Undvigemanøvren
   Adser og Dísío nåede først frem til kroen ved grænsen til Talí.
   Dísío skridtede stille og roligt hen til kroen hvor der stod en enkelt hest tøjret. Adser kravlede noget stivbenet ned fra ham og ømmede sig dæmpet over sin bagdel.
   - Mange tak for turen min ven. Du har med sikkerhed reddet begge vores liv. Jeg håber bare, at Excelsia også har klaret det. De burde have været her nu.
   Adser kiggede et øjeblik op i luften, hvorefter han rettede sit blik imod krodøren og skiltet der hang og dinglede over den. Det forestillede en dansende dværg med et kæmpe ølkrus ved siden af sig. På kruset stod der "Den dansende dværg".
   Døren havde højde af en mellemting mellem en dværg og et menneske.
   Adser kiggede tvivlende hen imod Dísío og rømmede sig.
   - Øhhh, det er nok bedst, at du bliver herude. Jeg tror ikke, det er så tit, de ser kentaurer her i nabolaget. Du kan jo holde udkig efter Excelsia.
   Dísío smilede lettet og kastede et blik hen imod den lille dør.
   - Jeg skal nok holde udkig og så kan min slægtning og jeg snakke lidt sammen. Gå du bare ind.
   Dísío satte sig mindre elegant ned på sin bagdel, så støvet stod op omkring ham og begyndte at stirre koncentreret op imod himlen, imens han henvendt til den tøjrede hest sagde.
   - Dejligt vejr i dag. Synes De ikk?
   Adser rettede sin opmærksomhed imod krodøren igen, imens han mumlede.
   - Kentaurer. En mand kan bruge et helt liv på at regne dem ud og alligevel aldrig lære at forstå dem.
   Han tog en dyb indånding og skubbede sine ærmerne op, som straks gled ned igen. Han bukkede sig ned, så han ikke slog hovedet imod dørkarmen, åbnede den lille dør og gik ind.
   Så snart han åbnede døren blev han mødt af en voldsom larm.
   Størstedelen af kroens klientel bestod af dværge og de fleste af dem havde allerede fået en del over tørsten.
   En lille flok sortskæggede dværge sad og sang pivfalsk og fordrukkent i et af de mørke hjørner og to andre rullede rundt på gulvet i slagsmål.
   Adser mumlede.
   - Og jeg som troede, at dværge var så beherskede og alvorlige.
   Han gik hen imod bardisken, hoppede febrilsk over de to kæmpende dværge, som ellers ville have fejet benene væk under ham og nåede frem til baren, som nåede ham til midt på lårene.
   En lille tætbygget dværg i en rød og hvidternet kjole med et lille forklæde trådte ud af en lav dør på den anden side af disken.
   Adser syntes faktisk, at hun så ret skræmmende ud. Hun havde et skulende udtryk i sit lille grimme ansigt og de muddergrå øjne, men det mest skræmmende ved hende var nok den kæmpe sort smedejernspande hun havde i sin ene næve.
   - Øhh godaften, frue.
   Er der mulighed for, at jeg kan bestille 3 værelser og en god plads i stalden for i nat?
   Den lille kvindelige dværge kiggede surt på ham.
   - Har du planer om at skifte værelse hver time eller hvad? For det vil jeg ikke finde mig i.
   Adser lo lidt forsigtigt og sank en klump, da han lagde mærke til, at hun strammede grebet om panden.
   - Nej selvfølgelig ikke kære frue. Nogen venner slutter sig snart til mig.
   Den lille madam kiggede misfornøjet og mistænksomt op på ham, hvorefter hun løftede stegepanden og sagde.
   - Det er så i orden, men jeg kender din type, Troldmand og jeg vil ikke have sat ild til noget. Er det forstået?
   Adser nikkede energisk.
   Han var ikke sikker på, at han kunne nå at fortrylle hende, hvis hun besluttede sig for at svinge panden imod ham. Hans mester havde altid sagt.
   "Hav respekt for en dværg med et våben. De forstår sig ikke kun på at lave dem".
   Adser var dog ikke helt sikker på, at hans mester havde ment at en smedejernspande hørte ind under våben, men Adser valgte at tolke det sådan.
   - Selvfølgelig ikke frue. Jeg går bare hen og sætter mig, imens jeg venter på mine venner.
   Hun kneb skulende øjnene sammen og nikkede kort, hvorefter hun sænkede panden. Hun hævede den dog kort efter igen og sagde.
   - Jeg vil have betalingen, før I går op på værelserne.
   Adser blinkede ængsteligt med øjnene.
   - Selvfølgelig frue.
   Hun sænkede panden igen og Adser trådte tilbage og var lige ved at falde over de to dværge, som stadig rullede kæmpende rundt på gulvet.
   Han hoppede forskrækket over dem og gik hen til et hjørnebord der var lavet til hans størrelse, hvor han satte sig forsigtigt ned.

Daktílí kiggede sig irriteret tilbage.
   Den drage var godt nok stædig. De andre sorte drager var for længst forsvundet ud af syne, men hun var stadig i hælene på dem.
   Excelsia kiggede sig også over skulderen, men hun gjorde det, fordi hun var nervøs.
   - Vi bliver nødt til at finde på noget. Ellers ender det med at vi alle sammen bliver dræbt.
   Daktílí smilede.
   - Vi må tage kampen op. Der er kun en drage nu.
   Síleon lo hånligt.
   - Hende der forfølger os er ikke kun en drage. Hun er Sorlía. De sorte dragers leder og hun har erobret dette lederskab ved at være den ondeste, mest kampdygtige og ældste af dem alle. Hun er flere tusind år ældre, end du og vi ville alle være døde, før du så meget som nåede at give hende en skramme. Og jeg har besluttet mig for, at jeg ikke ønsker at dø endnu.
   Excelsia kiggede overrasket på ham. For mindre end et døgn siden havde han været tæt på at tage sit eget liv. Hvad havde fået ham til at ændre mening?
   Daktílí fnøs og afbrød Excelsias tanker.
   - Hvorfor skulle jeg tro på DIG?
   Síleon skulede til ham, hvorefter et grumt smil bredte sig på hans blege læber.
   - Udmærket så lad være, men sæt lige mig af før du begynder kampen. Jeg har større chance for at overleve til fods.
   Daktílí kiggede en smule nervøst på Síleon, som bare stirrede trodsigt tilbage.
   Han vidste ikke rigtigt, om han skulle tro på Síleon, men når han tænkte lidt nærmere over det kunne han ikke se, hvorfor han skulle lyve.
   - Okay Alvidende mester hvad forslår du så vi gør?
   Vi kunne gemme os, men indtil videre gemmer skjulestederne sig ret godt.
   Síleon kiggede koldt tilbage på Daktílí.
   - Er der slet ikke noget i nærheden, som vi kan bruge?
   Excelsia kunne mærke desperationen vokse indeni sig. De havde slet ikke tid til dette her. De skulle i gang med at samle en hær. Ikke lege fangeleg med en sort drage.
   - Der er kun en dyb kløft et godt stykke forude.
   Excelsia tænkte så det knagede, imens hun mumlede mere usammenhængende end Adser.
   - En kløft… langt ned… muligvis huler… store sten… skyer.
   Síleon der havde lyttet koncentreret til hendes mumlen nikkede.
   - Jeg tror jeg ved, hvad du tænker på. Det er risikabelt, men kan måske virke. Vi er nødt til at komme et godt stykke op over skyerne.
   Excelsia nikkede eftertænksomt.
   - Ja det har du ret i og vi må få det til at se så virkeligt ud som muligt. Det hele afhænger dog af Daktílí.
   Daktílí brummede misfornøjet.
   - Er der mulighed for at jeg kan blive informeret om jeres planer, eftersom det hele afhænger af mig?
   Excelsia kiggede spørgende tilbage på Síleon, men han rystede bare kort på hovedet og kiggede køligt på Daktílí.
   - Din drage vil højst sandsynligt nægte at gøre noget af det, hvis det er mig, som forslår det.
   Daktílí fnøs, men Excelsia nikkede.
   Hun kunne godt se, hvad han mente, så i stedet for begyndte hun at fortælle.
   - Der er en stor risiko ved at gøre dette, men jeg ved, at du kan. Så snart jeg er færdig med at fortælle skal du sænke farten en smule og flyve et godt stykke op over skyerne. Jeg ved godt at det er næsten umuligt, men på det tidspunkt hvor vi er lige over kløften skal vi være indenfor vores forfølgeres rækkevidde, så de kan ramme os med ild. Du skal selvfølgelig undvige ilden, hvilket jeg ved, at du kan. Og nu begynder det at blive mere indviklet.
   Daktílí lavede himmelvendte øjne og pustede højlydt ud.
   - Og det du allerede har sagt er slet ikke spor svært?
   Excelsia kiggede irriteret på ham og forsatte.
   - Jeg ved godt at det bliver svært. Desuden skal du også få det til at se ud som om vi alligevel blev ramt af ilden.
   Derefter laver vi et fabelagtigt skuespil, hvor vi falder skrigende, brølende og døende til jorden, men lige så snart vi når ned under skyerne holder du op med at lade som om, du falder og flyver ned i kløften. Der finder vi hurtigt en hule hvis åbning vi dækker med sten og hvis der ikke er nogen huler dækker Síleon og jeg bare os alle med sten, så vi ligner et stenskred.
   Sorlía og hendes rytter vil lede efter os et stykke tid, men til sidst vil de lede videre et andet sted.
   Excelsia kiggede tøvende på Daktílí.
   - Tror vi… Håber vi.
   Daktílí kiggede skeptisk på Síleon og Excelsia, hvorefter han sukkede dybt og sagde.
   - Det er vel et forsøg værd og hvis det ikke virker efter hensigten bliver jeg alligevel nødt til at kæmpe imod Sorlía. Hvor mægtig hun så end er.
   Excelsia sukkede frustreret.
   - Udmærket! Og gider du så begynde at sætte farten ned og flyve opad?
   Hun pegede med en finger op i luften, imens hun kiggede surt på ham.
   Han fnøs forarget, sænkede farten en smule og begyndte at flyve skråt opad, imens han mumlede misfornøjet.
   - Jeg ved godt hvilken vej der er opad.
   Efter et stykke tid nåede de op over skyerne.
   - Vi er snart ved kløften.
   Excelsia nikkede til Daktílís kommentar alt for nervøs til at kunne sige noget.
   De forsatte skråt opad og snart dukkede Sorlía og hendes rytter op af skyerne bag dem.
   De var faretruende tæt på nu.
   Excelsia og Síleon kiggede begge to bagud i netop samme sekund, som Sorlía gjorde klar til at puste ild.
   De nåede lige at vende sig og gribe bedre fat i Daktílís skæl, før den sorte drage sendte sin ild imod dem.
   I sidste øjeblik lavede Daktílí en halsbrækkende undvigemanøvre, som han straks fik til at ligne en fuldtræffer.
   Han lod sine vinger blive slappe og trak dem en smule ind, hvilket fik dem til at falde med hæsblæsende fart nedad.
   Excelsia havde slet ikke nogen problemer med at få sig selv til at skrige rædselsslagent.
   Hun kunne hører Daktílí brøle, som om han var ved at dø meget smertefuldt og Síleon bandede højt bagved hende.
   De faldt ned under skyerne og til Excelsias lettelse var kløften lige under dem og den nærmede sig hurtigt. Hun knugede hårdt om Daktílís skæl og kunne mærke hvordan vinden susede igennem hendes hår og hendes hjerte bankede hårdt og hurtigt i hendes bryst.
   Var det ikke meningen at Daktílí skulle holde op med at falde nu?
   I sidste øjeblik spredte han sine vinger ud og de landede tungt i bunden af kløften.
   De lod hurtigt deres blik glide rundt på kløftens sider og Síleon var den første der fik øje på en hule der var stor nok til dem.
   - Der.
   I samme sekund som Síleon råbte begyndte jorden at ryste og buldre under dem.
   Jorden slog revner fra de steder, hvor Daktílí havde plantet sine fødder og begyndte at smuldre.
   Daktílí bredte hurtigt sine vinger ud og de nåede kun lige op fra jorden, da den gav efter.
   Jord og klippestykker faldt ned i et bundløst hul under dem.
   Síleon der var mere bleg, end han plejede at være snerrede skingert.
   - Flyv ind i hulen dit store drog. De kommer snart.
   Daktílí glemte helt at snerre tilbage og fløj bare hurtigt hen til hulen, imens jorden forsatte med at rumle og smuldre under dem.
   Han trak sine vinger ind til kroppen og de dalede ind i hulen.
   I samme øjeblik som de nåede ind begyndte huleåbningen at styrte sammen bag dem og snart var der helt mørkt i den snævre hule.
   Jorden forsatte med at buldre et par sekunder, hvorefter stilheden bredte sig.
   Excelsia pustede lettet ud og hviskede med et smil på læben.
   - Puha. Nå men vi behøvede i det mindste ikke selv at lukke åbningen bag os.