Den dybeste foragt
   Lance troede ikke sine egne øjne.
   Hendes far og morfar var urolige for hende og så sad hun bare her og nynnede for en drageunge, som om den var en lille baby. En vild drageunge. Og som om det ikke var nok, så sad hun endda, og planlagde at holde den skjult for dragevogternes leder. Sin egen far.
   Lance havde mest af alt lyst til at beholde den mad, som var i den medbragte bylt. Bare tage den med tilbage til byen, og straks fortælle Charminas far, hvad han havde set, men hun var trods alt hans ven. Derudover havde hendes far sagt, at han skulle lytte til hende.
   Han stirrede tomt ned på madbylten, og knugede den et kort øjeblik, før han kastede den hen til hende.
   "Her. Der er mad i den. Din far mente, at du måske var sulten."
   Han lagde helt bevidst ekstra tryk på den sidste sætning.
   Charmina kiggede skamfuldt på ham et øjeblik, åbnede så bylten med rystende hænder og fandt noget kød, ost og brød frem. Han havde pakket en kniv ned sammen med maden og den brugte hun til at skære kødet i strimler, som hun varsomt gav til den grådige drageunge. Den nærmest slugte maden og smaskede det højlydt i sig.
   Lance betragtede dem med foragt.
   Efter hans mening var det spild af god mad. Sådan et glubsk lille uhyre.
   "Det var meningen, at du skulle have maden."
   Hun så forundret op på ham, hvorefter hendes blik blev fyldt med vrede. Drageungen snerrede med gabet fuld af halvt gennemtygget kød.
   "Hvis maden var til mig kan jeg vel gøre med den, som jeg ønsker. Ungen er lige kommet ud af ægget, så den er mere sulten end jeg. Hvor er din medfølelse?"
   Han kunne mærke, hvordan vreden strømmede varm og lindrende ud i alle hans lemmer. Det føltes rart at være vred. Det var som om det dulmede den sorg og fortvivlelse han før havde følt..
   Hvad bildte hun sig ind? Charmina snakkede om noget, som hun slet ikke havde forstand på. Hun havde jo bare hygget sig med sin lille møgdrage, imens deres hjem blev ødelagt af familien til den selv samme unge.
   Lance så koldt på hende og snerrede vredt: "Den forsvandt sammen med den halvdel af byen, som de vilde drager brændte ned!"
   Vreden forsvandt øjeblikkelig fra Charminas øjne og blev erstattet af tårer. Drageungen klynkede ynkeligt og til hans irritation, fik han helt dårlig samvittighed.
   "De ... det vidste jeg ikke. Er min far uskadt? Han er vel ikke kommet til skade? Og hvad med min morfar?"
   Lance fik endnu mere dårlig samvittighed. Det irriterede ham næsten mere end drageungen. Det fjernede vreden.
   Han var blevet sendt af sted for at berolige hende og i stedet gjorde han hende bare ked af det.
   Lance tog en dyb indånding, undertrykte den sidste vrede, og sørgede for at hans stemme var blid, da han svarede: "Bare rolig. Han har det fint. Det har de begge. Det var din far som sendte mig herud, fordi han ikke kan undværes i byen."
   Charminas øjne blev fyldt med lettelse og den dårlige samvittighed lettede en smule fra hans indre.
   "Han sagde også, at du under ingen omstændigheder må vende tilbage til byen, men det regner jeg heller ikke med, at du havde planer om, nu hvor du har den der."
   Lance pegede på drageungen og tilføjede med stemmen fuld af foragt: "Hvor har du for resten fundet den henne?"
   Ungen hvæsede af ham og hun tyssede blidt på den, før hun svarede: "Jeg fandt den her i skoven."
   Han fnøs hånligt og drageungen snerrede ad ham igen. Vreden blussede igen op.
   Troede hun, at han var dum og hvad bildte det lille møgkræ sig ind?
   "Det er sikkert en spion, som de vilde drager har efterladt til at finde ud af hvad vores planer er."
   Lance bemærkede, at Charmina var ved at blive vred igen, men lige nu var han faktisk ligeglad.
   "Den lå stadig i ægget, da jeg fandt den og siden hvornår besluttede du, at dragerne er kloge nok til at sende spioner ud for at afsløre vores planer?"
   Ungen hvæsede og dens mystiske sorte øjne stirrede vredt på ham, imens den trykkede sig tættere ind til Charmina. Lance havde lyst til at skære tænder af bare frustration.
   "Det er ligegyldigt. Desuden er det lille kræ også ondt. Bare kig på dens øjne. Sådan nogle øjne er ikke normale. De er fyldt med ondskab."
   Charminas øjne blev igen fyldt med tårer, da hun med besvær kom på benene, og vaklede frem imod ham, stadig med ungen i armene. Hun råbte med skingrende stemme lige ind i hovedet på ham: "Der er ikke noget galt med dens øjne og den er ikke mere ond end mig, men folk i byen vil selvfølgelig også brænde mig på bålet som en heks. Måske er vi begge to onde!"
   Lance trådte et skridt baglæns og så forvirret på hende, imens han et kort øjeblik lukkede op for den del af sit indre, som gjorde ondt ved synet af hendes tårefyldte øjne og triste ansigtsudtryk.
   Hvad mente hun med at folk i byen ville brænde hende på bålet? Havde hun afsløret sine evner? Var det derfor hendes far havde sendt hende herud i skoven?
   Han nåede ikke at stille nogen af disse spørgsmål, før hun forsatte med at råbe: "Og dragerne er ikke onde. De er bare blevet trætte af, at vi behandler dem dårligt."
   Lance glemte alt om sine bekymringer og lukkede af for alt andet end vreden og foragten.
   "Årh lad være. De har det fint. Du er bare tåbelig. Hvilket netop er grunden til, at piger ikke bør have magiske evner og ikke kan blive dragevogtere."
   Både Charmina og den røde drageunge stirrede rasende på ham, og et kort øjeblik blev han nervøs.
   Måske var det ikke så smart at irritere Charmina. Hun havde jo stærke magiske kræfter og ungen var vel heller ikke helt forsvarsløs, men så skød han tanken fra sig igen.
   Charmina var kun en pige og dragen var kun en halv meter høj. Hvad skulle den gøre? Bide ham i knæet?
   Lance så koldt på hende og rakte den ene arm frem imod hende.
   "Du må hellere give mig ungen, så jeg kan tage den med tilbage til din far. Han ved, hvad vi skal gøre med den."
   Charmina knugede den hvæsende unge ind til sig.
   "Du får den ikke. Den skal have lov at være fri."
   Vreden blussede endnu kraftigere i hans indre, og han trådte et skridt frem imod hende. Hun burde ikke blande sig. Dette kom ikke hende ved.
   "Du har ikke noget at skulle have sagt. Din ... din ... heks."
   Han pegede på ungen.
   "Den der hører ind under Dragevogternes sager."
   Hun vaklede et par skridt baglæns med et chokeret og trodsigt udtryk i ansigtet. Drageungen trykkede sig ind til hendes bryst, imens den hvæsede.
   "Du ... du ...du får den ikke. Dragevogterne skal ikke også ødelægge den. I EJER IKKE DRAGERNE!"
   Det følte som om vreden brændte i hans hjerte og hærdede det til stål. Han trådte endnu et skridt frem imod Charmina og sekundet efter var både hun, drageungen og madbylten forsvundet.
   Vreden forsvandt som dug for solen og Lance stønnede frustreret. Han havde ødelagt det hele.
   Charmina kunne være hvor som helst nu. Han bandede stygt.
   Han var gået alt for hurtigt frem. Havde været alt for aggressiv, men vreden havde jagtet alt fornuft ud af hans sind. Lance sukkede. Nu blev han nødt til at tage tilbage til hendes far og fortælle, at han havde jaget hende væk og ikke lyttet ordentligt, til det hun havde sagt. I sin vrede havde han allerede glemt det meste.