Opgaven
   Excelsia sad med ansigtet skjult i sine hænder, imens Síleon skiftevis skulede til hende og den nedtrykte Solarní. Daktílí var gået hen til indgangen, hvor han stod og stirrede tomt ud i luften og Dísío havde sat sig mindre elegant ned på sin hestebagdel og sad nu og rystede fortumlet på hovedet, som om han forsøgte at ryste de nye oplysninger på plads, så han kunne forstå dem.
   Solarní som lignede en meget bleg udgave af en strålende gud blev ved med at, besvare spørgsmål fra den forvirrede Adser som lignede en der lige havde mistet sin største helt.
   - Men hvorfor kan du ikke bare give ham nogen bank?
   Adser lavede et par vilde bokseslag, som gav ham lidt problemer med de irriterende ærmer.
   Solarní sukkede.
   - Kære Adser, som jeg allerede har sagt fem gange, så har vi guder svoret ikke at blande os i denne verdens udvikling. Gravillish har brudt denne ed, men det er ikke ensbetydende med, at vi andre guder også kan bryde vores ord.
   Jeg vil indkalde de andre guder til møde, når jeg er vendt tilbage til gudernes verden, men jeg kan ikke love at vi derefter kan hjælpe. Vi er jo alle nødt til at være enige.
   Adser rystede forvirret på hovedet.
   - Men... men...
   Síleon gik med tre lange skridt hen til Adser og begyndte at ruske ham så voldsomt, at hans tænder klaprede i munden og hans briller til sidst hang og dinglede på det ene øre.
   - Hold så din mund, dit gamle fjols. Kan du ikke forstå, at din såkaldte gud er lige så magtesløs som en møl.
   Vi kan ligeså godt lægge os til at dø. Og jeg skal med glæde hjælpe dig med at krepere.
   Excelsia rejste sig og fjernede hænderne fra sit ansigt. Hun var meget bleg og hendes blå lilla øjne var fyldt med tårer, men da hun talte var hendes stemme fast og beslutsom.
   - Síleon slip ham så. Vi er nødt til at finde ud af, hvad vi skal gøre og død er ikke en mulighed.
   Síleon slap meget mod sin vilje Adser, som forfjamsket satte sine briller på plads, imens han mumlede.
   - Som om han kunne slå mig ihjel. Jeg havde forvandlet HAM til en møl, inden han så meget som nåede at løfte en finger.
   Derefter sagde han højere.
   - Mange tak min kære. Har aldrig brudt mig om at blive rusket sådan. Det er som om alting rasler ud af mit hoved.
   Excelsia smilede kærligt til ham, hvorefter hun sendte Síleon et lynende blik, imens Adser sendte ham et ængsteligt et.
   - Der er stadig håb. Måske beslutter de andre guder sig for at hjælpe os.
   Hun rettede sit blik imod Solarní.
   - Hvad kan vi gøre, indtil de andre guder har besluttet sig?
   Solarní skulle lige til at svare, da de hørte et svagt skrig, som ikke desto mindre fik hårene til at rejse sig i nakken på dem.
   Adser stak en finger i øret og vrikkede med den.
   - Hvem har taget en fløjte der lyder falsk med herind?
   Daktílí kom tilbage fra indgangen.
   - De sorte drager er tæt på.
   Solarní begyndte straks at tale hurtigt, men tydeligt.
   - I må samle så mange modige godhjertede væsner som muligt. En hær.
   Gravillish tilhængere af onde skabninger vil snart vælte ind over jeres verden, som en blodig fortrop for deres herre.
   Excelsia kiggede eftertænksomt på Solarní.
   - Hvis Sir Devillis og hans mænd ikke allerede ved, at Gravillish er vendt tilbage så finder de sikkert snart ud af det.
   Solarní nikkede bekræftende.
   - Ja jeg har for nogen år siden i observeret, at denne Devillis var ved at få stor magt og jeg regner med, at hans magt er vokset siden da.
   Adser kiggede alvorligt på ham og nikkede så Solarní blev helt overrasket. Indtil videre havde Adser opført sig, som om han hjerne var ved at blive for gammel, eller at han var ved at vende tilbage til sin barndom, men der var åbenbart skjulte kræfter i den gamle mand.
   Solarní vendte tilbage til, hvad han havde været ved at sige.
   - Dette er endnu en god grund til, at I samler en hær så hurtigt som muligt. Så vil jeg staks vende tilbage til gudernes verden og tale jeres sag.
   Sikke en opgave. De ville få brug for alles hjælp.
   Excelsia kiggede bønfaldende over på Síleon. Han kiggede koldt tilbage på hende, men nikkede kort. Dog havde hun på fornemmelsen, at han skjulte noget, men det havde hun ikke tid til at tænke på nu.
   Hun rettede igen sit blik imod Solarní.
   - Så må De hellere se at komme af sted. Vi skal nok få samlet en hær og være klar til De vender tilbage.
   Solarní smilede kærligt til hende.
   - Jeg skal forsøge min kære Excelsia. Det lover jeg jer.
   Han stillede sig i midten af den udbrændte cirkel. Et skarpt lys blændede dem alle sammen og da de kunne se igen svævede der kun nogen få gyldne gnister, hvor Solarní før havde stået. Gnisterne slukkedes langsomt, da de dalede ned imod stengulvet.
   Og Excelsia begyndte at tale med mere energi i stemmen, end hun egentlig følte.
   - Nå vi må hellere se at komme af sted, før de sorte drager når frem.
   Adser du...
   Adser afbrød hende med en stemme fyldt med modvilje og dårligt skjult panik.
   - Jeg sætter mig ikke op på det firben. Jeg gør det ikke. Uanset hvad du siger eller gør.
   Han stillede sig trodsigt med armene over kors, men ødelagde det lidt, da han skævede nervøst til Daktílí.
   - Kære Adser. Jeg ville da heller aldrig få dig til at gøre noget du ikke har lyst til.
   Excelsia krydsede diskret sine fingre på ryggen. Síleon lagde dog mærke til det og kunne ikke lade være med at smile. Adser anede ikke hvilken kvinde, han havde med at gøre.
   - Jeg skulle til at sige, at du og Dísío kunne følges og måske vil han være så flink at lade dig ride på ham.
   Hun kastede et blik hen imod Dísío, som stod og skrabede nervøs med den ene hov i gulvet.
   - Vi lader normalt ikke nogen sidde på vores ryg. Vi er ikke ridedyr, men jeg kan vel gøre en undtagelse eftersom det er en nødsituation og han er den store troldmand Adser.
   Excelsia smilede taknemmeligt til ham.
   - Tak. Adser hvad siger du?
   Adser lignede et lille barn, som lige havde fået et af sine største ønsker opfyldt, men han svarede meget alvorligt.
   - Jeg vil være beæret. Jeg har altid ønsket mig at ride på en kentaur, men da jeg kender jeres regler og til fulde forstår dem regnede jeg aldrig med, at denne drøm skulle blive virkelighed.
   - Godt. Síleon og jeg vil ride på Daktílí.
   Daktílí holdt op med at snuse begærligt og lytte koncentreret efter de sorte drager.
   - Jeg nægter at have sådan en sortekunstner siddende på min ryg. Han kunne jo smitte mig med et eller andet og hvem ved, hvad han har i sine lommer.
   Síleon trådte med en hvæsen frem.
   - Og jeg nægter at sidde på ryggen af den.
   Han lavede et kast med hovedet hen imod Daktílí, som fnøs forarget.
   Excelsia havde lyst til at skrige, men det var nok, at de to opførte sig så barnligt.
   - Jeg er ligeglad med, hvad I har lyst til. Vi har ikke tid til dette her.
   Hun vendte sig imod Síleon.
   - Síleon jeg har brug for din hjælp og om jeg så skal slå dig ud ender du på ryggen af Daktílí.
   Hendes tanker gjorde hende disket opmærksom på, at det nok ikke ville være så let at slå Síleon ud, men hun ignorerede dem.
   - Du vil vel ikke have, at resten af verden skal ende som Salinara.
   Da hun havde sagt det kom hun til at tænke på, hvor dumt det lød. Selvfølgelig var Síleon ligeglad med resten af verden, men efter nogen sekunder tavshed svarede Síleon til hendes overraskelse.
   - Jeg skal nok ride på din... drage.
   Endnu engang tænkte Excelsia, at han skjulte noget.
   Daktílí fnøs igen.
   - Det bliver vi to om at bestemme.
   Excelsia skubbede tanken om Síleon fra sig og kiggede rasende på Daktílí.
   - Daktílí du skal nok få din chance for at slås med de sorte drager inden dette er over, men ikke nu. Du lader Síleon sætte sig op på din ryg, fordi ellers bliver jeg også på jorden og du ønsker vel ikke at have mit liv på din samvittighed. Vel?
   Daktílí kiggede flovt ned i gulvet.
   - Nej selvfølgelig ikke. Lad os se at komme af sted.
   Et isnende skrig nåede dem. De sorte drager var meget tæt på og de der ikke var drager følte alle sammen en kraftig lyst til at krybe i skjul og gemme sig, men de rystede alle denne trang af sig.
   Dísío trippede nervøst hen til Adser, som med en elegance der var unormal for ham svingede sig op på ryggen af Dísío. Dísío luntede ud af templet og lige før han og Adser satte af i galop vendte Excelsia og sagde højt.
   - Vi mødes på den kro der ligger ved grænsen til Talí.
   Dísío og Adser forsvandt i en støvsky.
   Derefter vendte hun sig imod Daktílí. Tog tilløb og sprang op på ryggen af ham. Kort efter at hun havde sat sig til rette sad Síleon bag hende og hun følte sig et øjeblik lidt forfjamsket. Det var mange år siden at Síleon havde været så tæt på hende. Hun rømmede sig og sagde.
   - Lad os se at komme af sted.
   Daktílí gik hurtigt ud af templet. Bredte sine store læderagtige vinger ud og med to kraftige vingeslag sendte han dem hurtigt op i luften.

Sir Devillis var rasende. Aldrig i hele sit liv havde nogen vovet at ydmyge ham sådan og derefter slippe væk, men han ville få hende til at betale og han kunne tillade sig det.
   Et grumt smil dukkede op på hans mund.
   Hun havde brudt loven i hans by og brugt magi og hendes følgesvend elvertroldmanden Síleon ville komme til at lide sammen med hende.
   Et skrig lød bagved ham og han drejede hovedet.
   Bagved ham på en lille sort drage hang Gillis og forsøgte at holde sig fast på dragen. Det var altid morsomt at tage Gillis med på disse ture, om de så var vigtige eller ej. I starten havde han bare ventet på, at Gillis skulle falde af sin drage, men det var endnu ikke sket.
   Sir Devillis vendte sit blik fremad igen og smilet forsvandt fra hans ansigt.
   - Sorsía find dem så.
   Den sorte drage kneb vredt sine gule øjne sammen.
   Hvor vovede et menneske at tale til hende på den måde. Hun havde ædt mange andre af disse sølle væsner på grund af mindre, men det menneske der sad på hendes ryg var ikke lige så sølle som de andre og dybt inde i sit sorte hjerte frygtede hun ham.
   Ikke at hun nogensinde ville indrømme det overfor sig selv eller andre.
   - Vi er tæt på nu ærede sir Devillis.
   Sorsía drejede sit store sorte hoved og kiggede tilbage på Sir Devillis der sad imellem to af de store sorte pigge på hendes ryg.
   Hendes gule øjne nærmest dampede af had.
   Sir Devillis gengældte hendes blik uden frygt.
   - Det håber jeg også for din egen skyld Sorsía. Den kvinde Excelsia skal fanges og slås ihjel.
   Sorsía rettede sit blik fremad igen og undertrykte den glædesløse latter der boblede i hende.
   Rygterne havde allerede bredt sig. Den højt ærede Sir Devillis var blevet snydt og ydmyget af en hvid elver troldkvinde og troldkvinden var sluppet væk med den sorte elver troldmand Síleon.
   Ved tanken om Síleon forsvandt latteren i Sorsías indre.
   Hvor vovede en sort troldmand at forråde dem med en hvid. Han ville også dø, men først efter at han var blevet tortureret og hun håbede, at hun måtte være med til det.
   Sorsía blev igen nærværende og hendes skarpe øjne opfangede et gyldent glimt forude.
   En gylden drage. Dette blev bare bedre og bedre.

Da de var i luften fik de straks øje på de sorte prikker på himlen der hurtigt nærmede sig.
   - Daktílí der er alt for mange til, at vi kan klare dem alene. Vi må flygte.
   Daktílí brølede forarget.
   - En gylden drage flygter ikke fra de sorte drager, når de har set ham.
   Excelsia ville ønske, at hans skæl ikke var så hårde, for så havde hun slået ham.
   - Men det gør jeg og eftersom jeg sidder på din ryg bliver du nødt til at flygte sammen med mig.
   Daktílí kiggede længselsfuldt hen imod de sorte drager, som nu var så tæt på at han kunne se førerdragens gule øjne. Det var en meget gammel hundrage.
   Han sukkede.
   Den kamp måtte vente til en anden dag.
   I samme sekund som han tænkte denne tanke sendte den sorte førerdrage en lang ildstråle imod dem. Det var den længste Daktílí nogensinde havde set. Det var kun med nød og næppe, at han undgik den.
   En hvæsen lød fra hans ryg.
   - Dit dumme bæst. Hvis du er færdig med at forsøge at slå os ihjel var det så ikke en ide at flyve i den modsatte retning af de sorte drager. Lige nu ville jeg næsten ønske, at jeg sad sammen med Adser på ryggen af den klumpedumpe hest af en kentaur.
   Daktílí bed et hårdt svar i sig og flygtede.