Kluntet unge
   Charmina sukkede og fortsatte sin indædte kamp, med at flå en genstridig rod op af jorden.
   Eftersom hun og ungen - nok mest den - for et par dage siden havde tømt den madsæk, som Lance havde givet hende i dragegrotten, havde de påbegyndt den store jagt på mad.
   Hun sukkede igen.
   Lance.
   Ville hun nogensinde se sin bedste ven igen?
   Ville hans had til de vilde drager være vokset, hvis det skete?
   Charmina havde set de vilde drager flyve over dem en enkelt gang med kurs imod byen, men de kunne sagtens have udført flere angreb på hendes hjemby, hvis de havde benyttet andre ruter.
   De havde ikke fået nok, af det de ønskede under deres første angreb. Hævn.
   Hun frygtede, at ikke engang udryddelsen af hendes by ville være nok til at stille deres hævntørst.
   Ville Lance overleve deres kommende angreb?
   Ville hendes far eller hendes morfar, som under sin barske attitude, var så skrøbelig på sine gigtplagede gamle ben?
   Tårerne sprang frem i hendes øjne, og hun rettede sit slørede blik imod ungen.
   Den havde travlt med at flå i en kæmpe rod, som på trods af ungens størrelse, så ud til at give den en del problemer.
   Charmina tørrede tårerne væk. Hun måtte ikke tænke på Lance, sin far eller morfar.
   Hun kunne ikke gøre noget for at hjælpe dem. Hvis hun gik tilbage ville både hun og ungen højst sandsynligt blive dræbt, og hun kunne stadig mærke den ukendte kalden i sit indre, som om en usynlig snor blidt, men bestemt trak hende i en bestemt retning. Hun var ikke engang sikker på at hun ville kunne kappe forbindelsen, selvom hun ønskede det.
   Nej, ungen var den eneste, som hun havde ansvaret for nu.
   Charmina betragtede den forundret.
   Det var utroligt så hurtigt den voksede.
   Hun havde aldrig hørt om en drage der voksede så hurtigt. Den var allerede over en meter høj.
   Nogen gange havde hun det, som om den faktisk voksede for øjnene af hende.
   Halen var stadig en del længere end resten af kroppen, men denne var også begyndt at følge efter den i vokseværket.
   Piggene der fulgte dens rygsøjle var også ved at vokse sig længere og spidsere.
   Måske havde det noget at gøre med denne ukendte rejse?
   Charmina vidste stadig ikke hvor de var på vej hen.
   Eller måske voksede den hurtigere, så den med hast kunne slutte sig til sin race i kamp. Hvad vidste hun i det hele taget om drageunger?
   Charmina håbede, at det var den første grund. Hendes hjerte ville få svært ved at bære, hvis hun bidrog til menneskenes undergang og hendes hjerte ville med sikkerhed blive knust hvis ungen døde i kamp.
   Hun elskede allerede den ikke helt så lille drageunge, selvom hun godt vidste, at hun ikke burde. Hun var jo nødt til at sige farvel til den på et tidspunkt.
   Den tilhørte jo ikke hende.
   Roden Charmina havde været i gang med at hive i, gav sig pludselig med et tørt knæk og hun faldt med et forbløffet udbrud bagover og landede hårdt på sin bagdel, så det gav et stød hele vejen opad hendes rygrad.
   Hun hørte en boblende latter og kiggede sig forskrækket omkring.
   Var der nogen, som var fulgt efter dem eller havde fundet dem?
   Var det en drage eller et menneske?
   Var det en, som ønskede at dræbe kun den ene af dem eller dem begge?
   Latteren stoppede og hun rystede forvirret på hovedet.
   Måske var det, noget hun havde forestillet sig.
   Charmina rejste sig for at gå hen og lægge roden i den allerede betragtelige bunke, som de allerede havde samlet, imens hun ømmede sig og stadig holdt et skarpt øje med deres omgivelser.
   Pludselig hørte Charmina et tørt knæk og snurrede forskræmt omkring, klar til kamp, men det eneste hun fik øje på, var drageungen.
   Den havde endelig fået bugt med sin store rod. Ungen så utrolig stolt ud, da den spankulerede hen til hende med sin erobrede rod.
   Den så, så komisk ud.
   Charmina kunne ikke tilbageholde en fnisen.
   Hun var sikker på, at ungen kiggede dybt fornærmet på hende, da den lagde sin godt oversavlede rod ovenpå den allerede indsamlede bunke.
   Charmina holdt op med at fnise og kiggede spekulativt på deres forråd, som bestod af en forholdsvis stor bunke halvt oversavlede rødder og en lille smule vilde bær.
   Hun så beklagende på ungen.
   "Jeg tror at vi bliver nødt til at nøjes med dette indtil videre. Spis det du har brug for."
   Charmina var denne gang helt sikker på at drageungen gloede spørgende på hende.
   "Spis, du har mere brug for det end jeg, sådan som du vokser."
   Efter en kort tøven, begyndte ungen at spise de tørre jorddækkede rødder. Hvis man skulle gå ud fra dens ansigtsudtryk syntes den ikke specielt godt om dem, men ikke desto mindre gik der ikke lang tid før de alle sammen, på nær en meget lille oversavlet rod, var væk.
   Derefter trådte den et par skridt tilbage.
   Hun kiggede alvorligt på den. "Spis bare bærrene til dessert. De smager godt."
   Drageungen trådte hurtigt frem og tog forsigtigt halvdelen af bærrene ind i munden, hvorefter den spyttede dem ud igen.
   Den gik hastigt et par skridt væk.
   Charmina så irriteret på den. "Ja, jeg ved godt at det ikke er kød, men hvis du vil have det, så må du selv fange det og der er vist ikke meget vildt på disse egne.
   Hun spiste hurtigt de bær, som ikke var alt for fyldt med dragesavl. Ikke desto mindre havde de alligevel en svagt røget smag. Derefter gik hun i gang med den seje rod.
   Da hun var kommet halvvejs igennem den og hele hendes mund smagte af jord og bitter rod, skævede hun hen på ungen, som var begyndt at flaske tøvende med vingerne. Den havde også gjort det i går og Charmina vidste godt hvad den hungrede efter ud over mad.
   Drageungen forsøgte at flyve.
   Charmina sank en klump der bestod halvt af trævlet rod og halvt af mudder. "Jamen, hvad venter du på? Du er en drage, så flyv og måske kan du så selv skaffe noget kød."
   Ungen så begejstret hen på hende, og begyndte derefter uden tøven at baske hårdere med vingerne og tage nogle kluntede spring fremad.
   Den mindede hende lidt om de fede høns, som plejede at hakke efter mad på den store plads i byen.
   Hun betragtede den alligevel beundrende, da den lettede en lille meter fra jorden.
   Kort efter begyndte hun at le, da ungen udførte noget som mindede en del om et af de akrobatiske narrenumre, som omrejsende gøglere plejede at lave til festaftnerne i byen.
   Drageungen trillede henover jorden med vingerne og halen baskende til alle sider, så støvet stod op omkring den.
   Charmina kunne slet ikke holde op med at le.
   Drager kunne åbenbart ikke flyve fra fødslen.