Guden Solarní
   Det var ikke helt let for Gillis, at finde ud af i hvilken retning troldkvinden Excelsia var gået. Det var ikke fordi de handlende ikke havde lagt mærke til hende og beundret hendes mageløse skønhed, men der var tilsyneladende ingen, som kunne huske i hvilken retning, hun var gået.
   Da Gillis havde været nede af byens varme, travle og tæt befærdede handelsgade og tilbage igen mindst 3 gange begyndte han frustreret at hive i resterne af sit sparsomme grå hår, hvorefter han gik hen til en bod der solgte nogen meget slatne grøntsager. Han havde allerede været i boden tidligere, men gik alligevel der hen igen, for at spørge efter troldkvinden Excelsia endnu engang.
   Bodens indehaver var en kraftig rødmosset mand, som sendte Gillis et meget mistænksomt blik, da han trådte hen til boden og denne gang så en del mere sindsforstyrret ud end første gang han havde været der.
   - Undskyld Hr, men er du sikker på, at du ikke ved i hvilken retning, den smukke elverkvinde gik. Hvis det er nogen hjælp, så er hun troldkvinden Excelsia.
   Indehaveren af boden kiggede surt på Gillis og svarede irriteret.
   - Nej, det er ikke nogen hjælp og hvis du ikke vil købe noget er du ikke længere velkommen foran min bod. Jeg er en ærlig handelsmand og har ikke noget at gøre med nogen troldkvinde. Smuk eller ej.
   Gillis skulle lige til at begynde at rive i sine grå forvildede hårtotter igen, da kvinden, som stod ved siden af ham sagde.
   - Jeg ved ikke, hvad De skal bruge en kvinde, som dyrker de forbudte kunster til, men jeg har hørt, at vores egen lokale troldmand, eller forhenværende troldmand Adser er en af hendes gamle venner.
   Jeg har endda hørt, at de også var mere end venner, hvis De ved, hvad jeg mener Hr.
   Gillis kiggede på kvindens smil der viste flere rådne tænder og glemte helt at væmmes af bare lettelse. Han vidste godt, hvem Adser var og hvor han boede.
   Han var en af de hvide troldmænd, som var under mistanke for stadigvæk at udøve magi, selvom han stadig boede i byen og ikke var gået i hans herre Sir Devillises tjeneste, som sort troldmand.
   - Mange tak Frue.
   Gillis fandt hurtigt en kobbermønt i sin læderpung, hvorefter han gav den til kvinden og skyndte sig af sted imod Adsers bolig.

Adser gik hen over sit sparsomme gulv og drejede om på hælene for mindst 117 gang, for at gå tilbage over det korte stykke han lige havde gået.
   Excelsia fulgte hans frem og tilbage tur over rummets trægulv i tavshed.
   Hun havde selv gået sådan for få dage siden. Hun havde bare gået på et krystalgulv.
   Hendes tanker vendte tilbage til dagen før, hvor hun havde fortalt sit folk om den trussel der dræbte dem og deres elskede land.
   Hun havde sendt bud til alle levende væsner i Salinara og huskede stadig med forfærdelse hvor få der var dukket op. Deres ansigter havde været blege og mange var mærket med sygdomme. Hun huskede deres fugtige øjne indrammet i blege udtryksløse ansigter, da hun havde fortalt dem, at Salinara ikke kunne reddes. At de var nødt til at forlade deres smukt udskårne krystalby, hvis de ønskede at overleve og selvom de forlod deres elskede land ville det måske ikke være nok. Hun havde fortalt dem, at Mørkets herre var vendt tilbage. Fortalt dem at han stod bag ødelæggelsen af deres smukke Salinara. Deres magiske land.
   Dette var blevet mødt med spredt mistro, men ingen havde protesteret.
   De havde bare langsomt båret deres syge børn og gamle ud af det magiske bibliotekssale. Da Tusmørket nærmede sig, var Sanilis glitrende krystalgader tomme. Intet lys var tændt i de fint udskårne krystalhuses vinduer. Alle elverne havde forladt deres smukke krystalby.
   Da tusmørket havde lagt sig over Sanilis havde hun selv sagt farvel til det magiske bibliotek efter kun at have taget de mest vigtige bøger med sig. Hun var kravlet op på ryggen af Daktílí og da de fløj, over byens gader der blinkede sorgmodigt i månernes stråler havde hun sagt farvel til sin barndomsby, med en enkelt tåre der var dryppet ned på en af Sanilis krystalgader. Derefter havde hun og Daktílí lagt Krystalbyen bag sig.
   Excelsia blinkede hektisk med sine øjne for at få tårerne under kontrol igen.
   Da tårernes slør var forsvundet, lagde hun mærke til, at Adser var holdt op med at vandre op og ned af gulvet.
   - Jeg regner med, at du har medbragt den bog, som denne side stammer fra, hvilket minder mig om hvor forfærdet jeg er over, at en troldkvinde som dig.
   Mere end hundrede år ældre end mig og alt muligt kan finde på at skade en bog af den betydelige alder og værdi. Der findes højst sandsynligt ikke andre udgaver af den.
   - Det må du meget undskylde. Jeg lover, at jeg nok skal reparere den igen og selvfølgelig har jeg den med mig. Daktílí passer på den.
   Adser kiggede anklagende på hende, hvorefter han mumlede.
   - Som om det ikke er nok, at hun har ødelagt en meget værdifuld bog. Hun efterlader den også hos sin drage. Et forvokset firben med guldbelægning
   Excelsia kiggede vrissent på ham.
   - Kunne du ikke bruge din fabelagtige hjerne til noget lidt mere konstruktivt, som for eksempel en mulig løsning der kan redde verden eller er der ved at gro mos på den?
   Adser kløede sig voldsomt ovenpå hovedet, så hans lange hvide hår blev helt rodet.
   - Læste du hele bogen?
   - Nej, desværre. Jeg skimtede den bare igennem. Jeg følte ikke rigtig, at jeg havde tid til mere. Hvorfor?
   - Jeg tænkte, at der måske stod beskrevet en måde, hvorpå vi kan komme i kontakt med Mørkets herre Gravillish nemesis.
   Excelsia blinkede overrasket med øjnene.
   - Du mener vel ikke Guden Solarní!
   Adser begyndte at hive i sit lange skæg, hvilket også fik det til at se forpjusket ud.
   - Jo hvem skulle jeg ellers mene?
   - Men vi ved jo ikke engang om han virkelig findes.
   - Nej, men tror du ikke, at der er en stor chance, nu hvor vi med rimelig stor sikkerhed kan sige, at Mørkets herre Gravillish findes.
   - Jo men…
   En hektisk banken på den solide egetræs dør afbrød Excelsia. Hun kiggede nervøst på Adser.
   Han satte en finger for læberne, hvorefter han hurtigt brugte den gamle forsvindingsformular og endnu engang skjulte sine magiske genstande.
   Excelsia frembragte hurtigt to kopper rygende te og stillede dem på bordet. Adser gik med en dyb indånding og en glattende hånd over det pjuskede hår hen og åbnede døren.
   På den anden side af den stod en forpjusket ældre mand med vilde øjne. Hans ene hånd var hævet for at banke på døren igen.

Gillis blinkede febrilsk med øjnene, da døren pludselig blev åbnet foran ham.
   Troldmanden Adser kiggede mistænksomt på ham, hvilket fik Gillis til at glippe endnu mere med øjnene.
   - Kan jeg hjælpe Dem?
   Adser var ret sikker på at dette ikke var muligt.
   Gillis sank en klump i halsen og rømmede sig højlydt.
   - Øhhhm… Jeg søger troldkvinden Excelsia.
   Adser kiggede endnu mere tvivlende på ham, hvilket gav Gillis en ustyrlig trang til at rive i sit hår endnu engang.
   - Hvorfor søger De Excelsia?
   Hvad er det De ønsker af hende?
   Magi er forbudt her i byen ved du nok.
   - Jahh Øhhmmm…
   Gillis kiggede forsigtigt forbi den hvidklædte troldmand Adser og fik straks øje på Excelsia. Han kunne straks forstå, hvorfor hans herre var interesseret i hende. Hun var det smukkeste væsen han nogensinde havde set.
   - Øhhmmm… Frøken Excelsia. De kunne vel ikke spare et par minutter af deres tid til at hører mit ærinde?
   Excelsia rejste sig langsomt.
   - Adser hvor er din høflighed blevet af?
   Lad manden komme ind. Du kan jo nok se at han ikke er farlig.
   Adser var ikke helt sikker på, at dette var sandt, da han endnu engang kiggede mistænksomt på den forpjuskede Gillis, men han trådte ikke desto mindre til side, så Gillis kunne træde ind i hans hus.
   Gillis gik straks ind og bukkede klodset for Excelsia.
   - Frøken Excelsia. Mit navn er Gillis og jeg er i min ærværdige herre Sir Devillis tjeneste. Jeg er kommet for at overbringe Dem hans invitation til at deltage i hans banket i aften på paladset.
   Gillis lille tale blev efterfulgt af tavshed, hvorefter Adser trådte beskyttende hen ved siden af Excelsia.
   - Excelsia skal ikke til nogen banket hos din herre.
   Gillis begyndte endnu engang at plirre nervøst med øjnene og efter, at have iagttaget ham spekulativt nogen sekunder lagde Excelsia blidt sin ene hånd på Adsers arm.
   - Kære Adser. Med din kendskab til Sir Devillis så burde du vide, at denne mand mister livet, hvis ikke jeg er på paladset i aften.
   Gillis nikkede voldsomt, fordi han vidste, at han aldrig ville kunne løbe stærkt nok til at undgå sin herres vrede. Ligegyldigt hvad Sir Devillis havde sagt tidligere, så ville hans hoved med sikkerhed pryde spidsen Sir Devillis lanse, hvis han ikke fik troldkvinden Excelsia til at komme til sin herres banket.
   Excelsia vendte sit blik imod Gillis endnu engang.
   - Sig til din herre at jeg kommer. Det har du mit æresord, som hvid troldkvinde på.
   Gillis vred hektisk sine hænder.
   - Jeg må desværre bede Dem om at komme med nu Frøken Excelsia. Der er ikke lang tid til banketten begynder og vi skal igennem byens travlt befærdede gader først.
   Excelsia kunne mærke hvordan de gamle muskler i Adsers arm spændte sig under hendes finger.
   - Jeg skal nok komme med nu, men lad mig lige tale med Adser først. Privat.
   Gillis bukkede glad. Han var ved at få sin stive facon tilbage.
   - Meget vel Frøken Excelsia. Jeg venter på Dem udenfor døren.
   Excelsia nikkede og Gillis gik ud af Adsers hus og lukkede egetræs døren bag sig.
   Da Excelsia var helt sikker på at han havde lukket døren vendte Excelsia sig imod Adser og talte til ham på det gamle magiske sprog.
   - Bare rolig Adser. Jeg skal nok være forsigtig og muligvis, kan jeg finde ud af noget der kan hjælpe os.
   Imens kan du tage ud til Daktílí og begynde at læse i bogen.
   Han opholder sig i den gamle ruin af Solarnís tempel udenfor byen.
   Adser nikkede og svarede på det gamle sprog.
   - Jeg ved godt, hvor det ligger, men lov mig at du passer på. Sir Devillis er en grusom mand. Han er ikke kommet til sin magt ved at være god, mild og retfærdig.
   - Det ved jeg godt Adser og jeg skal nok passe på.
   Excelsia rømmede sig hørligt og sagde højt på fællessproget.
   - Så ses vi senere Adser. God fornøjelse med din bog.
   Excelsia gik hen til døren og sendte Adser et beroligende smil, før hun åbnede den. Derefter gik hun med selvsikre skridt ud af den og fortsatte væk fra Adsers hus uden at kigge sig tilbage. Foran hende gik den nu helt stive og hovmodige Gillis og lignede en der var på vej til at få en medalje.