårdeste besked. En besked som ville knuse de sidste af deres håb og drømme.
   Men der kom ikke en lyd over hans blodløse læber og han lukkede fortvivlet munden igen.
   Han kunne ikke. Han ønskede ikke at sønderknuse deres håb.
   I stedet for råbte han. "Så se dog at komme i gang. Der er mange og meget der skal reddes."
   Rådsmedlemmerne rejste sig straks fra bordet og myldrede ud af salen, men Almar blev siddende mens tankerne pressede sig på i hans hoved og gav ham en dundrende hovedpine.
   Skulle han have fortalt dem det hele? Givet dem den sidste besked?
   Hvor var Charmina nu og havde hun det godt?
   Hvad skulle han dog gøre?
   Han tog sig fortvivlet til det smertende hoved og kort efter begyndte hans skuldre at ryste af gråd. Almar sank sammen ved bordet, imens hans rystende hænder dækkede hans blege ansigt.
   Hans ensomme hulk rungede i den tomme sal og ud i den tomme borg.
   Alle andre kæmpede for deres by og liv.
   Ingen hørte hans gråd.
   Han var alene med sine tanker, sin viden og alle spørgsmålene der lagde sig som en tung byrde på hans skuldre.