Valget er jeres
   Det tog flere timer for Excelsia, Síleon og Daktílí at grave sig ud af den sammenstyrtede hule på trods af at Excelsia og Síleon brugte deres magi til at fjerne de fleste af stenene.
   Men endelig skinnede en enkelt lille solstråle ind igennem et lille hul i stenmuren foran dem.

Excelsia og Síleon efterlod Daktílí ved en grotte selv om, at han gjorde dem opmærksom på, at han havde fået nok af huler og grotter for et stykke tid og gik selv den sidste km til kroen "Den dansende dværg".
   De så begge to trætte og beskidte ud, da de nærmede sig kroen.
   De kunne se Dísío sidde ude foran kroen, men eftersom han sad og kiggede koncentreret op imod himlen, lagde han ikke mærke til dem, før de var nået hen ved siden af ham og Excelsia forsigtigt rømmede sig.
   Dísío rettede høfligt sit blik imod dem, men hans udtryk ændrede sig hurtigt til en blanding af overraskelse og glæde.
   - Excelsia. Hvordan er I dog endt her? Jeg har holdt øje med himlen, lige siden vi ankom og jeg er sikker på, at jeg ville have set din drage... med mindre I var usynlige?
   Dísío kiggede skeptisk på dem et øjeblik, men så ændrede hans udtryk sig til frygt.
   - Der er vel ikke sket noget med Daktílí?
   Excelsia smilede beroligende til ham.
   - Nej bare rolig. Han er i en grotte et stykke herfra, fordi vi regner ikke med, at de er vant til drager her.
   Dísío nikkede, hvorefter han gjorde et kast med hovedet hen imod den lille krodør.
   - De er vist heller ikke vant til kentaurer her, som I kan se.
   Síleon smilede hånligt, da han så den lille dør og gik uden et ord hen til den. Han rettede et kort øjeblik sit blik imod Excelsia, hvorefter han gik ind i kroen.
   Excelsia kiggede efter Síleon, da han forsvandt ind igennem den lille dør, men rettede så sin opmærksomhed imod Dísío igen.
   - Jeg bliver nødt til at gå ind, men hvis ikke Adser allerede har sat sig i nærheden af et vindue, så gør vi nok det. Så du også kan være med i samtalen.
   Dísío nikkede.
   - Så venter jeg på, at I åbner et af vinduerne.
   Excelsia nikkede med et smil på læben og gik ind på kroen.
   Det første hun hørte var en grov kvindestemme der råbte.
   - Jeg vil ikke have din slags herinde. Som om det ikke er nok med ham den hvide.
   Excelsia rettede straks sit blik imod stemmens ejermand.
   Det var en lille tætbygget kvindelig dværg med en stor sort smedjepande i den ene hånd. Panden var løftet truende imod Síleon, som lignede en der hvert øjeblik kunne begå mord.
   Adser stod imellem dem, imens han skiftevis skævede frygtsomt først på panden og derefter Síleons blege ansigt med de rasende øjne.
   - Tag det nu bare roligt.
   Kære frue, dette er en af mine... rejsekammerater. Han er helt... øhhh... uskadelig.
   Den lille madam begyndte truende at ryste panden imod Adser, som forskrækket trådte et skridt nærmere Síleon.
   - Tror du, at jeg er dum. Hvide og sorte rejser ikke sammen.
   - Bestemt ikke frue... jeg mener... øhhhh.
   Adser blinkede febrilsk med øjnene.
   Excelsia kunne se, at han var ved at være desperat og Síleon var mindre diskret ved at finde noget i en nu helt synlig lomme.
   Hun gik hurtigt hen til den lille flok og stillede sig imellem Adser og den kvindelige dværg.
   - Kære frue. I dette tilfælde rejser de hvide og de sorte faktisk sammen, hvilket så vidt jeg ved aldrig er set før og derfor er De bestemt ikke dum.
   Dværgen sænkede ikke panden og forsatte med at stirre ondt på Excelsia.
   - Jeg lover Dem at den sorte ikke vil skabe problemer. Vi ønsker bare et bord ved et af vinduerne og hver en seng at sove i for natten. Derefter vil De ikke se os igen.
   Den lille kromutter skulede stadig til hende, men havde sænket stegepanden en smule.
   - I løber ikke fra regningen og hvis der bliver ødelagt noget betaler I for det.
   Excelsia smilede venligt til den kvindelige dværg.
   - Vi løber ikke fra regningen og vi betaler selvfølgelig også for eventuelle skader.
   Den lille frue havde nu sænket smedjejernspanden helt og så ikke helt så vred ud længere.
   - Godt. Ønsker I noget at drikke?
   - Ja tak. To glas elvervin, et glas almindelig vin og et fad dværgeøl.
   Dværgen nikkede kort og gik om bagved den lave disk, hvor hun forsvandt igennem døren.
   Excelsia pustede lettet ud.
   Et øjeblik havde hun været bange for at få panden lige i maven eller ansigtet, hvis den lille kromutter havde haft mulighed for at ramme det.
   Hun vendte sig imod Adser og Síleon.
   Síleon havde stadig hånden i lommen, men Adser lignede en der kunne finde på at kysse hende.
   Excelsia kyssede blidt Adser på hans ene kind.
   - Lad os gå hen og sætte os.
   De fandt hurtigt et bord ved et af de vinduer, som vendte ud mod kroens forside.
   Excelsia åbnede straks vinduet, hvis glas var så fedtede, at de var umulige at se ud af.
   Kort efter dukkede Dísíos hestebryst op i vinduet. Han lagde sig med et bump ned så støvet et kort øjeblik hvirvlede op omkring ham. Da han dukkede frem af støvskyen igen sad han og spyttede jord ud af munden.
   - Sikke tørt her er. Hej Adser hvordan går det?
   Da han lukkede munden kunne man høre den sandede jord knase mellem hans tænder.
   Adser smilede glad til ham.
   - Ganske udmærket min ven. Jeg har skaffet dig en plads i stalden til i nat.
   Dísío smilede knasende tilbage til ham.
   Han havde ikke noget imod, at sove i stalden sammen med de almindelige ridedyr. Han havde brug for at tænke over alt det, der var sket i løbet af de sidste par dage og hvordan det passede sammen med de ældste kentaurers forudsigelser.
   Dísíos tanker blev afbrudt af Síleons snerren.
   - Nu hvor vi er under den lille mokkes tag hvad har I så planer om, at vi skal?
   Han kiggede sig hånligt omkring i krostuen. De to dværge var begyndt at slås igen.
   - Dette er jo næppe det rigtige sted til at begynde rekrutteringen af krigere til hæren.
   Excelsia svarede ham med en kold stemme der foruroligede ham en del, eftersom han aldrig havde hørt hende bruge det tonefald før.
   - Jeg tror, du tager fejl Síleon. Hvem bedre end du kan forstå at man ikke altid skal dømme folk på deres udseende og væremåde.
   Hun kiggede bebrejdende på ham og han forstod godt hvorfor, men følte ingen anger. Hun havde ført sig selv bag lyset med sin kærlighed til ham.
   Han mødte ligegyldigt hendes blik.
   - Måske har du ret... min kære.
   Der lød et ordentligt brag efterfulgt af klirren, og vin og ølsprøjt ramte dem.
   Et grimt lille ansigt med et langt leverpostejfarvet skæg og de smukkeste blå øjne kunne ses over bordkanten.
   Den lille dværg skubbede med besvær den svømmende bakke med de halvt fyldte glas op på bordet, trådte et skridt tilbage og bukkede så dybt at hans skæg rørte gulvet.
   Han var klædt i farvestrålende silkeklæder, som en normal dværg med bare en smule respekt for sig selv aldrig ville iføre sig.
   - Jeres drikkelse ærede magikyndige.
   Han rettede sig op igen i sin fulde højde af i alt 1 meter og 10 cm, hvorefter han rettede sit blik imod Excelsia.
   Han rødmede kraftigt, hvorefter han blidt greb hendes ene hånd og galant kyssede den.
   - Kære magiske væsen. Deres skønhed blænder mig, men jeg vil med glæde leve resten af mit liv i mørke, hvis bare mindet om Dem vil forblive i min erindring.
   De kiggede alle sammen forbløffede på den lille blåøjede dværg og opdagede derfor ikke kromutteren, før hun svang den sorte pande imod den farvestrålende dværgs hoved.
   "Klonk"
   Den lille beundrer slap Excelsias hånd og rystede fortumlet på hovedet, hvorefter skældsordene begyndte at regne ned over ham.
   - Tolí dit fjols! Hvor tit skal jeg sige, at du ikke må flirte med gæsterne!
   Stegepanden ramte Tolís hoved igen, før nogen kunne nå at stoppe det.
   "Klonk"
   - Jeg er flov over at være din kone! Som om det ikke er slemt nok, at du absolut skal have det tøj på.
   Lynhurtigt fløj panden igennem luften.
   "Klonk"
   - Jamen kære Elis...
   Elis løftede truende panden igen, men nåede aldrig at svinge den.
   Pludselig lød et grusomt triumferende skrig udenfor kroen.
   Dísío drejede sig for at se hvad der havde frembragt skriget, selvom de allerede vidste det.
   Da han vendte sig igen var hans ansigt præget af rædsel.
   - Det er en stor sort drage.
   Excelsia masede sig forbi Adser for at kigge ud af vinduet. Dragen var stadig et stykke væk, men der var ikke nogen rytter at se på dens ryg og den var ikke så stor som Sorlía. I dens baggrund nærmede tre sorte prikker sig hastigt.
   Hvordan havde de fundet dem så hurtigt?
   Síleon kiggede på Excelsia med et sindssygt triumferende blik.
   - Sorlía?
   Excelsia kiggede oprørt på ham.
   - Nej ikke endnu. Det er en drage uden rytter, men tre mere er på vej.
   Síleon begyndte at grine som en gal mand.
   De to dværge var holdt op med at slås og stirrede sammen med resten af krostuens gæster frygtsomt på de to troldmænd og troldkvinden.
   Lige med et lød endnu et skrig over deres hoveder, men dette skrig indgød ikke frygt men håb.
   Dísío råbte begejstret ind til dem.
   - Tre gyldne drager er lige dukket op.
   Adser sprang op og kiggede forskrækket op i kroens loft, imens han råbte.
   - Hvor?
   Dísío svarede med en glad stemme.
   - Lige oppe over os. Jeg tror, at de vil hjælpe os.
   Excelsia kravlede hen over Adser, som chokeret havde sat sig ned på stol der stod bagved ham.
   Síleon lo stadigvæk.
   - Jeg skal nok sørge for, at de hjælper os.
   Hun sprang hen til krodøren og udenfor.
   En lang hvid stav med en krystal i toppen dukkede op i hendes ene hånd. Hun løftede staven højt i vejret og krystallen glimtede kraftigt i den nedgående sols stråler.
   Hun kiggede hen imod den sorte drage. Den var foruroligende tæt på og de tre andre var næsten også nået frem. Excelsia konstaterede til sin lettelse, at ingen af dem var Sorlía. En af dem bar dog en sort ridder.
   Hun rettede sit blik imod de gyldne drager igen. En af dem var på vej imod hende, imens de to andre dykkede imod de sorte drager.
   Den gyldne drage landede tungt ved siden af hende. Det var en hundrage.
   Excelsia kravlede uden et ord op på ryggen af hende og dragen lettede straks igen. Da de var oppe i luften præsenterede den gyldne drage sig.
   - Mit navn er Liska.
   - Excelsia. Vi er nødt til at bekæmpe de sorte drager. En krig imellem godt og ondt er begyndt.

Adser brugte under et halvt minut, til at komme sig over chokket beskeden om de mange dragers ankomst havde skabt.
   Han rejste sig fra sin stol igen og vendte sig først imod kroens gæster, men blev så opmærksom på Síleons sindssyge latter.
   Han overvejede et øjeblik at spørge kromutteren Elis, om han måtte låne hendes pande til at slå Síleon i hovedet med, men ombestemte sig og gav ham i stedet en lussing.
   Síleon holdt straks op med at le og hans øjne blussede i stedet op i raseri.
   Udenfor kunne de høre en drage lande og derefter lette igen.
   Adser blinkede febrilsk med øjnene, da han så raseriet i Síleons, men så tog han sig sammen.
   Der var ikke tid til at være et gammelt frygtsomt fjols.
   - Síleon. Excelsia er gået udenfor...
   Dísío stak hovedet ind af vinduet.
   - Hun er lige fløjet af sted på en af de gyldne drager med kurs imod de sorte.
   Adser rettede sit blik imod Síleon igen.
   Raseriet ulmede ikke længere i hans øjne.
   Adser nikkede tilfreds og rettede igen sin opmærksomhed imod krogæsterne og rømmede sig højtideligt.
   - En krig imellem godt og ondt er begyndt. Hvis det gode taber vil intet liv bestå i denne verden. Mine rejsefæller og jeg har fået til opgave af lysets gud Solarní at samle de godes hær.
   Valget er jeres. Ondskab eller godhed. Døden eller livet.